Francos diktatur trak ud trods international kritik og modstand, og spanierne havde efterhånden vænnet sig til at betragte Franco som næsten udødelig. En ny generation var vokset op, som ikke havde kendt andet end Francos regime, som de havde lært om i skolen.
Men trods undertrykkelse og censur voksede oppositionen mod systemet, især i betragtning af at Franco på ingen måde lod til at ville afgive noget af sin magt eller ændre de politiske forhold.

Mange af de republikanske ledere, bl.a. mange socialister opholdt sig hemmeligt i Sydfrankrig, hvor de ventede på muligheden for at genoprette Republikken fra før borgerkrigen. Der var også tilhængere af monarkiet, som håbede på et pres fra hærens side, som kunne få Franco til at overgive magten til don Juan de Borbon, Alfonso XIII’s legitime arving. Desuden var der kommunisterne og i mindre omfang anarkisterne, som havde til hensigt at organisere et oprør indefra ved hjælp af en generalstrejke med det formål at oprette en foreløbig regering.

Hver gruppe søgte sin egen løsning uden at forene sig med de andre. Den stærke modstand fra international side formindskedes derimod efterhånden, delvis fordi Europa havde nok at gøre med at komme sig efter 2. Verdenskrig.

Amerikanske baser
Som erstatning for Marchall-hjælpen, som gik Francos næse forbi, lykkedes det ham i 1953 at indgå den såkaldte Madrid-overenskomst med USA, ifølge hvilken Spanien gav USA tilladelse til at oprette visse baser på spansk område.

Den største var flyve-og flådebasen ved Rota, men også de gamle militærbaser ved Moron og Torrejon blev udvidet til kæmpemæssige amerikanske militærlufthavne. Selve general Eisenhower kom til Madrid i den anledning. Han blev modtaget med stor begejstring, og Franco beværtede ham godt ved en stor banket i Orientpaladset.

Næste morgen ledsagede Franco Eisenhower til Tarragona lufthavn, hvor de tog en hjertelig afsked med hinanden, og Franco opnåede således en vis militær og politisk forbindelse med USA, selv om det blev udenfor NATO’s og Marchall-planens rammer. Til gengæld havde han opnået at sælge baserne til en pris, der var meget højere end han havde ventet, og det kom landet til gode i en økonomisk spændt tilstand.

Grimau-affæren
Af og til dukkede der imidlertid kedelige situationer op, som gav anledning til at Spanien igen kom ind i det internationale søgelys. Det var f.eks. tilfældet med den såkaldte Grimau-affære, som vakte umådelig opsigt overalt i Europa.

I 1962 blev Julian Grimau, medlem af det kommunistiske partis Centralkomite, pågrebet af politiet i Madrid, hvortil han var kommet fra Barcelona for at udføre en hemmelig mission for sit parti.

Politiet oplyste, at han under forhøret havde forsøgt at slippe væk eller begå selvmord ved at kaste sig ud gennem vinduet fra seks meters højde, mens den almindelige mening var, at det var politiet, der havde kastet ham ud. Han blev hårdt kvæstet, men efter et ophold på sygehuset var han efterhånden blevet så rask, at han kunne forhøres i overværelse af den sagfører, hans familie havde skaffet ham fra Barcelona.

Grimau havde under borgerkrigen været leder af den frygtede SIM-gruppe, (Grupo de Servicios de Investigacion Militar), hvis opgave det havde været at forhøre fanger under alle former for tortur i lighed med de metoder der anvendtes af det russiske NKVD og som i dag anvendes af amerikanerne mod Iraks civilbefolkning og Guantanamos fanger. Kun her er der at tilføje, at hverken russerne eller de spanske kommunister nogensinde opførte sig så umenneskeligt og depraverende overfor deres fanger, som de amerikanske fangevogtere og forhørsfolk har gjort det med billigelse fra højeste militære instanser. Man skal helt tilbage til tiden for Amerikas opdagelse for over 500 år siden for at finde tilfælde, hvor man pudsede hunde på fanger for at få dem til at arbejde.

Dengang vakte det opsigt i den civiliserede verden, og Spanien har ofte måttet høre for det. I dag tillader amerikanerne sig at gøre, hvad de finder for godt uden på nogen måde at tage hensyn til menneskerettighederne eller andre tilsvarende internationale overenskomster (og verden protesterer ikke).

Men tilbage til Grimau-affæren. Kort efter krigens afslutning var der blevet udgivet flere bøger, som refererede til de grusomheder Grimau havde begået overfor krigsfanger, bl.a. “Checas en Barcelona” og “I SIM’s kløer”. Hans ofres efterladte krævede ham nu dømt for disse forbrydelser. Hans forsvarer forsøgte under de lange retsforhandlinger at få ham frikendt under henvisning til den lange tid, der var gået siden forbrydelsen havde fundet sted, men dommen lød på dødsdom, og hele verden protesterede højlydt.

Der blev afholdt protestmøder foran de spanske ambassader i alle Europas hovedstæder, og kendte personligheder, bl.a. den danske statsminister Jens Otto Kragh, den engelske og belgiske dronning med Paven i spidsen forsøgte at redde hans liv og få dommen ændret til livsvarigt fængsel. Nikita Kruschov sendte et personligt telegram til Franco, hvori han bad ham spare Grimaus liv. Telegrammet blev læst højt af Fraga, mens Franco forholdt sig tavs.

Den opsigt sagen vakte overalt i Europa må ses på baggrund af den indstilling man havde til Franco og hans diktatur. Det var mere modstand mod regimet end et forsvar for en forbryder. På dagen for dommens afsigelse, men inden denne havde fundet sted, havde “Kommiteen til Forsvar for Frankismens Ofre” samlet en tusindtallig skare foran den spanske ambassade i Paris, hvor man i protest smadrede vinduerne og angreb med Molotovcocktails.

I London opfordrede de overlevende fra Den Internationale Brigade til samme hærværk mod ambassaden, og i Stockholm overrakte en gruppe unge mennesker ved politiets hjælp et bønskrift til fordel for Grimau.

Efter dommens afsigelse, som lød på henrettelse ved skydning, voksede protesterne. I Rom standsede trafikken i et kvarter, mens folk ærbødigt stod tavse med hatten i hånden. I Paris blev en plads opkaldt efter Julian Grimau. I Moskva fik en gade i et nyopført kvarter også Grimaus navn, og der udkom frimærker med hans billede.

Alle disse tilkendegivelser og protester anfægtede imidlertid ikke El Caudillo ret meget. Han havde andre og vigtigere problemer at tænke på. Det var vigtigt at få løst det store spørgsmål om hvem der skulle være hans afløser. Hvem skulle han overlade landet til, når tiden var inde?

Den lange vej
til monarkiet
Det spanske monarkis retmæssige arvtager var ekskong Alfonso XIII’s søn Juan de Borbon med titlen Greve af Barcelona og far til den nuværende konge, Juan Carlos.

Hans forhold til Franco var ikke af de bedste, på trods af at han flere gange i begyndelsen af borgerkrigen havde tilbudt Franco sin hjælp under officerernes oprør mod Republikken, og samtidig havde lykønsket ham med sine sejre både under krigen og efter dens afslutning.

Franco havde på det bestemteste afslået hans hjælp, og han var heller ikke populær blandt Falangisterne, som ikke nærede tiltro til monarkiets genindførelse.

Lausanne-manifestet
I marts måned 1945 udstedte don Juan sit såkaldte Lausanne-manifest, hvori han udtalte, at Francos Spanien ikke var en autentisk retsstat, eftersom den var inspireret af fascismens totalitære principper. El Generalisimo burde nu anerkende et andet politisk system baseret på frihed, orden og religion.

Franco og hans ministre besluttede delvis at ignorere disse udtalelser og senere mødtes don Juan med Franco i hans yacht “Azor”, hvor don Juan accepterede, at hans søn, den 10-årige Juan Carlos skulle sendes til Spanien og få sin militæruddannelse der. Men Franco havde sine egne planer.

I 1969 rejste Juan Carlos til Estoril i Portugal, hvor don Juan opholdt sig, for at fejre deres fælles navnedag. Inden han tog af sted bad Franco ham om at komme til El Prado slottet, så snart han kom tilbage fra Portugal, da han havde noget meget vigtigt at tale med ham om.

I Estoril lod don Juan sin søn vide, at der gik rygter om, at Franco ville vælge Juan Carlos som sin efterfølger med titel af konge. Prinsen indrømmede, at der var gået rygter i den retning, men slog det hen ved at sige, at rygter kommer og går, og han påstod at han ikke havde anelse om noget som helst i den retning.

Da han kom tilbage til Madrid, blev han modtaget af Franco som uden videre meddelte ham, at han vil udnævne ham til sin efterfølger.
Overrasket og lidt befippet spurgte Juan Carlos, hvorfor han ikke havde fortalt ham det, før han var taget til Estoril, så han kunne have fortalt sin far det, hvortil Franco svarede, at han ikke ønskede at sætte ham i en vanskelig situation overfor sin familie.

Juan Carlos accepterede imidlertid udnævnelsen som konge, idet han udtalte, at han ville forsøge at påtage sig det hverv, som det spanske folk havde givet udtryk for gennem regeringen, og han bad om at man meddelte hans far denne beslutning, som han følte det var hans pligt at tage.
Juan Carlos sværgede derefter troskab overfor El Caudillo og regeringen og lovede samtidig at overholde Nationalbevægelsens principper såvel som rigets fundamentale love.

Don Juan blev dybt skuffet da han erfarede disse nyheder og det, der gjorde ham mest ondt var at hans søn havde narret ham, idet han var overbevist om, at Juan Carlos havde været vidende om udnævnelsen uden at sige noget om det ved sit besøg i Estoril, og især efter at han i 1966 til et italiensk blad havde udtalt, at han aldrig ville stå sin far i vejen til tronen, så længe denne levede.

Hvis det ikke er mig – så er det hverken dig eller mig!
Juan Carlos var imidlertid klar over, at hvis han nægtede at acceptere udnævnelsen, ville det ikke betyde, at hans far ville blive valgt. Det ville kun føre til, at monarkiet aldrig ville blive en definitiv løsning. Han følte at kun i hans person ville det være muligt at genoprette monarkiet.

Det prøvede han på at overbevise sin far om med den noget kryptiske udtalelse ”Si yo no, entonces ni tu ni yo”.

Don Juan nægtede i begyndelse at afgive sin ret til tronen og der gik lang tid, inden det gamle tillidsforhold mellem far og søn blev genoprettet, og at det lykkedes skyldtes for en stor del den store indsats som doña Maria Mercedes, Juans hustru lagde for dagen ved at overbevise sin mand om den valgte løsning var den bedste.

Don Juan, udnævnt til konge, søn af en konge, og far til en konge, kom således aldrig til at regere. Resten af livet sejlede han rundt i sin yacht og blev kun tilladt at opholde sig på spansk jord i 24 timer, når han skulle fylde sin båd med benzin. Først i 1977, efter Francos død og da hans søn havde regeret i to år, gav han formelt afkald til sin ret til den spanske trone. Han døde i 1993 i Barcelona.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---