Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Værn om paradiset
Skrevet af Solkysten
Der findes mange skønne steder i Spanien, og mange kan vi ved selvsyn opleve i Andalusien. Flere magasiner og blade bringer omtale af steder, der er værd at besøge. Det store “men” er bare, at de næsten alle ligger i en afstand, der gør at en tur skal planlægges, og at man helst skal have en bil.

På gamle kort over Andalusiens kystområder vil man se, at der var en mængde mindre floder og vandløb. Gik man en tur langs stranden for 15-20 år siden stødte man på disse vandløb. Ofte dannede de små søer, hvor der var et liv af fisk, insekter og padder. Sivene voksede ved bredderne, hvor småfuglene holdt til og hvor hejren kom og fiskede.

Også i baglandet fandt man små vandhuller. Selv om sommeren var der vand, og her kunne man finde sumpskildpadder, frøer og tudser. Man kunne ofte høre nattergalen. Ræven, faraorotten (som er et desmerdyr) og genetten drak af disse små vandhuller, som er så vigtige for naturens overlevelse.

Nu skal man være heldig for at finde sådanne steder på Solkysten. Hvis der ikke er bygget er der anlagt en golfbane, og de oprindelige vandløb er enten fyldt op med byggeaffald eller lagt ned i kloakrør. Vand er utrolig vigtig for naturen, og fjerner man vandløb og vandhuller eller dræner dem til vanding, dør naturen - den kan ikke kunstvandes som en have.

Landskabet er formet gennem tusindvis af år sådan som det er bedst for naturen, men nu omformer man det uden tanke for, hvad der for eksempel vil ske ved store nedbørsmængder, som formentlig bliver mere og mere almindelige i fremtiden.

I Danmark genskaber man en hel del af de små vandhuller, men vil det nogensinde blive muligt at genskabe bare en lille del af det, man i de senere år har ødelagt i de spanske kystområder? Vil man sætte en stopper for byggeriet, eller vil det fortsætte, indtil turisterne ikke synes, her er noget at komme efter?

De få af os, der ikke har udsigt til betonverdenen, kan leve sig ind i naturens verden, høre sortstærens sang og biæderens fløjt, men man bliver mere og mere chokeret over, at ikke en meter bliver skånet i bestræbelserne på at betonlægge kysten og fjerne de sidste rester af natur. For 50 år siden blev der plantet 30.000 pinjetræer omkring Elviria og Calahonda. Er der mon 1.000 tilbage i dag?

Greenpeace demonstrerer når der kommer en engelsk atomubåd til Gibraltar, men hvor er de når det gælder ødelæggelsen af naturen i Spaniens kystområder?

Vi der bor her må gøre vores pligt, være med ved valgurnerne, når der er kommunalvalg. Der må være nogen i spansk politik, der kan se hvad der sker - snart er det for sent. Snart dør naturen.
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga