BOMBERNE eksploderede to gange. I S-togene den 11. marts, og tre dage senere i valgurnerne.

Alle meningsmålinger op til parlamentsvalget forudså en bekvem sejr for det konservative regeringsparti PP (Partido Popular). Men meningsmålingerne var lavet før attentatet i Madrid som kostede 202 døde og 1509 sårede. I valgkampens sidste dage gav et vælgerskred uden fortilfælde en stor sejr til den socialistiske kandidat José Luis Rodríguez Zapatero.

Zapatero fejrede valgsejren med et minuts stilhed til minde om ofrene. Han lovede straks efter at kampen mod terrorismen ville få førsteprioritet for socialistpartiet PSOE’s nye regering.
Situationen var ikke nem for valgets vinder. Inden attentatet havde Zapatero med en dygtig valgkampagne afkortet afstanden til sin konservative modkandidat Mariano Rajoy. Zapateros overbevisende valgsejr (164 mandater mod 148) kunne dog kun forklares med attentatets indflydelse på vælgerne.

På valgdagen stod det allerede klart at attentatmændene efter al sandsynlighed var islamiske ekstremister, som vil tvinge de spanske tropper ud af Irak. Det krav får de opfyldt, for Zapatero har i sinde at holde sit valgløfte om at trække tropperne tilbage den 30. juni, medmindre FN overtager den fulde kontrol med situationen i Irak.


DEN 11. MARTS vil forme del af Spaniens kollektive bevidsthed, ligesom den 11. september aldrig bliver glemt i USA.
En formiddag i myldretiden krævede terrorismen lige så mange dødsofre som i de foregående 13 år.

Inden for få minutter eksploderede ti bomber i fire af Madrids S-tog. Terroristerne havde planlagt endnu større skader. De havde forberedt 13 sprængladninger med ialt 100 kilo dynamit. Planen var at eksplosionerne skulle havde fundet sted lidt senere når togene mødtes på de overfyldte perroner i hovedbanegården Atocha.
Bagefter var det ikke blodbadet, læsionerne, amputationerne som mange medlemmer af redningsholdene huskede.

De huskede mobiltelefonerne som kimede uden ophør i de lange rækker af lig. Angstfulde pårørende havde hørt om attentatet i radioen og forsøgte at komme i kontakt med fædre og mødre, sønner og døtre.
Dagen sluttede festligt med fodbold. Samme aften blev fire spanske hold tvunget til at spille i Uefa-cuppen, trods heftige protester anført af F.C. Barcelona. Med vanlig afstumpethed nægtede det europæiske fodboldforbund at udsætte kampene. “Det gjorde vi heller ikke den 11. september,” sagde generalsekretær Lars-Christer Olsson stolt.


11 MILLIONER spaniere demonstrerede den følgende dag mod terrorismen. Mere end to millioner trodsede de iskolde regnbyger i Madrid. Halvanden million var på gaden i Barcelona, 300.000 i Bilbao og 400.000 i Málaga. “I dag er vi alle madrilenere,” sagde Barcelonas borgmester Joan Clos.

På daværende tidspunkt anede demonstranterne endnu ikke hvilke terrorister de demonstrerede imod. Men mange af dem mistænkte regeringen for at manipulere informationen om attentatet.

I Barcelona måtte regeringspartiets repræsentanter, Josep Piqué og økonomiminister Rodrigo Rato, have politibeskyttelse mod demonstranterne. Hele aftenen blev de forfulgt af råbet “løgnere” hvor de viste sig.

De store demonstrationer fulgtes op af små, men velorganiserede (og ulovlige) demonstrationer foran mange af PP’s partikontorer.
Attentatets karakter fik straks mange eksperter (spanske og internationale) til at rette søgelyset mod den islamiske terrorisme. Blodtørsten var uden fortilfælde, selv efter standarden i den baskiske terroristorganisation ETA. Få timer efter attentatet slog indenrigsminister Ángel Acebes imidlertid fast at alle spor pegede i retning af ETA. Indenrigsministeren betegnede andre spekulationer som “usle”.

I private samtaler gav ministerpræsident José María Aznar Spaniens førende chefredaktører sit ord på at de roligt kunne præsentere ETA som den skyldige. Udenlandske aviskorrespondenter blev ringet op af en regeringsfunktionær og presset til at give den samme forklaring, hvad der senere affødte en officiel protest fra korrespondenternes sammenslutning.

Spaniens ambassadører i udlandet fik instruks om at nævne ETA i forbindelse med massakren, og udenrigsminister Ana Palacio fik også FN’s Sikkerhedsråd til at nævne ETA i sin fordømmelse af attentatet.


HVORFOR dette hastværk med at give ETA skylden?
Op til valget havde regeringen god grund til at frygte et stort attentat af den baskiske terroristorganisation. Knap to uger tidligere havde politiet anholdt to af ETA’s terrorister med 500 kilo sprængstof.
Men regeringen havde også grund til at frygte vælgernes reaktion hvis ETA ikke var skyldig ved denne lejlighed. 80 pct. af spanierne var modstandere af regeringens Irak-politik. Hvis Irak-politikken havde tiltrukket en ny form for terrorisme, var det bedst for regeringen at det ikke slap ud før valget var overstået.

“Hvis dette hensyn har styret regeringen handlemåde, står vi over for en politisk og moralsk krise af uoverskueligt omfang,” sagde Pere Macias, vicegeneralsekretær i det katalanske nationalistparti CiU. 24 timer senere forelå vælgernes svar på de samme overvejelser.

Sådan forløb José María Aznars triste farvel til otte år i spidsen for Spaniens regering. En på mange måder strålende periode i landets nyere historie vil også blive husket for Aznars manglende evne til at håndtere krisesituationer på anden måde end ved at skyde ansvaret fra sig.

Regeringen offentliggjorde efter valget udvalgte, hemmeligtstemplede rapporter fra efterretningstjenesten for at vise at den havde informeret i god tro. Det har irriteret efterretningstjenesten, og næppe mindsket mistanken til regeringens handlemåde.

Konsekvenserne i spansk politik rækker videre end et konservativt valgnederlag til socialisterne.

Takket være regeringens informationspolitik har ETA i visse kredse fået en helt ufortjent helgenglorie som “de gode terrorister”. Det vil ikke lette løsningen på den baskiske krise.

Samtidig medførte jordskredsvalget en ny og spektakulær fremgang for det katalanske separatist-parti ERC, som slår til lyd for en forhandlingsløsning mellem de baskiske terrorister og staten. I Spaniens andet “oprørske” autonomi, Katalonien, er separatist-partiet i dag næsten lige så stort som det moderate nationalistparti CiU. Ved Aznars tiltræden for otte år siden var ERC en bevægelse uden politisk betydning.


AFTENEN INDEN VALGET erkendte indenrigsministeren for første gang at det vigtigste spor nu pegede mod den islamiske terrorisme. Da havde politiet foretaget de første anholdelser, og de anholdtes forbindelse med Bin Ladens terroristorganisation Al Qaida var blevet bekræftet.

Lørdag aften havde politiet desuden fundet et videobånd som Al Qaida angiveligt havde efterladt.

“Vi påtager os ansvaret for hvad der er sket i Madrid, præcis to et halvt år efter attentaterne i New York og Washington. Dette er svar på jeres samarbejde med de kriminelle, Bush og dennes allierede. Dette er svar på jeres forbrydelser i verden, konkret i Irak og Afghanistan. Der vil komme flere hvis Gud ønsker det sådan. I elsker livet og vi elsker døden,” hedder det bl.a. i budskabet, som oplæses af en formummet “militær talsmand for Europa”, Abu Dujan al Afgani.

Al Qaidas motiver fremgår måske af et dokument som tidligere var blevet beslaglagt i Norge. Heri betegner islamiske ekstremister Spanien som det svage led i den internationale koalition mod Iraks tidligere diktator Sadam Hussein. Et angreb i Spanien vil tvinge landet til at trække sine tropper tilbage fra Irak. Det vil igen have en afsmittende virkning på andre svage lande i koalitionen, konkluderer ekstremisterne. Den spanske efterretningstjeneste blev først gjort bekendt med dokumentet efter den 11. marts.


TERRORISTERNE BEVISTE ved Spaniens valg at de faktisk er i stand til at gribe ind i demokratiets normale funktioner på afgørende vis. I den forstand kunne Zapateros valgsejr tilmed betegnes som et utilsigtet statskup.

Det tjener de konservatives nye leder Mariano Rajoy til ære, at han var den første til at anerkende legitimiteten af den socialistiske valgsejr. Det var i samfundets interesse at den politiske situation blev normaliseret uden tøven.

Zapatero strakte også hånden ud med sit tilbud om en bred forhandlingsløsning mellem alle partier om samfundets store problemer. Aznar har i foregående år bevist at snævre løsninger, som presses ned over hovedet på de andre, kun fremmer samfundets radikalisering.

Zapatero nægtede – og det var diskutabelt – at attentatet den 11. marts havde haft afgørende indflydelse på valgresultatet, som han tilskrev et udbredt ønske om “en ny stil”. Men Zapatero havde ret til kun at føle sig moralsk bundet af sit eget valgprogram, der på ingen punkter blev ændret efter attentatet i Madrid.

Det betyder afslutningen på den alliance der blev indgået i marts 2003 mellem George Bush, Tony Blair og José María Aznar på det berømte topmøde på Azorerne, hvor Irak-krigen blev besluttet. Zapatero anerkender kun FN’s autoritet til at gribe ind i internationale konflikter. Generelt vender Zapatero tilbage til Spaniens udenrigspolitiske linie siden 1975, hvor EU-samarbejdet har haft højere prioritet end atlanterhavs-aksen.


ALLEREDE INDEN sin tiltræden er Zapatero kommet under meget hårdt pres af USA. En tilbagetrækning af Spaniens tropper i Irak har begrænset militær betydning, men politisk vil den være et hårdt slag mod George Bush’s internationale alliance. Men ikke blot den republikanske præsident har bedt Zapatero om at overveje konsekvenserne. Det gælder også den demokratiske præsidentkandidat John Kerry.

Reaktionerne i international presse viser splittelsen i den vestlige verden.

“Terroristerne vil udlede læren af det spanske valg: Ved at dræbe nogle uskyldige har de væltet en af pillerne i den vestlige koalition imod terroren,” skønner The Wall Street Journal. Den liberale New York Times er uenig. Avisen sammenligner med det amerikanske præsidentvalg, som vil være “et valg mellem to mænd og to politikker, ikke en afstemning om terrorismen.”

I Europa er reaktionerne lige så følelsesmæssige.
Det ultrakonservative The Daily Telegraph skriver at “spanierne har vanæret deres døde,” og det italienske Corriere delle Sera advarer om “ånden fra München” med henvisning til Chamberlains apeacement-politik over for Hitler. Derimod mente Financial Times at “Spanien giver os en lærestreg i demokrati”. I Frankrig skrev Le Monde at valgresultatet var “en moralsk reaktion på at man brugte Madrids drama i valgkampen”.


MENS ZAPATERO forbereder sin nye mindretalsregering og forhandler om den nødvendige parlamentariske støtte (mange partier har tilbudt sig), søger politiet og efterretningstjenesten at trænge ud i forgreningerne af en islamisk ekstremisme, som uforståeligt har fået lov at slå dybe rødder i spansk jord.

Er det et spørgsmål om misforstået religiøs tolerance? I dag mindes man de gamle advarsler fra Marokkos regering om at Spaniens enklaver i Nordafrika, Ceuta og Melilla, er ynglepladser for radikale grupper som ikke tolereres i Marokko. Marokkos efterretningstjeneste siger desuden, den ved flere lejligheder har advaret om islamiske ekstremister i det øvrige Spanien, uden at de spanske myndigheder har grebet ind imod disse.

Man mindes advarslerne fra spanske islamiske kredse om de centre, som Saudiarabien finansierer over hele landet. Den destillerede ondskab i organisationer som Al Qaida er yderste konsekvens af det saudiske præsteskabs fundamentalistiske budskab.

Spanien kendte alvoren af disse advarsler. Efterforskningen af begivenhedsforløbet op til USA’s 11. september viste at en stor del af forberedelserne var blevet gjort i Al Qaidas spanske “celler”. Mens regeringen var optaget af illegaliseringen af ETA’s politiske platform, partiet Batasuna, forsømte den åbenbart kontrollen med de islamiske grupper.

Efter anholdelsen af de første mistænkte af marokkansk nationalitet krævede det kun få dages efterforskning før politiet kunne se en forbindelse, både til attentatet i USA og til attentatat mod Det Spanske Hus i Casablanca (Marokko) i maj i fjor. Ved sidstnævnte omkom 43 personer, bl.a. fire spaniere.

Nogle af de anholdte efter den 11. marts i Madrid var tidligere blevet efterforsket af politiet i forbindelse med disse attentater.


I ANDALUSIEN var autonomvalget den 14. marts lige så atypisk som landsvalget den samme dag. Manuel Chaves (PSOE) vandt sin femte sejr i træk. Det var ventet, men for første gang siden 1994 kan Chaves regere med absolut flertal - 61 af autonomparlamentets 109 mandater. Den konservative opposition blev hårdt straffet med et sviende valgnederlag, som efterlod Teófila Martínez med 37 mandater.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---