Spanien står som flot nummer to på verdensbasis hvad turisme angår. Vi som bor på Costa del Sol hører til de priviligerede, der i løbet af kort tid - i hvert fald i løbet af en enkelt udflugt, der ikke kræver overnatning, får lejlighed til at opleve enten en skov af det unikke fyrretræ “pinsapo” eller dyppe tæerne i mineralvandet, det samme som Julius Cæsar og hans soldater lindrede smerterne i efter de lange marcher. Vandløb, kaskader, hvidkalkede landsbyer, borge, fæstninger, museer, kirker etc. etc. … Der er nok at se til under en udflugt.

Men ih, hvor er det skønt efter en køre- eller vandretur, hvor ens pupil har registreret et utal af detaljer, hvor sjælen er overmættet af gode vibrationer og benene lidt trætte - så et det faktisk en velsignelse at nå frem til et godt spisested - rosinen i pølseenden!

Jeg vil i denne artikel blot nævne et par landsbyer, der især siden 70’erne blev attraktive og besøgsværdige takket være spisesteder, hvis cuisine kunne præstere en menu eller byde på et spisekort, der afveg fra det traditionelle bondekøkken, der ofte var kedeligt og fantasiforladt. I hvert fald efter min mening. En spanier vil sandsynligvis opponere.

I slutningen af 70’erne, igennem 80’erne og op til vore dage fik enkelte restauratører nye visioner, ansatte kokke med erfaring, eller diplom fra hotelskoler. Resultatet: glade gæster, der gentager besøget og anbefaler stedet.

Som det fremgår af indledningen er det foreløbig kun min hensigt at foreslå læseren nogle ture til pueblo’er, der befinder sig i det nærmeste bagland. Fælles for dem alle er en skøn beliggenhed, landsbyatmosfære samt muligheden for at kombinere udflugten med et gastronomisk eksperiment. De nævnte landsbyer har alle igennem årene været tema for artikler i Solkysten, så denne gang vil undertegnede springe over alt om indbyggerantal, beskæftigelse, lokale historiske monumenter, potteplanter der pryder husfacaderne samt det obligatoriske indslag om romere, maurer og kristne… I dag vil jeg nøjes med et par tips, for månedens emne er gastronomisk turisme.

Tag kortet frem og sæt en cirkel omkring de nedenstående pueblo’er!

Benahavís
Da vi for 25 år siden besøgte Benahavís for allerførste gang var det som at hilse på Tornerose, hvis søvn endnu ikke var blevet afbrudt af prinsen fra eventyret. Det skete så et par år senere, hvor prinsen opstod i form af borgmester, byråd og initiativrige forretningsfolk. Prinsessen fik et kys, der smagte af olivenolie, safran og mandler… Vågnede op, og så skal jeg love for at landsbyen lidt efter lidt blev et yderst attraktivt mål, for der blev satset på den såkaldte gastronomiske turisme. Gamle opskrifter blev støvet af og fornyet. Kødet var ingen problem, ej heller grøntsagerne. Der var ikke langt til kysten, så det var heller ikke svært at få friske forsyninger af diverse fiskearter.

På et tidspunkt var der - og det er der stadig - over tyve muligheder at vælge imellem.

Jeg vil starte med at rekommandere Restaurante Manolo Espada. Et lille, men hyggeligt sted, kun fire år gammelt. Spisekortet byder på overraskelser, tjenerne er hurtige og yderst venlige. Selveste Manolo kan godt finde på at underholde gæserne med tryllekunst og vittige fortællinger. At hans etablissement er populært er der ingen tvivl om, for kendte personer har efterladt deres autograf på en serviet, der er blevet indrammet og hængt op på væggen. Husets specialiteter:
• Hjemmelavet paté (tre slags at vælge imellem) ledsaget af champagne og appelsinskive.

• Friturestegte rejer med løg- og peberfrugtsalat.
• Sprøde og knasende “rejekager” akkompagneret af krebs.
• Grillstegt svinemørbrad fra en af de forkælede grise, hvis diæt primært er baseret på agern.

Etc., etc.
Restaurante La Escalera er også et besøg værd. Her er de specialister i baby-lam, pattegris, pigvar og merluza (en torske-art). Kan man lide blodpølse, så skal man prøve stedets “pandekager med blodpølse” (stammer fra Burgos, en garanti for velsmag). Er ejeren til stede - også han hedder Manolo - kan man være heldig at opleve ham åbne en flaske vin ved hjælp af … et Toledo-sværd, hvad jo er ganske imponerende.

Casares
Casares forbinder jeg altid med et besøg på borgen, nu kirkegård med dertil hørende kirke. En opsynsmand/gartner er ved at passe sit job. “Hvornår blev kirken bygget?”, spørger jeg. “Den er gammel, meget gammel… Stammer faktisk fra før Kristi fødsel…“. Vi holder en grimasse, der kan passe, og så griner vi, for svaret lyder virkelig komisk.

Casares har fået et forholdsvis nyt etablissement, der ligger på La Plaza de Casares og hedder Antiguo Bar Nuevo. Forklaringen på navnet er at der fandtes en gammel bar, der så blev restaureret og ved samme lejlighed fik tillagt adjektivet “nuevo”. De excellerer her i tapas. Menukortet er interessant. Man bliver ikke skuffet.

Et andet tip: La Terraza, der excellerer i gedekid og samtidig byder på super-udsigt over Casares og det omkringliggende landskab.
Ikke at forglemme - La Bodeguita de Enmedio, hvis specialiteter er gedekid i sennepssauce, diverse pølser samt mørbrad af dådyr.

Ojén
I selve landsbyen findes et par virkelig gode spisesteder. Blandt disse El Fogon de Flores, der byder på andalusisk køkken, der ellers ikke får en til at savle - sagt mellem os - for andaluserne mener selv, at det andalusiske køkken er helt i top. På El Fogon har kokken dog tilladt sig at improvisere. Retter vi vil betragte som kedsommelige har fået et pift. Selv kan jeg anbefale “mollejos de cordero” (lammebrisler), “el queso frito” (friturestegt ost) samt løgsuppe.

Meson Lorente byder på en fantastisk barbecue (inspireret af det argentinske køkken). Er man glad for grillstegt kød - så er det sagen! Det er svært at kæmpe sig igennem rationen, man har bestilt, men har man en hund kan man glæde den med resterne af et måltid, man ikke selv kunne klare.

El Castillo excellerer i fisk og paella.
Og endelig - udenfor landsbyen, oppe i bjergene - en køretur på ekstra syv-otte km - har vi atter lejlighed til at nyde et godt måltid.
El Refugio de Juanar er navnet på et af Málaga provinsens bedste spisesteder. I jagtsæsonen er der et stort udbud af vildt, der dog - vil jeg understrege - ikke kommer på højde med de danske opskrifter på vildt. Deres barbecue-ration er så overdådig, at man kan deles om den og samtidig igen have noget til overs til sit kæledyr.

Istán
Atter et skønt udflugtsmål ikke langt fra kysten.
Los Jarales gør sit bedste for at byde på kvalitet og venlig service.
El Rincón del Curro har specialiseret sig i frisk fisk og alt, hvad der går under betegnelsen skaldyr.

El Restaurante Troyano, beliggende på hovedtorvet, hører til de ældste med 110 år på bagen. Her starter serveringen allerede fra kl. 6.00 morgen. Ikke noget med croissanter og smør. Der serveres ristet brød med olivenolie, salt, hvidløg og dertil hørende saft fra en velmoden tomat. Det smager herligt, kan jeg fortælle. Og så går det ellers derudaf. Menuen er yderst traditionel, andalusisk køkkenkunst, når den er bedst. Eksempler:

• Migas (olivenristede brødkrummer med pølser og æg)
• Græskar med “bacalao” (klipfisk)
• Hare i mandelsauce
• Grillstegt gedekid
• Salmorejo (en skøn blanding af peberfrugter, tomat, hvidløg, hårdkogte æg og olivenolie)
Etc., etc.
Restaurante Entresierras byder på argentinsk oksekød, pikante retter samt vegetar-menuer.


Ronda
Læseren burde måske prøve El Tragabuche - en forholdsvis ny restaurant (ved tyrefægterarenaen) opkaldt efter en landevejsrøver, der i slutningen af det XIX årh. huserede på de kanter.
Kokken, Daniel Garcia, er i Spanien lige så berømt som en filmstjerne. Trods sine beskedne 29 år er han allerede et begreb på det kulinariske felt. Han eksperimenterer konstant og resultatet fremgår af spisekortet. Er en fusion mellem det traditionelle andalusiske køkken og det såkaldet “nouvelle cuisine”. Er man indstillet på at være forsøgskanin og prøve noget sjovt, så er stedet anbefalelsesværdigt.
Jeg vil meget apropos slutte med et par citater.

“Det perfekte tidspunkt for at spise er for den velhavende - når han har lyst; for den fattige - når der er noget at spise.”
Luis Vélez de Guevara
(spansk forfatter fra det XVII årh.)

“Madens bedste krydderi er sulten.”
Cicero (romersk politiker og filosof)

“At byde på et måltid er at sørge for, at den indbudte i hvert fald for en stund oplever fornemmelsen af lykke.”
Anthelme Brillat-Savarin
(fransk embedsmand, forfatter og kulinarisk ekspert)

“Penicillinen er en redning for de syge, men en sherry får de døde til at genopstå.”
Alexander Flemming (engelsk bakteriolog)

Liliane Kemp

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---