Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
De antikke møbler giver en enestående stemning i Parador de León. (Foto: Paradores de Turismo de España)
De antikke møbler giver en enestående stemning i Parador de León. (Foto: Paradores de Turismo de España)
Hoteller med historie
Skrevet af Solkysten
Parador-kæden redder
historisk arvegods
fra undergang
Da det udenlandske ægtepar åbner døren til deres dobbeltværelse på paradoren i Granda tror de ikke deres egne øjne. Værelset er indrettet med antikke møbler fra det 18. århundrede og udsigten til det arabiske fæstningsværk Generalife er bedårende.

Parador de Granada er er et glimrende eksempel på, hvad det indebærer at overnatte i et parador-hotel. Spredt over hele landet er arkitektoniske mesterværker bygget om til overnatningssteder med moderne komfort og service.

Parador’erne har siden begyndelsen af det 20. århundrede været et velkendt symbol på Spanien i lighed med Osborne-tyren og serranoskinken. “Parador” betyder i virkeligheden en mindre landevejskro, men ordbøgerne har i de seneste udgaver suppleret oversættelsen med ”et netværk af statsligt drevne turisthoteller”.

Hotellerne har siden slutningen af 20’erne oplevet en stigende popularitet ikke mindst på grund af deres specielle særkende og charme, deres beliggenhed og relativt fornuftige priser. Det statsejede selskab Paradores de Turismo har forvandlet gamle slotte, klostre eller gæstgivergårde til moderne hoteller.

- Paradorerne har eksisterede de sidste 75 år og er blevet en rentabel måde at redde forfaldne ejendomme med historisk værdi.
Bygningerne er sat i stand på skatteborgernes regning, men pengene kommer ind igen. I de renoverede ejendomme indlogeres turisterne i enestående omgivelser, siger Lumy de María Romero, salgs- og marketingschef for den sydlige zone (Andalusien) og De Kanariske Øer.

Hun har flere eksempler på den succesrige ombygning af historisk arvegods. Turisterne kan bl.a. besøge den monumentale by Úbeda (Jaén) og overnatte i et renæssancepalads fra det 16. århundrede. I Ronda har parador’en fået til huse i det gamle rådhus fra 1761, der ligger ved El Tajo slugten og har en fantastisk panoramaudsigt.

Også udenfor den andalusiske region er valgmulighederne store. Der findes bl.a. en femstjernet parador i autonomhovedstaden León. Den er indrettet i et klosterhospital fra det 16. århundrede og her finder man en af Spaniens flotteste altertavler.

Man kan også belønne sig selv med en overnatning i det forhenværende hospital ved siden af katedralen i Santiago de Compostela. Denne parador betragtes som et af verdens ældste luksushoteller. Bygningen stammer fra det 15. århundrede og havde flere gange det katolske kongepar Isabela og Fernando i behandling.

Banebrydende initiativ
Det første parador-hotel, Parador de Gredos i Ávila, blev opført i midten af 20’erne på initiativ af Marqués de la Vega Inclán. Han havde åbnet et museum i Toledo til minde om kunstmaleren El Greco og som belønning blev han udnævnt til turistkommissær (svarende til turistminister) af Kong Alfonso XIII.

Marqués’en kendte til de kummerlige forhold i landdistrikterne og kom med det geniale forslag at åbne de fattigste regioner for turisterne. Der var efter hans opfattelse smukke landskaber og interessante byer at vise frem, men de havde hidtil haft en begrænset interesse.

- Der var utilstrækkelige overnatningsmuligheder for de tilrejsende, og vejene var under al kritik. Det var både farligt og ubekvemt at rejse rundt på egen hånd. I ny og næ kunne man stadig møde landevejsrøvere, så mange turister fra overklassen turde ikke besøge andre områder, forklarer Lumy.

Samtidig kunne man løse et andet problem. Mange af de historiske bygninger var gået i forfald, og hverken kongehuset, staten eller den katolske kirke havde midler til at vedligeholde ejendommene.
Marqués de la Vega Inclán forslog derfor at de arkitektoniske mesterværker blev bygget om til hoteller for det bedre borgerskab.
Kong Alfonso XIII blev begejstret for forslaget. Han ønskede også at hjælpe den fattige befolkning og bad regeringen om at afsætte penge til formålet.

Han deltog selv i indvielsen af den første Parador i la Sierra de Gredos den 9. oktober 1928. Den havde 30 værelser og lå med tanke på de daværende transportmidler en dagsrejse fra provinshovedstaden Ávila.

Den afsides beliggenhed tog ikke modet fra de første gæster. De tog postvognen fra Ávila til landsbyen Arena de San Pedro og de sidste kilometer til herberget blev tilbagelagt til fods eller til hest, mens muldyr blev læsset med bagagen.

Luksusforhold
Kong Alfonso XIII stod bag oprettelsen af den selvstændige institution Junta de Paradores y Hosterías del Reino og gav grønt lys for at sætte flere bevaringsværdige bygninger i stand.

De følgende år åbnedes hoteller i Cádiz (Parador de Cádiz), Toledo (Parador de Oropesa), Jaén (Parador de Úbeda) og Salamanca (Ciudad de Rodrigo). Parador’erne var ren luksus efter datidens forhold. Hvert værelse havde eget badeværelser og som noget uhørt var der varmt vand i hanerne. Der blev serveret fin mad i hotellets restaurant og organiseret udflugter til de nærmeste byer.

Den spanske borgerkrig satte et midlertidigt stop for flere ombygninger, og flere parador’er måtte lukke på grund af krigshandlingerne. Flere af dem blev konfiskeret til indkvartering af soldater.

Hotellet i Alcalá de Henares (Madrid) blev for eksempel brugt til beskyttelsesrum under bombardementerne, men det gamle studenterhjem slap ved et mirakel intakt fra krigshandlingerne.
Efter borgerkrigen var Spanien et ragnarok med sult og nød, og den magtfulde diktator, Franco, havde andre ting at bekymre sig om end at fremskaffe flere overnatningssteder for de velhavende. Desuden havde mange mistet hus og hjem, så rejselysten kunne ligge på et lille sted.

- Overklassen havde ganske enkelt ikke råd til at betale de dyre overnatninger. Parador’erne kørte på halv blus og var tæt på at forsvinde, forklarer Lumy.

Den første parador i Málaga provinsen blev åbnet i 1940, et ikke særlig velvalgt tidspunkt. Den blev indrettet i en nedlagt skolebygning i Antequera og kørte da også med underskud de første år. Hotellet slap heldigvis helskindet ud af krisen og er i dag et af byens bedste. Herfra kan man nyde en formidabel udsigt til El Torcal og de mange kirker i Antequera.

De følgende år ekspanderede Junta de Paradores y Hosterías del Reino kun langsomt sine aktiviteter, men i 1948 kunne General Franco selv deltage i indvielsen af Parador de Málaga (Gibralfaro). Han var blevet begejstret for Marqués de la Vega Inclán’s tanke - nok mest fordi paradorerne var en glimrende måde at skjule virkningerne af borgerkrigen. De ødelagte ejendomme blev sat i stand under påskud af at åbne flere overnatningssteder for de velhavende.

Paradorerne var de første hoteller i Spanien, der fik tilladelse til at ansætte kvindelige medarbejdere i receptionen. Det var stadig forbudt på private hoteller, men de statsejede fik dispensation. Tolerancen gik dog ikke længere, end at det blev betragtet som prostitution, hvis de kvindelige medarbejdere omgik gæsterne efter endt arbejdstid.

Centralisering
Det største boom satte ind midt i 60erne. Generaldirektoratet havde efterhånden åbnet 40 parador’er på den iberiske halvø og de kanariske øer. Den landsdækkende hotelkæde med det kommercielle navn Paradores de Turismo var blevet en succes. Driften var samtidig blevet sat i system med et centralt reserveringskontor i Madrid, og generaldirektoratet havde startet de første delegationer i europæiske hovedstæder.

Direktoratet fordoblede antallet af para-dor’er fra 1965 til 1968 og satsede samtidig på at få lokket flere udenlandske turister til landet. Den statsejede hotelkæde var så småt ved at blive kendt uden for landets grænser og sidst i 60’erne begyndte udlændingene at udforske hidtil ukendte dele af Spanien.

- De fleste udlændinge havde læst om byer som Toledo og Segovia. Nu kunne de pludselig opleve dem på egen hånd og overnatte i bekvemme omgivelser. Den positive omtale bredte sig som ringe i vandet og lokkede flere tusinde turister til at tage på opdagelsesrejse, siger Lumy.

Tendensen fortsatte i 70’erne. De udenlandske feriegæster invaderede badebyerne i stor skala, men en hel del foretrak at rejse rundt i bil på udkig efter monumenter og den vilde natur.

Fornyelser
Succesen fortsatte efter demokratiets indførsel. Antallet af forudbestillinger steg år efter år og fik de folkevalgte politikere at afsætte flere penge til nye parador-hoteller.

Ekspansionen kom adskillige provinser og historisk betydningsfulde byer til gode. Ministerpræsident Adolfo Suarez indviede i 1978 Parador de Segovia, som fik til huse på en istandsat herregård udenfor byen, og hans efterfølger Calvo Sotelo klippe tre år senere silkebåndet over på parador’en i universitetsbyen Salamanca.

De stigende aktiviteter påvirkede også den selvejende institution, hvis struktur var blevet forældet. Parador’erne blev i 1991 slået sammen i selskabet Paradores de Turismo de España, men den politiske kontrol blev begrænset. Præsidenten udnævnes fortsat af den siddende regering, men politikerne blander sig ellers ikke i den daglige drift.

Parador’erne har et velfortjent ry for smagfuld indretning, gastronomiske herligheder og et velkvalificerede personale. Parador de Turismo de España har sin egen fagskole og sender hvert år personalet på medarbejderkurser og efteruddannelse.

På udvalgte hoteller er der desuden åbnet butikker med et bredt sortiment af kunsthåndværk og lokale produkter, så gæsterne kan vende hjem med et minde om deres ophold.

En af de ting, der gør para-dor’erne unikke, er deres beliggenhed. De er siden åbningen af den første parador i 1928 skudt op i fredelige områder og gæsterne får rig lejlighed til at opleve den spanske natur i al sin pragt.

- Parador’erne henvender sig til et kræsent publikum med lyst til at opleve “det rigtige” Spanien. De åbner døren til en verden af arkitektonisk mesterværker og giver gæsterne en uforglemmelig ferie, forsikrer Lumy med en opfordring om at lade det komme an på en prøve.

Jesper Sander Pedersen


Paradores de Turismo de España
C/Requena, 3
28013 Madrid
Telefon 915 166 666

På www.paradores.es findes en samlet oversigt over Parador’er samt oplysninger om priser,
service og installationer.
(Spa-bade, idrætsanlæg m.m.)

Spanien har for øjeblikket 89
Parador’er med tre, fire eller fem stjerner. Der ligger 16 Paradorer i den sydlige zone (Andalusien), og endvidere i de to spanske besiddelser Ceuta og Melilla.
Golfere skal være opmærksomme på, at der findes to paradorer med tilknyttede golfbaner. Parador Málaga de Golf (læs banebeskrivelse andetsteds) og Parador de El Saler (Valencia).
Paradores de Turismo de España åbner i 2004-2005 hoteller
følgende steder:
- Parador de Nogueira de Ramuín (Ourese)
- Parador de Fray Bernado de
Fresneda (Santa Domingo de la Calzada)
- Parador de La Granja de San
Ildefonso (Segovia)
- Parador de Alcalá de Henares (Madrid)
- Parador de Lorca (Murcia)
- Parador de Morella (Castellón)
- Parador de la Criz de Tejeda (Gran Canaria)
- Parador de Punta Lourido – Muxía (La Coruña)
- Parador de Cádiz
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga