Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
AVE-toget nedsætter rejsetiden.
AVE-toget nedsætter rejsetiden.
En by med visioner
Skrevet af Solkysten
Der bliver hektiske byggeaktiviteter de kommende år i det ellers lidt søvnige Málaga. Langt om længe har politikerne indset, at der må ske noget, hvis byen skal følge med udviklingen. Listen over planlagte anlægsarbejder omfatter metro, hovedbanegård, højhastighedstog, kystbane, havneudvidelse og lufthavn.

Vi kommer til at vente en tid på i hvert fald en del af kystbanen, men de andre projekter skal inden for de næste fem år gøre livet lettere for indbyggerne og få erhvervslivet til at blomstre.

Højhastighedstoget arbejdes der allerede på, og projektet har fyldt godt i pressen, især på grund af de store anlægsudgifter. Godt en milliard euro – eller en trediedel af en Øresundsforbindelse – kommer det til at koste at skære rejsetiden fra Málaga til Madrid ned med 45 minutter. Med i prisen får man bedre togforbindelser til Frankrig, Tyskland og England. Det kan være interessant for den del af Costa del Sols udenlandske befolkning, der vil bruge rejsetiden til og fra hjemlandet på at se andet end lufthavne og cumulusskyer, og som synes turen i bil er for anstrengende eller for farlig.

AVE-toget er det største anlægsarbejde nogensinde inden for Málagaprovinsen, og efter planen lyder første afgangsfløjt inden udgangen af 2007. På den nye hovedbanegård, der forventes indviet 2006 i bunden af den allerede eksisterende, bliver anlagt fire spor til AVE-toget. Mens man venter på toget, kan man gå på shopping i diverse forretninger, sidde i den komfortable ventesal med sin avis eller tage børnene med i forlystelsesområdet.

Lufthavn med togforbindelser
Efter 2010 skal Málaga ikke længere lide af mindreværdskomplekser i forhold til Madrid og Barcelona for så vidt angår flytrafikken. Den planlagte udvidelse kommer til at ske gradvist, for at give så få gener i trafikken som muligt. En ny landingsbane sikrer forøgelse af kapaciteten. Der skal bygges nye hangarer og en lufthavnsbygning med moderne, komfortable faciliteter i form af nye ventesale, restauranter, konferencerum m.m.

De evindelige parkeringsproblemer bliver løst ved anlægget af et parkeringshus til ikke færre end 1600 biler. Står der ikke en bil og venter, går man fra ankomsthallen ud på banegården og sætter sig i nærtoget mellem Málaga og Fuengirola. Når alle etaper af kystbanen mellem Nerja og Manilva åbner i 2012, bliver den videre transport endnu nemmere, for den får også holdeplads ved lufthavnen.

Indtil videre er det kun beboerne på strækningerne Fuengirola-Marbella, Marbella-San Pedro og El Palo-Rincón de la Victoria, der kan glæde sig. Her starter arbejdet i løbet af foråret og forventes færdigt inden udgangen af 2008, mens resten af kystbanen først indvies i 2012.

Forestiller man sig en smuk togtur langs stranden med udsigt til smækre badenymfer, bliver man skuffet. Størsteparten af skinnerne bliver lagt under jorden og kun lejlighedsvis får man et kig over Middelhavet. Fordelen ved det er at anlægsudgifterne reduceres, når man ikke skal ekspropriere store arealer af den kostbare jord.

Metro og havn
Málagas indbyggere har allerde døbt den nye metro ”El Topo” – muldvarpen. Udgangspunktet for de to linier, den kommer til at bestå af, bliver en centralstation ved tyrefægterarenaen og endestationerne bliver henholdsvis universitetet og sportshallen Palacio de Deportes José María Martín Carpena. Langs den knap 14 km lange metro-strækning lægges 19 stationer med rulletrapper og elevatorer. Denne del af projektet åbnes efter planen i 2009. På et senere og endnu ikke fastsat tidspunkt forlænges den ene strækning fra universitetet til teknologiparken. Metroen kommer til at køre i døgndrift og bliver en yderst tiltrængt og velkommen udbygning af de kollektive trafikmidler.

Ombygningen af Málagas havn er et omfattende arbejde, der skal forvandle det triste, indespærrede område til en lys og venlig havnepromenade med skønne, grønne oaser og masser af aktivitet.
En ny mole med moderne passagerterminal skal servicere de store krydstogtskibe, og der anlægges en lystbådehavn i den vestlige del af havnen. Lystsejlere, passagerer og ”de indfødte” lokkes til havneområdet af to indkøbscentre med tilhørende parkeringshuse, et musikhus og en teaterskole. Samtidig fjernes de gamle, faldefærdige bygninger, der skæmmer en del af det nuværende havneområde, for at give plads til Det oceanografiske Institut.

Hvis alt går efter planerne kan Málaga ende med at blive en by, man ikke kun besøger af nød, men også af lyst.

Jesper Sander Pedersen
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga