Fredning af landskaber, fugle og dyr er noget, der ofte kan sætte sindene i bevægelse. Der er udover naturen og dyrene som den part, der skal fredes, altid en gruppe mennesker på den anden side, der af forskellige årsager - ofte økonomiske - er imod, og så er der naturfredningsfolk, ornitologiske og andre foreninger, der er for at gennemføre fredninger.

Allerede i 1500-tallet brugte man at henstille til befolkningen i visse områder at skåne skovområder, idet hugsten var større end tilvæksten - en vis form for fredning.

Først i nyere tid i forbindelse med den almene oplysning gennem højskoler m.m. kom der mere gang i fredningen. Pudsigt nok var der indtil da mange områder, der fik en naturlig fredning grundet overtro. Øde områder var ofte besat af overnaturlige væsener, og man vovede sig nødigt ind i disse områder, der så til gengæld gav husly for en lidt mere lyssky del af menneskeheden, og de gjorde deres for at holde folk væk, så der var en form for fredning á la Robin Hood.

I Danmark var de første fredninger ofte store vandresten, for eksempel rokkestenene på Bornholm. Den mest kendte i Paradisbakkerne var kun timer fra at blive hugget til byggesten. Den største af dem alle er Hesselbjergstenen på Fyn. Mange af disse store sten var behæftet med overtro og havde ligget uberørt i tusinder af år, men med oplysningens tidsalder forsvandt overtro og frygt for det ukendte, og man gik i gang med at hugge løs, ikke alene sten, men også gravkamre og -høje. I begyndelsen af 30’erne blev man klar over, at man måtte tage fat på fredninger. I starten var det ikke så meget landskaber, men mest enkelte objekter. Dog var man tidligt ude med fredningen af Råbjerg Mile i 1901, som man kan betegne som Danmarks første nationalpark. Helt op omkring 1930 måtte man føre en hård kamp for at redde Dyrehaven nord for København, der var udsat for ulovlig hugst.

Når jeg nu i Spanien går tilbage til vores egen historie og det øvrige Skandinavien, er det fordi jeg synes, det er interessant at sammenligne. Vil vil jo gerne at Danmark er foregangsland.
I 1872 kom den første nationalpark, Yellowstone i USA, der har været forbillede for mange efterfølgende parker, men allerede året efter besluttede man at oprette en nationalpark i Spanien, nemlig Parque Nacional de Las Tablas de Damiel, der blev vedtaget i 1973/74 og reklassificeret i 1980.

Det er kendetegnende, at de første nationalparker lå i ubebyggede områder, hvor der ikke var menneskelige interesser. Det var nemt og uden sværdslag, og i et ikke-demokratisk land var der sikkert ikke mange, der vovede at protestere.

Hvis vi ser på Skandinavien, var svenskerne først ude. De havde store, ubeboede områder i Lapland, og i 1909 fredede man et stort antal områder, dog med hensyntagen til samernes ren-næring. I Norge skulle man helt frem til 1962, før man fik den første nationalpark, Rondane.

I Spanien har man nu flere nationalparker. De fleste kom til i perioden 1920-30, og som regel et ønske, der kom fra magtens højsæde, men med Coto Doñana var det anderledes. Her var det naturforkæmpere, ornitologer m.fl., der kæmpede for dette fantastiske område, der er af uhyre stor betydning for Europas fugle. Det siges, at Franco var imod at bevare dette sumpområde, men det lykkedes heldigvis. Der var sikkert også et vist pres udefra. Området er omtalt i litteraturen før det blev almindelig kendt og blev til nationalpark.

I dag er et stort antal områder i Spanien mere eller mindre fredet. Visse har meget begrænset adgang, andre f.eks. Sierra Nevada er jo overordentlig besøgte, og mennesket udfolder sine aktiviteter vinter såvel som sommer.

I dag er det en kamp hver gang der skal fredes. Økonomiske interesser som jagt, fiskeri og byggeri er svære modstandere, og ofte er der tale om store erstatninger, og i dag er Spanien et demokrati, hvor alle synspunkter kommer til orde.

Alligevel er der heldigvis et meget stort antal områder, der har en eller anden form for fredning, og der er virkelig mange forskellige i Spanien. Næste gang vil jeg følge op på Doñana, men jeg synes det skal med nu, at der for øjeblikket er mellem 80.000 og 100.000 grågæs i området - mange af dem fra Skandinavien.
Desværre har november været lidt for tør. Doñana kræver store nedbørsmængder i efteråret.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---