Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Nu skrider de danske registreringsafgifter
Skrevet af Solkysten
De danske registreringsafgifter er ved at blive et mareridt for regeringen; men det er klart, at man kæmper for sin sag, når staten inkasserer ca. 15 mia. kr. hvert år på registreringsafgiften. En række kendelser og domme her i foråret får imidlertid grundlaget til at skride, så man i dag næsten ikke ved, om man er købt eller solgt, når man køber bil; ny såvel som brugt.

Det er kommet så vidt, at Østre Landsret i en dom opfordrer bilimportører og –forhandlere at gå til EU med spørgsmålet, da generaladvokaten i EU i en tidligere sag har undret sig over, at man ikke gør mere ved sagen fra danske forbrugeres side.

Den seneste afgørelse fra Landsskatteretten drejer sig om, hvorvidt en dansk parallelimportør kan købe billige biler og dermed slippe med mindre registrerinsgafgift, så bilen bliver billigere i den sidste ende for slutbrugeren. Og han vandt sin sag. Men hvorfor skal det være et stridsspørgsmål overhovedet?

Ganske simpelt fordi det danske afgiftssystem hviler på nogle traditioner, der i sidste ende ikke er holdbare. Man har i mange år haft et såkaldt standardprissystem, hvilket af administrative grunde er særdeles hensigtsmæssigt. Det betyder, at den danske importør af et bestemt bilmærke anmelder en standardpris til systemet, der efterfølgende tillægger en forhandleravance på minimum 9%, hvorefter man har afgiftsgrundlaget.

Men en parallelimportør købte altså et parti biler et sted i Europa på et godt tilbud, og her sagde Landsskatteretten altså, at han i den situation ikke var bundet af standardprissystemet, men kunne anmelde sin egen ”standardpris”. Det gør f.eks. en Citroën C5 stationcar mere end 25.000 kr. billigere, fordi importøren formåede at få en rabat på blot 7.000 kr.

Registreringsafgift af moms eller moms af registreringsafgift?

Som systemet fungerer i øjeblikket beregnes først dansk moms med 25%, hvorefter der beregnes registreringsafgift af det hele. Altså først 25% og så 180% oveni. Det er noget der batter i statskassen. Der betales dog ”kun” 105% registreringsafgift af de første ca. 60.000 kr.

En sag om et tysk ægtepar, der flyttede til Østrig, har bragt røre i denne problematik, og i Finland har man allerede en sag på halsen fra EU – en sag der forventes efterfulgt af en tilsvarende sag mod Danmark.

EU er nemlig mere interesseret i den anden model, hvor der beregnes moms af registreringsafgiften, fordi EU får andel i medlemsstaternes momsafgifter. Modellen ville give Danmark omkring 1 mia. kr. mindre i registreringsafgifter, men EU ville ”tjene” stort på den.

Et andet aspekt er, at leasingfirmaer ville nyde godt af modellen, fordi de kan fratrække momsen, der på denne måde udgør en væsentlig større andel af bilens totalpris.

De brugte biler
Der har altid været slagsmål om registreringsafgiften på brugte biler importeret eller indført fra udlandet. Er det flyttegods, så der ikke skal betales moms, eller ej. Men også luksusbiler af diverse specielle fabrikater volder til stadighed problemer. Og det kan altså dreje sig om nogle skillinger.

Senest har Østre Landsret i marts måned fastholdt myndighedernes vurdering til trods for mange eksperters udsagn og vurderinger. Det drejede sig om en ca. 10 år gammel Lotus Esprit fra 1990 til en nypris på ca. 1 mio kr. Vurderingsmyndighederne endte med et registreringsgrundlag på 162.000 kr., hvilket svarer til en pris på gaden på ca. 450.000 kr. Flere tilkaldte vurderingseksperter mente at prisen snarere skulle være ca. 250.000 kr., hvilket ville svare til et registreringsgrundlag på godt 90.000 kr. Og så var der ovenikøbet ikke taget hensyn til alle de reparationsomkostninger der skulle til, inden bilen kunne synes igen.

Tænk, hvis registreringsafgifterne kom ned på et mere rimeligt niveau. Hvor ville tingene dog blive simple. Men det ville selvfølgelig koste statskassen en del. Til gengæld kunne vi få nogle brugbare regler og spare en masse administrativt bøvl.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga