La Costa Tropical d.v.s. Den Tropiske Kyst hører under Costa del Sol, men på grund af et helt specielt mikroklima, ca 5° mere på temperaturskalaen, har den fået pålagt en ekstra betegnelse, der taler for sig selv. Strækker sig øst for Nerja og videre til Motril - mere eller mindre.


Mit forslag til en udflugt gælder selvfølgelig ikke de mange af vore læsere, der i forvejen har deres hel- eller halvårsresidens på de kanter. Uden tvivl kender de området bedre end jeg selv gør. Min tekst er nærmest beregnet på skandinaver, der bor eller holder ferie vest for Málaga.

Har man først passeret Nerja og vælger kystvejen, vil man i takt med de mange sving have fornøjelsen af storslåede naturscener. Havet spiller førsteviolin i et landskab, hvor to bjergkæder, La Sierra de Almijara og La Sierra del Chaparal, stiler ublidt mod havet. Vejen, der er anlagt i højderne, byder derfor på en del sving og på afgrunde, der godt kan virke truende, men tag det roligt. Vejen er fin og bred, og på intet tidspunkt får man gelé i knæene.

Fra de af vejvæsenet anlagte mirador’er har man fornøjelsen af fra fugleperspektiv at nyde klippernes dramatiske hældning samt de næsten utilgængelige, idylliske bugte, som lokalkendte badeentusiaster finder frem til. Der findes grusveje til disse paradisiske strande, men betingelsen for at nå frem til “paradiset” er et velegnet transportmiddel, en chauffør der kan sit kram, samt for passagerernes vedkommende et roligt gemyt, der ikke lader sig påvirke af ekstreme situationer.

Som bilturist, der helst skal nå at opleve lidt mere end blot at bade og suge teint, kan jeg anbefale et stop i

La Herradura
Navnet betyder “hestesko” og skyldes uden tvivl bugtens facon, men i øvrigt er alle små bugte mere eller mindre hesteskoformede. Pyt! Det ser vi stort på…

For to årtier siden fandtes her kun et par fiskerhuse. De tider er forbi. Skråningen ned til vandet er blevet urbaniseret. Den lille fiskerkoloni er uigenkendelig. De nye indbyggere er for en stor dels vedkommende folk fra Granada, der har La Costa Topical som legeplads i week-enderne, men også udlændinge har fundet på at bygge sig et hus på de kanter.

Stranden er bred og fin, lidt stenet i den ene ende, og selvfølgelig findes der en del chirringuitos, der ligger lige ned til vandet.
Hoteller er dukket op, hvoraf det bedste hedder “Los Fenicios” og kan anbefales, såfremt man planlægger overnatning.
Fra La Herradura er der ikke langt til østkystens mest hyggelige lystbådehavn.

Marina del Este
Nedkørslen dertil er en sand nydelse: klipper, havblik, smukke villaer. Havnen er ikke ret stor, nærmest dukkeagtig, anlagt i andalusisk stil med en kapacitet på omkring 400 både, hvis indehavere for et meste stammer fra Granada. En promenade op og ned langs kajen er hurtigt overstået, men jeg kan anbefale en smuttur til La Punta de Mona - en klippe, der ligger i den østlige del af havnen, og hvorfra man har en superb udsigt over Middelhavet.

I sommermånederne er der næsten altid stemning i havnen, dog mest i week-enderne. Af spisesteder husker jeg navnet på restaurant “El Gabbiano”, hvor menu og service var yderst tilfredsstillende, da vi sidst var på de kanter.

Kun få kilometer skiller havnen fra den by, der pynter sig med titlen “hovedstad for La Costa Tropical”.

Almuñecar
(ca. 17.000 indb.)
Byen blev i sin tid anlagt på en høj midt imellem Rio Seco og Rio Verde. En frodig slette mod nord har siden tidernes morgen været en kilde til rigdom, for netop der - p.g.a. de gunstige klimatiske forhold og den fugtige jordbund - har man kunnet dyrke eksotiske afgrøder. Man gør det stadig i større eller mindre omfang, og ikke så få af de for os lidt mærkelige frugter - såsom chirimoya, mango, papaya, guyaba etc - stammer netop fra Almuñecars bagland.

Byen blev grundlagt af fønikierne, som kaldte den for Sexi (det har ikke noget med sex at gøre). Grækere og romere efterlod også deres spor. Abderraman III, som flygtede fra Syrien, landede i Almuñecar på vej til Córdoba, hvor han grundlagde Kalifatet.

Navnet stammer fra det arabiske Hisn-al-Munecab, der betyder “stedet, hvor der vokser druer”. Det har der sandsynligvis gjort engang, men i dag har man svært ved at få øje på en vinmark.
Som stumme vidner fra en fortid fuld af historiske minder kan jeg nævne Den romerske Aquadukt, den såkaldte Columbario (dueslag), ruiner fra Saltfisk-fabrikken, El Castillo de San Miguel (opført af Karl V ovenpå resterne af den mauriske borg), samt La Cueva de 7 Palacios, som i dag er Arkæologisk Museum (åbent kl. 18-20) med eksponater fra udravninger i området.

Glem dog alt om den såkaldte fuglepark, der er nævnt i byens turistbrochurer. Det er spild af tid! Sjældent har man set noget så pauvert og så uinteressant.

Som så mange andre steder har Almuñecar oplevet et turistboom med dertil hørende opførelse af edificios - charmeforladte for det meste. Strandpromenaden er dog ganske nydelig, mens stranden byder på lidt af hvert - fint og groft sand samt småsten.
Den gamle bydel har bevaret sit andalusiske image - kubistisk arkitektur og hvidkalkede huse.

Der findes i byen et stort udvalg af hoteller i alle kategorier. Med hensyn til restauranter af kvalitet kan jeg anbefale:
“Los Geranios” (Plaza de la Rosa) - typisk andalusisk stemning med urtepotter, hvor geranier blomstrer til stor fryd for øjet. Internationalt cuisine samt lokale retter. Elskværdig og effektiv Service.
“La Ultima Ola” (Puerta del Mar) - specialister i fisk og skaldyr.
“Cotobro” (Bajada del Mar) - fransk og internationalt køkken.

Husk navnet på sidstnævnte restaurant. Er en af favroitterne hos Málagas Gastronomiske Akademi, som undertegnede - sagt en passant - også er medlem af. Er man heldig at få bord på “Cotobro” kan man glæde sig til en kuninarisk oplevelse.

På en enkelt dag er det svært at nå mere. Salobreña og Motril, der også hører til La Costa Tropical, må have en anden chance. Ikke mindst Salobreña.
Liliane Kemp

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---