SPANIENS RARESTE MAND har siden den 16. april været ministerpræsident, den første socialist på posten siden 1996. José Luis Rodríguez Zapatero lovede ved indsættelsen at han vil “regere med respekt og ydmyghed”. Allerede på valgaftenen havde han sagt noget lignende: “I kan stole på at sejren ikke vil ændre min måde at være.”

Zapatero vil gerne gøre alle tilfredse. Den nye regering er sammen med Sveriges den eneste i EU hvor der er lige så mange kvindelige fagministre som mandlige. Zapatero vil benytte en grundlovsreform til at indføre kvindelig arvefølge, og han lover at en ny lov om vold i hjemmet (dvs. mod kvinder) bliver et af regeringens første initiativer.
Den bebudede grundlovsreforms vigtigste indhold er en ændring af parlamentets overhus, senatet. Senatet skal ændres så det bliver en art autonomstaternes parlament. Statens regioner får dermed mere direkte indflydelse i Madrid, hvad der imødekommer nogle af ønskerne om øget selvstyre i Katalonien, Baskerlandet, Andalusien og Kanarieøerne. Grundlovsreformen vil først træde i kraft efter en grundig debat i de kommende år.

Et andet tiltrædelsesløfte går ud på at søge brede forlig om samfundets store problemer. Alle skal inddrages for at sikre den sociale fred. De seneste år har en arrogant konservativ flertalsregering bevist at holdbare løsninger ikke kan presses ned over hovedet på mindretallene.

De kan heller ikke presses ned over hovedet på flertallet. Zapatero har overraskende beordret de spanske tropper hjem fra Irak så hurtigt som muligt, uden at vente til den 30. juni som han under valgkampen satte som frist. Tilbagetrækningen imødekommer ønsket i mere end 80 pct. af Spaniens befolkning.

Det bliver spændende at se om Zapateros gode hensigter overlever kontakten med virkeligheden. Der er skepsis i hans eget parti PSOE, selvom den overraskende valgsejr har lukket munden på kritikerne.
En af disse er den gamle skyttegravspolitiker Alfonso Guerra, som for nogle år siden gav Zapatero øgenavnet Bambi. Guerra spurgte sig selv om Bambi-Zapatero er for “blød” til at begå sig i en verden, hvor ikke alle er så rare og forhandlingsvenlige som ham selv.


TAG SOM EKSEMPEL Osama Bin Laden. Den islamiske fanatikers terroristorganisation Al Qaida og dennes mere eller mindre løst tilknyttede grupper har ikke indstillet krigen mod Spanien efter attentatet den 11. marts, som kostede den konservative regering valgsejren.

Endnu inden den ny regerings tiltræden fik de socialistiske sejrherrer besked på at Spanien fortsat er i søgekornet. I Madrid-forstaden Leganés sprængte syv terrorister sig selv i luften, da politiet havde omringet ejendommen med deres lejlighed.

(En politimand omkom også ved aktionen. Nogle uger efter begravelsen blev hans grav på Madrids Sur kirkegård skændet. Liget blev hentet ud af graven og brændt med benzin.)

Terroristerne havde planlagt flere bombeattentateter i påsken. I Leganés beslaglagde politiet både bomber og et af de skrækindjagende selvmords-bælter med dynamit, som er hverdag i Mellemøsten.

Derudover havde terroristerne den 2. april planlagt et attentat mod højhastighedstoget AVE mellem Madrid og Sevilla. Bomben ved skinnerne blev opdaget i tide.

I flere budskaber har Al Qaida krævet de spanske tropper ud af både Irak og Afghanistan. Zapatero overvejede (inden de nye attentatforsøg) at fordoble det spanske militærkorps i Afghanistan, for at undgå at tilbagetrækningen i Irak udlægges som et knæfald for terroristerne.
Hadet mod Spanien holdes ved live i fundamentalistiske kredse i den islamiske verden. Særlig bekymring vækker nogle artikler i ekstremistiske medier, hvor der kaldes til “yihad” (hellig krig) for at generobre Al-Andalus. Under dette navn holdt maurerne som bekendt store dele af Spanien besat i årene 711-1492.

Man er ikke fri for at føle nostalgi efter de tider hvor vi kun behøvede at bekymre os om den baskiske terroristorganisation ETA. Siden den 30. maj i fjor har det stærkt reducerede ETA ikke haft kapacitet til at gennemføre et attentat med dødelig udgang.


AFSKEDSGAVEN fra den konservative indenrigsminister Ángel Acebes var beskeden om at gruppen bag attentatet den 11. marts nu er optrævlet. Et kvart hundrede terrorister (det store flertal marokkanere) er blevet fængslet.

Den naturlige glæde i så henseende modereres af den militære efterretningstjeneste CNI, som skønner at yderligere et par hundrede islamiske ekstremister ligger “i dvale” inden for Spanien.

Hvem skal man mistænke? Hundrede tusinder af marokkanere har legalt og især illegalt krydset grænsen til Spanien i de seneste år. En nylig undersøgelse af det amerikanske forskningsinstitut Pew viser at 45 pct. af Marokkos befolkning føler sympati for Osama Bin Laden.
Attentatmændene den 11. marts omfattede almindelige kriminelle, men andre terrorister gjorde indtryk af at være godt integreret i det spanske samfund. Udadtil var de fascineret af den materielle vestlige levevis, og indadtil konspirerede de om at sprænge verden i luften. Denne skizofrene tilstand synes at være naturlig for mange muhamedanske terrorister i Vesten.

Men Marokkos regering, som fører en hård kamp mod ekstremismen inden for sine grænser, klager på sin side over Vestens manglende agtpågivenhed. Mange immigranter radikaliseres, fordi ekstremistiske imaner i den vestlige verden nyder godt af en misforstået religiøs tolerance.

Marokkanerne har andre klager: “Hvis antiterrorist-samarbejdet mellem Rabat og Madrid havde fungeret, havde man sandsynlig undgået attentatet i marts,” hævder dagbladet Aujourd’hui Le Maroc i en analyse.

Der er en hård kerne af sandhed heri. Først to måneder inden attentatet i marts fik det spanske CNI ordre til at topprioritere kontrollen med islamiske ekstremister. Det er svært at forstå denne efterladenhed, for den tidligere regering var af ekstremisterne selv blevet advaret om den risiko som Irak-politikken indebar.


ZAPATERO, SOM SÅ GERNE vil stille alle tilfreds, kommer til at tage beslutninger som umuligt kan gøre ham populær i alle kredse.
Den ikke-religiøse forening af marokkanske indvandrere, Atime, har stillet et forslag som Spaniens politikere burde have vist mod til selv at komme med.

Atimes formand, Mustafá El Mirabet, foreslår at Spanien efter fransk mønster nedsætter et Islamisk Råd med officiel karakter. Rådet skal vælges demokratisk og sammen med regeringen overvåge aktiviteterne i landets 45 moskeer, herunder ansættelsen af moskeernes imaner.

Samtidig kræver El Mirabet at der skrides ind over for de talrige islamiske imaner, som arbejder uden for moskeerne og uden for enhver kontrol. “Det skal være slut med profetiske prædikener hjemme i garagen,” kræver El Mirabet, som advarer mod ekstremister der “puster til volden hver gang de ser chancen.”

“Den demokratiske stat forsvarer frihedsrettighederne, og den samme frihed misbruger ekstremisterne til at ødelægge sameksistensen mellem indvandrerne og deres adoptivland,” siger Atimes formand.
Hans model for et Islamisk Råd har dog en mulig skavank. Som erfaringerne i Frankrig viser, er de moderate kredse absolut ikke sikre på at vinde et demokratisk valg mellem de troende.

Atimes udspil har den konfliktsky Zapatero modtaget med noget lunken begejstring. Han har dog lovet at studere forslaget, trods de forudsigelige protester fra to religiøse organisationer (Feeri og Ucide), som siden 1991 er den islamiske tros officielle repræsentanter i forholdet til den spanske stat.


EN DEL AF PROBLEMET er at den spanske stat ikke deltager i finansieringen af moskeerne.

Den katolske kirkes aktiviteter, bl.a. skolernes religionundervisning, finansieres på statens budget fordi de troendes egne bidrag i form af kirkeskat ikke dækker udgifterne. Muhamedanere, protestanter og jøder må klare sig uden offentlige tilskud, og det går ud over den offentlige kontrol.

Tomrummet har især Saudi Arabien udfyldt med sine petrodollars. De tjener i Spanien som andre steder i verden til at eksportere en af muhamedanismens mest intolerante versioner. Flertallet af de 45 moskeer i Spanien finansieres med hjælp af saudierne, bl.a. moskeen i Fuengirola, hvis iman for få måneder siden blev dømt for sine litterære husråd om voldelig afstraffelse af hustruer.

Feeri og Ucide nægter pligtskyldigt at saudierne har indflydelse på moskeernes daglige virke. De to religiøse organisationer fremhæver dels at de er nødt til at søge økonomisk hjælp hvor den er at få, dels at den spanske stat ikke har opfyldt en aftale fra 1996 om økonomisk støtte til religonundervisning af muhamedanske børn i folkeskolen.


SPÆNDINGEN ved den nye regerings tiltræden knyttede sig til om Zapatero var i stand til at finde parlamentarisk flertal for sin regering ved første afstemning. Det lykkedes med støtte fra venstrefløjs-koalitionen Izquierda Unida samt en række nationalist- og regionalistpartier, der alle venter kontant udbytte af transaktionen. Det vigtigste af disse partier er det katalanske separatistparti ERC.

Kun det konservative Partido Popular stemte imod Zapatero, mens nationalistpartier som PNV (Baskerlandet) og CiU (Katalonien) forholder sig afventende for at se hvad der kan “falde af”.

På så broget en baggrund er det ikke alene overbevisning, men nødvendighed som vil tvinge Zapatero til at søge brede forlig i de kommende år. Hans støttepartier er lidet eller intet værd i vigtige spørgsmål som økonomien, rigsfællesskabets fremtid og kampen mod terrorismen. På disse områder har PSOE brug for Partido Popular.

Zapatero havde en dårlig premiere på den sociale fred, han efterlyser om vigtige problemer.

Efter Al Qaidas sidste attentatforsøg var hans partifæller i Leganés medarrangører af en demonstration mod terrorismen og krigen i Irak. Den fikse sammenknytning af de to ting var i virkeligheden en retfærdiggørelse af terrorismen, fordi denne blev sidestillet med de spanske tropper i Irak. Partido Popular ønskede naturligvis ikke at deltage i demonstrationen, og således blev spanierne splittet i deres svar til Al Qaida.

Bambi forsømte en glimrende lejlighed til at slå kloven i bordet og vise, hvem der bestemmer i PSOE. Bedre held næste gang!


16 FAGMINISTRE M/K udgør sammen med Zapatero Spaniens nye regering.

1. viceministerpræsident María Teresa Fernández de la Vega. 54 år, doktor i jura, fra Valencia. Intet medlemskort til PSOE.

Hun har stor erfaring med organisationsmæssige spørgsmål, såvel i oppositionen som i Felipe González’ tidligere regering. Nu kommer hun frem i første linie som koordinator af de politiske ministerier og regeringens officielle talsmand – eller talskvinde? Feministen Fernández de la Vega foretrækker sikkert det sidste.

Økonomiminister, 2. viceministerpræsident Pedro Solbes. 61 år, advokat, økonom og doktor i politisk videnskab. Fra Alicante.
EU-kommissæren for økonomi vender hjem. Det vækker tillid til Zapateros løfte om at fortsætte de konservatives ortodokse, økonomiske politik. Solbes var også økonomiminister i González’ sidste regering 1993-96, hvor han afstak en fast kurs efter nedturen i 90’ernes start. Den nye udfordring er at reducere ministeriernes budgetter med to pct. Besparelsen skal finansiere socialisternes boligplan, en øget satsning på forskning og udvikling, samt en forbedret studiestøtte. På længere sigt (nogle år) skal Solbes skabe grundlag for at finansiere en skattereform, der vil bringe marginalskatten ned omkring 30 pct.

Minister for den offentlige administration Jordi Sevilla. 48 år, økonom, fra Valencia.

Et medlem af Zapateros inderkreds, som bliver en vigtig støtte for Pedro Solbes’ spareplaner.

Udenrigsminister Miguel Ángel Moratinos. 52 år, jurist, scient. pol. og karrierediplomat. Fra Madrid.

I syv år var Moratinos EU’s repræsentant i fredsprocessen i Mellemøsten, og fra den tid har han et godt forhold til USA’s udenrigsminister Colin Powell. Det får han brug for efter tilbagetrækningen af Spaniens tropper i Irak. Moratinos skal undgå at forholdet til USA afkøles, nu hvor Spanien vender tilbage til sin traditionelle udenrigspolitiske linie. I så henseende skal Moratinos genåbne forbindelseslinierne til Tyskland og Frankrig, men helst ikke give for store indrømmelser i slagsmålet om den spanske vægt i EU’s beslutningsproces. Han har nok at se til.

Indenrigsminister José Antonio Alonso. 44 år, jurist og dommer, fra León.
Han skal koordinere kampen mod kriminaliteten, ikke mindst terrorismen. Zapatero har lovet Alonso hjælp af 36.000 nye politifolk i løbet af de næste fire år. Udfordringen bliver at kombinere fasthed med respekt for frihedsrettighederne. Alonso har en fortid i de spanske dommeres øverste organ CGPJ.

Justitsminister Juan Fernando López Aguilar. 42 år, juraprofessor, fra Las Palmas de Gran Canaria.
Han var PSOE’s forhandler med Partido Popular om den kuldsejlede reform som skulle genskabe borgernes tillid til et skandaleramt og ineffektivt retsvæsen. Nu får Aguilar en ny chance. Meget afhænger af en af hans første beslutninger, valget af ny rigsadvokat. Tidligere regeringer (konservative og socialistiske) har lagt en katastrofal praksis med politiseringen af dette embede.

Forsvarsminister José Bono. 53 år, jurist, fra Albacete.
Zapateros gamle rival træder ind i regeringen som tegn på at partiet står samlet. I 20 år har den folkekære Bono stået i spidsen for Castilla-La Manchas autonomregering. Hans ny job starter med den komplicerede tilbagetrækning i Irak, og en politisk-økonomisk konflikt. Efter den 14. marts, da han kun var medlem af en overgangsregering, skrev forgængeren Federico Trillo kontrakter om levering af nyt materiale for fire mia. euro.

Arbejds- og socialminister Jesús Caldera. 46 år, jurist, scient. pol. og sociolog. Fra Salamanca.
I oppositionen var det Caldera som gjorde det grove arbejde for Zapatero. Han får brug for den urbane tone i forhandlingerne med fagforeningerne, som i tidens løb har ødelagt mere end en socialistisk ministerkarriere.

Industri- og handelsminister José Montilla. 49 år, studier i jura og økonom, fra Córdoba.
En partisoldat som i mange år har været borgmester i Cornellà i Barcelonas industribælte. Kendt som pragmatiker.
Minister for infrastruktur Magdalena Álvarez. 52 år, doktor i økonomi og skatteinspektør. Fra Cádiz, men malagueña af adoption.
Turen kommer til de kvindelige ministre, som er mange men unægtelig ikke er blevet betroet nøgleposterne, bortset fra jobbet som første viceministerpræsident.

Álvarez er kendt som en hård forhandler fra sin tid i Andalusiens autonomregering. Hun skal rydde op i rodet efter sin umulige forgænger Francisco Álvarez Cascos, hvis højhastighedstog ankommer med års forsinkelse.

Minister for undervisning og videnskab María Jesús San Segundo. 46 år, økonom, fra Valladolid.

Hun har en solid akademisk baggrund inden for forskning. En af hendes opgaver bliver at fordoble den latterlige spanske indsats i forskning og udvikling, som p.t. udgør én pct. af bnp. Det mål havde den konservative regering også sat sig. I øvrigt starter San Segundo sit ny job med at annulere de konservatives omstridte “kvalitets-lov” som skulle træde i kraft fra skoleåret 2004-05.

Boligminister Antonia Trujillo. 43 år, doktor i jura, fra Badajoz.
Den store udfordring i hendes ministerium er at afbøde de katastrofale følger af boligprisernes stigning på 111 pct. de seneste otte år. Zapateros topprioriterede boligplan skal sikre familier med beskedne indtægter tag over hovedet.

Kulturminister Carmen Calvo. 46 år, doktor i jura, fra Córdoba.
I Spanien kan man fodre svin med økonomer og jurister, og kulturministeriet går heller ikke fri. Calvo tegnede sig for en stor succes i Andalusiens autonomregering da hun efter års forhandlinger hentede Picasso-museet til Málaga.

Miljøminister Cristina Narbona. 52 år, doktor i økonomi, fra Madrid.
Hun skal straks i gang med at udarbejde en ny national vandplan, efter at PSOE har droppet et konservativt stjerneprojekt: En kanal som ledte Ebro-flodens vande i nord til de tørstige autonomier i sydøst, Valencia og Murcia. Spanienhistoriens største ingeniørarbejde var stærkt kritiseret, både af spanske miljøgrupper og EU. Sydpå skal vi lære at klare os med naturens (sparsomme) ressourcer.
Sundhedsminister Elena Salgado. 54 år, ingeniør og økonom, fra Ourense.

En erfaren administrator, som under de otte år i ørkenen med konservativ regering afbrød sin forbindelse med politikken for at gøre karriere i det private erhvervsliv.

Landbrugs- og fiskeriminister Elena Espinosa. 43 år, økonom, fra Ourense.
Nok en galicisk pige med ry som dygtig (og skrap) administrator, og en erfaring fra det private erhvervsliv, som aldrig er til skade.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---