Efter at Franco i 1969 havde udnævnt don Juan Carlos som sin efterfølger med titel af konge, begndte han at tænke på det Spanien, han engang skulle overtage.

Det havde kostet ham bekymringer og sorger, indbefattet tabet af sin fars fortrolighed, at acceptere Francos udnævnelse som tronarving, og han var klar over at den kommende tid, inden han kunne blive kronet som konge, ville blive en svær tid for ham, idet han ikke kunne regne med støtte fra monarkiets tilhængere, som betragtede ham som illoyal overfor sin far, don Juan, som de betragtede som den retmæssige tronfølger. Desuden havde mange tilhængere af Franco-regimet heller ikke tiltro til ham, idet de ikke gik ind for monarkiets renoprettelse, og da slet ikke hvis det blev i Juan Carlos’ person, søn af don Juan, som de foragtede dybt.

Fremtiden bekymrede Juan Carlos meget, men hans gode ven og lærer, juridisk professor Torcuato Fernández Miranda, beroligede ham med at når øjeblikket kom, ville han kunne regne med støtte fra en gruppe af personer, som var i stand til at arbejde for monarkiets sag, og som med begejstring ville hjælpe ham med at ændre Spanien til et moderne demokrati. Torcuato Fernández Miranda kunne altid finde svar på prinsens mange spørgsmål, specielt var der et problem, der tyngede hans samvittighed: Han havde været nødt til at sværge på

Nationalbevægelsens fundamentale principper uden egentlig at gå ind for dem, men Miranda forklarede ham, at ingen love var evige, de kunne fornyes og ændres. En lov ændrer og annullerer en tidligere.

Forholdet mellem Franco og Juan Carlos var altid hjerteligt med en gensidig respekt, og efter udnævnelsen i 1969 tiltalte Franco altid
Juan Carlos som Deres Højhed. Han var fuldstændig klar over - og gav udtrk for det overfor prinsen - at denne, når tiden kom, ville handle på en hel anden måde end han selv havde gjort. Når Juan Carlos f.eks. bad om tilladelse til at deltage i ministerrådet, afslog Franco det, idet han ikke mente det ville gavne ham.

Franco sagde aldrig til Juan Carlos, hvad han ventede sig af ham, og de få gange de kom ind på politiske spørgsmål, talte Franco om fremtiden som om han vidste, at når Juan Carlos blev konge, ville alt blive anderledes, idet han så ville være fri til at lede Spanien på den måde, han mente var den rigtige og ikke være bundet af fortidens principper. Kun med hensyn til ét problem ønskede Franco at Juan Carlos ville vise ubøjelighed. Den sidste sætning som Juan Carlos hørte fra den døende Franco var: “Det eneste jeg beder Dem om er at bevare Spaniens enhed.”

Overladt til sig selv forsøgte Juan Carlos forsigtigt at kontakte personer, hvis indstilling tydeligt var mod regimet for at få at vide, hvad der foregik i oppositionens kredse. Flere af socialdemokratiets ledere kom på sporadiske besøg i Zarzuela-paladset for at oplyse prinsen om, hvad der foregik bag kulisserne. Disse besøg, som Franco højst sandsynligt var vidende om, men aldrig lod sig mærke med, foregik meget diskret. Det kunne f.eks. hænde, at en ung mand på motorcykel og med hjelmen trukket godt ned over øjnene dukkede op om aftenen i Zarzuela-paladset for at forsvinde igen et par timer senere.

Med sin indstilling til regimet, sit spændte forhold til Don Juans tilhængere og med sine kontakter til de nye politiske ideer, dannede Juan Carlos efterhånden sin egen politiske personlighed.

Kongetitlen i fare
Don Juan Carlos havde i 1962 giftet sig med doña Sofia, prinsesse af Grækenland og Danmark, og for at hun kunne lære landet at kende, foretog de nu forskellige rejser i Spanien og senere i udlandet, hvor de overalt blev modtaget med velvilje og interesse.

Under et ophold i Grækenland, hvor prinseparret skulle ordne visse formaliteter for doña Sofia, modtog Juan Carlos et budskab fra en god ven, som bad ham vende tilbage så hurtigt som muligt, for hvis han ikke var interesseret i at overtage kongemagten, var der andre der var villige til det.

Ekskong Alfonso XIII’s søn Jaime havde som tidligere omtalt på grund af uhelbredelig sygdom givet afkald på sine rettigheder til tronen. I sit senere ægteskab med en italiensk grevedatter, Emmanuela de Sampierre, havde han to sønner: Alfonso med titel Hertug af Cádiz og Gonzalo, som således var fætre til Juan Carlos, med hvem de hidtil havde haft det hjerteligste forhold. Alfonso bekendtgjorde nu offentligt, at hans fars given afkald på kongeværdigheden ikke gjaldt for ham, og da han senere giftede sig med Francos barnebarn, Carmen Martínez Bordieu, begyndte situationen at blive vanskelig for Juan Carlos. Hvad ville være lettere for Franco end at ændre navnet på den kommende tronfølger og dermed starte en hel ny kongerække med sit barnebarn og Alfonso som monarkiets arvtagere?

Det nygifte par havde taget ophold i Pardo-paladset, hvor de var i daglig kontakt med Franco, og det var ikke langt fra, at doña Carmen, Francos hustru, allerede behandlede sit barnebarn som landets fremtidige dronning.

Juan Carlos, som hurtigt vendte tilbage fra Grækenland, forsøgte at komme til at tale med Franco under fire øjne, men det lod til at alle prøvede på at forhindre et sådant møde, og man kunne ikke - selv om man var prins og tronfølger - uden videre bede om et møde med el Generalisimo. Man blev kaldt til Pardo-paladset, hvis Franco ønskede at tale med en. Mellem prinsen og hans nærmeste blev der nu lagt en plan for at få et møde med Franco i stand uden at vække mistanke, og ved en mindehøjtidelighed, hvor både Franco og Juan Carlos var til stede, lykkedes det Juan Carlos at køre tilbage sammen med Franco i dennes bil. Under turen udtrykte Juan Carlos sin bekymring og sin tvivl over at have erfaret, at don Alfonso tillagde sig rettigheder, som ikke tilkom ham, og at flere ministre åbenlyst støttede don Alfonso i sine krav som tronfølger. Franco lyttede i tavshed og kommenterede ikke
Juan Carlos’ udtalesler, men anbefalede ham ikke at tage sig af hvad ministrene foretog sig.

Men fra den dag var Alfonso færdig med at optræde som tronprætendent. Han og hans familie flyttede fra Pardo-paladset, og Alfonsos indflydelse blev efterhånden ubetydelig.

Attentatet på
Carrero Blanco
Andre alvorlige problemer dukkede op i Francos sidste regeringsår. I politiske kredse havde man længe håbet på en friere forfatning med en vis deltagelse af de politiske partier, men da Franco pludselig udnævnte admiral Carrero Blanco som regeringschef og politisk efterfølger, var man klar over at det ville betyde regimets fortsættelse - uden Franco - når dennes fysiske og mentale tilstand forværredes så meget, at han ikke længere ville være i stand til at påtage sig regeringsopgaver.

Den nationalistiske terrorbevægelse ETA havde derfor besluttet at skaffe Carrero Blanco af vejen. Først havde man planlagt at bortføre ham og forlange en gruppe ETA-fanger frigivet mod hans løsladelse, men dette projekt blev forkastet, og man besluttede simpelthen at foretage et attentat på ham ved at sprænge ham i luften.

Carrero Blanco var meget religiøs og hørte messe hver dag på samme tid i samme kirke, så intet var lettere end at observere ham og hans daglige bevægelser. Man havde lejet et kælderlokale, hvorfra man havde gravet en syv meter lang underjordisk kanal langs gaden, som førte til kirken, og fyldt den med så meget sprængstof at Admiralens armerede Dodge med chauffør og livvagt ved eksplosionen endte på en altan på tredie sal.

Det var et hårdt slag for Franco, der var så medtaget af influenza, at han ikke var i stand til at deltage i begravelsen, men to dage senere viste han sig tynd og affældig i fuld uniform med store sorte solbriller for at deltage i en messe for sin afdøde regeringschef.

Europa protesterer igen mod Franco
Det vellykkede attentat på Carrero Blanco styrkede ETA’s omdømme især i udenlandske kredse, hvor disse mordere snarere betragtedes som “frihedskæmpere”, og ingen kunne dengang forestille sig, at de i løbet af de næste årtier ville have hen ved 1000 mord og hundredevis lemlæstede ofre på deres samvittighed.

Det lykkedes politiet at anholde otte af disse ETA- og FRAP-aktivister, som ifølge den nye antiterroristlov blev dømt til døden ved en militærret.

Igen arrangeredes protestmøder foran de spanske ambassader rundt om i Europas hovedstæder mens det lokale politi passivt så til. Den mexikanske præsident forlangte, at Spanien blev udelukket fra FN. I Tyskland kastede man molotov-cocktails mod den spanske ambassadørs bolig, og i Stockholm gik førsteminister Oluf Palme rundt og raslede med en sparebøsse for at samle penge ind til den spanske undergrundsbevægelse mod Francos regering, som han offentligt kaldte “et regime bestående af mordere”.
ETA, som i virkeligheden var de kriminelle, blev betragtet som uskyldige ofre for et grusomt diktatur.

La Marcha Verde
Der var andre farer, der truede. Hassan II i Marroko havde længe haft et godt øje til den spanske koloni i Vestafrika, Spansk Sahara, som han mente var en del af hans område. Den spanske regering havde med velvilje prøvet at imødekomme den indfødte befolknings ønske om uafhængighed, og sagen var blevet forelagt domstolene i Haag, som den 12. oktober udtalte sig til fordel for det spanske forslag imod Hassan II.

Inden afgørelsen kunne blive til virkelighed og under de særlige omstændigheder, der herskede i Spanien under Francos alvorlige sygdom, besluttede Hassan II sig til at handle på egen hånd ved at iværksætte en march gennem ørkenen med deltagelse af 350.000 frivillige civile, den såkaldte Marcha Verde, med den hensigt at besætte den spanske koloni.

Læsset på 500 lastbiler eller til fods begav en folkemasse, bestående af mænd, kvinder og børn, sig ud i ørkenen meget nødtørftigt forsynet med mad og drikke, men hver enkelt med et eksemplar af Koranen i hånden. FN med generalsekretær Kurt Waldheim i spidsen sendte et meget utvetydigt budskab til Hassan II om øjeblikkeligt at standse denne folkevandring, men som andre statsoverhoveder, der nu til dags også tillader sig at overhøre FN’s protester, svarede Hassan II at det drejede sig om en frivillig og fredelig march, som ikke burde forurolige FN, og marchen fortsatte uden videre mod den spanske grænse.

Imidlertid var Franco blevet indlagt på hospitalet for at blive opereret. Hans tilstand var meget alvorlig, og i denne situation var der ingen, der kunne tage ansvaret for, hvad der skete i Marroko.

Nu besluttede don Juan Carlos at tage til den spanske koloni for at se på forholdene, hvor alt var parat til at modstå den tusindtallige folkemasse. Der var lagt miner ud langs grænsen, og hæren var parat til at gribe ind, hvad øjeblik det skulle være, men hvordan skulle man kunne skyde på en folkemasse bestående af civile, indbefattet kvinder og børn. Man besluttede at overlade sagen til FN’s afgørelse, og der blev udarbejdet forskellige forslag til en løsning, som kunne tilfredsstille alle parter.

I dag næsten 30 år senere er man endnu ikke kommet til enighed om, hvad der skal ske med den tidligere spanske koloni i Vestafrika.

Mod Francos
endeligt
Hele landets opmærksomhed drejede sig i disse dage mere om hospitalet La Paz, hvor Franco var blevet indlagt, og hvor han i løbet af 11 dage blev opereret tre gange, og hans tilstand var kritisk.

36 læger med hvert sit speciale havde gennem de sidste uger udvekslet meninger om hans sygdom, og radio og TV gav hver time befolkningen meddelelse om hans tilstand, som blev mere og mere håbløs.

Uden for Pardo-paladset samledes en hundredtallig skare af journalister, som i ugevis tålmodigt havde ventet på det øjeblik, hvor de kunne sende budskabet om Francos død til deres respektive redaktioner. Nogle sov i stole i vestibulen, eller hvor de nu kunne finde en plads, eller de stod i kø for at komme til stedets eneste telefon, som fandtes i Manolos bar. Det var tider, hvor mobiltelefonen endnu ikke var opfundet, og det gjorde situationen vanskelig. Man observerede nøje doña Carmens og andre familiemedlemmers ansigter for af deres udtryk at gætte sig til deres bekymring og dermed øjeblikkets alvor.

I alle kirker blev der bedt for Francos liv, og i stilhed og resigneret ro ventede befolkningen det uundgåelige.

Den 20. november kl. 1.30 forlod doña Carmen og hendes datter grædende hospitalet og ifølge kilder, som aldrig er blevet bekræftet, havde man kort forinden efter deres ønske afbrudt de apparater, som den sidste tid hjalp med at holde Franco i live.

Kl. 5.25 om morgenen udsendtes den sidste bulletin. Den var underskrevet af de 36 læger, som havde udvekslet meninger om patientens sygdom og havde påtaget sig ansvaret for hans behandling. Efter en kort beskrivelse af sygdomsbilledet med de mange årsager, som havde kompliceret forsøget på at redde Francos liv, lød den uundgåelige meddelelse, som alle havde ventet de sidste uger: Franco døde i morges kl. 4:40.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---