Elsebeth Weeke tager imod i sit hyggelige landkøkken på fincaen udenfor Sayalonga, hvor hun har tilberedt en tre-retters frokost, som hun selv beskriver som; “Åh, det er da ikke noget særligt!”. Men det er noget særligt, for madlavning er ikke bare Elsebeths store interresse, det er også et af hendes talenter. Måltidet er en fryd for ganen og bliver bestemt ikke dårligere af at blive serveret ude på terrassen med den pragtfulde udsigt over utallige bjergskråninger, hvor oliventræer og mimoser klynger sig fast mellem kæmpekaktusser så langt øjet rækker. Elsebeth har ikke bare indvilliget i at tale om det sværeste, vi mennesker bliver udsat for her i livet; nemlig at miste den vi elsker, hun har også valgt nogle utrolig smukke omgivelser at gøre det i.

“Jeg vidste, at Lasse aldrig ville blive rask. Men selv om du ved det, så kan du alligevel ikke forberede dig helt på døden”, siger hun.

Elsebeth mistede sin mand gennem 44 år, Lasse Weeke, sidste år efter flere års sygdom. Lasse tilbragte godt halvandet år på det skandinaviske plejehjem, Casa Klein i Vélez-Málaga, men Elsebeth byggede hjemmet om, så det var muligt at have Lasse hjemme i den sidste tid. Lasse var lammet efter en blodprop. Han kunne ikke spise, men blev sondemadet gennem et hul i maven.

“Lasse ønskede at komme hjem, men nogle gange spekulerer jeg på, om det var rigtigt at føje ham i det ønske”. Elsebeth sukker dybt.
Gennem hele Lasses ophold på plejehjemmet tilbragte Elsebeth så godt som hver dag fra midt på eftermiddagen og til godt hen på aftenen ved Lasses sygeleje, hvilket naturligvis var en hård tjans, men alligevel intet at regne imod det at have Lasse hjemme. Han krævede pasning døgnet rundt og selv om Elsebeth havde hyret hjælp derhjemme, så deltog hun selv i vagtskemaet.

“Jeg var ganske enkelt udkørt til sidst p.g.a. for lidt søvn og alle problemerne med konstant at skaffe hjælpere nok”.

Lasse og Elsebeth giftede sig i 1959, da Elsebeth kun var 20 år gammel. Dengang måtte man have forældrenes underskrift for at gifte sig, når man var under 21. Elsebeth var i lære som frisør og Lasse, der var 14 år ældre end hende, var læge.

“Vi havde kun kendt hinanden ni-ti måneder, da vi giftede os, og det var ikke fordi, jeg var gravid, det skete først langt senere”.

Efter 44 års ægteskab er ensomheden efter Lasses død ubeskrivelig.
“Jeg ser par alle steder”, siger Elsebeth, “og nætterne var næsten ikke til at komme igennem i begyndelsen. Jeg blev ved med at ”pine” mig selv med alle de ting, jeg kunne have gjort anderledes.

”Hvis nu” o.s.v. selv om jeg godt vidste, at ligegyldig hvad jeg havde gjort, så ville det ikke have forandret den kendsgerning, at Lasse ikke kunne blive rask igen. Han var uafvendeligt hjælpeløs de sidste par år, hvilket ikke var et liv for en mand som Lasse, der altid havde været så stærk og handlekraftig”.

Sayalonga eller Hornbæk?
Fra starten af deres ægteskab rejste de meget i Spanien og allerede i 1973 købte de fincaen i Sayalonga med 6 ha. jord til. “De første år brugte vi stedet som feriehus, men da Lasse gik på pension for 18 år siden flyttede vi herned permanent”.

De første otte år havde de ingen elektricitet, kun gas og petroleumslamper, og i begyndelsen var der kun adgang til grunden via en smal æselsti.

Elsebeth tager en stor flettet kurv med hank på armen og viser rundt i haven, mens hun langsomt fylder kurven med duftende roser, pebermynte og laurbærblade. “Lasse og jeg har plantet alt hvad der vokser her, lige bortset fra oliventræerne”, fortæller hun. Der er frodighed overalt. Mandel, grape, citroner, appelsiner, æbler, pærer, bananer, vindruer, nødder og meget andet spiseligt er tilgængeligt på vores vandring samt en overdådighed af duftende roser.

Elsebeth har stadig huset i Hornbæk, som har været i familiens eje i flere generationer. “Tanken strejfede mig, da Lasse døde, om jeg skulle vende hjem til Hornbæk, men som en af mine døtre i Danmark sagde; “Mor! Hvad vil du lave i Hornbæk?”. Elsebeth stopper op og slår ud med armene; “og hvordan skulle jeg nogensinde kunne tage afsked med det her?”.

Elsebeth har to døtre i Danmark, Lisbeth og Mette, samt 7 børnebørn, men hun har også sønnen, Ole, i Spanien. “Børnene har været fantastisk søde og nogle utrolige støtter. De er jo også kommet her igennem...30 år”. Elsebeth ryster på hovedet, “Nej, jeg tager nogle smutture til Hornbæk ind imellem, men jeg bliver her. Der er et eller andet ved Spanien!”

Vi nærmer os huset igen og Elsebeth stopper op ved en majestætisk knejsende palme. “Her ligger Lasse”, siger hun og peger på en blomstrende rose der vokser under palmen.

Elsebeth og hendes børn fik Lasses urne med hjem til fincaen efter kremationen. Samme dag som Lasse døde skulle de tage stilling til, hvad der skulle ske med ham. Den slags går meget hurtigere end i Danmark, sansynligvis fordi Spanien har et varmere klima.

“Lasses aske ankom i en grøn plastikbeholder, og indeni den var der en lille metaldåse. Børnene var enige om, at deres far ikke skulle puttes i jorden i en grøn plastikbeholder. Vi gravede et hul under Lasses yndlingspalme og så forede vi hullet med alle de ting, som Lasse godt kunne lide, f.eks mos og appelsinblomster og derefter dryssede vi hans aske derned. Senere plantede vores spanske gartner denne helt specielle rose på hans grav”.

Dagligdagen, livet
og kærligheden
Nogle dage er værre end andre, men tiden går bedst, når man har noget at lave...og det har Elsebeth. Foruden jorden og huset i Hornbæk, som skal passes, har hun på fjortende år en butik i Cómpeta; Casa Mora i Calle De Andalucia. Butikken var Lasses og hendes fællesprojekt. “Lasse og jeg gik så meget på loppemarkeder i Málaga og andre steder, at vi til sidst ikke kunne have alt det, vi fik skrabet sammen, her i huset. Så åbnede vi en antikvitetsbutik”. Huset i Sayalonga bærer tydeligt præg af Elsebeths kærlighed til antikviteter og detaljer.

“I dag handler jeg med mange forskellige ting udover antikviteterne; f.eks. stoffer, tasker og tørrede roser”.

Elsebeth fortæller, at vennerne har været guld værd. Hun er blevet overdynget med middagsinvitationer, og selv om hun føler sig ensom blandt alle parrene, som minder hende om, hvad hun har mistet, så sørger hun for at holde sig i gang.

“Jeg elsker bøger, har netop læst en bog af Johannes Møllehave og Benny Andersen, der handler om livet og kærligheden... lige en bog, der passer til mig og min livsfase. Jeg holder meget af musik, både klassisk, jazz, flamenco og andet samt teater og kulturarrangementer, så det vil jeg gerne dyrke lidt mere. Og så vil jeg gerne have tid til at rejse og meget gerne kombinere det med at besøge venner og familie, jeg ikke har set længe. Jeg har f.eks en bror i Canada og en bror på Lanzarote”.

“Kærligheden? Tja? – Først skal jeg have ryddet op i mine huse og indeni mig selv... Jeg har nævnt, at jeg ser par overalt, men nu er jeg også begyndt at se på mænd... men der kommer desværre altid en kone rundt om hjørnet efter ham”, ler Elsebeth. Latteren fortoner sig og forvandler sig til et Mona Lisa-smil imens hun ser filosoferende ud over bjergene.

“Han skal virkelig være speciel og han skal være stærk.....Jeg ved ikke om han findes!”.

Dorte Holm Jensen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---