Andalusiens hovedstad er monumental som verdenshistorien, men intim som en patio. Den er udadvendt, men har nok i sig selv. Og således kommer Sevilla med sine selvmodsigelser nemt til at øve en blanding af fascination og frustration på den fremmede.
Et godt eksempel er byfesten i april.

Da byfesten er Sevillas, er den naturligvis verdens flotteste. Det er nu engang egnens målestok. Den besøgende er villig til at lade sig overbevise allerede inden han passerer under den enorme port – 50 meter i bredden og lige så meget i højden – som er rejst ved indgangen til “Feria de Abril”.

Det er ikke en markedsplads, men en eventyrstad med 15 brede hovedstrøg og 1000 huse som kommer til syne inden for porten. Om eftermiddagen er gadebilledet en blanding af mørkklædte andalusiske ryttere og åbne hesteekvipager med festklædte damer. Om aftenen trænger glade toner af “sevillanas” ud gennem de åbne døre. Indenfor stanser knejsende danserinder rytmen ud af tablao’ens bræddegulv. Andre mødes i baren for at drikke.

Der drikkes meget. Glas efter glas sammen med vennerne, uden travlhed men også uden ophold, indtil alkoholen har varmet sjæl og kinder. Derimod får den aldrig benene til at ekse eller tungen til at slå klik.

Festen fortsætter i seks dage og lige så mange nætter. Og i al den tid kan den fremmede gå rundt med en million på lommen uden at komme af med en cent.
Penge kan ikke købe adgang til denne verden. Det kan kun en invitation, og den er svær at opnå for fremmede, hvad enten de er spaniere eller udlændinge.

Dansk veteran
Umuligt er det ikke. En af festens berømte skikkelser var en nu afdød skotte, som vandrede rundt i kilt og med årene havde gjort sig populær nok til at komme ind overalt.

Uden at gå til disse yderligheder er det også lykkedes for danskeren Jørn Mårtensson at blive accepteret. Han var handelsstipendiat i Sevilla i årene 1987-91. Herefter flyttede han til Madrid, men hvert år i april vender han tilbage til Sevilla.

Det er for at more sig – naturligvis, men i Sevilla ligger fritid og arbejde tæt op ad hinanden. Så da Mårtensson i 1988 blev opfordret til at deltage i en “caseta” sammen med nogle af sine nye bekendte var det ikke blot en personlig tilfredsstillelse. Det var en professionel udfordring til en nyetableret forretningsmand.

Nøgleordet er kontakter – personlige kontakter. Uden disse er det svært at lave forretninger i sydspansk forretningsliv, og feria’en er en uovertruffen kontaktformidler.

- Der bliver ikke skrevet mange kontrakter på feria’en, men er man en gang blevet introduceret for personer med gode forbindelser, kan man altid vende tilbage og regne med en god behandling, fortæller Mårtensson.

Når Sevillas forretningsmænd i en uge kun møder på kontoret for at tømme postkassen, er det måske nok for at more sig på feria’en resten af tiden. Men ingen af dem er i tvivl om at der står andre og mere kontante interesser på spil. Derfor er der kamp om at blive inviteret til de mest interessante caseta’er, og der er prestige ved selv at være accepteret som medlem af en kendt caseta.

Jørn Mårtensson havde heldet med sig i dette spil. Formanden i hans caseta var – og er – Rafael Escuredo, som indtil 1984 var Andalusiens første autonompræsident. Escuredo er medlem af den berømte generation af socialistiske politikere, som var studiekammerater på Sevillas universitet og siden regerede Spanien indtil 1996. Daværende ministerpræsident Felipe González var en af dem som plejede at kigge indenfor og hilse når han kom på feria’en.

- For mig er feria’en fest, men samtidig noget meget formelt. Jeg er f.eks. altid i jakkesæt, fortæller Jørn Mårtensson, der betaler 1000 euro for at “vise flaget” i festugen. Der er 16-18 medlemmer af hans caseta, og læseren kan selv gange op og regne ud, hvad driften koster.

Dette omkostningsniveau er meget almindeligt for en lille caseta. For pengene har Mårtensson og hans venner (en blanding af lokale forretningsfolk og læger) bl.a. en god kok i køkkenet, og et orkester af tre unge som synger og spiller.

En industri
De mange casetas (“små huse”) er i dette øjeblik ved at blive monteret på festpladsen i byens udkant. Festpladsen, der resten af året ligger øde, har indlagt træk og slip. Over jorden monteres en presenning-arkitektur efter byggenormer der er så strikse som i byens villakvarterer, eller måske mere, for mens sevillanerne er rimeligt fleksible med det varige, er de til gengæld perfektionister når det gælder det tidsbegrænsede. Et spørgsmål om mentalitet.
Kommunen kræver 720 euro i leje af pladsen til en standard-caseta, men som Mårtenssons tilfælde viser er det kun en lille del af driftsudgiften.

- Feria’en er en af Sevillas store industrier. Sammen med den anden store fest i april, påsken, sluger den 3,11 pct. af byens bnp, fortæller den kommunale direktør for Fiestas Mayores, Antonio Silva.

Stod det til hans bysbørn, ville de bruge endnu mere. Den nuværende festplads på 1,2 mio. kvadratmeter blev taget i brug for 31 år siden, og den har slet ikke plads til alle der vil være med.

1046 casetas deltager i dette års feria, men yderligere 1030 står på venteliste. Den enorme efterspørgsel giver Antonio Silva en anden hovedpine. På det sorte marked forhandles en caseta til priser der svinger mellem 50.000 og 60.000 euro - dvs. mellem otte og ti mio. af de gamle pesetas. En ganske pæn forrentning af den oprindelige investering på 720 euro. Det er ulovligt at handle med rettighederne, men i praksis svært at forhindre når både køber og sælger er enige om betingelserne.

Om tre år er det planlagt at flytte feria’en til et nyt og større område uden for byen, hvor der er plads til 300 casetas ekstra. Men planerne bliver nok genstand for masser af debat i de kommende år, for det tager også noget af charmen når feria’en må slippe sin nære tilknytning til Sevillas centrum efter mere end 150 år.

Nordspanske rødder
I dag er Feria de Abril en af de institutioner som sevillanerne er mest stolte af. Sammen med påskeprocessionerne er byfesten noget karakteristisk, som er svært at forestille sig i en anden ramme end den glade og ødsle sydspanske.

Ikke desto mindre var det en brysk basker og en nærig katalaner som tog initiativ til festen. Hermed er det antydet at man ikke altid kan stole på fordommene om de fremmede. José Ybarra og Narciso Bonaplata var to driftige nordspanske borgere som havde slået sig ned i Sevilla.
Som medlemmer af byrådet havde de god grund til at være bekymret i efteråret 1842. Sevilla var endnu ikke kommet økonomisk på fode efter franskmændenes plyndringer under napoleonskrigene, og i tilgift var byen lige blevet raseret af en orkan. I den situation foreslog baskeren og katalaneren en kur for både humøret og økonomien. De ville genoplive det gamle middelaldermarked, der kunne føres tilbage til et privilegium udstedt af kong Alfonso X “Den Vise” i 1254.

Resten af byrådet bakkede op bag planerne, og i april 1847 blev den første moderne feria afviklet. Den blev en kæmpesucces med 19 casetas. Tilstrømningen af publikum var så stor at byrådet det kommende år bad gendarmerne om at være på vagt, fordi “sevillanerne med deres sange og danse lagde hindringer i vejen for dyrskuets afvikling”.

Det var nemlig et dyrskue som var undskyldning for at stable hele arrangementet på benene. Så uanset de nordspanske rødder må det siges at sevillanerne fra starten selv satte deres umiskendelige præg på feria’en. Apropos, dagens gæster behøver ikke lede forgæves efter dyrskuet, som stadig eksisterer – omend det efterhånden optager et meget lille hjørne af festen.

Fest for enhver pris
I sin lange historie har feria’en kun været indstillet i tre år (1937-39) under Den Spanske Borgerkrig.

I 1931 blev feria’en nær taget på sengen af den politiske udvikling i Madrid. Republikken blev proklameret og tidligt om morgenen den 14. april drog kong Alfonso XIII i eksil, lige inden feria’en åbnede. Dengang tog folk politik alvorligt, og for at redde festen var det nødvendigt på få timer at konfektionere nye republikanske flag i stedet for de monarkistiske. Ekstraudgiften på 13.250 pesetas hvilede tungt på kommunens økonomi, men festen blev reddet.

Truslen mod feria’en i 1964 havde en tragisk baggrund. En voldsom brand hærgede 67 caseta’er med et enkelt dødsfald og mere end et halvt hundrede sårede til følge. I nøden kom det bedste op i sevillanerne, som husker denne feria som på en gang den mest triste og den mest solidariske. Med naboernes hjælp blev de nedbrændte case-ta’er rekonstrueret, og festen gik i gang igen. Det kan godt være minerne var sammenbidte, men folk var fast besluttet på at ulykken ikke måtte kvæle livsglæden.

Feria de Abril er en eksportvare. Sevillas byfest er model for alle byfester i det øvrige Andalusien, men den største og mest strålende efterligning ligger i Hospitalet i Katalonien. Dens drivkraft er mere end en mio. andalusere som i 60’erne og 70’erne emigrerede til Katalonien for at søge arbejde i industrien. Deres feria tjener til at holde båndet med hjemstavnen ved lige, men i de senere år er indfødte katalanere også blevet indfanget af den fortryllelse, som i sidste ende skyldes deres egen emigrant.

Sevilla kommune samarbejder officielt med andre feria-byer. Den nyeste samarbejdspartner er Philadelphia, som i år har premiere på den tredje fería inden for USA’s grænser. Feria’en viser sig livskraftig i de mest fremmede miljøer.

Indvielse ved midnat
Det ideelle er at møde op i Sevilla midnat mellem den 26. og 27. april hvor festugen indvis med den traditionelle “prueba del alumbrao”, som det hedder på godt andalusisk.

“Afprøvning af lyset”. Det er et magisk øjeblik når portens forskellige afsnit et efter et lyser op mod den sevillanske nattehimmel, indtil 22.500 lamper er tændt.

Lamperne er måske genbrug, men den enorme byport er ikke. Hvert år bygges en ny hvis arkitektur er inspireret af et bygningsværk i centrum. I år er modellen et barokpalæ der tjener som bispesædets præsteseminarium.

Bag porten blusser ti gange så mange lamper op på feria’ens gader, og så er festen i gang.

En normal festdag er skilt i to klare dele. Festpladsen åbner ved middagstid, og om eftermiddagen er det store skuespil de promonerende ryttere og ekvipagerne.

Dyrene skal forlade festpladsen kl. 20 for at skaffe plads til det store rykind af festende, der direkte fra arbejdspladsen begiver sig ud i caseta’erne. Her holder de sidste ud indtil kl. fem, seks den følgende morgen.

500 caseta’er har helt privat præg. 500 andre er halvoffentlige (foreninger o.l.). Kun 30 har adgang for alle. Disse er til gengæld meget store, og den fremmede kan altså både snuse til stemningen og få slukket tørsten. Den traditionelle feria-drik er manzanilla, en meget tør sherrytype fra Sanlúcar de Barrameda, som har en mindre kras eller “muggen” smag end den mere udbredte fino. I de senere år er “rebujillo” kommet på mode. Den består af manzanilla blandet med Seven-Up, og smager efter sigende bedre end den lyder. I hvert fald letter den problemet med at holde hovedet klart igennem hele den lange festnat.

Feria-pladsen er delt i to næsten lige store dele, caseta’erne (“Real de la Feria”) og Helvedegade – “Calle del Infierno”, som er det passende navn på forlystelsesparken. Denne er selvfølgelig åben for alle og tiltrækker unge og eventyrlystne med mod på det sidste nye inden for mekaniske forlystelser.

pod.



Feria de Abril 2004

Hvornår
Festen starter kl. 0 tirsdag den 27. april. Den slutter søndag den 2. maj kl. 24 med festfyrværkeri.

Ankomst
Ved Sevillas indkørsler er der afvisning til feria’en, hvor parkeringspladsen har plads til 40.000 biler. Man kan også tage de specielle feria-busser fra centrum. Busserne kører hele natten.

Logi
Lad være med at spilde tid på at lede efter logi i festugen. De femstjernede hoteller har måske nogle få pladser, men alt andet er reserveret måneder i forvejen. Der er lagt op til en endags-udflugt fra Costa del Sol.

På Nettet
Turisme i Sevilla: www.turismo.sevilla.org på spansk og engelsk.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---