Med et venligt smil hilser Lise Flooks Jørgensen på en ny kunde, som for nylig er flyttet til Costa del Sol og vil høre betingelserne for at tegne en privat sygeforsikring.

Den 66-årige Lise Flooks har netop holdt 10 års jubilæum som servicemedarbejder i International Health Insurance’s afdelingskontor i Fuengirola og utallige tilflyttere har været forbi hendes kontor for at tegne sygeforsikring.

Lise Flooks befinder sig godt i sit job og kan se tilbage på et spændende liv, der har været præget af andet og mere end forsikringsformularer.

Lise Jørgensen er født og opvokset på Frederiksberg, hvor hendes forældre havde en købmandsforretning. Hun er uddannet gymnastikinstruktør og danselærer i klassisk ballet. I 1957 rejste hun til London på et studieophold, hvor hun mødte sin nu afdøde mand Kenneth Flooks. Han var uddannet filmfotograf og havde specialiseret sig i dokumentarfilm. Kort tid efter deres møde måtte han rejse til Teheran. Et amerikansk selskab havde fundet olie, og der skulle laves en film om boringerne.

I tre år måtte det unge par nøjes med brevveksling, indtil Kenneth fik overtalt den unge dame til et besøg i det daværende Persien. Lise fløj fra København til Teheran med sommerfugle i maven og genså langt om længe sin kæreste. Det resulterede i at de giftede sig på den engelske ambassade i Teheran.

De nygifte boede tre år i den persiske hovedstad. Kenneth rejste rundt i landet med sit filmkamera, mens Lise åbnede en gymnastik- og balletskole for de udstationerede oliefolks familier.

I 1963 begyndte Lise og Kenneth at føle sig utrygge ved den politiske situation og besluttede at flytte tilbage til Europa. De havde begge mulighed for at fortsætte deres karriere i et fremmed land og valgte at bosætte sig i Spanien.

- Vi boede en kort overgang hos mine forældre i København og undersøgte betingelserne for at få opholds- og arbejdstilladelse i Spanien. På den spanske ambassade forsikrede de os om at det ikke ville give os store problemer, selv om landet var diktatorisk, fortæller Lise.

Det dansk-engelske ægtepar købte en gammel bil i Danmark og satte i sommeren 1963 kursen mod Madrid. Den spanske hovedstad skulle på godt og ondt være deres nye hjemsted.

Lise glemmer aldrig ankomsten til Madrid. Midt på eftermiddagen kørte de gennem mennesketomme gader. Termometeret viste 41 grader, alle skodder var lukkede og byen virkede fuldstændig forladt.
- Vi troede, at indbyggerne var blevet ramt af en smitsom sygdom eller havde fået udgangsforbud. Pråsen gik først op for os, da forretningerne åbnede efter siestaen og forvandlede Madrid til en hovedstad med normale tilstande, siger Lise.

Parret var forberedte på at der kunne være visse sprogvanskeligheder. Franco-styret havde forbudt undervisning i engelsk i folkeskolerne og spaniere havde kun i begrænset omfang mulighed for at rejse til udlandet.

- Den spanske ambassade i København havde givet os et tip om at det ville være umuligt at finde en engelsktalende rådgiver i Madrid, fortæller Lise.

Helt umuligt var det nu ikke. Med hjælp fra den engelske ambassade kom de i forbindelse med en spansk advokat, der havde et vist kendskab til engelsk, og som kunne løse de bureaurkratiske formaliteter.

Ægteparret brugte de følgende måneder på at finde sig til rette. Lise var på udkig efter et lokale til en gymnastik- og balletskole. Kenneth havde brug for kontakter i filmbranchen og skulle have en særlig tilladelse for at arbejde som fotograf.

Det skulle vise sig, at Lise ramte en guldåre, for Madrid havde på daværende tidspunkt hverken gymnastik- eller balletskole. ”Escuela Escandinava de Cultura Física” fik til huse i en lejet villa i forstaden El Viso og blev en succes for en af de første danske erhvervskvinder i Spanien. Der blev undervist i rytmisk gymnastik og klassisk ballet. Eleverne kom fra samfundets øverste lag - de eneste som kunne betale undervisningen.

Lise husker stadig de store sorte biler med privatchauffører, som kørte de prominente damer til morgengymnastik. Hun underviste bl.a. adskillige ministrefruer, der ønskede at tabe et par kilo. De ankom til skolen med sikkerhedsvagter og politieskorte. På samme vej gik de to prinsesser La Infanta Elena og La Infanta Cristina i børnehave, hvilket gav et masseopbud af politifolk og vagter.

Lise boede i Madrid fra 1963 til 1978 med sin mand og mærkede ikke synderligt til de negative sider af diktaturet. Hun ledede sin gymnastikskole uden myndighedernes indblanding og tjente gode penge. Kun sporadisk hæftede hun sig ved det stramme system og de negative konsekvenser.

- Franco var en dygtig diktator. Han havde indført en streng censur og kontrollerede nyhedsformidlingen i aviserne og på det statsejede fjernsyn. Alle parter vidste det og måtte acceptere at mange emner aldrig kunne diskuteres, fordi det kunne få alvorlige følger at tale om dem offenligt, siger Lise.

Kenneth skulle være forsigtig i sit arbejde som filmfotograf. På grund af censuren kunne han ikke fotografere hvad som helst og måtte jævnligt opgive at stille skarp på det mest interessante.

Efter Francos død i 1975 og tre års uvished om Spaniens fremtid besluttede Lise og Kenneth at forlade Madrid. Hun havde fået et rigtigt godt bud på gymnastikskolen, og hendes mand havde netop afsluttet kontrakten på en stor opgave i Bilbao. De to ægtefæller trængte til nye udfordringer og flyttede fra Madrid til Costa del Sol.

De familiære omstændigheder talte også for at flytte til et mildere klima. Ægteparrets unge datter Pia havde fået skoliosis og behøvede konstant opmærksomhed, hvilket bedre kunne lade sig gøre på Costa del Sol. Hun måtte til sidst opereres for den alvorlige sygdom og slap fra operationen uden alvorlige men.

Familien bosatte sig i en villa i udkanten af Mijas. Den havde en god beliggenhed i fredelige omgivelser med udsigt til Middelhavet. Kælderetagen blev indrettet til en lille gymnastikskole. Lise fik de nødvendige tilladelser og underviste mindre hold i rytmisk gymnastik, indtil ægteparret ti år senere købte en byggegrund i samme kvarter og opførte et mindre hus.

Lise lukkede gymnastikskolen, som havde fået lige så stor succes som skolen i Madrid, men det gav en konstant trafik i det fredelige villakvarter. Grundejerforeningen bad hende på en pæn måde om at stoppe undervisningen, hvilket hun tog til efterretning.

I 1996 mistede Lise sin mand efter 36 års lykkeligt ægteskab, men hun bor stadigvæk i villaen. Den er fyldt med gode minder og giver hende hver dag lyst til at klø på med krum hals.

- Jeg fortæller ikke forsikringskunderne så meget om mit begivenhedsrige liv som erhvervskvinde i Spanien, selv om jeg måske burde gøre det lidt oftere. Jeg har nu fået chancen og gør det med glæde. Det kræver nemlig en livlig fantasi til at forstille sig, hvordan vilkårene og mentaliteten var dengang, forsikrer Lise.

Lise Flooks kan fortælle mange historier om samfundets udvikling, men en af de ting, der forbavsede hende mest i starten var at hun faktisk var en af de første kvindelige bilister i Madrid.

- De spanske mænd var mandchauvenister, og konerne skulle i hvert fald ikke have kørekort. Det var deres domæne. De mandlige bilister dyttede arrigt af mig og det skete ind imellem at de mistede koncentrationen ved at se en kvinde bag rattet, så de var ved at køre galt, siger Lise.

Jesper Sander Pedersen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---