
Jørn Højlind og Bjarne Bagger
At turde være den man er
Skrevet af Solkysten
Jørn Højlind og Bjarne Bagger
fortæller åbent om deres liv
som homoseksuelt par
fortæller åbent om deres liv
som homoseksuelt par
- Jeg kan godt sige det på rigtig bøssesprog, ler Bjarne, - En af mine ”veninder” kom sammen med Jørn, men så snuppede jeg ham!
Bjarne var 18 og Jørn 29, da de flyttede sammen på Jørns værelse i Søborg. De indgik registreret partnerskab på rådhuset i København i 1990, men det var først, da de flyttede permanent til Spanien i 1997, at Jørn tog skridtet fuldt ud og spillede med åbne kort. Indtil da havde Jørns privatliv og arbejdsliv været adskilt af en uigennemtrængelig mur.
På selvmordets rand
Jørn er uddannet værktøjsmager, og han arbejdede i 25 år som servicemedarbejder for Tetapack, primært med reparation af maskindele fra mejerierne. I alle 25 år forblev Jørns privatliv privat! På spørgsmålet om hvorfor svarer Jørn:
- Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvordan jargonen er på et smedeværksted, når snakken falder på bøsser? Det er ikke stuerene udtryk, der anvendes! Nogle gange var det så groft, at jeg nærmest fik ondt i maven ved tanken om de mon kunne se på mig, hvad jeg var for én.
I det hele taget havde Jørn store problemer med at acceptere sig selv.
– Det var virkelig slemt i mine unge dage, jeg var næsten på selvmordets rand. Det var forfærdeligt. Jeg husker, jeg overvejede, om der mon ikke fandtes en pille, der ville kunne få tingene til at falde rigtigt på plads inde i mig ... få det til at gå over! Senere tog jeg til Australien i fire år. Der, langt væk fra alle jeg kendte, var det nemmere at finde mod til at eksperimentere lidt. Det føltes ikke helt så farligt.
Da Jørn kom tilbage til Danmark og flyttede sammen med Bjarne kom han delvis ”ud af skabet”. Familie, naboer og venner vidste naturligvis at Jørn og Bjarne havde valgt at leve sammen, men i forhold til Jørns arbejdsplads forblev hans privatliv skærmet bag et jerntæppe.
- Når Jørn skulle til firmafest eller på udflugter, så ”lånte” han min søster som ledsager, mens jeg blev hjemme og passede min søsters børn, fortæller Bjarne.
- Min mor vidste ingenting, før jeg kom hjem fra Australien. Hun tog pænt imod Bjarne. Hun kunne godt lide ham, men vi talte aldrig om det. Sex var tabu i mit hjem, siger Jørn.
Den feminine part
Bjarne har ikke haft de samme store kvaler med at acceptere sig selv.
– Jeg har altid vidst, at jeg var bøsse. Jeg legede med dukker, da jeg var lille og allerede i 12-13-års alderen begyndte drengene i klassen at interessere mig voldsomt. Jeg har aldrig forsøgt at skjule, hvad jeg er. Jeg er mere typen, der siger; ”Dav - jeg hedder Bjarne. Jeg er bøsse”!
Allerede da Bjarne var 16-17 år, fortalte han sine forældre hvordan han følte. Hans mor havde haft det på fornemmelsen og begge forældre accepterede det uden problemer.
- Jeg har aldrig følt, at nogen har vendt os ryggen ... hverken venner eller familie og heller ikke på min arbejdsplads - aldrig!
Bjarne er uddannet porcelænsdrejer og har arbejdet mere end 30 år på Den Kongelige Porcelænsfabrik.
- Jeg har altid haft det rigtig godt med pigerne på arbejdet. Hver gang ”malerpigerne” skulle på skovtur, så skulle jeg med, og vi havde det smaddersjovt sammen. Jeg er god til pigeting - drengelege og sådan noget, det har aldrig været mig. Jeg er den feminine part i forholdet. Jeg elsker at pynte mig. Jeg elsker glimmer og ting der glitrer og i vores forhold er det f.eks mig, der dækker bord og arrangerer hvordan tingene skal stå. Jeg er kreativ, fortæller han.
Et nyt liv
Bjarne og Jørn købte ferielejlighed i La Cala del Moral i 1989, men først i 1997 bosatte de sig fast på Costa del Sol i forbindelse med, at Jørns virksomhed flyttede produktionen til Sverige og nedlagde værkstedet i Danmark.
For to år siden flyttede de så ind i deres nybyggede farveglade hus i Rincón de la Victoria, hvor de bor nu med hunden ”Bimmer” og katten ”Fie”, som begge var hjemløse, indtil Bjarne og Jørn adopterede dem.
Der er en meget stor åbenhed overfor homoseksuelle i Spanien, og det var en fast beslutning hos Jørn, at fra de satte foden på spansk jord, så skulle det være slut med at skjule sig. Ikke flere ”mure” eller ”jerntæpper”!
- Jeg tænkte, nu skal det være. Og det har været lige på og hårdt, siden vi kom til Spanien. Hvis ikke folk kan acceptere os, som vi er, så kan de rende mig .... og det er en helt utrolig lettelse. Men vi er blevet fantastisk modtaget hernede, specielt i den danske klub i Torre del Mar. Vi har aldrig fået bare den mindste lille stikpille, siger Jørn.
Både Jørn og Bjarne er vældig engagerede i klubben, og de elsker at komme der. Jørn har siddet i bestyrelsen og Bjarne er fast diskjockey til festerne, hvor han spiller dansktopmusik, mens der danses så sveden springer.
- Vi danser aldrig med hinanden i klubben. De har accepteret os så fint ... der er ingen grund til at provokere, siger Jørn som altid er i fuld sving på dansegulvet.
- Vi er ellers knaldgode til at danse sammen, men der går grænsen, tilføjer Bjarne.
Begge er utrolig glade for alle deres heteroseksuelle venner, men de kunne godt tænke sig at møde andre skandinaviske homoseksuelle par. I Danmark havde de en stor vennekreds og det efterlyser Bjarne og Jørn her.
- Tænk hvor dejligt, det kunne være med et helt bord fuld af bøsser til en fest i klubben, siger Bjarne. – Og de kan være sikker på at blive modtaget pænt, der er ingen fordomme i klubben i Torre del Mar.
- Ja, supplerer Jørn, - så længe man selv opfører sig pænt ... det er selvfølgelig en forudsætning.
Om det er bedst at være i Spanien eller i Danmark? Det er svært at svare på. Bjarne og Jørn er her primært på grund af klimaet, men de hilser naturligvis den nye lov i Spanien velkommen; loven om registreret partnerskab, som nu gør det muligt at gifte sig på rådhuset.
- Vi er jo registreret i Danmark, siger Jørn, - men Spanien accepterede ikke det partnerskab, før den nye lov kom. Det er klart at vi spændt følger med i, hvad den indebærer. Det betyder jo noget for vores ret til at arve hinanden.
Dorte Holm Jensen
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

