
Carlos Valle Romo.
Lær spansk via dybdeafspænding
Skrevet af Solkysten
Psykolog har stor succes
med at lære folk at tale spansk
med at lære folk at tale spansk
Ikke desto mindre fortjener Centro Eleusis, som centret hedder, at blive taget meget mere seriøst end det. Deres intensive spanskundervisning bygger på den suggestologiske metode, som er baseret på videnskabelige studier om hjernesvingninger og udviklet ved Københavns universitet i 70’erne.
- Bygger på, ja, men metoden er ikke statisk og stivnet, siger Carlos Valle Romo, - den videreudvikles hele tiden, som alt andet levende. I dag bruger vi også NLP (Neuro-Lingvistisk-Programmering), når vi arbejder med de forskellige slags hukommelser (visuel, auditiv og kinestesisk); gestalt- og transaktionsanalyse til at forstærke tilliden og autogeni til afslapning.
Carlos Valle Romo er manden bag Centro Eleusis, som har til huse i Calle Maestro García Álvarez 7 i Benalmádena Pueblo. Carlos er uddannet cand.psyk. med speciale i arbejdspsykologi og uddannelsespsykologi. Han tog sin uddannelse på Københavns universitet og startede Centro Eleusis i 1990.
- Vi arbejder med mange ting her på centret foruden sprog, fortæller Carlos. – Virksomhedspsykologi, sportspsykologi og klinisk psykologi er også ting, vi beskæftiger os med. Kodeordet i det hele er selvtillid!
Det handler om at nedbryde de psykologiske barrierer eller negative forventninger, som folk har til undervisning og egne evner og derfra tage udgangspunkt i hver enkelt kursists forudsætning for at lære. Vi har alle hver vores måde at tage viden ind på. Derfor starter enhver sprogundervisning her med en personlig samtale, hvor jeg tuner mig ind på kursistens niveau og måde at lære på. Derfor bruger vi ikke bøger i sprogundervisningen og heller ikke grammatik. Hver kursist må udvikle sit eget sprog!
Den meget karismatiske og meget talende Carlos læser tilsyneladende den umiddelbare undren i mit kropssprog. I hvert fald svarer han på det spørgsmål, jeg ikke har stillet, med et humoristisk glimt i øjet og et mod-spørgsmål.
- Hvornår lærer børn deres modersmåls grammatik? Først når de har lært og udviklet deres sprog. De klarer sig fint uden grammatikken. Kunne nogen forestille sig at lære grammatik til børn, der endnu ikke kan tale? Vi ved på forhånd at i et hvilket som helst land, kender ca. 95 pct. af befolkningen ikke grammatikken i deres eget sprog. Derfor er det ulogisk at undervise folk via de traditionelle grammatiske regler.
Det er læreren, der skal kende den enkelte kursists grammatiske niveau, så han kan give en ordentlig forklaring på, hvordan man opbygger sine egne sætninger på det nye sprog. D.v.s. vigtigere end en grammatisk forklaring er en logisk forklaring baseret på kursistens eget sprog.
En aktiv og en passiv del
I hver lektion foregår der først en meget aktiv indlæring af sprogets logiske struktur. Først og fremmest fonetik, som er udtale og intonation. Carlos læner sig ivrigt frem i stolen.
– Med aktiv mener jeg virkelig aktiv! Hver kursist skal udtrykke sig. Det eller de ord, de mangler for at udtrykke sig, spørger de så om, hvordan man siger. Men det er deres udtryk. Ikke ord eller sætninger fra en masseproduceret lærebog. Hver kursist må lave sin egen bog.
- Dernæst syntax som handler om at lave en sætning og til slut semantik, som er læren om at sætte flere sætninger sammen til en flydende helhed.
Efter den aktive del af lektionen følger den passive del, hvor kursisten via dybdeafspænding bringes til det stadie, som neuropsykologerne kalder for ”alfastadiet”. Alfastadiet er en af de fire typer hjernebølger, der kan måles ved at sætte elektroder uden på kraniet, forstærke signalerne og vise dem på en computerskærm. Denne målemetode kaldes elektroencefalografi (EEG). Hjernebølger svinger med forskellig hastighed, eller frekvens, alt efter hvilken bevidstheds-tilstand personen befinder sig i. Alfastadiet beskrives af neurologer og neuropsykologer som “en vågen, bevidst, afslappet og meget afstresset tilstand”.
- Faktisk kaldes det, vi bruger “The Hypnagogic-state”, siger Carlos, - og det betyder “tilstanden mellem søvn og vågen tilstand”. Vi spiller en slags instrumental musik med fløjte, guitar, lyden af havets brusen eller rislende vand, som er udviklet specielt til at fremkalde denne afslappede tilstand, som gør hjernen allermest modtagelig for undervisning og hukommelsen mere modtagelig for ny information.
Her fortsætter undervisningen med repetition af indlæringen fra den aktive periode, og her følger min stemme musikken, mens kursisterne slapper af og automatisk opsuger sprogets struktur.... og dermed grammatikken, akkurat som det sker, når vi er meget små børn og ”suger” vort modersmål til os. På grund af det førnævnte er det ikke nødvendigt at lave hjemmearbejde.
Det er en kendt sag blandt hjerneforskere, at alfabølger og toppræstationer har en naturlig sammenhæng. Alfabølgetræning har således været anvendt til at skabe toppræstationer og større kreativitet i en lang række dokumenterede tilfælde. Bl.a. af de grønne barretter, som er et specialkorps indenfor den amerikanske hær, af topelite sportsfolk og af videnskabsmænd fra Stanford University i Californien. Der er endog hjerneforskere, der hævder, at optræning af alfastadiet, og den dermed følgende afspænding af hjernen, medfører en udvidelse af hjernens blodkar og en bedre blodgennemstrømning.
Hurtig og effektiv indlæring
På spørgsmålet om hvor hurtigt man kan lære at tale spansk, kommer der lys i øjnene på Carlos. Det er tydeligt, at han elsker sit arbejde.
- Det handler om at skabe evner og præstationer her og nu. Det skal ikke tage flere år på sprogskole at lære at sige nogle få ting på spansk, når det kan gøres meget hurtigere. Naturligvis afhænger det af, hvilket niveau du starter på. Hvert niveau består af 50 lektioner. Efter 3. niveau taler du flydende spansk. Er du total nybegynder vil det tage dig ca. 150 lektioner. Er du meget ung, kan du muligvis klare dig med et mindre antal lektioner, men modulerne af 50 lektioner er baseret på voksne i alderen 40 til 80 år. Jeg har selv undervist mange folk i grupper eller ægtepar i alderen 70 til 80 år, og de opnåede målsætningen uden problemer. Allerede efter 1. niveau, d.v.s. 50 lektioner for helt nybegyndere, kan kursisterne tale spansk korrekt, d.v.s. i nutid, datid og fremtid, men langsomt og ansigt til ansigt.
- Vores mest intensive spanskkursus, ”Super-Crash-Kurset”, også populært omtalt som hjernevask-kurset er et 10 dages kursus med 15 lektioner pr. dag. Efter det taler du flydende spansk. Efter to dage drømmer du på spansk! "Super-Crash-Kurset" er selvfølgelig målrettet til virksomheder som skal lære spansk så hurtigt som muligt. Hvorimod vi anbefaler "Halvt-Intensivt-Kurset" til ældre mennesker.
Carlos har undervist 37 forskellige nationaliteter, men hovedparten af kursisterne er skandinaver og englændere.
- Det er dog en forudsætning, at vi har et fællessprog, siger han, - ellers går det ikke.
Det er ikke kun privatpersoner, der nyder godt af Centro Eleusis’ undervisning. Carlos rejser lige så ofte ud af huset og underviser en hel virksomhed. Centro Eleusis’ klientliste er imponerende lang og omfatter navne som bl.a. Lego, Texaco, A.P. Møller, Provinsbanken og Olivetti.
¿Hablas español?
Dorte Holm Jensen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004

