
For mere end 10 år siden valgte Danske Bank International at åbne et repræsentationskontor på den spanske solkyst. Det store rykind af fastboende danskere i 70’erne og 80’erne skabte en massiv efterspørgsel for personlig økonomisk rådgivning af danske eksperter. Der er dem, der nyder manglen på regn og skyer. Det fysiske højdepunkt er de ti baner i den private pool. Modsat er der dem, der selv i den tredje alder tager al energien med fra hjemlandet og fortsætter med at arbejde 12 timer om dagen, 7 dage om ugen. Og så er der dem, der bare nyder, at golf- og tennisbanerne er åbne hele året.
Fælles for dem alle, og såmænd også fælles for alle andre danskere, der er flyttet til Spanien er, at de for en periode er på udebane. Sproget og reglerne er anderledes, rytmen er langt fra den skandinaviske takt, og mange har brug for en rådgiver, der kan skabe overblik over det nye liv. "Der er mange af vores kunder, der økonomisk har brug for at blive fulgt over grænsen. Man flytter fra et system til et helt nyt. Formuen bliver beskattet anderledes, arvereglerne er ikke, som vi kender dem i Danmark. Generelt kan det virke lidt uoverskueligt at skulle starte forfra", siger Henrik Hjerrild Hansen, der arbejder for Danske Banks repræsentationskontor i Sydspanien.
Danske Bank i Spanien er en del af Danske Bank International, der ligger i Luxembourg. Det primære forretningsområde er formuepleje, investeringsrådgivning og arve- og skatteplanlægning. Banken har derfor mange kunder, der er flyttet permanent til udlandet – herunder den spanske solkyst. Kontoret i Spanien skaber kontakt til bankens investeringsrådgivere i Luxembourg og hjælper mange tilflyttere med at skabe det rigtige netværk i det nye land.
"Tilflytterne har typisk brug for at få opdateret deres netværk, når de flytter til Spanien. Deres danske advokat kan af gode grunde ikke være specialist på økonomiske forhold i Spanien, mens en spansk bank vil have svært ved at være ekspert på tilflytternes danske investeringer", siger Henrik Hjerrild Hansen.
Det ekstra rådgivningsbehov opstår ofte, fordi mange kunder har aktiver i mange lande i form af blandt andet pensionsopsparinger, aktier og måske et sommerhus. Forskellen på de spanske og danske regler kan komme som en overraskelse, blandt andet fordi beskatningen er noget anderledes. Men også arvereglerne er forskellige.
"Det er vigtigt, at man er klar over, at reglerne skifter fra land til land. Her i Spanien kender man f.eks. ikke begrebet uskiftet bo. Når ens ægtefælle dør, vil man i Spanien skulle betale spansk boafgift af formuen. Det betyder, at man kan risikere at skulle betale op til en tredjedel af sin formue, når boet bliver gjort op, hvilket er kommet som en overraskelse for nogle hernede", siger Henrik Hjerrild Hansen.
Ud over repræsentationskontoret i Sydspanien med tre ansatte har Danske Bank International også kontor i Cannes i Frankrig. Banken, der har over 100 ansatte, blev grundlagt i 1976 og er en del af Danske Bank-koncernen.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |
Dine Spanien-kommentarer
Kom med dine kommentarer her eller forslag til ændringer
Kerstin Lindfors
Önskar adress till kontoret i Fuengirola





