Øst for Almería ligger San José, et gammelt fiskerleje som er under forvandling til turistby. Byen ligner vel Torremolinos for 40 år siden, så turister på flugt for turismen behøver ikke føle sig forskrækkede af den grund. Hvis de søger endnu længere tilbage til det oprindelige, er det heller intet problem.

Det er blot et spørgsmål om at fortsætte nogle få kilometer, så befinder de sig i tertiærtiden i et seks til 15 millioner år gammelt vulkanlandskab.

I en periode hvor de tektoniske plader under det europæiske og det afrikanske kontinent gnubbede sig lidt voldsomt op ad hinanden, gik der flere gange hul på undergrundens lavakedel. Vældige magmatunger flød af egnens nu udslukte kratere. Fra den tid indrammer størknede lavaflammer i op til 100 meters højde en kyst, der er lige så smuk som den er vild.

Den 50 km. lange strækning skjuler jomfruelige små bugter, hvor der kun er adgang til fods eller i båd over Alborán-havets krystalklare vand med koralrevene. Læg hertil 3000 timers solskin, mere end noget andet sted i Europa byder på. Sådan er Cabo de Gata, en af Andalusiens mest fascinerende naturparker, hvor der aldrig går en sky for solen.

Det er i det mindste ikke meget overdrevet, for årsnedbøren på 178 liter årligt er den samme som man finder i ørkenen. Tilmed sker det at halvdelen af årsnedbøren falder på en enkelt dag, så størsteparten skyller ud i havet uden at komme dyr og planter til gode. Plantelivet er godt nok blevet temmelig lavstammet under disse omstændigheder, men på nær hold viser det sig at være meget varieret. Hvad rødderne ikke kan suge op af jorden, har bladene lært at suge af havfugten. En af væksterne som trives i disse omgivelser er ”caralluma europea”, den eneste kaktus som gror vildt i Europa.

Der kan også leve mennesker i Cabo de Gata, og de har gjort det siden oldtiden. Den vulkanske aktivitet bragte værdifulde aflejringer af guld, sølv, bly og zink op til overfladen, men efter 4000 års udvinding slap mineralerne op i 1968. Det år lukkede guldminen i Rodalquilar, hvor den gamle engelske mineby nu er under indretning som naturparkens besøgscenter. Et andet udflugtsmål for opdagelsesrejsende i industriel arkæologi er den gamle afskibningshavn for mineraler i Agua Amarga. Og så kan man kaste et blik på nogle af romernes gamle stenbrud, hvor den mindst værdifulde lava forarbejdedes til brosten på alle vejene der førte til Rom.

Men først og fremmest er det naturoplevelsen som trækker i Cabo de Gata. Når folk kommer fra Almería-siden – og det gælder bl.a. turisterne fra Málaga – er deres første møde med naturparken ikke høje lavaklinter, men flade saltlaguner med tusinder af flamingoer og andefugle. Den industrielle udvinding af havsalt går fint i spænd med fuglenes interesser. Først senere snor kystvejen sig op i vulkanlandskabet ad en udmærket, men snæver bjergvej, hvor der måske skal bakkes for at tillade en modkørende bil at komme forbi. På toppen er der udsigt til Den Iberiske Halvøs sydøstligste pynt ”Cabo de Gata”, som har lagt navn til parken.

Pynten prydes af sit hvide fyrtårn. På den nærliggende balkon er der udsigt til de skummende skær i havet, som er resterne af et gammelt krater. På det største af dem sad sirenerne og sang for Odysseus’ mænd, så han var nødt til at stoppe deres øren. Det meste ved Odysseus er jo nok frit opspind, men når man søger at rekonstruere hans rejse, er det slet ikke umuligt at Homer havde det nuværende Cabo de Gata i tankerne.

Den sydspanske kyst var et mytologisk land for grækerne, og deres konkurrenter fønikerne drog omsorg for at det blev ved med at være sådan. De søgte både med krig og list at holde grækerne borte, og i hjemlandet sad den gamle digter og lyttede til skrækhistorierne af fønisk oprindelse, der var i omløb om den rige, men farlige kyst. Faktisk har lavaskærene vist sig skæbnessvangre for mere end et skib, og faktisk er der om ikke havfruer så nysgerrige sæler, der stikker hovedet frem over skærene.

Vejen slutter blindt ved fyrtårnet. For at komme videre til naturparkens ”hovedstad” San José ti km. længere ude af kysten skal man vende om og køre en stor omvej. Den situation vil man ofte komme ud for i naturparken, og der er ingen grund til at beklage det.
Før eller senere bør man stille bilen og begive sig videre til fods.

Turen langs den uberørte kyststrækning er en oplevelse, man efterhånden skal lede længe efter på den europæiske side af Middelhavet. Er fodtøjet ikke så godt, kan man nogle steder leje plads hos en lokal fisker, der skyder genvej til en glemt vig, eller arrangerer en udsigtstur langs kysten. Forresten er Cabo de Gata også et af de få steder i Spanien, hvor man kan leje cykel – og bruge den uden fare for livet.

Så afsides kysten end ligger, har den aldrig været glemt af historien. Gamle mauriske udkigstårne er en påmindelse herom, ligesom kystbatterierne fra en senere periode, da de kristne havde generobret landet, men stadig måtte forsvare sig imod nordafrikanske pirater, der plyndrede og tog slaver helt op i det 18. århundrede. På disse kanter levede man virkelig med i, hvad diplomater plejer at omtale som ”Spaniens traditionelle venskabsbånd med den arabiske verden”. Kystbatteriet ved Los Escullos, på toppen af en forstenet sandklitte, er et af de bedst bevarede.

I gamle fiskerlejer som La Isleta del Moro og Las Negras arbejder fiskerne stadig på stranden med at bøde nettene. Playa de los Muertos (”De Dødes Strand”) er sandsynligvis naturparkens smukkeste og et obligatorisk besøg for turister. Kontrasten er stor til det uhyggelige navn, stedet har haft siden ligene efter et gammelt skibbrud skyllede op på stranden.

Det indre land i Cabo de Gata er måske mindre iøjnefaldende, men litteraturinteresserede kan jo lægge vejen om bondegården Cortijo del Fraile. Den var rammen om en tragedie, som digteren Federico García Lorca senere bearbejdede til et af det 20. århundredes mest berømte dramaer, ”Blodbryllup”.

Det fandt også sted i et af Spaniens skønneste landskaber - under den lyse himmel på den hårde lava.

pod.
Fotos: Patronato Provincial de Turismo de Almería


Noter:

Ankomst
Tag vejen fra Málaga til Almería. Fortsæt forbi Almería indtil der vises af til Cabo de Gata. Afstand fra Málaga: 260 km. Heraf er 90 km. endnu ikke motorvej, men til gengæld er turen på den gamle kystvej smuk.
Turistkontor Cabo de Gata
Grupo J.126
C/ Correos, San José
Tlf. 950 380 299
info@cabodegata-nijar.com
www.cabodegata-nijar.com (kun på spansk)

Grupe J.126 er en blanding af kommunalt turistkontor og privat firma. Arrangerer bl.a. 60 forskellige ekskursioner med guide i naturparken. Der er både udflugter til fods og i firehjulstrukne køretøjer.

Logi
Der er mange muligheder og prisklasser at vælge imellem på denne årstid, helt fra 10 euro på det billigste herberg. Spørg på turistkontoret.

Tips
* På den anden side af motorvejen til Almería og Málaga ligger Tabernas, Europas eneste ægte ørken. Områdets gamle kulissebyer var skueplads for 1960’ernes populære ”spaghettiwesterns”. I dag arrangerer f.eks. Minihollywood (tlf. 950 365 236) westernshows for turister. I vinterhalvåret åbnes kun i weekender.
Turistkontor Tabernas: 950 525 030.

* Lidt inde i landet ligger Sorbas, en landsby hvis ”hængende huse” på en høj skrænt vækker minder om Ronda. Dybt under byen løber floden Aguas i en gammel havvig. Karstlandskabet er gennemhullet af grotter på ialt 50 km.
Turistkontor Sorbas: 950 364 476.
* Vejen fra Málaga til Cabo de Gata går forbi Almería, hvis enorme mauriske Alcazaba dominerer byen fra sit bjerg. I 1489 generobrede de kristne byen, men tiderne blev ikke fredelige lige med det samme, som synet af den befæstede katedral bevidner. Det gamle fiskerleje La Chanca er også et besøg værd. Og glem ikke at kaste et blik på havnens imponerende udskibningsterminal for mineraler El Alquife (af folkeviddet døbt ”El Cable Inglés”). Det store ingeniørarbejde i jern og træ er netop fyldt 100 år, og indbyggerne diskuterer stadig, om det er byens skamplet eller vartegn. Tilhængerne har vundet: El Alquife skal nu sættes i stand som kulturcenter.
Turistkontor Almería: 950 274 355.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---