Borgerkrigen sluttede med en sejr for en veldisciplineret og godt udrustet hær, hvor det var lykkedes professionelle officerer og tyske eksperter i forening at overvinde den republikanske hær, der ofte var splittet op i forskellige modstridende grupper og derfor led under mangel på en øverste ledelse.

Krigen blev også en del af magtkonflikterne i Europa under 2. Verdenskrig, noget der medvirkede til at den spanske konflikt fik international betydning som et opgør mellem de idealer som delte Europa - demokrati og fascisme.

Franco! Franco! Franco!
Ved krigens slutning blev Franco mange steder modtaget med forventning og begejstrede tilråb af befolkningen, som var træt af krig og afsavn; man ønskede ordnede forhold og sikkerhed, men efter Madrids fald og den ubetingede overgivelse fra Republikkens side fulgte i stedet en ubønhørlig undertrykkelse overalt i landet.

En mio. politiske fanger og 200.000 henrettelser
Mange år efter Francos død i 1975 var man endnu ikke i stand til blot tilnærmelsesvis at opgive antallet af ofre for den undertrykkelse, der fandt sted efter krigen, især i årene 1939 til 1943, men som i formindsket omfang stadigvæk fortsatte under hele Francos diktatur.
De sejrende havde naturligvis ikke interesse i at opgive antallet af ofre for undertrykkelsen, og de besejrede havde ikke mulighed for at bevise de virkelige tal på de henrettelser der fandt sted gennem de mange år.

Man kan tvivle på ovennævnte tal, men i et brev som Franco skrev til Don Juan de Borbon, far til den nuværende konge, Juan Carlos, har man et vist bevis for omfanget af denne undertrykkelse. I brevet fortæller Franco, at man har ført sag mod 400.000 fanger, hvoraf man generøst kun havde ladet 192.684 henrette. Journalister, som havde adgang til oplysninger fra Justitsministeriet i Madrid, fortæller om lignende tal, og Mussolinis svigersøn, Grev Ciano, som i sommeren 1939 opholdt sig i Spanien, fortæller at alene i Madrid foregik der mellem 200 og 250 henrettelser om dagen, i Barcelona 150 og i Sevilla 80. Det samme kan de overlevende blandt de mange hundrede tusinde, som i årene 1939-1943 fyldte de spanske fængsler, berette om.

Summariske domme
I Madrid arbejdede fem militære domstole, som dagligt afsagde meget summariske domme over 200-300 personer, sommetider i grupper på 20 ad gangen, uden at de anklagede havde haft lejlighed til at forsvare sig endsige havde haft en forsvarer. Dommene blev afsagt i løbet af et par timer, og hvis dommen ikke lød på dødsstraf, lød den som regel på livsvarigt fængsel i overfyldte fængsler, hvor mange omkom af sult, kulde og sygdomme.

Samme skæbne led i hundredevis af akademikere, læger, dommere, sagførere, universitetsprofessorer, lærere og forfattere, hvis eneste forbrydelser var at de havde været loyale overfor den republikanske regering den 18. juli 1936.

Franco blev aldrig træt af at underskrive dødsdomme og fik den tvivlsomme ære at have godkendt det største antal henrettelser af medborgere, historien kan berette om.

Borgerkrigen sætter splid i mange hjem
Under hele Francos regime var der i alt mere end en mio. spaniere, som blev berøvet friheden. Af de 400.000, som ved krigens slutning flygtede over grænsen til Frankrig, vendte en stor del tilbage, men ca. 165.000 foretrak at udvandre til lande som Argentina, Mexico, Frankrig eller USA for i de fleste tilfælde aldrig mere at vende tilbage.

Borgerkrigen satte også splid i mange spanske hjem, hvor de forskellige familiemedlemmer var tilhængere af hvert sit parti. Man blev mistroiske overfor hinanden, man skulle være forsigtig med at udtale sig om sin politiske holdning, passe på hvad man sagde og til hvem man talte. Man kunne risikere at blive anklaget af sin egen familie.

Udover disse tragiske tilstande fulgte ydermere to år, hvor høsten slog fejl og hungersnøden hærgede overalt i Spanien. I 1941 udtalte direktøren for en medicinsk kommission, at der det følgende år ville dø mellem 1.70.000 og 2.000.000 af sult eller sygdomme som følge af underernæring.

Francos sejr blev en tragedie for Spanien, som kom til at betyde næsten 40 års diktaturregime.

Til disse dramatiske interne tilstande på den hjemlige front kom den internationale fordømmelse af francoregimet. I et kommuniké i marts måned 1945 underskrevet af England, USA og Frankrig fordømte man Francos regime og forlangte, at en ny provisorisk regering skulle dannes.

Det følgende år stemte man i De Forenede Nationer mod Spaniens optagelse i internationale forbund som UNO og Nato, og Frankrig lukkede igen sine grænser mod syd. Polen, som også skulle have et ord at sige, foreslog desuden at Spanien skulle isoleres komplet fra det øvrige Europa, og en kommission fra UNO udtalte at Spanien var en fare for freden og for verdens sikkerhed (en udtalelse, der lyder ret velkendt i dag).

De Forenede Nationer anbefalede deres medlemmer at trække deres ambassadører tilbage fra Madrid. Den eneste, der gik mod denne beslutning var general Peron i Argentina, som svarede med at sende en ny ambassadør til Madrid med nøjagtige instrukser om i videst muligt omfang at støtte Spanien, hvor han kunne. Spanien blev således udelukket fra det øvrige Europa og måtte selv kæmpe sig ud af følgerne af en ødelæggende krig under et diktatorisk regime.

Hitler og Franco i Hendaya
Imidlertid var 2. Verdenskrig i fuld gang i Europa, og Hitler gjorde store fremskridt både mod øst og mod syd, hvor tre fjerdedele af Frankrig var besat af tyske tropper. Paris blev indtaget og kapitulerede, og Hitler håbede på også at kunne underskrive en våbenstilstand med England, som med Churchill i spidsen ydede tapper modstand mod det overlegne tyske flyvevåben.

Hitler manglede hjælp for at sikre sig mod syd, og hvad var mere rimeligt end at bede Franco om støtte til gengæld for Tysklands hjælp under Borgerkrigen. Resultatet blev det berømte møde mellem Hitler og Franco i Hendaya på grænsen mellem Frankrig i oktober 1940.
Franco var forsinket, da det tog han kørte i var gammelt og i dårlig stand, og Hitler var rasende over at måtte vente. Endelig rullede Generalisimo’s raslende tog ind på stationen med et kraftigt ryk, som næsten fik det til at støde mod perronen, og en smilende Franco bøjede sig ærbødigt for den vrede Hitler med undskyldning for forsinkelsen.

Unde den følgende konversation anmodede Hitler nu Franco om militær støtte og stillede ham samtidig i udsigt, at han til gengæld ville være Franco behjælpelig med at generobre Gibraltar. Desuden ville Spanien komme til at indtage den stilling, det fortjente i den nye orden i Europa som tak for sin deltagelse i den sejr, som Hitler mente var nært forestående.

Forhandlinger
I teorien disponerede Spanien stadig over en hær på omkring 500.000 soldater, men den var dårligt udrustet, og soldaternes uniformer var i laser og pjalter. Franco takkede for tilbuddet om hjælpen til at generobre Gibraltar, og hvad angik at stille hæren til rådighed for Hitler, var der intet han hellere ville til gengæld for hjælpen under Borgerdrigen, men det ville kræve tid og penge at få hæren op at stå, noget der ville tage måneder med mindre Hitler ville finansiere foretagendet!

Hitler vendte rasende tilbage uden at have opnået hvad han ville. Senere fortalte han Mussolini, at han aldrig før havde haft at gøre med en person som Franco, og at han foretrak at få to tænder trukket ud frem for at have endnu et møde med denne mand!

Har heldet med sig
Efterhånden som situationen udviklede sig i Europa blev “den kolde krig” en hjælp for Franco, for selv om hverken Churchill eller Truman følte nogen sympati for hans regime, forsvarede de ham alligevel som en vigtig deltager mod den kommunisme, som dukkede op i Central- og Østeuropa.

Endnu engang havde Franco et usædvanligt held med sig. Frankrig åbnede igen sine grænser, og USA anbefalede Spaniens fremtidige optagelse i UNO.

Samtidig fik Franco en uventet støtte fra det spanske folks side. Det var ikke svært gennem propaganda at give de store masser indtryk af, at kommunismen med støtte fra Vesten truede friheden og uafhængigheden. I 50’erne begyndte tilværelsen desuden at blive lidt lettere for menigmand. Den forhadte rationering blev afskaffet, og det var ikke længere en forbrydelse at købe eller sælge “hvedebrød”. Samtidig blev mange af de store offentlige arbejder sat i gang, de store overrislingsanlæg og dæmninger begyndte at fungere og gav arbejde til mange. Transportsystemet blev forbedret med en fremtidig turisme for øje, og nye store hoteller blev bygget på Mallorca og Costa del Sol. I fem år mellem 1950 og 1955 steg økonomien enormt og industrien voksede med 66 pct. årligt.

Samtidig behøvede genopbygningen af Europa efter krigen ny arbejdskraft, og spanske arbejdere emigrerede som sæsonarbejdere til andre europæiske lande og bidrog derved til den spanske økonomi. Disse forbedrede tilstande havde en gunstig indflydelse på befolkningstilvæksten, som hurtigt erstattede de tab, krigen havde forvoldt.

USA og Franco nærmer sig hinanden
Efter at den vestlige verden langsomt kom sig over 2. Verdenskrigs ødelæggelser, voksede den internationale spænding på grund af det sovjetiske regimes ekspansionisme, som truede med en ny krig.
USA tilsidesatte som så mange gange før sine demokratiske skrupler og anbefalede Spaniens indtræden i UNO, samtidig med at man installerede flybaser på spansk jord og anlagde en u-bådshavn i Rota. Det internationale anti-Franco tryk ikke alene formindskedes, men blev erstattet af et snævrere samarbejde.

Dette blev en stor skuffelse for de mange tusinde, der efter krigen mere eller mindre frivilligt var emigreret til andre lande i det håb, at man ved Verdenskrigens ophør ville befri Spanien for Franco og derved gøre det muligt for emigranterne at vende tilbage. Nogle vovede efterhånden at vende tilbage, lige meget hvad der ventede dem, andre indstillede sig på at dø i udlændighed.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---