“Den eneste forskel på mig og en gal er at jeg ikke er gal,” sagde Salvador Dalí, en af det 20. århundredes største provokatører og en stor maler.

Maleren besad også et litterært talent som han dyrkede i vittige paradokser af denne type. Et andet eksempel: “Bare de snakker om mig, må de gerne sige noget pænt.”

Det sidste kunne stå som motto for Dalí-året 2004, som kulminerer med 100-års dagen den 11. maj. Nu hvor skandalerne er kommet på afstand og former del af historien, er det efterhånden svært at finde nogen som vil snakke grimt om den store surrealist. Om hans pengegriskhed, støtten til Francos fascistiske styre, og den sære kærlighedshistorie med Gala som han elskede gennem nøglehullet. Alle snakker pænt - og det er ikke fordi Dalí sparede anstrengelser for at undgå det.

“Engang imellem, for at more mig, spytter jeg på min moders portræt,” skrev han på et lærred som udstilledes i Paris i 1929. Dalís mor døde af kræft da kunstneren var barn. Episoden førte til et brud med faderen som fra det øjeblik forbød det unge geni adgang til barndomshjemmet.

Dalí var svær at forstå, og alligevel er han en af det 20. århundredes mest populære kunstnere. Det er i sig selv et paradoks som behandles af jubilæumsårets store særudstilling, “Dalí, Cultura de Masas” (Dalí og massekulturen). Udstillingen arrangeres af sparekassen la Caixa’s kulturfond og kan for øjeblikket ses i Barcelona, hvorfra den senere på året flytter til Madrid.

Udstillingens mere end 400 værker gør det muligt at nærme sig Dalí på en nemmere måde end vi er vant til. Manierne og komplekserne, hele det psykiatriske billede træder for en gangs skyld tilbage i anden række. I stedet præsenteres vi for den første billedkunstner som bevidst arbejdede på at integrere en ny industrikultur i kunstens verden.

Ungdomsårene gik med eksperimenter. De første malerier var en blanding af klassicisme, kubisme, ekspressionisme... Dalí var længe ikke klar over hvordan han skulle fange ånden i den ny og forvirrende tidsalder. Et af hans nydelige klassiske motiver skæmmes af et Ford-reklameskilt i baggrunden. Men hvordan er det muligt at overse i den moderne verden?

Meget senere, i 1943 var Dalí også den første i kunstens historie som portrætterede Coca Cola flasken, to årtier før popart-kunstnerne Andy Warhol og Robert Rauschenberg skabte deres reklamestil.

Efter verdenskrigens udbrud opholdt Dalí sig et tiår i USA hvor han for alvor fascineredes af mulighederne i masseproduktionen, massemedierne, massekulturen. Han samarbejdede med et andet PR-geni, Anders Ands far Walt Disney, om en seks minutters tegnefilm. Den fik først premiere for nogle måneder siden. Han portrætterede den ulidelige barnestjerne Shirley Temple og den fascinerende Harpo Marx, og tegnede dekorationer til en Hitckkock-film (Spellbound, 1945). Ind imellem holdt han offentlighedens interesse ved lige med skandaler og provokationer som udstillingen om Venus’ Drøm. Utilfreds trods alt fordi aviserne aldrig skrev tilstrækkeligt om ham, udgav han i 1945 og 1947 avisen “Dalí News” som ikke skrev om andet.

Kunstens grænseland i det opvoksende forbrugersamfund gled fra dette tidspunkt helt naturligt ind i Dalís kunstneriske univers. Det havde gode kommercielle grunde som Dalí ikke foragtede.
Bladkongen William Randolph Hearst betalte fyrsteligt for avistegningerne. Design af slips og parfumeflasker skæppede også i kassen, og Dalí og Gala førte stor husholdning. I en tv-reklame spillede maleren skamløst på sit dubiøse image: “Lanvins chokolade gør mig gal!” Hans annoncer for Bryants nylonstrømper brød med alle reklameverdenens regler, for budskabet om strømperne druknede fuldstændigt i kunstnerens selvreklame. Det var også hensigten – i det mindste Dalís. Bryant havde måske en anden.

Der er ingen grund til at trække et skarpt skel mellem denne del af Dalí’s virke og hans “seriøse” arbejder. Dalís livsværk var ideen om den totale kunstner, kunstneren som kunstværk i sig selv. Rent praktisk skulle de store projekter, teater-museet i Figueres og Galas surrealistiske slot i Púbol, desuden finansieres på en måde. Det er velkendt at Dalí uden skygge af dårlig samvittighed satte sin værdifulde signatur på tusinder af blanke litografiark og derved rokkede hele kunstmarkedets troværdighed. Er læseren måske en af de mange som har en ægte Dalí hængende derhjemme? Det skal han/hun ikke være så sikker på!

Dalís ekshibitionistiske livsførelse overførte hans personlige popularitet (eller upopularitet, det kunne komme ud på et) til værkerne. Derfor er det Dalí vi alle kender, selvom andre surrealister som René Magritte og Max Ernst ikke var ringere kunstnere. Der er kritikere som mener at tværtimod.

Men Dalís folkelige gennemslagskraft skyldes også hans bevidste arbejde med massekulturens udtryksformer, som genkendes i de store værker. Man behøver blot tænke på den berømte røde sofa i teater-museet, som er en tro kopi af Mae Wests læber.

Den seriøse Dalí
Er det seriøs kunst? Dalí-forskere som i årets første måneder har sat hinanden stævne i Barcelona er i hvert fald enige om én ting: Dalí var en meget seriøst arbejdende kunstner.

For mange kommer det sikkert som en overraskelse at Dalí var en virkelig ekspert i Freud og psykiatri. Han forlod sig ikke på sin kunstneriske intuition, men studerede grundigt faglitteraturen om paranoia (forfølgelsesvanvid) inden han skabte nogle af sine mest berømte værker. Han vidste præcist hvordan paranoikerens hjerne fungerer med to billeder, der projekteres oven i hinanden. Det er ideen man genkender i sofaen der er læber, eller læberne der er sofa.

Al videnskab fascinerede ham. Han læste meget, eller fik læst op mens han arbejdede. Blandt hans bekendte var der mange videnskabsmænd. En af dem var den kendte amerikanske matematiker Thomas Banchoff, som i 60’erne arbejdede med visualisering af matematiske former ved hjælp af computer. Ifølge Banchoff var Dalí i stand til at genkendte matematiske teorier blot ved at se deres grafiske repræsentation. Dalís favorit var René Thoms såkaldte katastrofe-teori som inspirerede kunstnerens sidste værk, “Svalens hale” fra 1983.

- Offentligt optrådte Dalí som cirkusartist, men privat var han en yderst alvorlig herre, forsikrede Banchoff under et besøg i Barcelona. Men altså en alvorlig herre med fantasi. På et tidspunkt samarbejdede Banchoff og Dalí om en skulptur af en kæmpehest. I første udkast var hesten 100 meter lang. Den voksede, først til 300 km. og i sidste omgang til et projekt der forbandt jorden og månen. Hestehovedet på jorden, og rumpen på månen. Overflødigt at tilføje at ideen aldrig blev ført ud i livet.

Gala
Det skelsættende år i Dalís liv var 1929, hvor han stiftede bekendtskab dels med surrealismen, dels med Elena Dimitrievna Diakonova, “Gala”.

“Et kys beseglede min fremtid. Gala forvandledes til saltet i mit liv, templet for min person, mit lys, min dobbeltgænger, mit jeg. Fra dette øjeblik var Dalí og Gala for evigt forenet,” skrev maleren.

Forholdet mellem dem blev aldrig seksuelt fuldbyrdiget. Dalí var 25 år ved mødet, og i modsætning til andre unge pralede han med sin mangel på seksuel erfaring. Måske gjorde det båndet mellem dem stærkere, og med Galas hjælp blev mange af kunstnerens traumer forløst i kunsten.

Seksualiteten og døden var nært forbundne begreber for Dalí, som havde moderens tragiske skæbne i erindring. Hans vanskelighed ved at konfrontere mand-kvinde forholdet udtrykkes i mange af kvindefigurerne, hvoraf nogle har “skuffer” til de mystiske bestanddele, brysterne og skødet.

Folk som går på opdagelse i Dalís univers bliver hurtigt fortrolige med de faste elementer i kunstværkerne. Oprindelsen til de berømte camenbert-ure var meget naturligt en ost i dårlig stand, som Dalí kom til at putte i munden. De udflydende ure symboliserer processen af opløsning og fordærv som kunstneren fornemmer alle vegne. Af samme årsag må Dalís figurer ofte støtte sig til krykker for at holde sig oprejst.

To andre berømte symboler, flagermusen og myrerne, stammer fra en oplevelse som femårig. Salvador fandt og plejede en såret flagermus, men en dag fandt han den døde flagermus helt dækket af myrer. Gennem barnets øjne er billedet kommet til at forme del af det 20. århundredes kollektive underbevidsthed.
“Jeg er en levende feberfantasi under fuld kontrol,” sagde Dalí.

Kapløb med døden
Manden med de videnskabelige interesser fulgte ængsteligt kapløbet mellem døden og lægekunsten. Han stolede længe på at sidstnævnte ville spare ham for en traumatisk oplevelse. Men i 1982, da den uundværlige Gala døde, begyndte Dalís eget liv at ebbe ud mellem minderne på Galas slot i Púbol. I 1984 blev han alvorligt forbrændt ved en ulykke. Maleren nægtede stolt at lade sig køre på sygehus i ambulance, og så blev han transporteret i sit dollargrin, en Cadillac. Han vendte aldrig tilbage selvom han levede i fem år endnu.

I sygesengen flød livet videre gennem intravenøse slanger. Den afkræftede Dalí lå og lyttede til den samme baggrundsmusik af to tangoer, “Noche de farra” og “Adiós muchachos”, som mindede om ungdomsdagene med Lorca og Buñuel. Ind imellem forlangte han at høre Wagners ”Tristan og Isolde” som påkaldte hans ufuldbyrdigede kærlighedshistorie med Gala.

I krypten under slottet i Púbol er der to enkle grave. Lyset falder ind ad et højtliggende vindue og belyser æresvagten af to store skakspringere og en giraf. Den ene grav er Galas, den anden havde Dalí tænkt til sig selv.

Gravene er forbundet med en åbning så de elskende kan holde hinanden i hånden i evigheden. Men i sidste øjeblik ændrede den 85-årige kunstner mening og bestemte at han ville stedes til hvile i sit teater-museum i Figueres. Det eneste vidne var Figueres’ daværende borgmester. Mange af kunstnerens venner tvivler på hendes udsagn og arbejder på at få liget flyttet.

Dalí havde måske for en gangs skyld tabt kontrollen med iscenesættelsen. I sin afkræftede tilstand skammede kunstneren sig ved at vise sig for sine få ægte venner. Han døde i en menage af skiftende sygeplejersker og nye bekendtskaber. Der sad nok også en og anden grib på lur i baggrunden, antyder mange biografer.
pod

På Solkysten: “Salvador Dali y los sueños y caprichos de Pantagruel” vises på Museo del Grabado Español Contemporáneo i Marbella fra 18. maj til 28. aug.


DALI RUTEN

Dalí-fans kan ikke nøjes med et besøg i Barcelona. Det er absolut nødvendigt at lægge ruten om de tre Dalí-museer længere mod nord i Girona-provinsen. De drives alle af Dalís og Galas fond, “Fundación Gala-Salvador Dalí”.

I Figueres ligger “Teatro-Museo Dalí” som er nøglen til Dalís univers. “Der er ingen tvivl om eksistensen af andre verdener, men – som jeg har sagt så mange gange – disse verdener findes inden i vor egen, de ligger her på jorden, nærmeret præciseret i kuplen på mit museum. Her finder man hele denne nye, uventede, fascinerende verden som er surrealismen,” sagde kunstneren selv.

Dalí slog begejstret til da Figueres kommune i 1961 foreslog ham at indrette byens gamle teater til museum. Han gav tre grunde: “Jeg er en teatralsk maler, teatret ligger foran kirken hvor jeg blev døbt, og det var i teatrets foyer jeg i sin tid udstillede mit første værk.”
I 1974 stod museet klar. I dag er det et af Spaniens mest besøgte med mere end en mio. gæster årligt.

Slottet i Púbol
Sofabordet i hyggekrogen har strudsefødder. Endnu mærkeligere til mode bli’r man når man gennem bordpladen af glas får øje på et hul i gulvet til kælderen, hvor der står en udstoppet hvid hest. I disse omgivelser residerede Gala efter at ægtefællen i 1970 havde installeret hende som slotsfrue i en lille middelalder-residens hvis indretning Dalí overvågede i alle detaljer. Senere fik han kun lov at vende tilbage efter speciel invitation.

De mange ekstravagante indfald har næppe gjort Galas slot særlig beboervenligt. Ved bygningens restaurering fik arkitekten strenge ordrer til at respektere stemningen af forfald og dekadence. Inden døre drog Dalí selv omsorg for den hjemlige atmosfære ved at male fugtpletter på væggene, efter at de rigtige fugtpletter var udryddet. Gala kunne ikke li’ synet af de moderne radiatorer, så Dalí skjulte dem bag paneler – som han derpå malede som radiatorer! I haven spadserede Gala midt i et af Dalís mareridt, de store elefanter på stankelben som sprøjter vand ud af deres uhyggeligt aflange snabler.
Indtil 1. november rummer slottet en særudstilling med Dalís illustrationer til Don Quijote – en anden genial galning.

Hjemmet i Port Lligat
Da Dalí og Gala i 1948 vendte tilbage fra USA slog de sig ned i Port Lligat, som resten af livet var kunstnerens faste residens og arbejdsplads. Efter talrige udvidelser skabte Dalí her et yderst personligt rum om sit liv. Teater-museet i Figueres og Galas slot i Púbol er, hver på sin måde, kunstnerens “showrum” udadtil. Et besøg i Port Lligat er værdifuldt for den som ønsker at kende Dalí i hans privatsfære. NB: Gæster skal bestille tid, for de vises rundt i reducerede grupper. Information: Tlf. 972 251 015, e-mail: pllgrups@dali-estate.org

På Nettet
www.salvador-dali.org – Hjemmeside for “Fundación Gala - Salvador Dalí”. Rummer bl.a. information om de tre ovennævnte museer. På spansk og engelsk.

www.dali2004.info – Alle oplysninger om Dalí-årets arrangementer. På spansk og engelsk.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---