Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Beckham er verdens bedste fodboldforretning. Med fodbolden går det knap så godt.
Beckham er verdens bedste fodboldforretning. Med fodbolden går det knap så godt.
Målfattige millionærer
Skrevet af Solkysten
Verdens største samling af superstjerner stod for den mest målfattige sæsonstart i Real Madrids 100-årige historie. Efter syv ligakampe var det blevet til fem mål. I samme uge præsenterede klubbens formand, Florentino Pérez, til gengæld et rekordbudget for indeværende sæson, hvor klubben venter et overskud på 50 mio. euro inden skat.

Fodboldverdenen har aldrig set noget lignende. Budgettet vil runde 300 mio. euro efter en vækst på 27 pct. i forhold til sæsonen 2003/04. Alene indtægterne ved marketing – salget af mærket ”Real Madrid” – vokser med 60 pct. og udgør i dag næsten halvdelen af klubbens eksistensgrundlag.

Fodbolden er stærkt på vej til at blive en biforretning for Real Madrid. Vendepunktet indtraf i sommeren 2003, da Florentino Pérez skrev kontrakt med den engelske landsholdskaptajn David Beckham. Familiefirmaet Beckham (det går ikke an at glemme Posh-Victoria i denne sammenhæng) har uvurderlig reklameværdi på det asiatiske marked, og selv det fodboldkolde USA er ikke fri for at føle fascination. Den engelske fodboldjournalist John Carlin citerer i sin bog ”De Hvide Engle” Florentino Pérez for at sige, han hellere vil skille sig af med klubbens ærværdige stadion Santiago Bernabéu end med David Beckham.

Det kedelige er at klubbens fodboldmæssige krise også faldt sammen med Beckhams ankomst til Madrid. Skylden var ikke nødvendigvis englænderens, men simpelthen en følge af at holdet var blevet designet som et modelbureau, ikke som et fodboldhold. Florentinos samling af glansbilleder er den flotteste, men ikke den mest alsidige.

Holdets manglende mål skyldes på en måde overskuddet af artilleri. Problemet blev skåret ud i pap den 19. oktober i hjemmekampen mod Dinamo Kiev. Real Madrids superaggressive 4-1-5 opstilling rakte kun til et enkelt mål. Bagefter måtte Madrids fem angribere ned i forsvaret og hjælpe til i den sidste halve time, hvor de ukrainske spillere løb lige igennem den affolkede midtbane. Som sædvanlig var det klubbens eneste underbetalte spiller, supermålmanden Iker Casillas, der reddede 1-0 sejren hjem. I returkampen i Kiev den 3. november spiller Real Madrid en god del af sin fremtid i dette års Champions League.
Advarsler har Real Madrid ikke savnet i løbet af oktober. I hjemmekampen mod Roma (Champions League) var klubben bagud 0-2, inden en heroisk reaktion førte til slutresultatet 4-2. Heldigvis er Romas krise endnu alvorligere end Real Madrids. Men et andet hold i krise, Deportivo, vandt for første gang i 55 år en ligakamp imellem Santiago Bernabéu’s normalt så truende mure.

Efter at tingene først er begyndt at gå galt, hører ulykkerne ikke op. Nogle af dem har været ret så forudsigelige. Jonathan Woodgates gamle benskade brød op, endnu inden englænderen havde fået sin debut. Til januar får Woodgate lov at gøre et nyt forsøg. En lægeundersøgelse har vist at investeringen til 22 mio. måske må afskrives, hvis det ikke lykkes til den tid. Woodgates ortopædiske ben er så medtaget at en ny operation vil være forbundet med risiko for patienten.

Andre fiaskoer er mere gådefulde. Den argentinske forsvarsstjerne Walter Samuel har heller ikke hævet sig over den grå middelmådighed i sine første kampe.

På udskiftningsbænken surmuler Morientes og nyindkøbte Owen over deres manglende chancer. Begge vil væk igen til årsskiftet hvis situationen ikke ændres. Figo truer også med at pakke kufferten og drage af i utide, hvis hans kontrakt ikke forlænges. På den anden side overvejer Real Madrid andre forstærkninger når vintermarkedet åbnes, trods klubbernes generelt dårlige erfaringer med den slags løsninger. Gætterierne centrerer sig om Joaquín fra det hjemlige Betis, og 20-årige Mascherano som allerede er fast mand på Argentinas midtbane.

De eneste lyspunkter er at Raúl atter har fundet vejen til mål, og at Beckhams frispark er begyndt at ende i nettet ligesom de gjorde i Manchester United.

Midt i sorgerne holder marketingafdelingen humøret højt. Den er i gang med at oversætte klubbens tresprogede hjemmeside (spansk, engelsk og japansk) til 11 nye sprog. Real Madrids egen tv-station er samtidig langt med planerne om en verdensomspændende 24-timers kanal til glæde for de 500 mio. tilhængere som klubben har – endnu.

Fra sit eksil i engelske Bolton fortæller Real Madrids mangeårige kaptajn Fernando Hierro, hvad der efter hans opfattelse er galt.
- Madrid tænker på så meget andet end bolden. De vil opdage at i sidste ende er det fodbolden der sælger trøjer, og ikke trøjerne der får folk til at gå til fodbold. Fodboldarbejdet er nødt til at have prioritet over marketingafdelingen, siger Hierro.

Mystiske læsioner
FC Barcelona startede derimod sæsonen med at tangere en gammel rekord: seks sejre og en uafgjort i de første syv ligakampe. Den katalanske klub virker allerede på dette tidspunkt som den største favorit til det nationale mesterskab, selv om seks mystiske læsioner (heraf er Mottas, Gabris og Edmilsons alvorlige) har kastet den første skygge over sæsonen. Klubbens læger antydede at spillerne ikke varmede op til kampene på forsvarlig vis. Spillernes mistillid til lægerne er til gengæld tydelig: De foretrækker alle at lade sig operere af andre eksperter end klubbens egne. Trods skaderne bliver FC
Barcelona ved at vinde med et hold, der på de bedste dage minder om det gamle ”dream-team” med Laudrup og Co. I en fodboldmaskine, der fungerer, kan alle tandhjul tilsyneladende byttes ud med andre uden at spillets kvalitet lider ved det.

En anden forhåndsfavorit, Valencia, viser derimod alarmerende svaghedstegn efter at Claudio Raineri har overtaget træningen. Hjemmebanenederlaget (1-2) til Sevilla sved. (Apropos, bid mærke i Sevilla som kan nå langt i år med sit pågående spil, der såmænd er en tro kopi af foregående sæsoners Valencia.) Katastrofen indtraf med Champions League nederlaget på 1-5 til Inter, der løb Valencia helt over ende på den spanske mesterklubs hjemmebane.

Málaga, som en overgang var oppe og snuse til Champions-pladserne (ligaens fire første pladser), har indledt forhandlinger med den store gruppe af spillere, som snart slutter kontrakt. Det enorme målmandstalent fra Antequera, Calatayud, har som den første fornyet kontrakten indtil 2008. Real Madrid havde vist interesse, men kommer nu til at tage hensyn til de syv mio. euro, det vil koste at købe Calatayud fri. Andre spillere som midtbanekroaten Ivan Leko er kommet i søgelyset hos flere italienske klubber efter den flotte sæsonstart, som også har givet ham comeback på det hjemlige landshold. Deportivo er ude efter Juanito, Betis efter Valcarce. Málagas gode resultater vender sig som sædvanlig mod klubben selv, men ledelsen er besluttet på at fortsætte en realistisk lønpolitik med et lønloft på 420.000 euro årligt – med plads til særlige undtagelser som Wanchope og Amoroso. Til generalforsamlingen i december ventes klubben omsider at fremlægge et regnskab uden røde tal, efter at fortidens synder nu er betalt tilbage.

pod.


KORTE NYHEDER


Julefrokost for fanklub

Lørdag den 4 december møder Málaga på udebane Barcelona. Derfor arrangerer den danske fanklub “Los Vikingos” julebuffet i Casa Danesa. Buffeten koster 15 euro, og alle er velkomne. Efter spisning følges kampen naturligvis på storskærm. tilmelding til Martin Jensen, tlf. 952 475 151. n

Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - November 2004

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga