Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Få skattepenge tilbage
Skrevet af Solkysten
Vi kender alle sammen den lille selvstændigt erhversdrivende; måske er det dig selv – måske én i din nærmeste omgangskreds. Disse myreflittige mennesker med en timeløn på det halve af mindstelønnen, der ikke har tid til hverken at blive syge eller at holde ferie. Men engang imellem indhentes de af skæbnen og bliver syge; måske selvforskyldt f.eks. når damefrisøren bliver gravid og holder barselsorlov med støtte fra det offentlige. Andre gange er det bestemt ikke selvforskyldt. Netop disse mennesker, der pukler fra morgen til aften, dels med arbejdet, dels med lønningsregnskabet, dels med bogholderi og skat samt de evige diskussioner med revisor om dette eller hint nu også kan trækkes fra, får nu en håndsrækning fra skattevæsenet, hvis de ellers har råd til at tage imod tilbudet.

Den 5. oktober 2004 udsendte Told- og Skattestyrelsen et cirkulære (2004-23) om genoptagelse af skatteansættelsen og beregning af arbejdsmarkedsbidrag m.v. vedrørende sygedagpenge og andre lignende overførselsindkomster til selvstændigt erhvervsdrivende.

Baggrunden er, at Østre Landsret sidste år fandt, at der ikke skulle betales arbejdsmarkedsbidrag af sygedagpenge udbetalt til selvstændigt erhvervsdrivende, som anvendte virksomhedsordningen.
Dette indebærer ifølge ToldSkat, at sygedagpenge og andre overførselsindkomster ikke udgør indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed – og da dette ændrer hidtidig praksis gives der nu mulighed for genoptagelse.

Målgruppen for cirkulæret er selvstændigt erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller, som i perioden fra og med indkomståret 1995 har modtaget sygedagpenge og andre lignende overførselsindkomster, som har været medregnet i virksomhedens indkomst. Afhængig af bl.a. hvilket indkomstår, der søges genoptaget, sker genoptagelsen enten som fuld genoptagelse eller som begrænset genoptagelse. Begrænset genoptagelse vedrører ikke selve skatteansættelsen, men alene opgørelsen af arbejdsmarkedsbidrag, særlig pensionsopsparing, midlertidig pensionsopsparing samt lønsumsafgift. Fuld genoptagelse gælder også selve skatteansættelsen. Der er ikke valgfrihed mellem de to metoder.

En fysioterapeut har beregnet, at hun gik glip af 17.000 kr. i forbindelse med udbetaling af barsels- og orlovsydelser efter skat, fordi hun var selvstændig og ikke lønmodtager. Men efter dommen sidste år i Landsretten er skattevæsenet nu parat til at betale pengene tilbage. Hun er netop på orlov med familiens tredje barn, hvor skattefejlen er blevet rettet. ”Det er virkelig et fremskridt, at der ikke længere skal være økonomisk forskel på at være selvstændig og lønmodtager, når det gælder den slags generelle ordninger, som alle jo bruger. Og det er også fint, at man retter fejlen tilbage i tiden,” har hun sagt.

Hendes barselsorlov i forbindelse med familiens to første børn kostede 1200 kr. om måneden (700 efter skat) sammenlignet med, hvad hun havde fået, hvis hun havde været ansat i et firma. Familien har tidligere spurgt skattemyndighederne om, hvorfor der kunne være sådan en forskel, og svaret har været, “at selvstændigt erhvervsdrivende har flere fradrag, som lønmodtagere ikke har.” Men Landsretten har nu slået fast, at den slags hører til ”afdelingen for ulovlig forskelsbehandling.”

ToldSkat har gjort klar til at tilbagebetale ca. 450 mio. kroner, men revisorerne forudser administrativt kaos. ”Staten har lavet en brøler, men alligevel skal de, der er ramt, igennem en sand Storm P.-maskine for at få deres penge tilbage. Man burde i denne situation yde lidt service, og det hele kunne være være lavet ti gange enklere,” siger man fra Foreningen af Registrerede Revisorer, FRR. Modellen for tilbagebetaling er lavet juridisk korrekt, men er så regnetung, at de mindre sager bliver opgivet, så staten måske alligevel kan nøjes med at tilbagebetale langt mindre beløb end de 450 mio. kroner, der er afsat.

Det hænger sammen med, at anvendelsen af virksomhedsordningen bl.a. omfatter en beregning af hæverækkefølgen, der skal ændres, hvis man har modtaget en eller anden form for overførselsindkomst i 1997, ja helt tilbage i 1995. Indkomsten skal nu trækkes ud af skatteopgørelsen, og dermed påvirker det de efterfølgende år. Så i praksis er det nok kun de store krav, der tikker ind på lystavlen i skattevæsenet med krav om tilbagebetaling, fordi revisorregningen æder hele fordelen op. Men kan det virkelig være rigtigt?

Man kunne f.eks. etablere en eller anden bagatelgrænse på 5000 kr., foreslår revisorforeningen. Man kunne også gøre det, at man laver en tilføjelse til loven om omkostningsgodtgørelse, så revisorregningen blev refunderet. Man kunne eventuelt også her sætte f.eks. et maximum antal timer til processen. Og for den erfarne revisor, er det altså ikke den store opgave at lave omberegningerne, når man engang tidligere har været gennem det samme indkomstår.

Så, husk nu lige på, når du er hjemme igen, at ringe til familie og venner, hvor det kan være relevant. De bør snakke med deres revisor, hvis de ikke selv kan foretage beregningerne, og det kan kun de færreste, da det er meget tekniske beregninger, der kræver et specielt beregningsprogram. Men der er altså mange penge at hente, når man tænker på, at overførselsindkomsterne i denne sammenhæng omfatter, almindelige sygedagpenge på grund af et brækket ben, barselsdagpenge, etableringsydelse, iværksætterydelse og forældre- og uddannelsesorlovsydelser. Det kan hurtigt få taxameteret til at tikke!

Ib Kristensen
ibk@timetax.dk


Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga