Det er, hvad vi danskere med et fortærsket og snart ubrugeligt ord kalder et retssamfund. I Irak, i Afghanistan, ja over hele verden foregår der fysisk og psykisk tortur, uanset om man kan lide det eller ej. I danske skattesager er der dog ”kun” tale om psykisk tortur. Men hør nu bare.

En klog dansker bygger sig et sommerhus ved egen kraft og gode venners hjælp. Af uoplyste årsager nåede han aldrig selv at bo i det, inden han solgte det for 420.000 kr. Når man ikke selv har boet i sommerhuset, er man ikke omfattet af den såkaldte ”parcelhusregel”, så der skal betales skat af avancen, der opgøres som forskellen mellem anskaffelsessummen (kostpris for grund og hus) og salgssummen på 420.000. Problemet er blot størrelsen af anskaffelsessummen. Her sagde skattevæsenet i starten skønsmæssigt 100.000 kr., men nu har skatteankenævnet, der er næste instans, sagt 0 – NUL! Dette til trods for, at landsretten som domstol har afgjort, at den første skønsmæssige anskaffelssum på 100.000 kr. var forkert (for lav).

Problemet i sagen er, at landsretten godt nok i sin dom afgjorde, at den skønnede anskaffelsessum på 100.000 kr. var for lav, men den tog ikke stilling til en anden værdi; den sendte blot sagen tilbage til de lokale skattemyndigheder, hvor den så startede forfra. Når det lokale skattevæsen én gang har taget stilling til dette spørgsmål, er det umuligt at få dem til at ændre standpunkt. Så ville de jo miste ansigt.

Men at næste instans, skatteankenævnet, efterfølgende nedsætter skønnet til 0 – NUL kroner, er udtryk for total inkompetence. Der er nogle kedelige undertoner af, at der nok er tale om sort arbejde. Det er naturligvis ikke lovligt uden beskatning. Men man kan bare ikke bruge skattelovene på den måde til at aktivere straffeloven.

Det er fuldstændig absurd, at man ansætter anskaffelsesprisen på et færdigt sommerhus på en grund til en værdi af 0 kr. Man kan jo med egne øjne se, at der står et færdigt sommerhus! Dels er der brugt materialer, dels er der en masse arbejdstimer lagt i byggeriet. Selvom nogle af disse timer er ”sorte”, fordi vennerne ikke har fået betaling for det udførte arbejde, så er vennetjenester ikke bare skattepligtige efter en eller anden form for frihåndstegning. Selv har skatteyderen opgjort kostprisen til 369.000 kr., hvilket skattevæsenet altså har ændret til et 0. Dette til trods for, at samme skatteankenævn erkender, at en udgift på 370.000 kr. forekommer rimelig ved opførelse af et sommerhus på godt 82 kvm.

Den højtestimerede skatteadvokat, Tommy V. Christiansen i Århus, har flere gange gennem Morgenavisen JyllandsPosten givet udtryk for, at den eksisterende praksis på dette område bør ændres. Hvorfor kan landsretten ikke tage stilling til en skønsmæssig værdi af et færdigt sommerhus – eller i det mindste bede om syn og skøn. Hvis domstolen skal tage stilling til en ekspropriationserstatning, har den ikke noget imod at hjælpe ”klageren” til at få en større erstatning ved at sætte konkret beløb på. Hvorfor så ikke i en skattesag som den aktuelle med sommerhuset?

Tommy V. Christiansen siger videre, at praksis bør ændres. Som det er nu, ville Højesteret underkende landsretten, hvis denne satte beløb på. Landsretten skal sende sagen tilbage til begyndelsen, hvor skatteyder sammen med sin(e) rådegiver(e) skal forsøge at overbevise de lokale skattemyndigheder om, at de tog fejl i første omgang. Det er ganske simpelt ikke muligt, selvom man har landsrettens ord for det i en dom! Skatteyderen tvinges altså til at bruge tid og penge på at starte helt forfra i en udsigtsløs sag.

Heldigvis har skatteministeren nu udtalt, at han er enig i, at praksis er forkert, og at den skal rettes til. Men inden domstolene erkender dette, kan der gå mange år. Og hvad så med alle de, som er blevet forkert behandlet forinden? Hvor langt tilbage kan man ændre praksis? Kan man overhovedet gøre det i disse sager med tilbagevirkende kraft?
……………

Da jeg for nylig var i USA var det sidste frist for 2003-selvangivelsen, 15. april. Ligesom i Danmark er det sædvane at have skattebrevkasser med spørgsmål fra skatteyderne. Jeg skal gengive et par af dem, hentet fra ”den lokale sprøjte” i New Orleans.

Sp.: Jeg har ikke indsendt selvangivelse i flere år. Hvad skal jeg gøre?

Sv.: Der er flere muligheder. Tag en Martini. Tag to Martinier. Ring til en advokat. Lav et forlig med skattevæsenet. Eller, check dagens internationale flyafgange. Find frem til en velrennomeret plastikkirurg og nogen, der kan forfalske pas og andre dokumenter.

Sp.: Er udgifter til forfalskningerne fradragsberettiget?

Sv.: Ja, men hvis han eller hun er en tidligere straffet forbryder, skal du opgive hans eller hendes sidst kendte adresse og navn på fængsel eller det land, vedkommende er flygtet til; også selv om det er det land, du selv vil rejse til. Skattevæsenet insisterer simpelthen på disse oplysninger for at acceptere fradraget.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---