
Valle del Golf.
Den nye afgrøde: Golf
Skrevet af Solkysten
Mange baner i Mijas er ved
at tage form i El Valle del Golf
at tage form i El Valle del Golf
Udstykningen har et samlet areal på 1.100.000 kvadratmeter og her er AJA Promociones gået i gang med at anlægge Calanova Golf i det ujævne terræn. Banen er designet af den spanske golfarkitekt Manuel Piñero gennem hans arkitektfirma Target Ingenieros og får 18 huller (par 72) med en samlet længde på 6040 meter. Golfbanen er ikke tegnet færdig endnu, men får adskillige naturlige såvel som kunstige forhindringer, og de stejle bakker bliver nok den største udfordring.
Golferne må vente med tålmodighed, før de får lejlighed til at prøve den nye bane. Calanova Golf bliver efter planen indviet i slutningen af 2005, hvor man også forventer de nye luksusejendomme der opføres i forbindelse med banen klar til indflytning.
Calanova Golf er et godt eksempel på de kommende års anlægning af golfbaner i Mijas. Kommunen har for øjeblikket syv golfbaner - Mijas Golf (Los Lagos og Los Olivos), La Cala Resort (nord og syd), Alhaurín Golf & Country Club, La Noria og Santana Golf & Country Club - indenfor en radius af 25 kilometer. Det lyder voldsomt, men er ingenting i forhold til de fremlagte planer. Antallet af golfbaner vil blive fordoblet i løbet af de kommende fem år og det har allerede givet området navnet Valle del Golf (Golfdalen).
Glansprojekt
Flere projekter er ved at blive realiteter i golfdalen. La Cala Golf Resort lægger sidste hånd på en tredje bane med 18 huller ved siden af de to eksisterende baner (nord og syd). Banen er som de andre to designet af den amerikanske golfarkitekt Cabell B. Robinson og bliver sandsynligvis indviet i to omgange. De første ni huller bliver spilleklar den 1. september 2004. Klubben håber at kunne indvi de sidste ni huller samtidig, men om det lykkes er endnu uvist. Den tredje bane skulle oprindelig have været færdig i efteråret 2003, men det dårlige vejr med voldsomme regnskyl har forsinket anlægningen af banen med 12 måneder.
Udskydelsen tager ikke glansen af projektet. Den tredje bane bliver lige så udfordrende som de to nuværende og kommer både medlemmer, hotelgæster og gæstespillere til gode. Klubben vil indføre et rotertingsystem, som tillader medlemmer og hotelgæster at have en bane for sig selv. Gæstespillerne kan som hidtil gå en runde, men det bliver ikke altid på den samme bane eller den samme rækkefølge. En fleksibel ordning, der har vist sig populær på andre baner i Europa og USA.
Tålmodighed
Andre golfbaner tager længere tid om at blive åbnet for spil. Byggekonsortiet Grupo C er gået i gang med at anlægge Cerrado del Águila Golf Resort ved siden af villakvarteret Cerrado del Águila i Mijas Costa. Den nye bane får 18 huller (par 71), hvoraf Grupo C står for de første ni huller. Den katalanske sparekasse Caja Cataluyna anlægger de sidste ni huller, men de to projekter får fælles klubhus og ledelse.
Cerrado del Águila Golf Resort er i modsætning til så mange andre baner ikke designet af en verdenskendt arkitekt. Bygherren har sat et lokalt arkitektfirma til at skabe de 18 huller, der får fem søer og naturlige forhindringer i det bakkede terræn. Projektet omfatter desuden opførelse af et femstjernet hotel og 1344 boligenheder i forskellige størrelser og prisklasser.
Banen forventes færdig i begyndelsen af 2006, hvor hotellet også vil tage mod de første gæster.
Tre golfbaner ligger fortsat i venteposition. La Manzanilla, Altavista Golf og Los Baños del Puerto forventes at blive præsenteret inden udgangen af året. La Manzanilla er det ældste af disse projekter. Banen blev oprindelig fremlagt i slutningen af 80’erne, men de 18 huller nåede aldrig at se dagens lys. Ejerne overvejer nu, hvor omstændighederne er mere gunstige, at genoptage projektet.
Genopstandelse
De gamle spøgelser blander sig midt i anlægningen af nye baner. Golfbanen El Chaparral er ti år efter lukningen i 1994 blevet overtaget af en investorgruppe, der vil genvinde fortidens glorier. De nye ejere er gået i gang med at rydde op og så nyt græs på de misligholdte fairways.
Ejerne har endnu ikke fremlagt datoen for genåbningen af El Chaparral, men den bliver sandsynligvis inden årets udgang endnu et tilbud for golfere på udkig efter nye oplevelser.
Der hersker også uvished for så vidt angår forbedringer af områdets vejnet, som ikke er i stand til at klare trafikken til og fra golfbanerne. Mijas kommune har indgået en samarbejdsaftale med provinsdeputationen om en ny landevej fra Las Lagunas til Entreriós, som skal forvandles til et gigantisk industrikvarter. Vejen skal efter planen være færdig i slutningen af 2005, men projektet er endnu ikke udliciteret.
Jesper Sander Pedersen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004

