Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Fuglenes pardannelse og yngleforhold
Skrevet af Solkysten
I april er ynglesæsonen begyndt for mange fugle. Det er den vigtigste periode i en fugls liv, for uden den ville der ikke være unger til at skabe den næste generation. Alle sider af en fugls liv - føde, overnatning, træk, fældning o.s.v. - er kun forhold som hjælper fuglene til at leve længe nok til at kunne yngle igen. Man kan sige at fugle yngler på et tidspunkt af året, hvor det er let at skaffe føde, og hvor dagslængden er afgørende for at sætte unger på vingerne.

Der kræves meget mad i yngletiden. Der skal arbejdes hårdt på at skaffe føde til et antal unger og ofte må den ene af forældrene blive på reden for at holde ungerne varme, indtil de selv kan holde varmen. Det gælder specielt i kolde områder, og selv om vi er i et område, hvor der er temmelig varmt i yngleperioden, kan der være kolde, regnfulde dage.

At der skal skaffes megen føde forstår man når man ser på antallet af æg i forskellige fugles reder. Eksempelvis lægger en blåmejse et antal på cirka 11 æg, der hver vejer 1,3 gram, så vægten af æggene er større end vægten af den hun, der lægger dem. Ser vi på større fugle, er forholdet et helt andet. En gåsegribs æg vejer 250 gram. Den lægger kun et og fuglen vejer næsten 10 kg. Til gengæld er rugetiden for mejsen ca. 11 dage, mens gåsegribben ligger på æg i mere end 50.

Den unge fugl skal skaffe et sted at yngle, og den skal også finde en mage. Sangen bruges ikke kun til at skræmme rivaler væk, men i høj grad også til at tiltrække en mage. Mange trækfuglehanner kommer tilbage til ynglepladsen og indtager territoriet før hunnerne ankommer. Andre trækfugle som gæs og ænder danner par i vinterkvarteret, inden de sammen trækker tilbage til ynglestedet.

Nogle standfugle bygger rede langsomt og kan være to-tre uger om at gøre den færdig. Nogle af de større rovfugle bygger ofte på en rede, der har været i brug før. Det samme gælder storken, og her kan der være tale om store konstruktioner efter flere års tilbygninger. Det forhold kan man tydeligt observere ved højspændingsmasterne på A-369 - den sydlige del på vej fra Algeciras til Ronda.

Enkelte fugle bygger rede på få dage og det samme hænder ofte, hvis den første rede mistes, så bygges en erstatningsrede meget hurtigere.

Den æglæggende hun kræver megen føde for at danne æggene. Mange små arter lægger et æg med en dags mellemrum. Hos arter, der lægger store kuld, bliver hunnen nødt til at finde den føde der kræves for at lægge et æg hver dag. Mursejlere er afhængig af flyvende insekter og lægger æg med to døgns interval, men er vejret dårligt med knaphed på føde, kan der være et interval på tre døgn.

Kuldene er som beskrevet af forskellig størrelse, og det kan være svært for hunnen at lægge det rette antal æg, der giver det største antal unger. Hvis kuldet er for lille, vil andre fugle med større kuld opfostre flere unger. Hvis kuldet derimod er for stort, risikerer forældrene at få flere unger end de kan skaffe mad til. Enten dør alle ungerne eller bliver underernærede med ringe chance for at leve længe nok til selv at yngle. Til hver art er der en kuldstørrelse, der passer bedst.

Selv om det ikke er nødvendigt at fodre fugle her i Spanien på samme måde som i Skandinavien, kan man alligevel give dem lidt foder. Det er en dejlig oplevelse at se hunnerne, når de kommer med deres unger for at fodre dem med en gang danske havregryn.

Næste gang vil jeg fortælle lidt mere om reder, unger og specielle ynglefugle.

Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga