Cristina Valverde tager telefonen og ringer til rådhuset i Benalmádena Pueblo for at bestille bykort og programmer til den forestående byfest.
Cristina Valverde Thomsen har de sidste otte år været ansat på turistkontoret skråt overfor indkørslen til lystbådehavnen Puerto Marina i Benalmádena Costa. Hun har sammen med sine spanske kolleger til opgave at informere turisterne om udflugtsmål på Costa del Sol, passe telefonen og besvare forespørgsler på e-mail.

Under normale omstændigheder ville Cristina blive betragtet som en almindelige medarbejder på et af Solkystens mange turistkontorer. Hendes smilende ansigt og glade sind ville ikke vække opsigt, hvis det ikke var for hendes atypiske situation. Som 13-årig mistede hun begge arme ved en forfærdelig ulykke og har siden da kæmpet en brav kamp for at klare sig selv.

Ulykken skete i begyndelsen af 80erne. Cristina havde indtil da haft en lykkelig barndom på Costa del Sol med sine dansk-spanske forældre, den nu afdøde rejseleder Hanne Thomsen og den spanske restauratør Gonzalo Valverde, samt hendes lillesøster Sandra.
Forældrene drev med stor succes restaurant Entrada I i Tivoli World, og alt tegnede lyst og lykkeligt.

I efteråret 1982 tog Cristinas tilværelse en brat vending. Sammen med sine legekammerater legede hun tagfat på en gangbro ved nærbanen Málaga–Fuengirola. Hun faldt ud over kanten og landede i et ståltrådshegn. For at bremse faldet greb hun fat i et strømførende kabel, der ikke var isoleret, og fik flere tusinde volt gennem kroppen.

Cristina husker stadigvæk glimt fra den tragiske ulykke. I en evighed sad hun fast i hegnet med ubeskrivelig smerter i begge arme, indtil det lykkedes en nabo at binde et tov om livet på hende og hejse hende op på broen. Hun blev i huj og hast kørt til centralsygehuset Carlos Haya og blev indlagt med anden- og tredjegradsforbrændinger.

Det var noget af et mirakel at Cristina overlevede ulykken. I fire måneder måtte Hanne og Gonzalo besøgte deres datter på hospitalet. Så lang tid gik der, inden lægerne kunne udskrive den 13-årige pige. Da var hendes venstre arm amputeret og af den højre var kun en stump tilbage.

Cristina måtte nu omstille sig til de nye vilkår. Hun kunne ikke længere lege med sine kammerater på samme måde som tidligere, og hun havde ikke længere den samme uafhængighed som sine jævnaldrende.

Til familiens og vennernes store overraskelse tog Cristina amputeringerne med oprejst pande. Hun betragtede fortsat sig selv som en almindelig teenager og lagde følgerne af den grusomme ulykke på hylden.

Fremgang
De følgende år gik Cristina til genoptræning på det nu nedlagte hospital “18 de Julio” i Málaga. Hun fik lavet en protese til den højre skulder, men var ikke specielt glad for at gå med den.

Hendes forældre var dybt engagerede i at forbedre datterens levevilkår. Hanne, Gonzalo og Cristina brugte i flere år deres ferier på bilture rundt i Europa, hvor de besøgte ortopædiske hospitaler og genoptræningscentre i Tyskland, Italien, Danmark og Sverige.

Det endte med et fire uger langt ophold på et genoptræningscenter i Heidelberg. Cristina vendte tilbage til Costa del Sol med en langt bedre protese og fik nemmere ved at klare de daglige sysler som personlig hygiejne, påklædning og madlavning.

- Jeg mærkede fremgangen efter at jeg kom hjem fra Tyskland. Opholdet gav mig større behændighed og mere mod på livet. Det krævede tid og tålmodighed at løse opgaverne, men det var uvæsentligt. Det vigtigste for mig var at blive mindre afhængig af omgivelserne og blive i stant til at klare mig på egen hånd, fortæller Cristina.

Fordomme
Cristinas trang til uafhængighed gjorde, at hun tog kørekort, da hun fyldte 18 år. Siden har hun kørt i sin egen bil, som har automatgear og er indrettet med et specielt styresystem. Den højre arm spændes fast til en styrepind, og vinduesviskere, blinklys og horn aktiveres med venstre fod.

Transportmidlet fik Cristina god brug for på et senere tidspunkt. Hun tog studentereksamen i 1989 og søgte ind på Málagas universitet. Der ville hun læse til graduado social (arbejdsmarkedsrådgiver). Efter tre års studier bestod hun sin afgangseksamen og søgte arbejde i forskellige virksomheder. Uden større held.

- På papiret havde jeg samme forudsætninger som de andre ansøgere, men arbejdsgiverne var ikke indstillede på at ansætte en handicappet. Bedømmelsesudvalget nøjedes med at smile sødt til mig og gav aldrig den reelle grund til afslaget. Firmaet ville ikke vide af en ellers velkvalificeret medarbejder, der manglede begge arme, siger Cristina med en snert af bitterhed i stemmen.

I 1996 lagde Cristina billet ind på en stilling i Benalmádena kommunes turistkontor. Hun kom i en pulje af fysiske handicappede ansøgere, bestod prøven og startede som servicemedarbejder på fuldtid.

Familieliv
Cristina er lykkelig for sin nuværende arbejdsplads, og på hjemmefronten fungerer tingene også optimalt. Hun bor sammen med sin ungdomskæreste Fernando Martín i villakvarteret Nueva Torrequebrada og begge er tilfredse med at være sammen i et papirløst forhold.

- Vi har tit overvejet at blive gift, men det er aldrig blevet til noget. Ægteskabet er for os begge en kontrakt mellem to livsledsagere. Vi har hidtil klaret os fint uden at have papir på kærligheden, og vi har ingen planer om at ændre på det forhold, siger Cristina.

I mange år har hun brugt sin sparsomme fritid til at dyrke aerobic og blev i 2001 kåret som årets idrætskvinde. Det indbragte hende en ærespræmie, der blev overrakt af formanden for kommunens idrætsudvalg.

I fjor fik parret en velskabt dreng. Han blev døbt Oliver og er naturligvis blevet familiens midtpunkt .

- Vi har i mange år talt om, hvad det ville indebære at blive forældre. Det kræver både behændighed og tålmodighed at passe et barn, og min situation gør det ikke lettere, men vi har fundet en fornuftig fordeling af opgaverne, forklarer Cristina.

Hun har efter sin barselsorlov fået kortere arbejdstid og passer drengen uden de store problemer, men Cristina er glad for at velcrolukningen er opfundet. Det gør det noget nemmere at give drengen tøj på og klæde ham af, selv om det tager lidt længere tid end for andre forældre.

- Jeg har lært at acceptere mine begrænsninger. Det tager mig længere tid at komme ud af vagten, men det tager jeg højde for i planlægningen af dagens dont. Det er meningsløst at blive stresset, så det overlader jeg med glæde til andre, siger Cristiana.

Jesper Sander Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---