Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Et spørgsmål om omsorg
Skrevet af Solkysten
Ved et middagsselskab for nylig mødte jeg en af Solkystens læsere. “Skal du nu prøve at overtale mig til at holde husdyr?” lød hans indledende bemærkning. Jeg syntes det var et mærkeligt spørgsmål og forsikrede ham om, at intet lå mig mere fjernt. I virkeligheden har jeg overtalt flere mennesker til ikke at holde dyr, end jeg bryder mig om at tænke på. Når man anskaffer et dyr, anskaffer man sig også et stort ansvar, og det har jeg kun anbefalet i ganske få tilfælde, hvor det har drejet sig om ensomme mennesker, der fra tidligere erfaring ved, hvad det handler om.

Mange mennesker der holder af dyr, men som af forskellige grunde ikke har mulighed for selv at holde hund eller kat, har stor fornøjelse af at færdes i naturen. Her i Spanien skal man ikke så langt væk fra byen for at opleve dyrene i deres naturlige habitat. Tæt ved vores bopæl i El Chorro er der søer og bjerge og her findes også et rigt dyreliv.

Så sent som sidste måned opdagede jeg en odder midt på vejen. Den var ikke kommet til skade, men havde blot forladt Guadalhorce-floden for at gå på opdagelse. Jeg betragtede den nogle få minutter, indtil den forsvandt i buskadset. Lidt længere nede ad vejen stod en familie, og jeg hørte børnene begynde at plage forældrene om at få en odder hjemme i baghaven. Jeg skyndte mig at fortælle dem, at den for det første bider og for det andet udsender en rædselsfuld lugt, når den bliver forskrækket. Under alle omstændigheder er det synd at spærre vilde dyr inde. De skal nydes i deres naturlige omgivelser.

Hvis man går en tur ude på landet, risikerer man at støde på et tilskadekommet dyr, særligt om foråret, hvor de er mere udsatte - især fuglene, der bygger rede og flyver frem og tilbage over vejen. Som dyreven vil man gerne hjælpe, men hvad skal man gøre? Fuglen eller dyret er måske bare midlertidig lammet, og så skal der varme til. Hold fuglen et par minutter i hånden, så kommer den til sig selv og kan flyve videre. Man kan også prøve at give små mængder vand, men aldrig mælk eller brød. Hvis hovedet er slapt, er halsen brækket og så er der ikke andet at gøre end at aflive den. Det er ikke rart, men det er det eneste humane.

Hvis man ser et tilskadekommet lam eller gedekid skal man huske at tage handsker på, inden man rører ved det, ellers kan den fremmede lugt få moderen til at afvise afkommet. Her gælder det også, at man aldrig må give dyret mælk, kun vand.

Skaderne kan være så omfattende, at man ikke føler sig i stand til at gøre noget, og så må man til dyrlægen. Det kommer man desværre selv til at betale, men som dyreven synes man, det er udgiften værd.
Man behøver ikke nødvendigvis eje dyr for at holde af dem. Der er mange andre måder at vise sin omsorg på.

Peter Harrison
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga