Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Byg huden op til solens stråler
Skrevet af Solkysten
”Hvordan kan jeg forebygge soleksem,” spurgte en ung pige. Efter blot et kvarter i solen var hun generet af soleksem. Hun nød at brune sig og var ked af, hun ikke kunne være i solen ret længe uden at betale prisen.

Soleksem er en allergisk reaktion mod solens stråler. Det er ikke det samme som solskoldning, der er en forbrænding af huden. Soleksem er i og for sig ufarlig, men ganske generende. Den rammer 15 pct. af befolkningen, hvoraf de fleste er kvinder mellem fem og 30 år. En time til 72 efter solbadningen får de udslet på bryst, arme og eventuelt ben. Huden bliver rød, den klør, svier, brænder og får knopper, blærer eller eksemlignende udslet.

Vor klient havde den for os nordboere så karakteristiske lyse teint med blondt hår, som kræver langsom tilvænning til solens brunende stråler - meget langsom for ikke at få knopper af den eller blive forbrændt.

Hudens brune farve skyldes hudens naturlige solbeskytter, stoffet melanin, som vi danner med forskellig hastighed. Er vi for ivrige og bliver solskoldede, øges risikoen for hudkræft. I de sidste årtier er antallet af hudkræft fordoblet, hvilket formentlig har at gøre med de voksende huller i atmosfærens beskyttende ozonlag.

Når vi solbader skal vi beskytte os mod solens ultraviolette stråler, de såkaldte UVA- og UVB-stråler. UVA-strålerne udgør 95 pct. De går gennem både skyer og vinduesglas og omgiver os hele dagen. De trænger dybt ned i huden og kan forårsage soleksem hos nogle og for tidlig aldring af huden. Huden tørres ud, rynkes og ældes derved.
UVB-strålerme er meget energiholdige og afgiver varme. De gør huden rød, varm og brændt.

Solcreme beskytter
Solcreme eller sololie har et kemisk eller et fysisk filter mod solen, eller eventuelt en blanding af begge dele.

Det kemiske filter beskytter ved at trænge ind i huden og absorbere solstrålerne. Visse kemiske filtre beskytter udelukkende mod UVB-stråler, andre mod både UVA- og UVB-stråler.

De fysiske filtre efterlader derimod en beskyttende film uden på huden for både UVA- og UVB-stråler. Disse filtre reflekterer solens stråler.
Den bedste beskyttelse fås ved at vælge en solcreme, der beskytter både mod UVB- og UVA-stråler. Er der tendens til solallergi, er det en fordel at vælge det fysiske solfilter.

Solfiltrets faktortal angiver, hvor længe vi kan være i solen uden at forbrænde os. Vanligvis regnes med 20 minutter i starten af sæsonen, når de blege vinterhuder sættes til bruning i den tidlige sommersol. Smøres med faktor 15 betyder det, at vi kan være 15 gange 20 minutter i solen (fem timer) uden at branke os.

Men det betyder ikke, vi kan være fem timer i solen den første dag. Det anbefales selvfølgelig at starte langsomt med maksimum et par timer, afhængig af hvor sart huden er. Husk at selv i skyggen eller med en trøje på brunes vi alligevel.

Normalt er det tilstrækkeligt at starte med en faktor 15, men til særligt udsatte steder (næse, isse, læber, skuldre og øreflipper) anbefales en højre faktor. Det samme gælder hvis der er tendens til soleksem.
Smør rigeligt med creme på i et tykt lag på en til halvanden mm. – dvs. brug en ordentlig håndfuld til hele kroppen. Og helst før du går ud i solen. Tager du en dukkert, bør du bruge vandfast solcreme som bliver siddende, eller den lidt mindre hårdføre vandafvisende solcreme. Efter badet er det klogt at lufttørre for at undgå, at den beskyttende solcreme ender i håndklædet. Alligevel er det en god ide at lægge et ekstra lag solcreme på efter badningen.

Hvis du undgår solen ved middagstid mellem kl. 12 og 15 og desuden benytter solcreme, er der gode chancer for at brunes langsomt med ynde.

Efter solbadet er det vigtigt at tilføre huden fugt og fedtstof, så den ikke tørrer ud. Aftersun-lotion tilfører fugt og fedtstoffer. De mest effektive indeholder liposomer, bittesmå fedtkugler der ligner hudens egne fedtstoffer. Liposomer kan derfor trænge ned gennem de øverste lag i huden. I løbet af timerne efter påsmøringen frigiver de aktive stoffer, der sikrer at huden får fugt og næring indefra.

Forebyggelse af solskader
For at få en smuk gylden elastisk hud, der bedst muligt kan klare solen, kan vi give den vitaminer - både udvortes som creme eller gel, og indvortes ved kost og kosttilskud.

Vitaminerne og cremerne deles ind i, hvad der kan gøres for at forebygge solskader, og hvad der kan gøres her og nu.
Huden forberedes til solens stråler ved at spise gulerødder, hvis betacaroten giver huden en gylden farve. Betacaroten er en anti-oxidant og et forstadie til A-vitamin. Ved at spise mange gulerødder og evt. drikke gulerodssaft i rigelige mængder, kan vi således gøre huden klar til solbadning. Betacaroten fås også som kosttilskud.

E-vitamin modvirker ældning af huden. E-vitamin er en antioxidant, der forhindrer harskning af fedtstoffer, blandt andet i huden. Desuden forebygger E-vitaminet skader fra de frie radikaler. Frie radikaler er kemiske forbindelser, der opstår som følge af blandt andet solpåvirkning og forurening, og som er medvirkende til skader på vore celler. Det menes derfor, at de frie radikaler er med til at fremme ældning af huden. Der er derfor ofte tilsat E-vitamin i after-sun lotion. E-vitaminer kan spises som kosttilskud i form af E-vitaminkapsler, eller som hvedekimsolie eller tidselolie, der begge er rige på E-vitaminer.

Fiskeolier indeholder flerumættede omega 3 fedtsyrer, der holder de enkelte cellevægge bøde og smidige. Fiskeolier findes i fed fisk såsom makrel, laks, sardiner, sild eller som kosttilskud i kapsler.
Flerumættede planteolier såsom rapsolie, hørfrøolie, sesamolie, valnøddeolie, vindruekerneolie og olivenolie er med til at give huden næring indefra.

Ved daglig pleje med nærende creme, f.eks lanolin (fårefedt), og en fugtighedscreme holdes hudens beskyttende lag ved lige, og huden er bedre forberedt til solens udtørrende stråler.

Urten morgenfrue er med til at fremme bruningen af huden indefra. Den kan spises frisk i en salat eller bruges i tørret form som te.

Med ferien om hjørnet
Er solferien allerede lige om hjørnet er det stadig en god ide at spise gulerødder, tage E-vitaminer og smøre huden, så den er så godt forberedt som muligt.

Anvend udover solcreme og aftersun-lotion eventuelt en kølende Aloe Vera creme eller gel.

Aloe Vera plantens helende egenskaber har været kendt i århundreder. Sår og forbrændinger blev behandlet ved at et Aloe Vera blad blev brækket over og smurt på huden. Naturlægemidler med Aloe Vera har dokumenteret effekt på lettere forbrændinger, mindre sår og solskoldning, og den køler og lindrer efter solbadning. Aloe Vera findes i mange former: gel, creme og sæbe.

Er uheldet ude og får man soleksem, må huden have ro i nogle dage hvor solen nydes fra skyggen. Aloe Vera og zinksalve kan dulme soleksemet, og en antihistamin tablet kan tage kløen. Er det nødvendigt med grovere midler for at slå eksemet ned, må der creme eller salve med binyrebarkhormoner til. Disse skal anvendes med forsigtighed og kun i kort tid, da huden bliver tynd og pergamentagtig ved længerevarende forbrug. Her anbefales at søge råd og vejledning hos din læge.

Vor klient fik en blanding af nærende cremer og vitaminer. Bedst er en seks-otte ugers opbygningsperiode inden solferien, men hun havde kun tre uger til ferien, så hun begyndte sin vitaminkur og fortsatte i alt i otte uger. Hun trappede langsomt timerne i solen op og klarede denne ferie med meget lidt eksem i forhold til tidligere år.
Mere om solens ultraviolette stråler kan læses i ”Kraftfelter i hverdagen – Ioner i luften” af ernæringsfysiolog Inger Marie Haut, som findes i de nordiske foreningers biblioteker. Denne artikel er skrevet i samarbejde med I.M. Haut.

NB: Husk du kan følge med i pollentallene på Solkystens hjemmeside www.solkysten.net
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Juli 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga