Var der ikke noget om, at de spanske venstrepartier var republikanere? Havde de ikke i 40 år ventet på at gøre Spanien til en republik?

Det var nok en indstilling, det var let at give efter for i et land, hvor der så godt som ikke fandtes monarkister. De lidt mere moderate mente, at man i hvert fald burde holde et referendum for at lade folk selv afgøre, hvilken form for regering de ønskede - republik eller monarki.

Man valgte derfor en foreløbig regering med Francos regeringschef Arias Navarro i spidsen, som skulle garanere at der ville blive afholdt frie valg. Men det viste sig, at den foreløbige regering blot var en fortsættelse af de forskellige regeringer, der havde fungeret under Franco, som jo havde sørget for at alt var sikret langt ud i fremtiden. Det kom således ikke til et brud med fortiden, men til en fortsættelse under et monarki, som var en arv fra Franco støttet på fire solide piller: hæren, kirken, medierne og de politiske partier.

Arias Navarro gav den lidt demokratisk pynt ved at give en tilsyneladende frihed til den politiske opposition. Folk havde i den lange, forudgående tid levet i en slags politisk limbo og var næsten selv begyndt at tro på den propaganda, de blev proppet med, men da begivenhederne udviklede sig sådan, at de selv skulle tage stilling til problemerne, opdagede de hurtigt deres store mangler. De havde ikke den mindste organisation som base, der var ingen tradition bagved og de var opdraget til konformismen og til frygten. De vidste hverken, hvor de skulle se hen, eller hvad de skulle tro på.

Monarkiet accepteres
Imidlertid opnåede det nye monarki den endelige velsignelse under kongeparrets officielle besøg i USA i januar 1976, hvor Juan Carlos I i nærværelse af Kongressen og senatets medlemmer forklarede forsamlingen sine nye projekter. Da såvel USA som helhed, bankverdenen og de multinationale alle var interesserede i at Spanien undergik en fredelig transition, blev hans tale modtaget med stort bifald. Alle skulle være både demokrater og monarkister.

Derefter kunne monarkiet betragte sig selv som rodfæstet i Spanien, og efter denne visit til USA forsvandt det republikanske flag som dug for solen, og alle hentydninger til Republikken forsvandt samtidig fra de fremskridtsvenlige partier, og Spanien vågnede op til monarkiet.

Adolfo Suárez
som førsteminister
Efter sine demokratiske udtalelser i USA og stillet overfor problemer som skyldtes oppositionen, bad kongen Arias Navarro om at forlade sin post, hvilket han gjorde.

Det overraskede mange, at Torcuato Miranda derefter udnævnte en ung og ukendt ambitiøs politiker, Adolfo Suárez, til den tomme plads. Han havde været guvernør i Segovia under Franco og desuden generaldirektør for TV. Han gjorde, hvad man forventede af ham, han tillod en større pressefrihed, afskaffede censuren og gav de politiske partier lov til at eksistere. Der blev givet amnesti til alle politiske fanger, og han legaliserede desuden kommunistpartiet i 1977.

Godkendelsen af dette parti skyldtes delvis kongen, som sammen med en af de mest tiltalende officerer i hæren, Gutiérrez Mellado, forsøgte at berolige militæret, som følte sig dårligt tilpas ved så mange fjenders nærværelse i de forskellige institutioner.
En anden af de vigtigste opgaver, Suárez påtog sig som regeringschef, var at indkalde først til referendum og senere til det første frie parlamentsvalg i 1977.

Hans lette måde at behandle de politiske problemer på blev begyndelsen til det føderalistiske Spanien, som det uden tvivl vil udvikle sig til i fremtiden.

Udover Baskerlandets og Kataloniens specielle statutter gik han videre og delte landet i ikke færre end 17 autonomier, hver med sin nationalregering, sit flag, sin hovedstad, sine funktionærer og sine institutioner.

Samtidig med tabet af det republikanske ideal forsvandt også håbet om en verdslig stat uden kirkens indblanding. Alle gav efter, også dem der ikke havde rent mel i posen. Man foretrak at glemme fortiden.

Referendum og
parlamentsvalg
Den 15. december 1976 blev der afholdt referendum. Valgdeltagelsen var lille, men 94 pct. af de afgivne stemmer gik ind for de nye reformer. Det blev alt i alt en fredelig transition med undtagelse af ETA’s tiltagende attentater.

Det der gjorde den fredelig var manglen på et klart brud med fortiden. Ingen blev straffet for at have været francotilhængere, og Francos familie var der heller ingen, der krummede et hår på hovedet af. Mange politikere og andre, f.eks. journalister, som var kendte francotilhængere vedblev at være det samme nu som under diktaturet.

Valget til parlamentet fandt sted den 15. juni 1977, og det blev de første frie demokratiske valg siden 1936. Det spanske folks demokratiske bevidsthed vågnede op efter en lang søvn på 40 år. Ved valget gik det yderste højre ud af spillet, mens kommunistpartiet opnåede ni pct. af stemmerne. De to store partier, der gik af med sejren var UCD ledet af Suárez og et fornyet PSOE under Felipe González’ ledelse.

Den sorte uge
Kort før valget var der imidlertid en uge - den sorte uge, som den kaldtes - som fik hele landet til at holde vejret af angst med en følelse af, at der var mørke magter i gang for at gøre en ende på den nye transition.

Terroristorganisationen GRAPO, som tilhørte det yderste venstre ønskede at lave revolution for egen regning og befri proletariatet ved hjælp af den yderste brutalitet, og til det formål havde de bortført flere kendte personer og holdt dem i fangenskab med det formål at tvinge Suárez til at frigive “deres politiske fanger”. Samtidig blev to politibetjente og en civilgardist skudt ned af samme gruppe. Suárez sammenkaldte til rådsforsamling og lagde ikke skjul på sin bekymring over situationen.

Atocha-mordene
Det værste var dog endnu i vente. Inden dagen var omme, var en gruppe fra det yderste højre, som var på jagt efter “de røde”, trængt ind i et advokatkontor i gaden Atocha, hvor man arbejdede for kommunistpartiet og fagforeningen CC OO. Her skød de uden at blinke fem at sagførerne ned og sårede andre, hvorefter de ganske roligt forlod lokalet og forsvandt i mørket.

Dagene der fulgte blev de længste i den periode, der gik inden de demokratiske valg fandt sted. Alle frygtede “de lange knives nat”. Mange sov eller opholdt sig hos venner og bekendte. Frygtens mørke skygge kastede sig over landet. Der hørtes skud her og der i Madrid, og der blev foretaget angreb på forskellige restauranter og barer, hvor kunderne blev tvunget til stående at synge den fascistiske sang “Cara al sol” med hånden hævet til fascisthilsen.

Suárez går af
Suárez nægtede at indrømme, at hans tid var forbi. Hans politik var for svag og i 1980 begyndte partiet at splittes op. Han forsøgte at danne et andet, mere personligt parti, men tiden var ikke inde til det, og i 1981 trak han sig tilbage fra politik, hvorefter han blev adlet af kongen med titel af hertug som tak for sin store indsats i overgangsperioden.
I de vanskelige dage i begyndelsen af februar 1981 og under krisen i UCD foretog kongeparret en rejse til Baskerlandet, den eneste provins, de endnu ikke havde besøgt. Den modtagelse de fik var en oplevelse på godt og ondt. Som en stor kontrast til folkets hyldest optrådte de deputerede for Herri Batasuna-partiet. Da kongen begyndte sin tale, afbrød de ham ved at synge den baskiske nationalsang. Kongen forholdt sig tavs, indtil han kunne fortsætte sin afbrudte tale med ordene:

“Overfor dem der praktiserer intolerance og foragter sammenhold og ikke respekterer institutionerne, bekræfter jeg min tro på demokratiet og min tillid til det baskiske folk …”.

Demokratiet i fare
Imidlertid dukkende den gamle skik med små militærkup op igen. Man prøvede på at udnytte det tomrum, der var opstået efter Adolfo Suárez’ fratræden.

De sammensvorne valgte det øjeblik hvor parlamentet var i færd med at vælge den nye præsident Calvo Sotelo. Klokken var nøjagtig 18.05 om eftermiddagen den 23. februar 1981, da den ret søvndyssende stemning i Kongressen pludseligt blev afbrudt ved at en bevæbnet civilgardist-officer, Antonio Tejero, med en pistol i hånden fulgt af andre civilgardister truede de tilstedeværende ned på gulvet, mens i hundredevis af civilgardister dukkede frem fra sidedørene og tog opstilling i salen.

Alle adlod ordren, og alle hoveder forsvandt under bordene. Alle med undtagelse af ét. Det var igen den gamle general Gutiérrez Mellado som modsatte sig. Et par civilgardister prøvede med magt at få ham ned på gulvet, men den gamle officer strittede tappert imod.

Nu kom Adolfo Suárez løbende til for at forhøre sig om, hvad der foregik og for at redde Mellero ud af soldaternes hårde greb med ordene: “Jeg er stadig landets præsident, og jeg forlanger at få at vide, hvem ophavsmanden til dette optrin er”. Tejeros eneste svar var: “Om 10 minutter vil enten kongen eller en højtstående officer komme til stede og tage sig af situationen”.

I Valencia havde general Milans de Bosch tilsluttet sig oprøret, beordret undtagelsestilstand og allerede kørt kampvogne ud på gaden. Minutterne gik, og der kom ingen hjælp. De oprørske generaler havde åbenbart regnet med kongens støtte, men denne indtog fra begyndelsen en fuldstændig loyal holdning overfor problemet og lod de oprørske generaler vide, at ingen udover ham selv kunne tale i hans navn.

Efterhånden som det gik op for de menige soldater og civilgardister at oprøret var mislykkedes, begyndte de så småt at forsvinde. Nogle sprang ud af kongresbygningens vinduer ned på gaden og gik hjem, andre forlod simpelthen deres poster, og kongresmedlemmerne som havde genvundet fatningen forsvandt også efterhånden.

Kongen taler
Samme aften ved midnatstid viste kongen sig i TV i fuld uniform med alle sine ordner, og holdt en tale hvori han fordømte Tejeros handling og forsikrede at kronen var på demokratiets side. Grunden til at det havde taget så lang tid at komme med denne udtalelse skyldtes, som man udtrykte det, rent tekniske årsager, for i forvirringen havde det været umuligt at samle det nødvendige tekniske hold.

Således endte dette mislykkede oprørsforsøg, hvis mysterier endnu venter på en forklaring, som måske findes i en af de nylig udkomne bøger om dette omdiskuterede emne.

Dagen efter oprøret genoptog man afstemningen, hvorved Calvo Sotelo blev valgt som Adolfo Suárez’ efterfølger.

To dage senere fandt en kæmpe manifestation sted i Madrid med deltagelse af de forskellige partieres ledere til forsvar for demokratiet og imod militærkuppet.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---