DET SØVNIGE SENAT var for en gangs skyld lysvågent. Ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero lovede fra talerstolen at ved denne lejlighed er det alvor med en grundlovsændring som vil give parlamentets overhus nye beføjelser og ny betydning.

Det var første gang i syv år at en spansk ministerpræsident viste sig i Senatet. Det lange fravær giver et fingerpeg om problemets art. Som i mange parlamentariske tokammer-systemer har det spanske overhus mistet sin praktiske betydning for andre end senatorerne der hæver løn for at sidde der.

Den planlagte reform vil ændre Senatets sammensætning så det ikke direkte repræsenterer folket, men de 17 spanske autonomistater. Førstebehandlingen af lovforslag med særlig relevans for autonomstaterne skal efter planen foregå i Senatet. Ligesom Kongressen (underhuset) har en årlig debat om nationens tilstand, skal Senatet føre en årlig debat om autonomstaterne og
kommunerne.

En kommunalreform er et andet vigtigt led i den plan om øget decentralisering som Zapatero håber at slutte i løbet af den påbegyndte valgperiode.

Der er mange tvivl om reformens konkrete indhold, men det er bevidst. “Døren står åben for alle som vil være med,” siger Zapatero. Hans invitation til forhandlinger blev som ventet positivt modtaget af de mange nationalistpartier i Spaniens periferi, og mere køligt af det konservative oppositionsparti Partido Popular.
PP’s ordfører Pío García Escudero slog ikke til den fremstrakte hånd. Men han advarede ministerpræsidenten: “Inden De åbner døren må De hellere sikre Dem at De kan lukke den igen,” sagde han.


PRESSET ER ENORMT i Katalonien og Baskerlandet for øget selvstyre i forhold til centralstaten. Andre samfund med Andalusien og Kanarieøerne i spidsen ønsker også mere selvstyre, men de konservatives frygt for at åbne døren på klem skyldes separatist-bevægelserne i de to nordlige autonomier.

Senats-reformen er måske det mindste. Zapateros planer indebærer også at de utilfredse autonomstater skal forhandle nye overenskomster med centralstaten.

Disse overenskomster fastsætter selvstyret for hvert enkelt autonomi. Allerede i dag eksisterer der 17 vidt forskellige samlivsmodeller mellem centralstat og autonomstat, og erfaringerne viser at forskellene øges efter hver forhandlingsrunde. Således kommer autonomier med stærke selvstyre-bevægelser til at køre på første klasse, og resten på anden.

Forud for de nye forhandlinger har Zapatero måttet love Katalonien (et af Spaniens rigeste autonomier) en form for katastrofehjælp til at dække underskuddet i autonomiets sundheds- og undervisningssektor. Det er svært for Zapatero at sige nej til Katalonien, der regeres af en koalition af hans egne socialister, IU og separatistpartiet ERC.

I Baskerlandet har Zapatero ikke engang mødt vilje til at mødes på halvvejen hos den nationalistiske regeringsleder Juan José Ibarretxe. Denne nægter at trække sin såkaldte Ibarretxe-plan om en halvvejs uafhængig stat tilbage. Den tidligere konservative centralregering søgte at bremse Ibarretxe-planen ved Forfatningsdomstolen, men i april afslog dommerne anmodningen.

De konservative havde fiasko med kæppen, og nu forsøger socialisterne med guleroden. Efter en indledende forhandlingsrunde med alle 17 auto-nompræsidenter indkalder Zapatero til et fælles møde i september. Her kommer hele det komplicerede spørgsmål om statens decentralisering på bordet.


MENS AUTONOMIERNE kæmper for at finde deres plads i Spanien, kæmper Spanien for at finde sin plads i EU.

Zapateros valgsejr blev hilst med begejstring i Tyskland og Frankrig. Her havde hans konservative forgænger Aznar gjort sig grundigt upopulær, og ikke blot på grund af Irak-politikken.
Aznars internationale kamp for at få Spanien anerkendt som en af EU’s store stater måtte nødvendigvis føre ham på kollisionskurs med tyskere og franskmænd der har besluttet at EU er et anliggende mellem dem.

Men ingen fedekalv blev slagtet for at fejre den fortabte søns hjemkomst. I sin allerførste EU-forhandling løb den nye socialistiske regering ind i et sviende nederlag. Spanien tabte slagsmålet om landbrugsmidler til bomuld og olivenolie – to vitale afgrøder for andalusisk landbrug. For at gøre hånen fuldstændig, slængede EU til slut en drikkeskilling på 20 mio. euro på bordet til de spanske forhandlere.

“I stedet for at smile til alle sider burde Zapatero koncentrere sig om at forsvare Spaniens interesser,” sagde den konservative oppositionsleder Mariano Rajoy. Omsider scorede han et point efter valgnederlaget.


EFTER BRUDDET med George W’s USA fik Spanien løfte om en plads ved bordet i Berlin-Paris samarbejdet. Gerhard Schröder og Jacques Chirac stillede denne kompensation i udsigt på Zapateros første rundrejse, men hvad havde de i tankerne - en siddeplads som partner, eller en ståplads som hushovmester?

På junis EU-topmøde kommer forslaget til den nye europæiske forfatning igen til behandling. Zapatero har på forhånd meldt sig parat til at give afkald på Nice-traktaten fra år 2000 som gav Spanien status som næsten-stor med 27 stemmer i EU’s beslutningsproces – kun to stemmer færre end de fire store lande. Aznars beslutsomme forsvar af Nice-traktaten førte til et sammenbrud af den første forhandlingsrunde om EU-forfatningen.

Spanien har nu accepteret ideen om et nyt “dobbelt flertal” i EU’s beslutningsproces: Halvdelen af medlemslandene, og to tredjedele af borgerne. Kampen står om de sidstnævnte 66,66 pct., for blot en lille forskydning af denne procent kan drastisk ændre de praktiske muligheder for at blokere beslutningsprocessen. Udenrigsminister Miguel Ángel Morationos kan ikke tillade sig at komme hjem med et lige så dårligt resultat som sin kollega landbrugsministeren.


ANTITERRORIST-PAGTEN mellem Spaniens to store partier er blevet genoplivet efter de muslimske terroristers drab på 192 togpassagerer den 11. marts.

Pagten fra år 2000 tog dengang sigte på den baskiske terroristorganisation ETA. Den sunde ide var at PSOE og PP (som tilsammen repræsenterer 80 pct. af Spaniens befolkning) ikke burde diskutere antiterrorist-politikken offentligt, fordi dette kun tjener terroristernes interesse. Dialogen i antiterrorist-pagten gik som næsten alle initiativer af den art i stå i løbet af Aznars sidste fire regeringsår, men den nye situation inviterer ikke til at pleje parti-egoistiske interesser. Det har Aznars efterfølger Mariano Rajoy forstået.

På det første møde efter valget i antiterrorist-pagten bebudede indenrigsminister José Antonio Alonso en række hasteindgreb mod den nye terrorismes bagland, den muhamedanske fundamentalisme. Et af dem er en ændring af loven om religionsfrihed fra 1980, med henblik på at skærpe kontrollen med aktiviteterne i de spanske moskeer.

Planens enkeltheder ventes fremlagt nogenlunde samtidig med at dette blad er på gaden. Det bliver nødvendigt at sætte sig ud over en række skrupler for at gøre den effektiv. Politiet efterlyser muligheden af udvisninger og forebyggende anholdelser af farlige elementer. Sikkerhedskorpsene har foreløbig registreret 300 fundamentalistiske fanatikere som kun venter på en anledning til at træde i aktion inden for Spanien.

Den eksisterende lovgivning gør det umuligt for politiet at gribe ind før katastrofen er sket, advarer politiet, som ikke har midler til at kontrollere alle aktiviteter i de farlige kredse.
Det er formodentlig uundgåeligt med en ny og mere restriktiv fortolkning af de personlige frihedsrettigheder. Et så farligt område bør ikke betrædes uden at der eksisterer enighed mellem de to store partier.


DEN STØRSTE TRUSSEL mod den nye samarbejdsånd mellem PSOE og PP er den parlamentariske undersøgelseskommission der blev nedsat efter regeringens indledende tøven.

Kommissionen skal klarlægge begivenhedsforløbet op til den 11. marts, og konklusionerne kan næppe undgå at sætte den tidligere konservative regering i et meget dårligt lys. Igennem flere år ignorerede regeringen Aznar inden- og udenlandske advarsler om at den muhamedanske terroristorganisation Al Qaida var i færd med at gøre sig stærk i Spanien.

Ikke engang udbruddet af den upopulære Irak-krig fik den konservative regering til at tage advarslerne alvorligt, viser hemmelighedsstemplede dokumenter som dagbladet El País har haft adgang til. Aznar var fikseret på ETA, formodentlig fordi den baskiske terrorisme var mere rentabel i vælgermæssig henseende.

Af hensyn til sit image havde Partido Popular ikke andet valg end at bakke op bag nedsættelsen af undersøgelseskommissionen. Den konservative taktik går ud på at lede kommissionens arbejde ind på et sidespor, nemlig spørgsmålet om hvad der skete mellem attentatet den 11. og valget den 14. marts. Partido Popular ønsker bl.a. svar på hvem der arrangerede demonstrationerne den 13. marts foran partiets kontorer. Valgloven forbyder politiske arrangementer af enhver art på valgkampens sidste dag.


MAROKKO er den anden hovedhjørnesten i den socialistiske regerings nye antiterrorist-politik.

Forholdet til nabostaten var isafkølet i Aznars regeringstid hvor marokkanerne følte sig overset og ringeagtet. Zapateros første udlandsrejse gik til Rabat for at understrege de nye prioriteter i spansk udenrigspolitik. Kong Muhamed VI fangede budskabet og gav gæsten en fyrstelig modtagelse. Samme dag aftalte parterne et nyt samarbejde på flere områder, bl.a. kampen mod terrorismen.
Samarbejdet med Marokko er af afgørende betydning for Spanien.
Størsteparten af terroristerne bag attentatet den 11. marts var marokkanere. Inden for sine grænser fører Marokkos regering en hård kamp mod fundamentalisterne, og ved flere lejligheder har marokkanerne advaret mod Spaniens manglende agtpågivenhed over for fænomenet.

Det skal vise sig om det nye forhold mellem Spanien og Marokko også tjener til at stoppe de velorganiserede marokkanske mafiaer bag menneskesmuglingen. Den illegale immigration har nået et omfang som er en klar trussel mod stabiliteten i det spanske samfund.

De illegale immigranter uden arbejde og bopæl er desuden “kanonføde” for fundamentalisterne, siger den marokkanske indvandrerforening Atime. På det seneste har Atime sagt mange ubehagelige sandheder som spanske politikere normalt ignorerer af frygt for at gøre sig skyldige i noget ”politisk ukorrekt”.

DE FØRSTE SKRIDT i en ny regering følges med særlig interesse. De afstikker den fremtidige retning, og vælgerne kan bedømme om det er den samme retning som blev stillet i udsigt under valgkampen.

Efter fire år med en arrogant og autistisk flertalsregering trænger Spanien til dialog og brede løsninger om de store samfundsproblemer. Det har Zapatero lovet, og det kan blive hans historiske bidrag til det spanske demokratis konsolidering hvis det lykkes. Hans forgængere (socialisten González inklusive) umuliggjorde mange af demokratiets normale kontrolfunktioner med anbringelsen af politiske lejesvende på samfundets nøgleposter.
José María Aznar lovede for otte år siden en politisk uafhængig generaldirektør for statens radio og fjernsyn RTVE. Vedkommende holdt i to måneder. Zapateros første generaldirektør er universitetsprofessoren Carmen Caffarel der skal stå i spidsen for en “etisk, demokratisk og kulturel regeneration” af RTVE. Hun opfylder kravet om uafhængighed af interesseorganisationer og partier, og har fået frie hænder – så vil tiden vise hvor længe. Hendes (og skatteydernes) store problem er i øvrigt gigantunderskuddet på 6,6 mia. euro som RTVE skubber foran sig.

En anden nøgleperson i ethvert sundt demokrati er rigsadvokaten. Højreekstremisten Jesús Cardenal blev fyret på gråt papir straks efter den nye regerings tiltræden. Hans afløser er højesteretsdommeren Cándido Conde-Pumpido, som ganske vist er kendt for sin tilknytning til venstrefløjen, men også for at have været med til at sende hele toppen af socialisternes indenrigsministerium i spjældet under de store skandaler i 1990’erne. Conde-Pumpido medvirkede dermed til valgnederlaget for Felipe González’ socialistiske regering i 1996. Det er et godt tegn at valget på ham blev modtaget med tilfredshed af både venstrefløjen og højrefløjen i de spanske dommeres øverste disciplinære organ, CGPJ (Consejo General del Poder Judicial).


I ANDALUSIEN har autonomregeringens præsident Manuel Chaves ladet sig smitte af det gode eksempel. Han er parat til en reform af radio/tv-loven så generaldirektøren for autonomiets Canal Sur fremover vælges direkte af autonomparlamentet med tre femtedeles flertal. De tre femtedele rækker i det nuværende parlament til at komme udenom det største oppositionsparti Partido Popular, men det er da en start. Andalusiens tv har ligesom statens lidt under politiseringen i et autonomi der altid har haft socialistisk styre.

Før sommerferien ønsker Chaves at en parlamentskommission skal starte arbejdet på autonomiets nye overenskomst med centralstaten. I den forbindelse lover han også at stræbe mod et bredt forlig.

MINDSTELØNNEN skal hæves fra 460 til 600 euro i løbet af de næste fire år, lover arbejdsminister Jesús Caldera. Han vil også foreslå at støtten på 100 euro månedligt til kvinder med børn på under tre år kommer til udbetaling for alle. I dag gælder den kun for kvinder med udearbejde.

Socialisterne forbereder andre kostbare projekter: 180.000 beskyttede boliger årligt, stigninger i pensioner og studiestøtte, samt en massiv indsats i forskning og udvikling for at udligne det spanske high-tech efterslæb.

For første gang indrømmer økonomiminister Pedro Solbes at de nye udgiftsposter kan medføre et midlertidigt underskud på statsbudgettet, hvor den konservative regering efterlod et plus på 0,3 pct. Solbes skynder sig at tilføje at regnskabet skal gå op “på lidt længere sigt”.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---