Det mere end mandshøje spejlteleskop hedder meget passende Obsession, besættelse. Det er bygget af en amerikansk tandlæge og har kostet i omegnen af 100.000 kroner. Alene det særlige parabol-formede spejl i bunden koster 50.000 kroner. Men så kan man også se næsten én milliard lysår ud i det store, uendelige univers.

- Eller sagt på en anden måde: Jeg kan se næsten en milliard år tilbage i tiden, når jeg kigger ud i teleskopet, forklarer Jørgen Høyer.
Vi er på toppen af Almendralejo, et lille bjerg nær Cómpeta. Her, oppe i 700 meters højde, står et observatorium. De to karakteristiske runde, hvide bygninger med de kuppelformede tage lader kun de færreste i tvivl om, at her er blikket rettet mod stjernerne. Og lige nu befinder vi os inden i den ene af de hvide bygninger, i første sals højde, hvor det store teleskop er rettet mod syd. Solen skinner over La Axarquía, men om natten er her ”højt til loftet”. Titusindvis af stjerner åbenbarer sig for den, der giver sig tid til at lægge nakken tilbage. Det gør Jørgen Høyer. Og derfor har han – ikke overraskende – fået tilnavnet Stjerne-Jørgen blandt de andre danskere i området.

Udkig efter supernovaer
Ved siden af observatoriet har Jørgen og hustruen Tove bygget deres hjem, Casa Argo Navis. Udsigten er helt i særklasse – i klart vejr kan de se til Afrika. Uden kikkert. Og så kan Jørgen liste ned til observatoriet om natten, når han har lyst, klatre op på sin wienerstige og – ved hjælp af den kraftige stjernekikkert – lade blikket vandre mod uendeligheden.

- Jeg leder blandt andet efter supernovaer i andre universer. Det er en stjerne, der eksploderer. Den er ”født” lidt for stor, fire til fem gange størrelsen på vores sol, og så har den ikke så lang levetid. Kun nogle få millioner år, forklarer den 60-årige amatørastronom fra sin terrasse foran huset. Han fortsætter eftertænksomt:
- Man kan godt blive lidt ydmyg, når man beskæftiger sig med astronomi. Vores egen levetid er så kort i forhold til de enorme tidsrum, vi regner med ude i rummet.

Farvebillede fascinerede
Jørgen Høyer er ikke uddannet astronom. Men en gang i barndommen hjemme på Sjælland så Jørgen et magasin hos sin onkel. Magasinet hed ”Life” og modsat danske blade dengang havde dette farvebilleder på midtersiderne. Her var et fint opslag med galakserne i vores solsystem – og Jørgen var fanget. Som 12-årig lykkedes det ham at opspore en astronomibog, der var skrevet i et sprog, som også han kunne forstå. Han købte den, og bag i bogen var en henvisning til en professor Luplau Jansen. Den 12-årige dreng bankede på hos den distingverede ældre professor – og blev inviteret inden for i et fællesskab, der ellers udelukkende bestod af mænd, der var på Jørgens bedsteforældres alder. Men interessen for astronomien gjorde, at Jørgen hurtigt blev accepteret i selskabet.
- Luplau og de andre åbnede mine øjne for Universet. Det var fantastisk, og de blev på en måde mine venner, trods aldersforskellen, fortæller Jørgen Høyer.

Ville bygge observatorium
For at blive rigtig astronom skulle Jørgen have masser af UG’er i skolen. Men Jørgen kunne ikke sidde stille, så UG’er blev det ikke til – og i stedet blev han værktøjsmager. Siden havde han en lang og spændende karriere i Danmark som selvstændig og drev blandt andet et gæstgiveri i en årrække. Men uanset hvad Jørgen Høyer foretog sig, fulgte astronomien med.

- Men det blev sværere og sværere at være amatør-astronom hjemme i Danmark. Forureningen, de mange regnvejrsdage og den stigende lys-forurening fra storbyerne gjorde det utroligt vanskeligt at dyrke min hobby. Så en dag så jeg en annonce i et skandinavisk astronomisk tidsskrift. En mand, Steen Holst Larsen, søgte andre amatør-astronomer til et projekt i Sydeuropa eller på de Kanariske øer. Vi skulle gå sammen og bygge vores eget observatorium. Og interessen var stor – på det første møde kom der mere end 30 interesserede, fortæller Jørgen.

De nedsatte en arbejdsgruppe, der rejste ud for at kigge efter egnede lokaliteter – først på Tenerife, siden i Sierra Nevada, inden en dansk ejendomsmægler i området gjorde gruppen opmærksom på den ugenerte bjergtop nær Cómpeta.

- Men da pengene skulle på bordet, forduftede de fleste af dem, der havde været med fra starten. Så vi endte med at være tre personer tilbage: Initiativtageren Steen Holst Larsen, en nordmand og jeg, fortæller Jørgen.

Fulgte drømmen sydpå
Det var i 1982, og efter en masse knofedt og udskrivninger stod observatoriet færdigt året efter. Der blev også bygget et hus, hvor de astronomi-interesserede skandinaver kunne overnatte. Strøm var der ikke noget af på bjerget. Heller ikke vand.

Så gik der nogle år, hvor Jørgen og Tove arbejdede hjemme i Danmark – og Jørgen drømte om at komme ned til ”sin” stjernekikkert.

- Livet er så kort – alt for kort til bare at gå og drømme, uden at leve drømmene ud, funderer Jørgen som forklaring på, at han og Tove i 1990 vinkede farvel til familien i Danmark og tog til Spanien for at bygge Casa Argo Navis – der betyder ”sydskibet”, et gammelt stjernebillede fra den sydlige halvkugle.

Nu kunne historien have endt med, at ægteparret Høyer levede til deres dages ende som eremitter på deres bjergtop. Men sådan er det slet ikke gået. Jørgen har blandt andet været med til at etablere et firma Mech Técnica S.L., sammen med en dansk kammerat. Firmaet producerer fiberpak kasser – en slags æggebakke-materiale – til mobiltelefoner. Og også nede ved observatoriet sker der ting og sager.

Vil fotografere
himlen
- I december 1999 fik vi vores nye, meget kraftigere teleskop, og nu er jeg, sammen med en nordmand, ved at bygge og installere endnu et observatorium. Herfra skal vi fotografere stjernehimlen med et særligt udstyr. Det er virkelig noget, jeg brænder for! Man kan jo lave forskning med billeder, hvor man fotograferer det samme udsnit af himmelrummet over et længere tidsrum og så sammenligner billederne ved hjælp af et særligt edb-program. Derfor skal der også både være kamera og pc i det nye observatorium, forklarer Jørgen – og drypper så malurt i bægeret:

- Du må altså gerne skrive, at den stigende lys-forurening er et problem – også her. Gadelys skal pege nedad – ikke opad. Og de store lyskastere med laserlys, som diskotekerne nede på kysten bruger, gør det utroligt svært for os at arbejde.

Men det har nu ikke hindret, at den jordbundne stjernekigger netop har taget en ny opfordring op: Han er blevet astronomi-underviser i den lokale kunst- og kulturforening i Cómpeta.

- Jeg regnede egentlig ikke med, at interessen ville være særlig stor. Men der kommer mere end 20 kursister - englændere, tyskere og danskere – og tallet er oven i købet stigende, fortæller den overraskede aftenskolelærer.

Mød stjernerne i bjergene
Som juleafslutning skal holdet naturligvis på besøg i observatoriet. Og så har Jørgen endnu en plan.

- Jeg har været nødt til selv at udvikle noget brugbart undervisningsmateriale, og det har faktiske taget lang tid. Nu kan vi lige så godt bruge det. Så Tove og jeg går lidt og pusler med tanken om til foråret at arrangerede forlængede weekends med indbyggede naturoplevelser og en introduktion til astronomien. Folk kan bo dels i gæstehuset ved siden af observatoriet, dels i de nabohuse, som folk lejer ud – og så kunne vi tage op i bjergene, kigge på flora og fauna, grille deroppe – og om aftenen vende blikket mod stjernerne, fortæller Jørgen. Han fortsætter efter en tænkepause:

- Jeg har siddet mutters alene oppe i det observatorium så mange gange. Ind imellem kunne det være dejligt at dele oplevelserne – og begejstringen – med nogen. Derfor kunne det være sjovt at arrangere sådan nogle oplevelses-weekends.
Og der er jo himmelrum nok til alle…

Naia Bang / Texthuset
Fotos: Poul Frey Skøtt m.fl.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---