Efter Barcelonas fald herskede der et fuldstændigt kaos i Katalonien. Alle byer hele vejen til den franske grænse var oversvømmet af flygtninge, og om natten var gaderne fulde af sultne og forfrosne mennesker i alle aldre. En slags hysterisk panik greb befolkningen, for kun en lille del af de flygtende ville have været i fare, hvis de var blevet hvor de var.

Af økonomiske årsager nægtede den franske regering til at begynde med at modtage den uendelige strøm af flygtninge. Man foreslog i stedet for at oprette en neutral zone på den spanske side af grænsen, hvor international hjælp ville kunne tage sig af flygtningene, men de nationale nægtede at gå med til denne plan.

Den franske regering måtte derfor modstræbende åbne grænsen for denne strøm, men først og fremmest kun for civilbefolkningen og sårede soldater. Under disse betingelser gik 15.000 mennesker over grænsen mellem den 27. og 28. januar 1939, og de følgende dage blev disse tal langt overgået.

Det blev nu klart, at den republikanske hær hverken havde midler eller muligheder for at kæmpe videre mod de nationale styrker, og Frankrig havde nu valget mellem at modtage disse soldater eller afvise dem med magt. Til sidst besluttede man at modtage hæren på betingelse af, at den nedlagde våbnene. Så foruden de 10.000 sårede soldater og 170.000 kvinder og børn samt andre 60.000 af civilbefolkningen, som tidligere var gået over grænsen, kom nu i begyndelsen af februar måned omkring 250.000 republikanske soldater, som overvældet af nederlaget marcherede værdigt og oprejst til interneringslejre i Frankrig.

Grænsen blev nu skueplads for tragedie på tragedie, familier blev adskilt, børn kom væk fra deres forældre, alle var i en elendig tilstand, sultne, forfrosne og udmattede efter daglange strabadser. Deres tøj var fugtigt af regn og sne, men der var ingen, der beklagede sig. De fleste slæbte på deres få ejendele og børn krammede et stykke uundværligt legetøj i armene, og alle var glade over at have nået den franske grænse med livet i behold.

Flygtningelejrenes
håbløshed
Men glæden varede ikke længe. På den anden side af grænsen havde man oprettet store lejre, og her var der i de fleste tilfælde ikke tag over hovedet. Mange kvinder, børn og sårede soldater blev dog hurtigst muligt sendt til andre lejre. Men store dele af hæren blev henvist til åbne områder i klitterne ved kysten omgivet af pigtrådshegn, hvor mange gravede sig ned i jorden som dyr for overhovedet at finde beskyttelse mod kulde og vind.

I de første mange dage, indtil alt blev bedre organiseret, var der hverken vand eller mad til alle disse soldater, og de sårede måtte klare sig selv, som de bedst kunne uden medicin eller lægehjælp. Blandt disse flygtninge var poeten Antonio Machado, som døde her blandt sine landsmænd uden at være såret, simpelthen af forsømmelse, og det varede længe, inden de sanitære forhold og et minimum af lægehjælp til de sårede blev bragt i orden. Den franske regering blev voldsomt kritiseret for disse tilstande, men vanskelighederne ved at skaffe proviant til omkring 400.000 flygtninge med kort varsel var trods alt overvældende.

Men samtidig er det en kendsgerning, at den franske regering håbede på, at disse hårde betingelser ville tvinge så mange som muligt til at vende tilbage til Spanien. Den franske regering bad andre lande om hjælp, og Belgien modtog således 3.000 spanske børn, mens både den engelske og den russiske regering nægtede at modtage nogle flygtninge. De skandinaviske lande bidrog også med hjælp på forskellige måder, blandt. andet ved store donationer til Røde Kors.

Hævnakter
Der fortælles grusomme historier om personlige hævnakter som foregik indenfor flygtningelejrenes rammer. Det var f.eks. tilfældet med en af de ledende indenfor det berygtede SIM-fængsel, hvor russiske terrormetoder havde været lov og ret, hvor retfærdighed eller menneskelige betingelser var ukendte (den tids Guantánamo). Man lokkede nu denne forhadte person hen til en afsidesliggende del af lejren hvor man i forvejen havde gravet et dybt hul under nogle grantræer. Inden han nåede at reagere, blev han skubbet ned i hullet og begravet levende.

Negrins tre fredsbetingelser
En af de første dage i februar mødtes 62 medlemmer af det republikanske parlament i det gamle kastel i Figueras. Her holdt Negrin en tale og opstillede derefter tre betingelser for at slutte fred med de nationale: Spaniens uafhængighed skulle respekteres, det spanske folk skulle have ret til selv at vælge sin regering, og der måtte ikke foretages repressalier, hverken fra den ene eller den anden side. Alle lyttede i tavshed overbevist om, at Franco ikke ville gå ind på nogen form for fredsforhandling.

Den sidste opgave, parlamentsmedlemmerne påtog sig inden mødet blev hævet, var at sørge for at Pradomuseets berømte malerier, som befandt sig i Figueras, blev ført i sikkerhed i Geneve, hvor de på det spanske folks vegne blev opbevaret under overvågen af Folkeforbundets generalsekretær. Tavse stod de og så på, at Velázquez’, Goyas, Titians’ og Rubens’ uvurderlige malerier blev ført bort på lastbiler til deres midlertidige opholdssted i Schweiz.

Derefter begav de fleste af medlemmerne sig til Frankrig, hvor præsident Azaña og andre regeringsmedlemmer allerede befandt sig. Førsteminister Negrin ville forsøge at få den franske og den engelske udenrigsminister til at arrangere et møde med Franco for at drøfte de omtalte tre fredsbetingelser.

Franco er ubønhørlig
Men muligheden for en fredsslutning var meget fjern. Franco havde oven i købet afslået at gå ind for et forslag, som Negrin var kommet med, gående ud på at begge parter skulle indvillige i at suspendere henrettelsen af militære fanger en måned. Franco var døv og blind for noget forslag. Han havde netop modtaget en større forsyning våben fra Tyskland og var ved at forberede en ny offensiv.

Samtidig havde han udstedt et dekret rettet mod alle, der havde været skyld i terrorhandlinger under Borgerkrigen, indbefattet dem, som ved deres passivitet havde vist modstand mod hans ideer. På den måde fik de nationale myndigheder store muligheder for hævn og forfølgelse senere hen efter krigens slutning.

I et brev til Neville Chamberlain forsikrede Franco ham desuden om sin patriotisme, om sit ord som en mand af ære og om sin generøsitet, som var en garanti for en retfærdig fredsslutning. Han tilføjede, at de domstole, som ville blive oprettet efter krigen, kun ville behandle almindelige forbrydelser, idet repressalier var uforenelige med den nationale bevægelses idealer. Disse udtalelser som blev læst højt i det engelske parlament af Lord Chamberlain, slugte både England og Frankrig råt, og det var nok til at begge lande besluttede sig til at anerkende Francos regering. Deres eksempel blev fulgt af de fleste europæiske stater samt af USA., hvilket medførte, at præsident Azaña, som netop opholdt sig i Paris, i protest trak sig tilbage som præsident for Republikken.

Francos regering
vinder tilhængere
Efter Kataloniens fald regnede verden med, at Borgerkrigen var så godt som afsluttet, selv om ca. en trediedel af landet endnu var på Republikkens hænder. Den nationale peseta var nu 70 gange så meget værd som den republikanske. De, som tidligere havde hånet Francos regering, begyndte nu at rose den, og hilsen med oprakte arme blev almindeligt på gaderne, samtidig med at femte kolonne dukkede op fra deres skjulesteder i de forskellige ambassader.

De kongetro kunne også begynde at glæde sig, for monarkiets genindsættelse var nu en mulighed, som mange håbede på ville blive til virkelighed idet der allerede var blevet udstedt et dekret, hvorved den kongelige familie genvandt sine ejendomme og de borgerrettigheder, som Republikken havde frataget dem.

General Casados private revolution
Situationen i Madrid var nu næsten katastrofal. Internationale hjælpeaktioner blev mobiliseret, et håbløst hverv, da der hverken fandtes varmt vand, opvarmningsmuligheder, medicin eller sanitære hjælpemidler. Befolkningen som i månedsvis havde levet af 60 gr. linser pr. dag var udhungret og modstandsløs overfor sygdomme.

I begyndelsen af marts havde general Casado foretaget et statskup, idet han var uenig med førsteminister Negrin, som ønskede at fortsætte krigen. Han udnævnte en forsvarskomite, bestående af socialister, anarkister og republikanere, mens han udelukkede kommunisterne, fordi han mente, at det således ville være lettere for ham at opnå en gunstig fredsslutning med Franco.

Men han havde ikke mere held i den henseende end Negrin havde haft, for som svar begyndte Franco en ny offensiv mod syd, som endte med at 30.000 republikanske soldater faldt i de nationales hænder og 2.000 kvm. land gik tabt. Den republikanske hær opløste derefter sig selv. De menige soldater forlod simpelthen fronten for at vende tilbage til deres hjemstavn, og officererne gjorde intet for at holde dem tilbage.

Den 28. marts gik nationalisterne mod Toledo, men heller ikke her mødte de modsand, tværtimod var flere afdelinger gået over til fjendens lejr, hvor soldaterne fra den ene og den anden side omfavnede hinanden. Ved middagstid samme dag drog general Espinosa ind i Madrid, hvor han besatte regeringsbygningerne.

I hans kølvand fulgte 200 officerer fra den nationale hærs juridiske departement med lastvogne fulde af dokumenter som åbenbart havde at gøre med forbrydelser begået af Republikken, og som der nu skulle gøres regnskab for. Hurtigt samlede der sig en gruppe Franco-tilhængere, og den 5. kolonne som også her havde holdt sig skjult under hele krigen, vovede sig nu frem for at hilse Francos sejrrige tropper med oprakte arme.

Republikkens
endelige nederlag
Casado selv tog til Valencia, hvor han og hans familie gik ombord på et engelsk skib, som bragte dem til Marseilles. I hurtig rækkefølge blev Jaén, Ciudad Real, Cuenca, Sagunto og Albacete besat af Francos tropper, som næste dag indtog Alicante og Valencia.

Kvinder og børn løb frem og kyssede erobrernes hænder, mens roser og mimoser blev kastet ned fra balkonerne til den sejrrige hær. Samtidig var vejene til Alicante en lang strøm af flygtninge, som håbede på at finde en båd, der kunne bringe dem i sikkerhed et eller andet sted sted, men italienske tropper havde allerede blokeret havnen og tillod ingen at gå ombord. Fortvivlelsen greb mængden, nogle begik selvmord, de fleste overgav sig og mange blev fængslet, andre lykkedes det at flygte for at begynde mange års udlændighed i Frankrig, Sydamerika eller USA. Ved krigens slutning fandtes der mere end 270.000 fanger i Spanien, og fra dette øjeblik blev den republikanske hær kaldt “den røde hær”, og under denne benævnelse blev soldaterne stillet for krigsretten, da de ikke blev betragtet som fanger, der havde tabt krigen, men simpelthen som terrorister.

Tidligt om aftenen den 31. marts meddelte man general Franco, som følte sig utilpas på grund af en forkølelse, at de nationale tropper havde nået deres mål, og at Republikken havde overgivet sig betingelsesløst.

”Udmærket” svarede Franco uden at se op fra sit skrivebord, ”mange tak”.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---