Priskrig i luften
Skrevet af Solkysten
Selvfølgelig eksisterede der billige charterrejser i 1984, men de havde begrænset opholdets varighed til et par uger. Den vanskelighed kunne man sætte sig ud over på Costa del Sols blomstrende sortbørs-marked for charterbilletter, men dels havde skribenten ikke opdaget dets eksistens, dels var det altså ulovligt.
De nationale luftfartsselskaber SAS og Iberia havde monopol på ruteflyvningen.
Det var dengang. I dag har de frie markedskræfter fået lov at regulere udbuddet til efterspørgslen. Lufttrafikkens liberalisering har gjort sortbørs-markedet overflødigt, og helt ændret vilkårene for spaniendanskere der vil holde båndene til hjemlandet ved lige. Netop nu ta’r vi hul på en sommer hvor afgangene mellem Danmark og Spanien er hyppigere end nogensinde før, og priserne lavere.
Alene mellem Málaga og København/Billund er der i sommer godt 20 afgange om ugen på direkte-ruterne. Sædekapaciteten er mere end fordoblet i forhold til i fjor.
Veteranerne Krone Rejser og Sterling har begge øget afgangene inden for det sidste halve år. For godt et år siden debutterede Snowflake (SAS-gruppen) på Málaga. Den sidst tilkomne er Maersk Air som åbnede i april i år.
Udviklingen har ført til en priskrig uden pardon. Nyd den – og udnyt den mens tid er, for 2004 bliver et fantastisk år for forbrugeren.
Hvis priserne i gamle dage var for høje, er de lige nu for lave hvis tingene skal vurderes realistisk. Det indtryk får vi af et rundspørge i de nævnte selskaber. En “fornuftig lavpris” på en tur-retur billet mellem Danmark og Málaga burde nok ligge omkring 250 euro, mener nogle kilder.
I den nuværende konkurrencesituation er det muligt at finde meget mere fordelagtige tilbud, og den situation vil næppe ændres så længe fire selskaber konkurrerer med hinanden. Spørgsmålet er altså om der bliver ved med at være fire selskaber. I branchen gætter mange på at et af lavprisselskaberne må opgive Málaga-ruten i en ikke fjern fremtid, men naturligvis er der ikke enighed om hvem der kommer til at sidde med sorteper.
Det kan jo også være at folk vænner sig til at tage to billige rejser i stedet for én dyr. Således bliver der slet ikke tale om nogen overkapacitet på ruterne mellem Danmark og Málaga, og der skabes grundlag for superlavpriserne. Men det kræver vist optimisme at tro at markedet kan fordobles fra det ene år til det andet.
I øvrigt er markedet blevet temmelig svært at overskue, fordi en sammenligning på priser og service nu omfatter fire forskellige selskaber med hver sin filosofi. Men den ulejlighed er værd at tage med.
Et af udviklingens spændende spørgsmål er det serviceniveau som lavprisruterne vil lægge sig fast på. Nægtes kan det ikke at den gamle turistklasse på SAS/Iberia var vild luksus i sammenligning med de billigste sæder på dagens lavprisruter. Superlavprisen har et marked, men mange vil foretrække at betale lidt ekstra for ekstra benplads og service.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004

