“I ingen af Spaniens Byer har jeg følt mig saa glad, så hyggeligt hjemme som i Malaga; Folkelivet, Naturen, det aabne Hav, hver især saa rig og uundværlig for mig, fandt jeg her, og dertil det mig endnu vigtigere, jeg fandt elskværdige Mennesker.”

Sådan skrev H.C. Andersen der i 1862 fik opfyldt livsdrømmen om et besøg i Spanien. Efter sin hjemkomst skrev han rejsebogen “I Spanien” hvor et af de mest veloplagte kapitler handler om Málaga.
Eventyrdigteren havde som altid øjnene med sig. Læseren præsenteres for et levende tidsbillede, og næsten 150 år senere kan man stadig genkende vigtige dele af byen efter Andersens beskrivelse. I det efterfølgende får han derfor lov at optræde som læserens guide. Men inden denne slippes løs i byen i Andersens fodspor, er det på sin plads med et par ord om baggrunden for digterens rejse.

Spanien var en vigtig inspirationskilde for romantikerne, og Andersen havde hele livet drømt om en rejse til Don Quijotes land. I 1845 nåede han så langt som til Pyrenæerne, men blev her overmandet af rejsetræthed og satte sig til at skrive på en af sine talrige selvbiografier, inden hjemrejsen påbegyndtes. Først 17 år senere krydsede han grænsen til Spanien i selskab med den unge Jonas Collin (søn af vennen Edvard).

Da drømmen gik i opfyldelse, blev den på mange områder en skuffelse. Den 21-årige Jonas og den 57-årige Andersen gik ikke i spænd sammen. Andersen har holdt skænderierne ude af sin bog, men de fremgår tydeligt af dagbøgerne og brevene. Jonas var måske forkælet, men skylden har også ligget hos Andersen der var et vanskeligt menneske at omgås.

Derudover var rejsens primitive forhold en hård prøvelse, og digterens forfængelighed blev sikkert såret. Andersens navn var stort set ukendt i Spanien. I resten af Europa var han vant til at blive modtaget af fyrster, men her måtte han tage til takke med Málagas tyske købmænd. Den vigtige tyske koloni i byen var passende imponeret, og det har sikkert medvirket til at besøget netop her blev en succes.

Året var 1862 - to år inden krigen. Men tyskerne var “velvillige Mennesker, hvem det var en Fornøielse at omgaaes, ikke et Ord Politik taltes, man var fri for al dens Rivning,” konstaterer Andersen. Under den første krig i 1848 havde han følt sig nødsaget til at bryde med sine mange venner og beundrere i Tyskland, og det havde været en smertelig oplevelse for ham.

“I Spanien” er ikke en af Andersens bedste rejsebøger. Han har ikke sat sig særlig godt ind i landets historie, og bogens sidste kapitler er rent ud dårlige. På det tidspunkt er han dødtræt af det hele – ikke mindst af Jonas Collin og dennes voksende samling af snegle! Men alt dette bemærker læseren ikke, så længe digterens nysgerrighed og rige iagttagelsesevne er intakt. Den 30. september kom han og Jonas Collin til Málaga med dampskibet fra Cartagena. Resten af historien er Andersens:

1862: Havnen var opfyldt med Handelsskibe, og mellem disse en Mængde danske, ikke færre end fire og tyve var her, hørte jeg siden. Det hvide Kors i den røde Dug vaiede, en Hilsen fra Hjemmet, en Forudkyndelse af hvor hjemligt vi skulle faae det her i Malaga.

2004: De sydfynske skippere havde allerede dengang etableret solide bånd mellem Danmark og Málaga. I dag strækker en nyopført strandpromenade sig gennem hele byen. Den gamle industrihavn har tabt sin betydning, og i de kommende år skal den bygges om til krydstogtskibe og lystbåde. Havnen bliver et fritidsareal i forlængelse af centrum.


1862: En af passagererne, en fabriksbestyrer fra Almaden, tog sig af os, da vi endelig stege i Land, og førte os til Fonda del Oriente, et velindrettet Hotel, hvor der taltes Spansk, Fransk og Tydsk; den ene opvarter, en ung Berliner, var især omhyggelig for os, han betragtede os som Landsmænd.

2004: I byens hovedstrøg Alameda Principal nr. 8 findes i dag en mindetavle i opgangen. Bygningen rummer nu kontorer og har til nabo en lidet eventyrlig Burger King. Mindepladen sattes op efter at Costa del Sols danske koloni i 1987 fejrede 125-året for digterens besøg med en række arrangementer. Senere omdøbtes bygningen til “Edificio Andersen”.


1862: ... mangen en livsalig Stund er maaskee levet her, maaskee ogsaa i Angstens, da de Christne laae udenfor Murene, og Mangel og Nød Raadede herinde; Gibralfaro, Fæstningen deroppe, vilde holde ud til sidste Mand.

2004: Maurerne holdt ud i Málaga i næsten otte århundreder. I 1487 var byen en af de sidste som overgav sig til de kristne generobrere. I maurerpaladset Alcazaba (fotoet) får den besøgende et godt indtryk af maurerkongens intime paladsliv. På bjerget over Alcazaba ligger Gibralfaro-fæstningen med en pragtfuld udsigt over by og bugt.


1862: Gjennem krinkelkrogede Gader naaer man herfra Malagas mægtige Domkirke, den staaer som et marmorhugget Fjeld, beherskende ved sin Storhed den hele By; seet fra Havnen er den især af imponerende Virkning.

2004: Det var dengang! I dag har nye højhuse skammeligt stjålet udsigten. Så meget større indtryk gør katedralens styrtende mure på tæt hold. Dens indre er smuk renæssance, men de sidste facader blev først færdige i senbarokken. Helt færdig blev katedralen aldrig – den mangler et af de planlagte tvillingetårne, og i folkemunde er den kendt som “Vor enarmede Frue”.


1862: Flodleiet ... var i denne Aarstid aldeles uden Vand, og derfor nu i sin udtørrede Tilstand forvandlet til Markedsplads. Heste og Æsler stode dernede, bundne i Kobler; Gryder og Potter kogte over den blussende Ild; Diske og Borde vare opstillede; det var til at tegne! Kommer imidlertid et Skybrud, et voldsomt Regnskyl i Bjergene, da pludseligt fyldes Flodleiet, Vandet strømmer med voldsom Kraft mod Havet, rivende Alt med sig, der er ingen Tid til Flugt ... For Øieblikket saae Flodleiet ud, som om der i Aaringer ikke var falden Regn.

2004: Guadalmedina-floden deler nu Málaga i to bydele, men dengang var det byens yderste grænse. Risikoen for oversvømmelser eksisterer ikke efter byggeriet af en dæmning nogle km. inde i landet. En af de talrige broer over det tørre flodleje er “Puente de los Alemanes”, skænket af tyskerne efter skoleskibet Gneisenau’s forlis ud for Málaga i 1900. Størsteparten af besætningen reddede livet, takket være byens fiskere, som anført af en mytologisk kvindeskikkelse “la Elena” trodsede stormen i deres små både. Det følgende år gav et kongeligt dekret Málaga ret til at føre titlen “Muy Hospitalaria” (Meget Gæstfri) i byskjoldet.


1862: Collin og jeg kjørte omtrent en Miilsvei op ad det vandløse Flodleie; en af Malagas rige Kjøbmænd, Hr. Delius, til hvem jeg var anbefalet, havde indbudet os til denne Tour, han ville føre os til sin Villa og dens herlige Have ...

2004: Haven tilhørte ikke Eduardo Delius men dennes svoger. I dag er “Finca La Concepción” en af Europas flotteste botaniske haver med tusinder af træer og planter fra tropiske og subtropiske egne. I 1850 vendte et ungt ægtepar (begge af spansk-engelsk afstamning) tilbage fra bryllupsrejsen, en verdensomsejling. Amalia Heredia Livermore og Jorge Loring Oyarzábal havde frø og spirer med fra de varme lande, og i kommende årtier blev deres nyindkøbte landsted tilplantet med nye sjældne vækster som familiens skibe bragte hjem. Ægteparret interesserede sig også for historie, og Jorge var medlem af parlamentet. Flere vigtige politiske reformer siges at være undfanget på familiens landsted i skyggen af grønne palmer og duften af farvestrålende blomster. Det oplyste herregårdsmiljø i sydspansk udgave har været helt efter Andersens smag. “Finca La Concepción” er i dag en af Málagas store turistattraktioner.


1862: Det er et deiligt Sted, den protestantiske Kirkegaard ved Malaga. – Hjemme i de nordlige Lande fortælles om dybe, mørke Indsøer, der forunderligt drage Menneskene til sig, og hvor den Melancholske tilsidst rives hen af en usynlig Magt og kaster sig i det lokkende Dyb; en Del af denne forunderlige Tiltrækningskraft havde for mig Malagas protestantiske Kirkegaard; jeg kunne her forstaae, at en spleensyg Englænder tog Livet af sig for at begraves på dette Sted ... Jeg gik i et stykke Paradiis, den deiligste Have. Her stode Myrtehækker i Blomster til tusinde Brudekranse; høie Geraniebuske omhegnede Mindetavler med Indskrift paa Dansk, Norsk kan det ogsaa kaldes, forsaavidt det var Indskrift over en Nordmand ... midt i det Grønne et venligt lille Huus pompejiansk malet; herinde var Forfriskninger at faae; smukke Børn, med straalende Livsens Øine, legede der. Den hele Have omsluttedes af en vildgroet Cactus-Indhegning; jeg troede ved den nedgående Sols Straaler at øine den afrikanske Kyst.

2004: Et kirkegårdsbesøg er måske ikke hvad man normalt anbefaler turisten. I 1830 var “Saint George’s Anglican Church” Spaniens første protestantiske kirkegård, anlagt på initiativ af den engelske konsul William Mark. Førhen blev “kætterne” begravet på stranden.
De gamle gravsten er blade i Málagas historiebog. Conrado Delius (1804-1885) ligger begravet her. Han er efter al sandsynlighed en af de personer Andersen traf under opholdet, hvor Delius-familien ved to lejligheder var hans vært. De omkomne fra Gneisenau’s forlis ligger også begravet på den engelske kirkegård.
Indkørslen til “Saint George´s Anglican Church” ligger på Avenida Príes nr. 1, et par hundrede meter efter tyrefægterarenaen på den anden side af vejen. Kirkegården er åben for besøg kl. 9-17 (9-11 weekender).


1862: Nedenfor Kirkegaarden slynger Veien sig ind mellem Bjergene; rundt om groe Cacteer og Agaver; Alt er forunderligt vildt, eensomt og øde; Veien fører forbi et Kloster, som engang Isabella den Catholske besøgte og forærede et udskaaret, helligt Billede. Præsterne og Folket veed at fortælle om dets mirakler. Det var som om Natten boede derinde, fra intet Vindue skinnede Lyset ud i den tusmørke Aften; som forladt af alle Levende laae den store Bygning her i tankevækkende ensomhed; det var derfor overraskende, ved pludselig at dreie ind paa Granada-Vejen, at see tæt foran sig det levende Malaga, belyst af tusinde Gasflammer, løfte sig op mod den blaagrønne, gjennemsigtige Aftenhimmel.

2004: Udsigten fra Gibralfaro-bjerget er stadig storslået, men den er ikke den samme. Tyrefægterarenaen blev bygget i 1874-76, nogle år efter Andersens besøg. Hele kvarteret bagved (bydelen Malagueta) er indvundet hav.
Andersen var nu på vej til Granada. På begge sider af kirkegården ligger små veje. Vælg den rigtige, “Cañada de los Ingleses”, og følg den til enden. Her drejer man til venstre og er, som Andersen rigtigt konstaterer, inde på den gamle landevej til Granada.


1862: Diligencen fra Malaga til Madrid gaaer over Granada og hører til de dyreste i Europa, men man maa ogsaa betænke, hvad denne Befordring koster Eieren; ti til tolv Muuldyr spændes for Vognen, og omtrent hver Tredie Miil holdes et lignende Antal til Forspænd; det gaaer afsted i flyvende Fart, ikke med vor langsommelige Diligencekjørsel.
... Det var Mørk Aften, da vi naaede Bjergene; det stærke Lygtelys på Vognen viste os rundt om nøgne Klipper og dybe Afgrunde, der bleve endnu dybere idet Lyset kun beskinnede den øverste Deel. Heroppe sluttede sig til os bevæbnede Soldater, der havde at vaage over Sikkerheden og skulde paa den meest eensomme Deel af Veien ledsage Diligencen. Det var ikke et Aar siden, at et Overfald havde fundet Sted, det eneste, man i den sidste Tid vidste at nævne. Dagen efter var Røverne blevne grebne; det var Bønderfolk, een Familie; den yngste Søn skulde være Soldat, og for at faae Penge til at frikjøbe ham, var Overfaldet skeet.

2004: Efter at have passeret Gibralfaro-bjerget skal bilisten i dag konsultere bykortet for at være sikker på at finde den rigtige fortsættelse, vejen “Camino del Colmenar”. Efter 35 km. munder “Camino del Colmenar” ud i den nye motorvej til Madrid og Granada.
Inden man når så vidt passerer den gamle landevej “Montes de Málaga”, en pragtfuld og kæmpestor naturpark i de grønne bjerge. Kør ind på en af sidevejene, parker bilen og stræk benene. Det er uden tvivl et rigtigt røverlandskab – omend dette billede også snyder. På Andersens tid var bjergene fyldt med olivenmarker. Da olivenavl ikke længere var rentabelt på de stejle skråninger, blev disse tilplantet med skov for at hindre erosionen.
Ud til landevejen ligger masser af gode spisesteder til meget rimelige penge. Ved km-sten 533 ligger en af de gamle vejstationer (“Peones Camineros”), som var en nyskabelse på Andersens tid.


Efter besøget i Málaga fortsatte Andersen til Granada for at besøge maurernes Alhambra-palads, som Washington Irving i 1832 havde gjort berømt i den ganske verden med sine romantiske fortællinger. Det er en anden historie. Vi slutter med nogle af Andersens afskedsord til Málaga:

“Dog Inqvisitionen er jo nu afskaffet i Spanien, saa Meget er afskaffet, og Mere vil der blive afskaffet, men ikke andalusiske Øine, det var jo ogsaa en Verdenssynd. Det var, som at slukke Stjernerne, og de funkle i Spanien, paa Himlen og under de langhaarede, fine Øienlaage, ikke blot bag de kniplingsbesatte, sorte Silke-Mantiller, men hos det fattige Barn, den smukke Zigeunerske, vi saae sælge Kastanier, ja, hvem der havde hende i et Billed, eie hende selv var for stort et Forlangende.

... Lev vel, Malaga! jeg hilser Dig igjen, min Kjærlighed!”


I slutningen af maj udkommer bogen “I Spanien” på Borgens Forlag.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---