For de fleste spaniere er tiden under Francos diktatur allerede historie. For mange andre er det blevet en blanding af historie og personlig oplevelse. Det er interessant at se hvordan de dokumenter, der nu efterhånden ser dagens lys, i mange tilfælde bekræfter de forskellige personers hukommelse og i andre tilfælde ændrer dem eller benægter ideer og opfattelser, som i sin tid gik for at være sande og sandsynlige.

Franco var heldig. I hele hans lange regeringstid var der ingen i Spanien, som for alvor kunne forurolige ham, og da internationale begivenheder nåede det punkt at der var muligheder for at omstyrte ham, udviklede situationen sig sådan at han fandt uventet støtte.

Den største fare kom fra arbejdsmarkedet, som havde vist sig at være så negativt under den 2. Republik, og Franco og hans rådgivere var klar over denne realitet. Hverken han eller Falangen var begejstrede tilhængere af det kapitalistiske system, men foretrak en populisme med mottoet: “Ikke et hjem uden varme. Ikke en spanier uden brød”, som i al sin enkelthed faldt i god jord i en rationeringsperiode.

Det lykkedes også at overvinde den traditionelle strid mellem arbejdsgivere og arbejdere. Der var et arbejderproblem, men ikke af den blodige slags som for år tilbage. Dette klima som måske ikke var idyllisk, men heller ikke tragisk, bidrog til at levestandarden forhøjedes og førte til en større deltagelse fra socialforvaltningens side, som måske var en af de mest positive sider af Franco-regimet. En vis stabiliseringsplan, som bestod af en række forholdsregler bl.a. sanering af pengesystemet, blev foretaget i samarbejde med den højere internationale finansverden og havde til hensigt at reducere den offentlige gæld og inflation og frem for alt tillokke og berolige de internationale investeinger med en udviklingsplan i lighed med den franske: Fremme udviklingen ved en kombination af offentligt og privat initiativ.

Et land i vækst
Elektricitetsproduktionen, som i 1900-tallet kun beløb sig til 128.000.000 kW, nåede i 1975 det høje tal 82.000 mio. El-nettet blev udvidet til at omfatte selv de fjerneste kroge af landet, og derved ændredes og moderniseredes den stedlige befolknings livsbetingelser.

Stålproduktionen steg fra en mio. tons til 11 mio. i 1975, et af de højeste produktionstal i verden. Det betød fabrikation af skibe og biler i et omfang, som tidligere var utænkeligt.

Nu begyndte turismen også at betyde en voksende indtægt for landet, og selv om det til at begynde med var en billig turisme, kunne den så til gengæld byde på så mange varianter, at den kunne konkurrere med den franske og den italienske. Den stabile økonomiske tilstand lokkede mange investorer med udenlandsk kapital til landet.

Også på landet foregik der ændringer i det daglige liv. Tusindårige håndværks- og landbrugsredskaber og værktøj, som havde været almindelige i brug, blev nu museumsgenstande, hvis anvendelse blev forklaret de besøgende.

Store projekter som overrislingsanlæg i Aragonien og Extremadura blev fuldført og gav arbejde til mange. I Almería blev der foretaget store boringer for at nå de vandførende lag, som ellers gik tabt i havet, og som i dag er base for de store områder, hvor der dyrkes grøntsager.

Det er måske ikke et smukt syn at se kilometer efter kilometer af plastik dække jorden, men takket være dem er Almería ikke længere Spaniens Askepot. Disse materielle fremskridt er blevet kompletteret med andre af forskellig slags, og man kan tillade sig at påstå at de ændringer, der fandt sted i 60’erne og 70’erne, ikke kan sammenlignes med noget andet i Spaniens lange historie. En kendsgerning man ikke kommer udenom og som tiden, der er gået siden da, tillader at betragte med det perspektiv som tidsafstanden giver. Mange af disse store offentlige arbejder blev udført af krigsfanger som straffearbejde.

Francos mission
Det er ikke let at vide om Francos regime kunne have overlevet dets grundlægger i en tid med mindre dramatiske ændringer, men det er tvivlsomt på grund af Francos karakter, som ikke tålte nogen anden magt end sin egen.

Han betragtede sig som nationens frelser, som havde fået en mission at opfylde af de højere magter. “Jeg står kun til ansvar overfor Gud og historien,” sagde han. I regeringen diskuterede man kun administrative problemer - aldrig de politiske. Nationalrådet var kun en ydre facade.

På den hjemlige front førte Franco en skånselsløs kamp mod sine fjender: oppositionen, de venstreorienterede, kommunisterne og frimurerne, og det betød fængsling, tortur og forfølgelse for dem der modsatte sig ham, og frygten blev en del af det daglige liv.

Oppositionen havde ikke mange chancer. Sulten og vanskelighederne ved at finde arbejde uden at være i besiddelse af et certifikat på politisk god opførsel, som gav lejlighed til frit at færdes, formindskede modstandsgruppernes aktiviteter. Franco benyttede desuden enhver lejlighed til at gøre det klart, at hvis det ikke var for ham, så kunne der let opstå en ny borgerkrig, og han vidste udmærket at den spanske befolkning ville være i stand til at finde sig i næsten alt, frem for endnu engang at lide under en borgerkrigs rædsler.

Den internationale
situation
Spanien blev isoleret fra det øvrige Europa og måtte klare sig selv uden den Marchall-hjælp, de øvrige europæiske lande nød godt af. Under konferencen i Yalta i 1945 blev det foreslået, at der skulle holdes demokratiske valg i alle de befriede lande. Det gjorde ikke meget indtryk på Franco, for han var klar over at Stalin aldrig ville tillade det hverken i Polen eller Ungarn.

At acceptere en demokratisk reform, som de allierede ønskede det, var at underskrive sin egen politiske dødsdom, så det bedste var at holde stand mod den internationale “kolde skulder”, indtil der i Europa opstod en naturlig fjendtlighed mellem kommunister og kapitalister. Og det viste sig da også, at situationen efterhånden udviklede sig til fordel for Franco.

Kommunismen i Tjekkoslovakiet og blokaden af Berlin i 1948 bevirkede, at stormagterne besluttede at lade Franco i ro og holde ham i reserve, hvis de skulle få brug for ham, og så for øvrigt lade hans regime være et problem, som spanierne selv måtte løse. Så skyerne, der havde samlet sig om hans totalitære styre, forsvandt langsomt og hans taktik med at afvente begivenhedernes gang viste sig effektiv.

Statsbesøg
Som et lyspunkt i den daglige tilværelse og et lille pust fra den internationale verden kom Argentinas præsident, general Peron, igen det isolerede Spanien til hjælp og opmuntring, idet han sendte sin meget omtalte gemalinde Eva Peron på officiel visit til Spanien, Italien og Frankrig i sommeren 1947.

Endelig skete der noget, og den røde løber blev lagt ud for at byde den elegante dame velkommen.

Hendes besøg faldt sammen med afholdelsen af et referendum angående tronfølgeloven, som skulle finde sted dagen efter hendes ankomst, og under stor begejstring opfordrede man i aviser og taler til at stemme “ja” til loven, som da også blev vedtaget med stort flertal.

Franco som statschef
Men trods alt, trods stor forsigtighed og mange forbud var der fremskridt. Det lykkedes bl.a. Manuel Fraga, Galiciens præsident - den sidste nulevende af Francos ministre - at gennemføre en ny lov om censur, som afskaffede den præventive censur, selv om regeringen var i besiddelse af andre muligheder for kontrol, bl.a. ved at lukke aviser, som tilfældet var med hovedstadens avis, som var fremkommet med en artikel om regeringschefer, som burde trække sig tilbage i tide i lighed med, hvad De Gaulle havde gjort.

I slutningen af 50’erne, da Franco fyldte 65 år, trak han sig tilbage fra den daglige ledelse for at påtage sig den nye rolle som statschef. De store økonomiske problemer og den teknologiske udvikling krævede eksperter, som kunne hamle op med de nye udfordringer, og Franco overlod regeringen til admiral Carrero Blanco, hans højre hånd gennem 30 år, som med sit hold af teknologer passede bedre til de moderne tider.

Hans beskæftigelse fremover blev nu fortrinsvis at indvi offentlige bygninger, at præsidere ved regeringsrådets møder og være til stede ved religiøse højtideligheder.

Så mens andre påtog sig det komplicerede hverv at styre landet, kunne Franco resten af livet hellige sig sine yndlingsbeskæftigelser, at gå på jagt, fiske og arbejde på det store politiske projekt, som endnu ventede på en tilfredsstillende løsning: At vælge en efterfølger, der kunne overtage hans rolle, når han ikke var der mere.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---