Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Søren Elung Jensen, Karin Rørbech og Christian Steffensen er rolleindehaverne i Margrethekirkens Kaj Munk aften.
Søren Elung Jensen, Karin Rørbech og Christian Steffensen er rolleindehaverne i Margrethekirkens Kaj Munk aften.
Kaj Munk og Andersen i Margrethekirken
Skrevet af Solkysten
Med Danske Bank International som sponsor har Støtteforeningen Margrethekirkens Venner arrangeret to spændende kulturaftner med kendte kunstnere i den danske kirke.

Langfredag den 9. april kl. 17 er det lykkedes at arrangere en særforestilling af Kaj Munk’s to enaktere ”De Herrer Dommere” og ”Før Cannae”. Kaj Munk skrev de to stykker med få måneders mellemrum i begyndelsen af 1940’erne under Danmarks besættelse. På scenen står tre populære skuespillere, kendt fra Det Kongelige Teater: Søren Elung Jensen, som bor i Spanien, Christian Steffensen og Karin Rørbech. Ves Harper står for kostumer og scenografi, Fuzzy for musikken.

”De Herrer Dommere” er et langfredagsdrama om ypperstepræsterne Annas og Kajfas. Sidstnævnte besværes af ”en banal sag mod en håndværker fra Galilæa, der udgiver sig for Messias”. Det er et pragtfuldt stykke, som har været opført for fulde huse i kirker rundt om i Danmark.

”De Herrer Dommere” følges meget naturligt op af ”Før Cannae” som havde premiere på Det kgl. Teater i oktober 1945. Søren Elung Jensen spiller her rollen som Fabius, den ”bløde” romerske diktator og hærfører der skal kæmpe mod den succesrige, barske feltherre Hannibal fra Carthago. Fabius opsøger natten før det store slag Hannibal, og der opstår en dramatisk dialog mellem de to feltherrer. Kendt er Fabius` udgangsreplik til Hannibal: Så kondolerer jeg med sejren i morgen!

Kaj Munks budskab – at den militære, øjeblikkelige sejr ikke nødvendigvis er den væsentlige, endelige – blev omkring år 200 før Kristus bekræftet af historien. Senere skete det i Kaj Munks egen tid - og måske i vores?

Billetterne koster 20 euro og inkluderer drinks m.m. De kan fra starten af marts købes i Danske Bank i Centro Idea og i selve Margrethekirken.

H.C. Andersen
Søndag den 11. april (1. påskedag) kl. 13 inviterer Margrethekirkens Venner og Danske Bank påny til en forestilling i Margrethekirken. Ved denne lejlighed tages der hul på den lange række af forestillinger op til 200-års dagen for H.C. Andersens fødsel i 1805. Skuespilleren og sangeren Christian Steffensen formidler en buket af digterens eventyr, digte, dagbogs-notater, erindringer, breve og skuespil. Publikum kommer med på en tankevækkende og fantastisk rejse i Andersens univers. Urpremieren fandt sted på Aarhus Teater i november 2002 og blev af pressen beskrevet som en ægte og værdifuld H.C. Andersen hyldest.

Billetterne til dette arrangement koster 15 euro og kan ligeledes købes hos Danske Bank og i Margrethekirken fra starten af marts.

I Andersens fodspor
Andersen-dagen i Margrethekirken har en mere informativ del, som vil glæde alle de rejselystne.

Efter Christian Steffensens optræden fortæller han og rejsebureauet Ruta Solar ved et åbent arrangement om efterårets store rejsearrangement ”I H.C. Andersens fodspor”. Det starter den 6. september i Barcelona, hvorfra deltagerne følger Andersens tur ned gennem Spanien til Valencia, Alicante, Murcia, Cartagena, Granada og Málaga.

Datoen den 6. september er ikke tilfældig. Det var Andersens ”fødselsdag”, som han selv skrev – den dag, han som 14-årig kom til København. Det var også den dato, han ankom til Spanien i 1862 og indkvarterede sig på Fonda de Oriente. Her har rejsebureauet også reserveret plads den første nat. Hotellet hedder i dag Hotel Orientee. Det er naturligvis blevet ombygget nogle gange, og er stadig er i færd med at blive renoveret.

På alle rutens byer skal deltagerne spadsere rundt og fornemme, hvad H.C. Andersen selv oplevede og beskrev i sin dagbog og i rejsebogen ”I Spanien”. Christian Steffensen vil ud fra sit store kendskab til H.C. Andersen fortælle og sætte deltagerne i den rette stemning. I modsætning til dengang går turen mellem byerne ikke i diligence, men moderne langtursbus, hvad deltagerne nok vil sætte pris på hvis de har læst Andersens beskrivelse af datidens rejsekvaler.

I modsat fald kan de forresten stadig nå det. ”I Spanien” udkommer til maj-juni i et nyt oplag på Borgens Forlag, og det er den bedste optakt til efterårets Ruta Solar arrangement.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga