
Dia de la Cruz i Nerja.
Originale forårsfester
Skrevet af Solkysten
Søndag den 2. maj markerer indbyggerne i Málagaprovinsen og resten af Spanien den katolske Día de la Cruz (Korsets dag). Broderskabernes medlemmer bærer blomsterdekorerede kors og troner fra deres sæde til byens kirke. Indbyggerne smykker deres altaner med forårsblomster, og der placeres farvestrålende blomsterkors på pladser og torve.
I Córdoba (4 timers kørsel fra Málaga) gør man meget ud af højtidelighederne. I maj måned er provinshovedstaden nærmest en botanisk have med flere hundrede dekorerede patio’er. Der står meterhøje blomsterkors på de fleste pladser, og der holdes adskillige gudstjenester for at markere den katolske tradition. Kommunen udskriver konkurrencer om årets smukkeste patio, og der gives præmier for de flotteste vinduer og balkoner.
Det omfattende program findes på hjemmesiden www.cordobaenfiestas.org eller ved henvendelse til turistkontoret i Córdoba, telefon 902 201 774
Der er samtidig oplysninger om byfesten Feria de Nuestra Señora de la Salud. Den finder sted fra den 22. til 30. maj og er endnu en god grund til at et besøg i Córdoba.
Málagaprovinsen fejrer korsets dag med samme entusiasme som cordobeserne. Der stilles blomsterkors af forskellige størrelser på byernes torve og pladser, og patio’erne dekoreres med duftende forårsblomster i byer som Torremolinos, Vélez-Málaga og Nerja.
Flere byer i Málagaprovinsen forbinder korsets dag med specielle traditioner. Indbyggerne i Frigiliana (30 minutter fra Vélez-Málaga) dekorerer ikke alene deres altaner med forårsblomster. De mindes gamle dage ved at hænge antikviteter og gamle brugsgenstande under altankasserne. Byen forvandles til et folkemindemuseum, og om eftermiddagen arrangerer indbyggerne fællesspisning og om aftenen er der optræden med byorkesteret.
Turistkontoret, telefon 952 533 126
Der findes andre muligheder for underholdning under åben himmel. Marbella arrangerer søndag den 2. maj en vandretur til bjergtoppen Juanar i Sierra Blanca. Deltagerne går fra byen til et af kystens højeste punkter, hvor Juanar korset, et af Marbellas vigtigste symboler, befinder sig. De konditrænede vandrefugle spiser medbragt mad og nyder udsigten fra toppen af bjerget i 1150 meters højde.
Turistkontor. telefon 952 774 693
Søndag den 9. maj fejrer Mollina (30 minutter fra Antequera) romeria Virgen de la Oliva. Indbyggerne kører jomfrufiguren fra sognekirken til naturparken Santillán 4 kilometer fra byen. Det er en ældgammel tradition, at transportere figuren med en oksetrukken kærre, der er dekoreret med papirblomster og silkebånd. Et stort følge medbringer madkurve og vin, som nydes i det betagende landskab. Indbyggerne arrangerer aftenen forinden en folkefest med sang og dans på kirkepladsen.
Rådhuset, telefon 952 740 444.
Estepona har fra den 11. til 16. maj byfest til ære for skytshelgen San Isidro Laborador. Byfesten finder sted ved sportshallen Caniquiqui og byder foruden hyggelig samvær i foreningslokalerne på koncerter med kendte artister.
Turistkontor, telefon 952 802 002
Inde i landet kan man i Alameda (30 minutter fra Antequera) fra den 14. til 16. maj opleve byfest til ære for samme skytshelgen. Den indledes fredag den 14. maj om eftermiddagen med et originalt optog af udsmykkede oksekærrer, som kører gennem gaderne. Samme aften tændes portalen på feriapladsen, og deltagerne nyder det flotte festfyrværkeri. De to efterfølgende dag byder den lille by på folkelig underholdning og hyggeligt samvær.
Rådhuset, telefon 952 710 025.
I Ronda (60 minutter fra San Pedro de Alcántara) starter årets forårsfest Real Feria de Mayo torsdag den 20. maj og varer fire dage. Indbyggerne finder festtøjet frem og holder folkefest i den monumentale by. Byfesten byder bl.a. på optræden af kendte artister og dygtige flamencoguitarister. Tyrefægterarenaen Real Maestranza samler Spaniens bedste tyrefægtere, og der er mekaniske forlystelser på feriapladsen.
Turistkontor, telefon 952 871 272
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Maj 2004

