Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
B-vitaminer mod blodpropper
Skrevet af Solkysten
”Kan B-vitaminer nedsætte risikoen for blodpropper?” Spørgeren var en herre i 70’erne, der var bypass-opereret i hjertet og nu fik medicin til at fortynde blodet og mod forhøjet kolesterol. Han ville gerne gøre mere for at forebygge nye blodpropper. Hans familie havde tendens til disse, men i øvrigt var han slank, passede sin motion og forsøgte at spise sundt og varieret.

De seneste års forskning har påvist at enzymet homo-cystein stiger i blodet ved mangel på B-vitaminer. Forhøjet homo-cystein i blodet er forbundet med en højere risiko for flere sygdomme, først og fremmest åreforkalkning og blodpropper i hjerte og hjerne. Herudover ses øget hyppighed af kræft i tyktarm og livmoderhals, demens, depression, graviditetskomplikationer og fosterskader ved forhøjet homo-cystein.

Homo-cystein er en såkaldt aminosyre, som dannes i menneskets stofskifte af en anden aminosyre ved navn methionin. Sidstnævnte er livsvigtig – den tilfører svovl til de vigtige svovlbroer i vævets opbygning.
I en godt fungerende krop nedbrydes homo-cystein hurtigt igen af forskellige stofskifte-enzymer. Disse stofskifte-enzymer fungerer optimalt, når de tre B-vitaminer folinsyre, B6 og B12 er til stede. Hos de fleste mennesker er årsagen til forhøjet homo-cystein, at deres kost rummer for lidt af et af disse vitaminer. Størst betydning har formentlig folinsyre.

Udover mangel på B-vitaminer, øger følgende faktorer risikoen for forhøjet homo-cystein:
- Ensformige spisevaner
- Kroniske sygdomme
- Mave og tarmproblemer
- For lidt motion
- Tobaksrygning
- Meget alkohol
- Overdreven kaffeforbrug
- Visse lægemidler
- Stigende alder
- Mandligt køn.
Homo-cystein påvirker blodkarsystemet ved at danne frie radikaler i karvæggen. Frie radikaler er atomer eller molekyler, der er ustabile og reaktive. De starter en kædereaktion, som beskadiger cellemembraner og medfører sygdom. De frie radikaler er med til at gøre LDL-kolesterolet (det farlige) endnu mere tilbøjelig til at fremkalde åreforkalkning. Karvæggens indvendige celler beskadiges og kan ikke danne de stoffer, som holder blodkarrene udvidede. Derudover øger homo-cystein blodpladernes tendens til at klumpe sammen til blodpropper.

Et problem for hver femte
En femtedel af befolkningen får sandsynligvis ikke folinsyre, B6 og B12 vitaminer i tilstrækkelige mængder til at holde blodets homo-cystein nede.

Nyere undersøgelser viser, at fuldgyldig kost og afbalancerede tilskud af B-vitamin og især folinsyre kan reducere risikoen for blodpropper i venerne og slagtilfælde med ca. 25 pct. Risikoen for åreforkalkning falder ca. 16 %.

Det viste sig, vores patient havde forhøjet homo-cystein, for lav folinsyre og B12-vitamin og en blodprocent i underkanten. Kolesterol-tallene lå pænt og nærmest i underkanten på grund af medicinen.

Afhængig af kosten er det ofte nødvendigt at give tilskud af B-vitaminer for at opnå de mængder, som nedsætter et højt homo-cystein i blodet. B-vitaminerne findes især i mørke bladgrøntsager som spinat samt lever. 200 gram spinat (tørvægt) giver ca. 400 mikrogram folinsyre. Fuldkornsprodukter, æg og kød indeholder noget mindre af vitaminerne, mens sigtet mel, rodfrugter og de fleste frugter ikke er specielt rige på B-vitaminer, men på de andre vandopløselige vitaminer. Derfor må der store mængder af disse fødevarer til for at nå op på 400 mikrogram folinsyre hver dag.

Hertil kommer, at navnlig B12-vitaminet kræver særlige syre/base forhold i mavetarmkanalen, samt et hjælpehormon for at blive optaget i tarmen. Dette kan knibe med stigende alder, da mavesaft-, mavesyre- og hormonproduktionen falder. Jo ældre vi bliver, jo mere basiske bliver vi. Da også produktionen af hjælpehormoner falder, bliver det sværere at optage B-vitaminer og særligt B12-vitaminer i kosten.

Surt til maden
Derfor anbefales det at holde syre/base forholdene optimale, særligt når alderen kommer over de 60. Patienten fik genoplivet sin hang til ”surt til maden”, fik citron på fisken, agurker og rødbeder til kødet og eddike sammen med olie over salaten. En cocktail af de grønne bladgrøntsager (spinat, broccoli, sølvbeder) og de grønne spirer tilførte B-vitaminer, jern og klorofyl, som alle er vigtige for iltning af cellerne. Han fik desuden mineraltilskud af jern, kobolt og kobber, som bl.a. er vigtige for at bygge B-vitaminerne ind i de røde blodlegemer og i en lang række andre enzym-systemer. I hans tilfælde var det nødvendigt med tilskud af alle B-vitaminerne som tabletter og særligt udvalgte B-vitaminer som injektion en gang om måneden i en periode på et halvt år.

Herefter viste nye analyser at værdierne for homo-cystein begyndte at normalisere sig, og tilskuddene blev doseret til et vedligeholdelsesniveau. Patienten bemærkede et øget velbefindende og gik sine ture raskere end han tidligere havde gjort.

Artiklen er skrevet i samarbejde med I.M. Haut, MS. Nutrition



Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga