Marbella, der i dag vil være vort startpunkt, er utrolig priviligeret m.h.t. sin beliggenhed. Byen ligger lige ned til det skønne Middelhav ved foden af La Sierra Blanca, hvis højeste tinde “La Cruz de Juanar” (1.165 m.o.h.) rager op som en gammeldags sukkertop og pynter gevaldigt på byen


Som naturelsker er man virkelig priviligeret her på kysten, for man skal faktisk ikke køre ret langt, før man når frem til bjerg og skov, hvor stilheden kun brydes af naturens egne lyde, der alt efter årstiden skifter art og register. Dette gælder også Juanar, der om foråret domineres af fuglekor, mens sommeren præges af cikadernes høje decibellyde, for endelig at slutte med vindens melodiske susen gennem træerne i de sene efterårsmåneder, samt i det, vi kalder for vintermåneder, men faktisk hverken er fugl eller fisk.

El Refugio de Juanar samt hele området kendt som La Sierra Blanca, der begge er genstand for denne artikel, er værd at besøge hele året rundt, for hver eneste årstid har sin charme.

Vi starter som sagt fra Marbella og stiler mod Monda ad A-355. Passerer den bedårende landsby Ojén og skal så være opmærksomme på en sidevej (MA 469), der automatisk fører os til målet. Man går en langsom stigning i møde, og sving er der også en del af, men vejen er fin og landskabet utrolig attraktivt. Man følger en slugt, hvis skråninger er en symfoni af grønne nuancer.

Vejen ender blindt ved El Refugio, der ikke har noget at gøre med et dansk refugium, for her drejer det sig om et tre-stjernet hotel med en ganske dejlig restaurant og dertil hørende skøn park med swimmingpool.

Refugio de Juanars historie
Oprindeligt var hotellet en statsejet parador, der i 1985 blev overtaget af et kooperativt foretagende fra den nærliggende landsby Ojén. Af en eller anden grund besluttede Turistministeriet at sløjfe den fra sin parador-liste. Kom så på nye hænder, og samtidig besluttede kooperativets medlemmer at gennemføre en del forbedringer.

El Refugio de Juanar blev i sin tid bygget af Marqui’en af Larios, Málagas store forretningsgeni, der havde jagt som hobby. Bygningen, der så dagens lys i slutningen af det XIX årh. var udtænkt som jagthytte - rettere sagt jagtpalæ - hvor marqui’en og hans gæster kunne trække sig tilbage efter et jagtparty, der ved flere lejligheder også blev beæret med et kongeligt besøg. Alfons XIII - bedstefar til Spaniens nuværende konge - var en af de mange prominente gæster, som Larios-familien indbød på jagt i den del af Ronda-bjergene.

Tiden satte sine spor på den gamle jagthytte, der ej heller dækkede den komfort man med årene satte pris på. Vi når nu frem til 1965, hvor Manuel Fraga - grundlægger af Partido Popular - var turistminister.
Den oprindelige jagthytte blev købt af staten, gennemgik en ordentlig ansigtsløftning og blev udnævnt til parador. Blandt de mange kunder havde man også en vis person, der har været med til at skrive det 20. århundredes historie - selveste Charles de Gaulle, der så sent som en måned inden han lukkede øjnene for evigt havde taget ophold her i Juanar, hvor han fjernt fra verden og ganske anonymt kunne foretage spadsereture samt hellige sig sin skribentvirksomhed.

Den franske general havde travlt med at færdiggøre sit værk, men der var en anden person, der også fik travlt i netop den periode. Det var postbudet fra Ojén, der hver eneste dag på æselryg bragte Charles de Gaulles voluminøse korrespondance op til Juanar.

På travetur
Med hotellet som udgangspunkt kan man foretage et utal af vandreture, for der er bunker af stier i alle retninger. Denne fornøjelse, må jeg dertil tilføje, kræver en vis kondi samt et par dages ophold på stedet. Et kort over stierne er til disposition ved receptionen.

Et “must” er en travetur til den såkaldte “Mirador” (ca. tre km. ad en grusvej, der kan betegnes som let). Fra denne udgår et par stier, der forsvinder midt i skoven, som består af kastanjetræer og fyr m.m. Fra “Mirador’en” har man en fabelagtig udsigt - en udsigt der fortjener et maksimum af stjerner…

I november måned er der ekstra liv i skovene, især i weekenderne, hvor hundredevis af familier får dagen til at gå med at samle kastanjer, der ved hjælp af efterårsvinden lander under de gamle træer.

Om foråret - omkring april og maj - er olivenplantagerne på begge sider af Mirador-vejen ideelle til picnic, for under skyggen af hvert eneste træ har moder natur anlagt et grønt tæppe af græs og duftende planter. Har ikke brug for mere end et tæppe og en madkurv for at føle sig i himmeriget.

Har man fortsat lyst til at trave, kan jeg foreslå at parkere ved ruinen af en gammel finca og så følge en sti, der runder gården og fortsætter, først igennem nogle olivenplantager og derefter forsvinder i en sand jungle af efeu og skovvækst, hvor man føler sig helt alene i verden, indtil det grønne bælte pludselig forsvinder. Har man lyst kan man så fortsætte ad en stejl sti med sparsom vegation, og har man stadig lyst og kræfter, når man frem til et punkt, der atter byder på en panorama-udsigt, der fremkalder begejstrede udbrud.

Er man heldig - og det har vi været - har man i Juanar chancen for at opleve la cabra hispanica - den vilde bjergged, der pludselig dukker op som et spøgelse, står stille i et minut eller to - tid nok til at finde ud af om man vil den noget ondt - og så hurtigt forsvinder i skovens dybde.

Restauranten
Er man ikke på picnic-tur, men tværtimod har i sinde at lade sig opvarte, så er El Refugio de Juanar et ganske godt alternativ. Vi har i mange år afsluttet vore vandreture med et godt måltid, efterfulgt af en café cortado i pejsestuen, hvor vi i den dybe sofa har slået mave og samtidig nydt stemningen - for stemningsfuldt er det jo altid at sidde ved en åben pejs, ikke mindst i den kolde årstid.

Man kan spise á la carte, og man kan også tage menuen. Det sidste kræver en større mavekapacitet.

Maden er god, inspireret af lokale egnsretter. I jagtsæsonen serveres vildt, der dog - vil jeg sige - ikke kan stå mål med de danske vildtretter. Er man glad for lam og gedekid har man noget at glæde sig til. Det samme gælder den såkaldte “mixed grill”, der når frem til bordet på et overdimensioneret fad med lidt af hvert, altsammen velsmagende, men umuligt at komme igennem på “single-basis” (man kan sagtens være et par stykker om en ration, og restauranten har intet imod den slags bestillinger).

Udflugten kan gennemføres hele året rundt. Er en oplevelse, der kan anbefales på det varmeste.

Liliane Kemp

El Refugio de Juanar, tlf. 952 881 000
Hjemmeside: www.juanar.com

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---