En kvalm duft af kokosolie spreder sig fra hotellets have. Den udspringer fra en flok endnu blege turister, som har garderet sig med faktor 20 på næsen og den skaldede plet. De arbejder hårdt og indædt på at opnå den gyldne glød, der skal imponere venner og familie efter endt ferie.

De solhungrende feriegæster er med bus, bil eller fly flygtet fra den overskyede himmel i Nordeuropa til den sydlige del af Spanien for at slå deres folder i Torremolinos, Fuengirola eller Marbella.
For 40 år siden var de små fiskerbyer, hvis navne var totalt ukendte for nordboerne. Indbyggerne i de små landsbysamfund klarede sig selv, passede deres arbejde og hyggede sig med familien. Børnene kom gennem skoleårene uden at blive belemret med fremmede sprog, for ingen havde fantasi til at forestille sig, at turisterne en dag skulle blive egnens største indtægtskilde.

Det blev en vaskeægte prins, der måske uforvarende fik sat gang i udviklingen og på den måde blev turismens patriark. Den tyske aristokrat, Prins Alfonso von Hohenlohe, havde i 1946 købt Finca Santa Margarita vest for Marbella. Han havde mange venner blandt jetsettet og da de skulle have mulighed for overnatninger, opførte
prinsen midt i 50’erne otte bungalows ved siden af hovedbygningen.

Senere skiftede finca’en navn til Marbella Club Hotel og blev et mondænt mødested for de unge, de rige og de smukke. Hertugen af Windsor og Miss Simpson, Fyrst Rainier og Grace Kelly, Kim Novak, David Niven og flere andre berømtheder færdedes i de luksuriøse gemakker og var med til at give Marbella et skær af velstand.
Alfonso von Hohenlohe udvidede hotellet flere gange og anlagde et pragtfuldt haveanlæg med hundredevis af blomster, buske og palmer. Luksusturismens første stjerne var født. Og der kom snart flere til.

Nye tider
40 kilometer øst for Marbella begyndte Torremolinos også at røre på sig. Byen var dengang en upåagtet forstad til provinshovedstaden Málaga. Det eneste bemærkelsesværdige ved byen var dens beliggenhed i bekvem afstand fra den lille lufthavn og så naturligvis kilometervis af uberørte sandstrande.

Lufthavnen blev indtil 1956 udelukkende brugt af militæret, for hvem den knoldede landingsbane betød enorme udgifter til reparation af landingsstel. Da lufthavnen fik civil status blev landingsbanen tilpasset de store propelmaskiner og blev også belagt med asfalt.

Da forretningsmanden Manuel Franco Cubiero i 1955 åbnede Hotel Los Nidos ved Montemar, fik Torremolinos en forsmag på den kommende invasion af turister. Hotellet, som i øvrigt ikke eksisterer længere, havde plads til 20 overnattende gæster og kunne i højsæsonen hænge ”alt optaget” skiltet på døren. Klienterne var hovedsagelig rige spaniere, der kunne tillade sig den luksus at tilbringe ferien ved Middelhavet, men af og til dukkede også udenlandske gæster op.

Det var dengang da udlændinge skulle fremvise gyldigt visum, og ved indcheckning på hotellet måtte underskrive en højtidelig erklæring om ville opføre sig anstændigt. Det indebar bl.a. at kvinderne ikke kunne slikke solskin i bikini og at mændene iførte sig tækkelige badeshorts på de offentlige strande. Det kunne koste en stor bøde eller sågar fængselsstraf at overtræde de strenge regler.

Berømtheder
Hotel Los Nidos’ succes gav en gruppe forretningsfolk fra Málaga blod på tanden. De købte billig jord ved fiskerkvarteret La Carihuela og opførte det femstjernede Hotel Pez Espada (Hotel Sværdfisken). Hotellet havde udsigt til Middelhavet og var det første luksushotel i forstaden.

Hotel Pez Espada kom til at spille en vigtig rolle for Torremolinos. Hotellet fik i lighed med Marbella Club Hotel besøg af Hollywoodstjerner som Frank Sinatra, Orson Welles og Ingrid Bergman. Deres tilstedeværelse gav omtale i alverdens ugeblade, og dermed var Torremolinos’ tid som en ubetydelig prik på landkortet forbi.

De følgende år skød hotellerne op som paddehatte. Hotel Carihuela Palace, Hotel Tropicana og hotel Tres Carabelas (nu Melía Torremolinos) for blot at nævne tre, satte skub i den nyopfundne masseturisme.

Charterturisterne begyndte midt i 60’erne at valfarte til badebyen Torremolinos, og det kom til at sætte sit præg på byen. Den første strandpromenade ved El Bajondillo gjorde det i 1966 muligt for turisterne at spadsere tre kilometer langs Middelhavet. Den berømte Calle San Miguel blev året efter forvandlet til gågade, så turisterne nemmere kunne komme af med deres spareskillinger. De første souvenirforretninger med mere eller især mindre smagfulde tyrefægterfigurer og roterende spilledåser med dansende sigøjnere satte ekstra gang i omsætningen.

Omtrent på samme tid begyndte boligblokkene at rejse sig majestætisk ved det nye kvarter Playamar. De flade marker, hvor der før var dyrket kartofler og sukkerroer, måtte lade livet for at give plads til skyskrabere, beregnet til de første hold fastboende udlændinge.

Billigrejser
De danske charterturister fik som alle andre nordeuropæere øje på badestrandene ved Torremolinos. Både Tjæreborg Rejser og Spies Rejser tilbød fra begyndelsen af 60’erne billige charterrejser til Costa del Sol, hvor gæsterne blev indlogeret i de nyopførte hoteller i Torremolinos.

Tjæreborg Rejsers grundlægger, pastor Eilif Krogager, var pionér. Han havde siden stiftelsen af rejseselskabet i 1950 transporteret feriegæsterne sydpå i turistbusser, men i 1962 købte Krogager to propelfly og tre år efter blev flåden udvidet med den første supercaravelle. Pastoren tog i 1968 konsekvensen af den stigende efterspørgsel på charterrejser til Costa del Sol og byggede det trestjernede Hotel Stella Polaris i Torremolinos. Hotellet havde plads til 150 gæster og dansktalende personale i receptionen.

Spies Rejser overså heller ikke Costa del Sol som nyt rejsemål. Simon Spies havde siden slutningerne af 50erne haft busture som den største indtægtskilde. Han kiggede misundeligt på pastorens voksende imperium og startede i 1964 sit eget flyselskab Conair. Det dækkede bl.a. ruten Kastrup–Málaga, og med et stigende antal afgange blev flere hundrede charterturister hver uge sendt til hoteller som Don Pedro og Don Pablo ved Playamar i Torremolinos.

De to hoteller var på daværende tidspunkt ikke ligefrem præget af luksus, og det blev gennem 60’erne og 70’erne nødvendigt at finde bedre overnatningsfaciliteter i de voksende kystkommuner Benalmádena, Fuengirola og Marbella.

Grisefester
De to Stella Polaris hoteller i henholdsvis Torremolinos og Fuengirola var i mange år en institution for de danske charterturister.
José ”Pepe” del Coral har været direktør for Stella Polaris i Torremolinos siden 1982 og i tidens løb har turisterne givet ham adskillige morsomme episoder at tænke tilbage på.

- De danske charterturister var et festligt folkefærd, som ankom til hotellet i højt humør efter at have smagt på de toldfri varer, og mange af dem skyndte sig at pakke ud, så de kunne komme ned og sove rusen ud på en drømmeseng, husker Pepe.

Feriegæsterne var i endnu bedre humør, når de vendte tilbage til hotellet efter de berømte grisefester. Tjæreborg-guiderne kørte flere gange om ugen flokken fra Stella Polaris i Torremolinos til restaurant La Venta i Torreblanca. Deltagerne fik grillstegte koteletter, som blev skyllet grundigt ned med sangria og billig rødvin.

- Nogle af gæsterne måtte hjælpes lidt når de skulle i seng, og dagen efter var der stor efterspørgsel på aspiriner, fortæller Pepe.
Han glemmer heller aldrig Stella Polaris’ trofaste stamgæst Magda Luthermann. Hun besøgte de to hoteller 130 gange og var æresgæst ved Stella Polaris Torremolinos 25 års jubilæum i 1992, hvor hun skar lagkagen ud og blev hyldet af personalet.

De første fastboende
Charterturismen medførte, at de første danske folkepensionister flyttede fra Danmark til Costa del Sol i slutningen af 60’erne. Flere danske firmaer gik ind på ejendomsmarkedet og tilbød billige besigtigelsesrejser til potentielle købere. De landede i Málaga og blev kørt rundt i området af veltalende sælgere, og en stor del endte med at købe ferielejlighed eller helårsbolig.

De danske folkepensionister kunne spare en del i skat og oven i købet bo i et rart klima. Til gengæld måtte de affinde sig med et smalsporet diktatur og en mangelfuld infrastruktur.

- Hovedvejen havde to spor og var en prøvelse for os alle. Det tog flere timer at komme fra den ene by til den anden. Trafikken brød sammen hvert andet øjeblik, og tilflytterne lærte hurtigt essensen af begrebet mañana, fortæller den svenskfødte ejendomsmægler Claes ”Kiko” René.

Han flyttede fra Sverige til Costa del Sol i 1969 og startede sammen med to partnere ejendomsmæglerfirmaet Andalucia International Real Estates. Firmaet arrangerede besigtigelser for skandinaviske kunder og købte tre orange Folkevognsrugbrød til formålet.

”Kiko” René tjente gode penge som ejendomsmægler, men han så andre muligheder. Sammen med den danske forretningsmand Ole Sigurdsson byggede han udstykningen Pueblo del Sol i Mijas Costa. Ejendommene blev solgt på den tomme byggegrund. Et skrivebord blev brugt til at fremvisning af skalamodellen over udstykningen og der blev serveret tapas efter “rundvisningen”.

Kiko René var en optimistisk forretningsmand og havde allerede dengang en klippefast tro på, at de fastboende turister var kommet for at blive. Han flyttede sit kontor fra centrum af Torremolinos til forretningscenteret Olé ved siden af Hotel Triton. Midt i 80erne byggede han sit eget specielle kontorhus. Det havde form som en hjuldamper og lå to minutters gang fra Spieskontoret i Torremolinos, så det var nemt at finde for skandinaviske chartergæster.

- Hjuldamperen var ikke til at tage fejl af og blev da også flere gang filmet til fjernsynsudsendelser om Costa del Sol, siger hjuldamperens kaptajn.

Kiko René har de senere år haft kontor i Arroyo de la Miel og har som ejendomsmægler fulgt udviklingen på boligmarkedet med interesse. Han beskriver Costa del Sol som Europas Californien.

- Området har det bedste klima og tåler ingen sammenligning med det kolde nord. De forfrosne skandinaver står for tit op til en grå himmel med udsigt til flere dages regnvejr. Det tager humøret fra dem og fejer livsglæden ind under gulvtæppet. I den strålende sol på Costa del Sol glemmer de deres bekymringer og kan nyde livet, siger Kiko René.

Flæskesteg med
rødkål
Det var ikke altid de danske ganer kunne forliges med den spanske gastronomi, og det gav grobund for restauranter, der kunne fremtrylle gode retter fra det danske landkøkken.

Det er umuligt at nævne alle de danske spisesteder, der i tidens løb har haft deres glansperioder. Mange af dem er forsvundet, mens andre er ført videre med nye ejere.

En af de ældste er restaurant Den Lille Have ved Playamar i Torremolinos, som har eksisteret siden slutningen af 60’erne. Grundlæggerne, Sussie og Ole Borch, serverede gennem 30 år lune frikadeller og flæskesteg med rødkål til sultne turister, og adskillige kendte personer fandt også vej til deres kødgryder. De folkekære skuespillere Ove Sprogø, Morten Grundwald og Poul Bundgaard var stamgæster under optagelserne af to Olsen Banden film. Ved den lejlighed tabte Poul Bundgaard sit hjerte til området og vendte flere gange tilbage til Torremolinos. Den Lille Have eksisterer i øvrigt stadigvæk, men har fået nye ejere.

En hel del af de danske spisesteder står mejslet i charterturisternes hukommelse. Hvem husker ikke Københavnerkroen ved gågaden i Torremolinos, den nærliggende restaurant Galeria Sol eller skiltet “åbner når vi kommer - lukker når vi går”, der gennem mange år prydede døren til Alfredos bar.

Andre restauranter er gået over i historien på grund af deres korte levetid. Mange charterturister husker sikkert en ridderrestaurant i udkanten af Torremolinos. Spisestedet blev åbnet sidst i 70erne og var indrettet som en middelalderborg. Tjenerne var iført brynjer og bar sværd i skeden. Gæsterne spiste sig mætte, mens de overværede ridderturneringer. Projektet holdt desværre ikke lang tid. Charterturisterne havde fået andre behov, og maden har nok ikke været den bedste.

Ridderborgen kan stadigvæk ses som en silhuet fra hovedvejen ved busselskabet Bravos parkeringshus. Nostalgikerne kan være fristet til at genoplive de glade dage, men den forladte ridderborg har i flere år været under mistanke for at være hælercentral og for salg af hårde stoffer.

Lad derfor være med at besøge den gamle ridderborg efter mørkets frembrud. Minderne er smukkere og mere sikre i dagslys.

Jesper Sander Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---