Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Gæsterne hygger sig sammen i togets opholdsstue. (Foto: Al Andalus Expreso)
Gæsterne hygger sig sammen i togets opholdsstue. (Foto: Al Andalus Expreso)
Luksus på skinner
Skrevet af Solkysten
I toget Al Andalus Expreso
føler man sig som en konge
Den røde løber er rullet ud foran restaurantvognen ”Alhambra”. Det uniformerede personale byder passagerne velkommen tilbage efter en udflugt til den monumentale by Ronda. De udmattede gæster får serveret friskpresset appelsinjuice og chokolade ved trinbrættet og skynder sig hen til deres sovekabiner. Om få minutter forlader toget stationsbyen Bobadilla ved Antequera med kurs mod sherrybyen Jerez de la Frontera, mens gæsterne gør sig klar til aftenens gallamiddag med udsøgte, andalusisk retter.

Al Andalus Expreso er et af verdens flotteste veterantog og har siden midten af 80’erne været et enestående tilbud for turister med lyst til at opleve Andalusien i mondæne omgivelser.

I toget kan turisterne besøge syv andalusiske byer i løbet af seks dage. Toget stopper undervejs i provinshovedstæderne Sevilla, Córdoba og Granada, hvor de vigtigste monumenter vises frem af flersprogede guider. Passagerne kommer endvidere til de fire mindre byer Úbeda og Baeza (Jaén), Ronda (Málaga) og Jerez de la Frontera (Cádiz).

- For turisterne er det en uforglemmelig oplevelse at besøge den sydspanske region i et rullende palads med alle former for komfort og service. Toget kører gennem det bedårende landskab med majestætiske bjerge og frodige marker. Togpersonalet forkæler passagerne med opmærksom betjening ombord og varter dem op på alle områder. De bliver behandlet sig som små konger, siger José Félix Cano Montoya.

Han er direktør for selskabet Iberrail, der står for driften af Al Andalus Expreso. Selskabet er en underafdeling af statsbanerne Renfe, men Iberrail fungerer i praksis som en selvstændig afdeling med hovedkontor i Madrid.

José Félix Cano går op i driften med ildhu. Han står sammen med en stab af betroede medarbejdere for planlægningen af luksustogets udflugter i forårs- og efterårsmånederne. Det består af 23 programmerede afgange i løbet af 2004.

Direktøren har overladt ansvaret for bemandingen til en personaledirektør, som også styrer medarbejderkurser og efteruddannelse af personalet.

Ansvarsfordelingen skyldes prioritering af serviceniveauet ombord.
- Betjeningen spiller en fundamental rolle for passagerne. De har købt en dyr billet og forventer at blive behandlet på højde med prisen for deres rejse. Det gode omdømme opnås derfor udelukkende med en upåklagelige service, forklarer José Félix Cano.

Minisamfund
Al Andalus Expreso ha
r sin egen rytme. Toget fungerer som et minisamfund og bemandes i forhold til antallet af solgte billetter.

Besætningen er af samme grund en variable størrelse, men der er mindst tyve medarbejdere (tjenere, bartendere, stuepiger, køkkenpersonale og guider) ombord. Personalet består som på femstjernede hoteller af forskellige kategorier med hver sit arbejdsområde, men de har et upåklageligt samarbejde.

- Vi fordeler opgaverne og giver hinanden en hjælpende hånd, når det er nødvendigt. Servicemedarbejderne hjælper tjenerne med at gøre spisevogn klar, og tjenerne går ærinder for køkkenpersonalet. Ind imellem er det nødvendigt at nedbryde de faglige skel. Besætningen fungerer som en velsmurt maskine, der klarer opgaverne uden at hæfte sig ved hverken kategori eller ansættelseskontrakt, forklarer oldfruen Isabel Candil Benítez.

Hun har været ansat på Al Andalus Expreso siden 1993 og er ansvarlig for de fire stuepiger, der hver formiddag skifter sengetøj og gør toget rent mens passagerne er på udflugt.

- Passagerne får en behagelig overraskelse, når de vender tilbage til toget. Der står friske blomster på sengebordet og kabinen dufter af lavendel. De små detaljer sætter humøret i vejret og skaber grundlag for et hyggeligt samvær mellem passagerer og besætning, siger Isabel.

Hun beskriver selv stemning ombord som særdeles afslappet. Personalet bliver som regel dus med passagerne og der snakkes om løst og fast.

- De stive former virker malplacerede. Toget er vores fælles samlingspunkt og alle skal have det rart. Der diskuteres alt fra gårsdagens fodboldkamp til storpolitik, fortæller Isabel.

Moderne antikvitet
Al Andalus Expreso er indrettet som et femstjernet hotel og kan med rette betegnes som et af verdens flotteste luksustog i sin klasse. Toget rangerer blandt de fem bedste turisttog ud af de 90 eksisterende i hele verden og bliver rost til skyerne for sin smagfulde indretning, der minder om den berømte Orient Ekspres.

Ved første øjekast ligner Al Andalus Expreso et veterantog fra begyndelsen af det 20. århundrede. Vognene har samme slags vinduer og tagbeklædning som de gamle damptog.

I Al Andalus Expreso har man kombineret den klassiske stil fra dengang med moderne komfort og bekvemmelighed. Dampmaskinen er udskiftet med to generatorvogne, og motorstøjen overdøves af staccatolyden fra jernbaneskinnerne.

Al Andalus Expreso har femten togvogne og en samlet længde på 471 meter. Dermed er luksustoget Spaniens længste togstamme, hvis samlede vægt på 80 tons kræver en ekstra generatorvogn for at trække toget op i fart.

Luksustoget er foruden den stilfulde indretning med læderbetræk på sæderne og mørkbejdset maghonitræ på væggene udstyret med alle former for moderne komfort. De syv sovevogne har plads til 74 passager fordelt på 37 sovekabiner med tilhørende badeværelse. De smarte køjesengene bruges om natten til at sove i, men de forvandles i dagtimerne med et snuptag til bløde sæder.

Desuden er kabinerne forsynet med luftkonditionering og varme, der reguleres individuelt. Personalet kan tilkaldes over et internt samtaleranlæg, og kabinerne er også udstyret med telefon.

Udsøgt gastronomi
De to restaurantvogne ”Alhambra” og ”Gibralfaro” er begge bygget i slutningen af 20’erne, men forskellige steder i Europa. ”Alhambra” blev konstrueret i den franske jernbaneby Charantaises og endte tolv år senere i Spanien. ”Gibralfaro” er bygget i England af det engelske jernbaneselskab Metropolitan og blev umiddelbart efter færdiggørelsen solgt til Spanien.

De to restaurantvogne har gennemgået en omfattende renovering og stråler nu af glamour. Spisevognene har plads til 80 gæster og bruges til servering af frokost og middag med udsøgte retter baseret på den andalusiske gastronomi.

Vognen ”Medina Azahara” stammer fra samme periode og var oprindelig indrettet som restaurant. Den er nu lavet om til opholdsstue for passagerne. Her finder man et mindre bibliotek, en læsesal med dagens aviser på flere sprog, en salon med forskellige brætspil og en hjemmebiograf, hvor der viser film på engelsk, tysk, fransk eller spansk. Om aftenen underholder togets pianist i en bar, hvor passagererne kan få en svingom.

På gensyn
Passagerne og besætningen er sammen i syv dage og danner små grupper på tværs af alder og nationale skel. Rundrejsen giver grobund for venskaber, som ofte fortsætter efter turen.

- Rejsen med det rullende palads fortsætter efter sidste fløjt. De ombordværende siger aldrig farvel, men på gensyn. Det er det mest benyttede udtryk og det er den største belønning, personalet kan få, konkluderer José Félix Cano.


Jesper Sander Pedersen

Al Andalus Expreso
C/ Capitán Haya, 55
28020 Madrid
Telefon + 34 915 701 621
Fax + 34 915 717 482

Kontortid
Mandag–fredag: kl. 9.00–19.30
Lørdag: kl. 9.30–13.30

Hjemmeside:
www.alandalusexpreso.com
Her finder man detaljerede
oplysninger på spansk, engelsk, fransk og tysk om afgangstider, ruter, udflugtsmål, overnatningsfaciliteter, m.m. Der er samtidig on-line bestillinger af billetter.

Al Andalus Esxpreso har
planlagt følgende afgange:
Juni: 13., 20. og 27.
Juli: 4.
August: 29.
September: 5., 12. og 19.
Oktober: 3., 10., 24. og 31.
November: 7. og 14.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juni 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga