Hvordan klarer danske børn at blive plantet om fra et dansk skolesystem til et spansk? Meget tyder på, at alderen er afgørende. Kommer man som førskolebarn eller fra første til femte klasse, går det godt for de fleste. Så længe man er barn i legealderen, opsuges det nye sprog og den nye kultur rimelig automatisk i samspil med de nye spanske kammerater.

Kim Andresen og Vanessa Kjærulff Jensen var henholdsvis 13 og 14 år, da de flyttede til Spanien. De har begge forladt det spanske skolesystem uden et afgangsbevis. Frederikke Stryhn Andersen var derimod kun ni år, da hun kom til Spanien, og indtil nu har hun klaret omstillingen helt fantastisk.

Det er teenagerne, der oplever de største problemer og tilpasningsvanskeligheder. Alderen fra 13 til 19 år er en periode, hvor man er i fuld gang med at danne sin identitet og hvor mange allerede er en del af en dansk ungdomskultur, som på mange planer adskiller sig fra den spanske. Generthed, pubertet og angsten for at dumme sig spiller også ind og spænder ben for en problemfri integration og en hurtig sprogindlæring. Desuden er danske teenagere vant til, at det skolemæssigt giver pote at have sin egen mening om tingene og kunne argumentere for dem, hvilket stadig ikke har vundet indpas i det spanske skolesystem, som forståeligt nok bærer præg af endnu ikke helt at have rystet diktaturets åg af deres undervisningstraditioner.

Kim Andresen, 20 år
Kim Andresen forlod 7. klasse i Greve ved København ganske modvilligt. Han havde ikke lyst til at flytte, men hvad skal man gøre, når man kun er 13 år og resten af familien vil afsted?

Kim husker sin entre i klasseværelset på den spanske skole i Torrox Pueblo som de længste 4 sekunder i hans liv. Han forstod ikke en lyd af, hvad der blev sagt. Glem alt om ”integration” og ”sprogundervisning”, som vi kender det fra danske skoler, der modtager udenlandske elever. Kim fik ingen hjælp til sproget i 2. ESO på den spanske skole, den eneste hjælp han havde, var en skolekammeret der talte engelsk. (2. ESO svarer til en dansk ottende klasse). Fagligt gik det dårligt, men Kim fortæller at han blev modtaget meget åbent af kammeraterne. Han husker stadig at de første ord, han lærte på spansk, var bandeord.

Vi mødtes ved foden af et bjerg, fordi Kim bor i campoen ved Torrox Pueblo. Hvis man ikke lige ved hvor man skal hen, kan man køre rundt i timevis uden at nå frem.

Kims hvide bil kan høres, længe før den kommer til syne. Ikke fordi den larmer, men fordi han, som de fleste unge mænd i Spanien, har stereoanlægget på fuld knald.

Kim er 20 år nu, og han har selv sparet sammen til sin bil. Han arbejder som tjener på Bar Negri i Torre Del Mar. En typisk spansk tapasbar med alt godt fra havet. Denne sommer bliver hans trejde som tjener på Bar Negri.

Kim flyttede til Spanien som 13-årig med sine forældre, sin storebror og sin mormor. De bor alle på syvende år i et hvidkalket hus med udsigt over bjergene og havet.

Kim gik på den spanske skole tre-fire år, men han fik aldrig nogen afsluttende eksamen, hvilket han tager med ophøjet sindsro. På spørgsmålet om hvad han gerne vil være, ”når han bliver stor” svarer han med et stort grin; – Jeg elsker at køre bil, så jeg vil gerne være buschauffør.

Den første sommer, Kim havde forladt skolen, hjalp han sin far med rengøring af feriehuse, og derefter skaffede han sig et job som tjener på Paseoen i Torre Del Mar.

Vanessa Kjærulff Jensen, 17 år
Vanessa talte dagene, til de skulle flytte til Spanien. Hun var 14 år og boede i en lille landsby i Jylland med lystbådehavn og strand. En dejlig og tryg ramme om barndommen, men alt for kedelig for en spirende ungdomstid. Hun vidste, hun ville savne skolekammeraterne, som hun havde kendt fra børnehaveklassen og til slutningen af 7. klasse, men det store udland og trangen til nye oplevelser trak voldsomt i hende.

Vanessa startede i 2. ESO på skolen i Torrox Pueblo lige før sommerferien, selv om hun knap nok var færdig med 7. klasse i Danmark. Hun gik op til eksamen i engelsk på 8. klasses niveau og scorede topkarakteren 10, men som hun selv siger, så handlede det nok mere om engelsklærerens manglende kvalifikationer, end det handlede om hendes engelskkundskaber.

Efter sommerferien kom hun i 8. klasse igen. Hun var blevet fejlanbragt før sommerferien og skulle nu starte med en ny klasse og nye kammerater endnu engang. Fagligt var det utrolig svært at følge med på grund af sproget, som hun ingen hjælp fik til. Det vil sige, hun fik et par timers ekstraundervisning i faget spansk i en klasse, der var beregnet til spanske elever, der havde problemer med spansk, og læreren talte udelukkende spansk. Vanessa gik dog privat til spanskundervisning uden for skoletid. Den bedste hjælp hun havde i klassen var en tysk dreng, der talte engelsk og et par spanske veninder, der hjalp hende med lektierne. I engelsk og gymnastik klarede Vanessa sig godt, men hun havde også en jysk mesterskabstittel i atletik (sprint) med sig hjemmefra.

Vanessa husker, hvordan hun undrede sig over at skoleområdet var indhegnet og låst. Der stod endda en vagt ved porten, så det føltes næsten som et fængsel. Den største forskel på en dansk skole og hendes spanske var dog undervisningsformen. I Danmark blev hun opfordret til at udtrykke sig og danne sin egen mening om tingene, i Spanien foregik det meste via udenadslære.

Vanessa flyttede ind i et stort pueblohus med sin mor og sine bedsteforældre, da hun først kom til Torrox, men nu bor hun alene med sin mor i en lejlighed inde i pueblo’en.

Der var desværre så meget mobning fra pigerne i klassen, at dagligdagen til slut blev uudholdelig for Vanessa, og der var ikke rigtig noget hjælp at hente fra lærerne. Kammeraterne var 12-13 år og Vanessa fyldte 15, hvilket var en væsentlig årsag til problemerne. I Spanien starter de meget tidligere i skolen, end man gør i Danmark, så aldersforskellen var markant, hvilket betyder meget på det tidspunkt, hvor puberteten starter. Efter et år tog Vanessa den tunge beslutning at droppe skolen. Hun brugte så tiden på sprogskole, danskundervisning i Furengirola og småjobs, indtil hun fik en læreplads hos en engelsk frisør.

I dag taler Vanessa så godt spansk, at det lokale politi nogle gange beder hende oversætte fra engelsk til spansk.

Frederikke Stryhn Andersen, 13 år
Frederikke bor i et nybygget hus i campo’en mellem Algarrobo og Arenas sammen med sin mor og far. Hun har sin egen indgang i en tilbygning til hovedhuset. Da jeg ankommer, sidder hun ved computeren sammen med to spanske veninder og chatter.

Frederikke Stryhn Andersen er 13 år nu. Hun flyttede til Spanien, da hun var 9 år gammel. Hun gik kun 3 måneder i 4. klasse, så flyttede hun fra Bogense på Fyn til en lille landsbykole i området Valle-Niza i nærheden af Benajarafe og startede i 5. klasse. Hun sprang simpelthen næsten et skoleår over.

Frederikke følte sig godt modtaget på den spanske skole og hun syntes, hun fik masser af hjælp til det spanske. Fagligt fulgte sproget dog ikke hurtigt nok med, hvilket resulterede i, at Frederikke måtte gå 6. klasse om for at få helt styr på matematikken og den spanske grammatik. Det har hun til gengæld fået til overflod nu, hvor hun går i 1. ESO (7. klasse). Frederikke har scoret en del 10-taller og er en af de bedste i klassen til spansk grammatik.

- I min spanske skole laver vi aftaler, lærer og elev imellem. Sådan en slags ”kontrakt”. F.eks. aftaler vi, hvad jeg mindst skal have i karakter i min matematikprøve, og så bestemmer vi også hvad der skal ske, hvis jeg ikke opfylder kontrakten. Så går der ligesom lidt sport i det. Der er mere diciplin i skolen her end der var i Danmark.
Frederikke synes, at det der er mest forskelligt fra Danmark er det tøj kammeraterne går i.

– De går ikke nær så meget op i udseende og tøj, som man gør i Danmark. Frederikke har mere end én gang dannet mode på skolen ved at klæde sig på en for spanierne utraditionel måde, hvilket resulterede i at flere af pigerne dagen efter kopierede Frederikkes tøjstil.

Det var en stor hjælp for Frederikke, da hun flyttede til Spanien, at hun tilhørte en trosretning, som var godt etableret på Solkysten og som gav hende et stort netværk at trække på. Frederikke er Jehovas Vidne, og hendes tro betyder meget for hende. I Danmark var hun udsat for en del mobning bl.a. på grund af hendes tro. I Spanien har hun ingen problemer i den retning.

Har du venner fra din spanske skole?
Kim: “Nej, det har jeg faktisk ikke. De venner jeg har, er ganske vist alle spanske, men de fleste er venner fra min spanske fodboldklub i Torre Del Mar”.

Vanessa: “Jeg har ingen venner fra min spanske skole, men jeg har både spanske og engelske venner, og jeg har en spansk kæreste, Francis, som jeg har kendt i snart 2 år nu”.

Frederikke: “Ja, jeg ser stort set kun spanske venner til daglig, men jeg mailer og chatter med en masse i Danmark. Unge som er Jehovas Vidner ligesom mig. Det holder mit skriftlige dansk ved lige”.
Hvor hører du til nu...i Danmark eller i Spanien?

Kim: “Spanien!”. Svaret kommer prompte, der er ikke et sekunds tøven. Kim fortsætter: “Jeg vil have en spansk kæreste, flytte sammen, få børn og leve et godt familieliv”.

Vanessa: “Spanien!” svarer hun omgående.

Frederikke: “I Spanien!”. Hun svarer næsten indigneret, som om det er noget at spørge om. “Danmark vil jeg kun til på ferie” tilføjer hun.
Hvilket råd vil du give til danske forældre med børn i teenageralderen, hvis de overvejer at flytte til Spanien?

Kim: “Jeg synes, de skulle prøve. Det kan ikke gå andet end godt! ... Skolen er selvfølgelig et problem, men jeg synes ikke en international skole er en god ide. Du får ikke lært spansk ret hurtigt, og du kommer til at leve i et engelsk miljø i Spanien”.

Vanessa: “Det er nok bedst at komme til Spanien, når man er lidt yngre...men jeg fortryder det ikke. Mit manglende eksamensbevis bekymrer mig ikke her, men hvis jeg ville tilbage til Danmark, så ville det bekymre mig”.

Frederikke: “Bare spring ud i det! Det er svært i starten med det spanske, men det er det værd”.

Hvad synes du, du har lært ved at skifte land?

Kim: “Spansk” svarer han lynhurtigt. “Og at danse flamenco”. Han bliver stille et øjeblik. “Jeg har også lært at være mere åben og tolerant”, siger han så og fortsætter: “I Danmark var der to indvandrere i min klasse, og jeg var bestemt ikke god ved dem....Nu ved jeg, hvad de gik igennem!”.

Vanessa: “At tale spansk og engelsk”. Hun tøver lidt, inden hun fortsætter: “Jeg synes også, jeg har haft så mange oplevelser, der har gjort mig selvstændig. Det er dejligt at møde mange nye mennesker og her har jeg venner i mange forskellige aldersgrupper og af mange forskellige nationaliteter. Det kan jeg godt lide”.

Frederikke: “Spansk!”. Hun overvejer spørgsmålet og tilføjer: “Jeg har også lært at slippe af med min generethed. Du kommer simpelthen i så mange situationer i et nyt land, at det ikke nytter noget at ”gemme” sig”.

Er der noget du savner fra Danmark?

Kim: “Romkugler” svarer han og flækker i et stort grin fra øre til øre.

Vanessa: “Familie og gamle venner” svarer hun. Så smiler hun og tilføjer: “Frisk mælk og danske kager”.

Frederikke: “Jeg savner kun mine venner. Ikke andet!”.

Dorte Holm Jensen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---