Alt om Costa del Sol i Sydspanien
Sydspanien.dk





































Malaga webcam
Malaga Webcam

Sydspanien.dk kan du læse alt om Costa del Sol - Andalusiens sydlige del.
Krig mod mandschauvenisterne
Skrevet af Solkysten
Stifteren af det konservative Partido Popular, Manuel Fraga, erklærede i fjor at han skammede sig over samfundets venstrefløjsgrupper og feministorganisationer.

”De kæmper for fri abort og fri kærlighed, og bagefter hykler de medlidenhed med dette pigebarn,” sagde Fraga. Det omtalte pigebarn var en rædselsslagen 16-årig, der anmeldte en 71-årig borgmester for at overbegramse hendes bryster under en ufrivillig tete-a-tete i borgmesterens bil.

På samme tidspunkt greb den katolske kirke ind i samfundsdebatten om partnervold. Bisperne brugte de samme eksempler på sædernes forfald til at forklare, hvorfor kvinderne jævnligt løber ind i et par øretæver.

Konklusionen synes at være, at vold mod kvinder er uløseligt forbundet med tilværelsen i et moderne, verdsligt samfund. Sådanne holdninger overlever i Spanien, men spanierne har reageret med vedtagelsen af Europas første særlov om vold mod kvinder. Den træder i kraft i disse dage, efter at afstemningen i parlamentet sluttede med 325 stemmer for og nul imod.

Kvindeorganisationerne havde kæmpet for særloven i ti år, men midt i sejrsrusen forudså de starten på en ny kamp.

”Den nye lov kan ikke fra dag til dag løse et problem med så dybe rødder som mandschauvenismen,” indrømmede Montserrat Comas fra dommerstandens udvalg for partnervold.

”Vi kommer til at vente fem år på at se konkrete resultater af loven. Først til den tid vil antallet af dræbte hustruer og kærester falde,” skønnede Ángeles Álvarez fra kvindeorganisationernes fællesudvalg.

Drab fordoblet
I fjor blev 72 kvinder dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. En hver femte dag. Tallet er fordoblet på seks år, selv om der har været en minimal vækst fra 2003 til 2004. Til gengæld voksede anmeldelserne fra mishandlede kvinder med en fjerdedel i fjor. Det kan dog skyldes at flere kvinder gør oprør mod deres situation, ligesom samfundet har besluttet det efter en mangeårig debat, der virkelig fængede i offentligheden.

Den nye særlov tilbyder hjælp på bolig- og arbejdsmarkedet til mishandlede kvinder, og søger at forebygge med et oplysningsarbejde i skolen om kvindens rettigheder.

Lovens mest polemiske element er at mishandlede kvinder gøres til genstand for positiv forskelsbehandling i voldssager.

Denne nyskabelse (som først træder i kraft til sommer) medfører at manden risikerer fængselsstraf i op til fem år for grov partnervold. I samme situation kan kvinden højst idømmes tre års fængsel. Forskelsbehandlingen er ikke ren teori, for faktisk er kvinden den skyldige part i hvert tiende tilfælde af partnervold.

”Når der er tale om store uligheder, kan man kun rette op på situationen ved hjælp af andre uligheder,” argumenterer arbejdsminister Jesús Caldera. Konservative dommere var på nippet til at indbringe loven for Forfatningsdomstolen, men gav sig da lovens formulering blev opblødt, så den positive forskelsbehandling kom til at omfatte ”kvinder og særligt udsatte personer”. Det spillede vel også en rolle, at dommerne ikke vovede sig i kast med en debat, hvor deres sag står svagt i offentligheden.

Lovgiverne har bestemt, at partnervolden fremover skal behandles ved særlige retssale. Alene i Andalusien oprettes 77 særlige retssale, hvor specialiserede dommere fra sommer skal behandle konflikterne mellem de to køn. Det er bl.a. et spørgsmål om at gøre rettergangen hurtigere og mere effektiv, fordi den straffemæssige efterforskning kobles sammen med civile aspekter som skilsmisse og retten til børnene. Men det er heller ikke svært at se oprettelsen af de særlige domstole som en næse til en stor gruppe dommere, der i årevis har nægtet at tage den mandschauvenistiske vold alvorligt.

Meget apropos, samtidig med særlovens vedtagelse løslod en dommer Fuengirolas iman Muhamed Kamal, der 22 dage forinden havde startet afsoningen af en fængselsdom på 15 måneder for at udgive en bog med nyttige husråd om fysisk afstraffelse af kvinder. Dommeren skønnede, at imanen var rehabiliteret på dette tidspunkt.

Vanskelig statistik
Det spanske samfund er ikke nødvendigvis blevet mere mandschauvenistisk i de seneste år. Den massive indvandring af udlændinge med andre kulturer sætter sit præg på statistikken, hvor hver femte anmeldelse af partnervold kommer fra en udenlandsk kvinde.

Lidt overraskende for mange nordeuropæere er mandschauvenismen ikke engang et særlig fremtrædende træk ved det spanske samfund, såfremt man da kan acceptere drabsstatistikken som en pålidelig målestok på området. Dobbelt så mange kvinder bliver dræbt af deres nuværende eller tidligere kærester i de skandinaviske samfund.

Omfanget af den ”usynlige” partnervold, som ikke fremgår af statistikkerne, er meget sværere at afgøre. I Danmark har rapporten ”Mænds vold mod kvinder” vist at 40.000 danske kvinder hvert år udsættes for vold af deres partner. Det er et meget lavt tal i sammenligning med f.eks. England, hvor en undersøgelse viser at hver fjerde kvinde kommer ud for partnervold på et tidspunkt. I Spanien siger hver niende kvinde, hun er genstand for mishandling, fremgår det af Kvindeinstituttets store undersøgelse i 2002.

Den typiske, mishandlede kvinde er i alderen 45-64 år, lever sammen med sin partner og har været genstand for partnervold i mere end seks år, viser den spanske undersøgelse. Derimod er der ingen særlig forskel på kvindernes sociale og økonomiske status.

”Det forestiller man sig normalt, men det er fordi kvinder med få økonomiske ressourcer søger tilflugt på offentlige institutioner – dem, som bagefter udarbejder statistikkerne. Kvinder med velordnet økonomi klarer situationen på anden vis,” siger Enriqueta Chicano fra Forbundet af progressive kvinder.

Nye love på vej
Særloven om vold mod kvinder var et valgløfte af socialistpartiet PSOE, og udarbejdelsen af lovteksten fik førsteprioritet efter den nye regerings tiltræden for knap et år siden. Ved samme lejlighed indførte ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero kønskvotering i regeringen, hvor halvdelen af ministerierne har fået kvindelig chef.

Senere på året fremlægges den nye lov om ligestilling. På dette område har regeringen til hensigt at gå videre end de minimumskrav, EU fastsætter. Princippet om lige løn for lige arbejde skal måske have en ny tolkning. En kontormedarbejder m/k i en typisk mandsbranche plejer at tjene mere end en kontormedarbejder m/k i en typisk kvindebranche, forklarer Kvindeinstituttet. Hvis det tolkes som et brud på lighedsprincippet, griber det ind i det spanske arbejdsmarkeds traditionelle branche-overenskomster.

Parlamentets Ligestillingsudvalg har indstillet til regeringen, at den sproglige diskrimination ophører ved udarbejdelsen af fremtidige lovtekster. Det ville berøre den nye grundlov, som regeringen har lovet.

Den sproglige diskrimination er endnu vanskeligere at løse på spansk end dansk, hvor den gav anledning til den hæslige nyskabning m/k. Men mens det danske sprog har et fælleskøn for mænd og kvinder, er strukturen i spansk bygget op om et hunkøn og et hankøn, hvor hankønnet også er blevet anvendt som fælleskøn, når det refererede til begge kønnene.

”Det kan godt være, det er sproglig korrekt, men det gør kvinderne usynlige,” klager et af udvalgsmedlemmerne, Mercé Pigem fra CiU.
Der blæser kolde vinde for den mandschauvenisme, som nordeuropæerne med rette eller urette har betragtet som et typisk træk ved det spanske samfund.

pod.

KORTE SPANSKE NOTER

Balkanprocessen starter
Spanien trues af en balkanproces, efter at den baskiske lehendakari (statsminister) Juan José Ibarretxe har fremlagt sin såkaldte Ibarretxe-plan. Planen indebærer i realiteten at der dannes en selvstændig baskisk stat, selv om denne foreløbig bevarer en formel tilknytning til det øvrige Spanien.
På et koldt møde mellem Ibarretxe og ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero fastslog sidstnævnte, at Ibarretxe-planen er et brud på Spaniens grundlov, og at centralregeringen ikke vil forhandle om den. Ibarretxe svarede, at i så fald indkalder han til folkeafstemning i Baskerlandet om planen.
”Jeg er klar over, en folkeafstemning ikke har juridisk gyldighed, men dens politiske konsekvenser kan ikke ignoreres,” sagde han.
Centralregeringens synspunkt er at en folkeafstemning ikke blot er ugyldig, men ulovlig. Zapatero røber dog ikke, hvilke forholdsregler centralregeringen vil tage, såfremt Ibarretxe gør alvor af sin trussel. Foreløbig skal baskerne til autonomvalg i maj. Autonomvalget bliver i sig selv en art folkeafstemning om Ibarretxe-planen.
Ibarretxe var selv overrasket, da hans plan blev vedtaget af et spinkelt flertal i det baskiske autonomparlament. Medlemmerne af det nu opløste Batasuna (terroristorganisationen ETA’s politiske fløj) stillede de tre nødvendige stemmer til rådighed. Resten af det tidligere Batasunas medlemmer stemte nej.
De store landspartier (PSOE og PP) kritiserer Ibarretxe-planen for slet ikke at tage hensyn til ønskerne hos Baskerlandets ikke-nationalistiske mindretal på 45 pct. ”Ibarretxes pligt som baskisk regeringsleder er at søge et bredt kompromis, der tilgodeser andre interesser end de nationalistiske. Hans forslag er en stor fejl, der fører til en politisk blindgyde,” siger Zapatero.
I en bog advarer den baskiske økonomiprofessor Mikel Buesa om de katastrofale konsekvenser, Ibarretxe-planen ville have for det baskiske samfund. Den ville ikke blot betyde et brud med Spanien, men med EU, understreger Buesa.
Bruttonationalproduktet ville falde 20 pct., mens arbejdsløsheden ville stige til 29 pct. En fjerdedel af Baskerlandets erhvervsvirksomheder ville forlade landet, forudser Buesa.
Batasuna-ETA havde et kort i baghånden med sin splittede holdning til Ibarretxe-planen. Senere på måneden spillede de to organisationer ud med deres egne forslag i et forsøg på at genvinde initiativet efter Batasunas ulovliggørelse i 2002, og ETA’s militære nederlag.
I et kommuniké slog Batasuna til lyd for en forhandlingsløsning mellem alle de baskiske partier – det som ikke-nationalisterne efterlyser. Senere fulgte ETA op med et andet kommuniké, hvor terroristorganisationen uddelegerer ansvaret for den politiske forhandling til Batasuna. Det var et vigtigt skridt, for tidligere er alle forsøg på en forhandlingsløsning strandet på, at terroristerne selv ville forhandle om Baskerlandets politiske fremtid.
Regeringen mindede om at Batasuna-ETA tidligere har stillet fælder for de demokratiske partier. ”Inden vi kan tale sammen, skal Batasuna fordømme volden, og ETA skal give afkald på den væbnede kamp,” understregede Zapatero.
At dette ikke for øjeblikket indgår i ETA’s planer blev klart få dage senere – den 18. januar – da en bilbombe eksploderede i Getxo (Vizcaya). Bilbomben var en påmindelse til områdets baskiske erhvervsledere om at betale ”revolutionsskatten”, som de nationalmarxistiske terrorister opkræver.
En politimand blev kvæstet ved eksplosionen.
----------------------------------------------------------

800.000 nye borgere
Den 7. februar starter tre-måneders fristen for ulovlige indvandrere, der ønsker at lovliggøre deres situation. Det skønnes at 800.000 udlændinge kan benytte sig af tilbuddet, der henvender sig til udlændinge med en arbejdskontrakt på minimum seks måneder, dokumenteret ophold i landet i seks måneder, og en blank straffeattest fra hjemlandet.
I fjor indvandrede en halv mio. udlændinge til Spanien på jagt efter arbejde, et lille fald i forhold til de tre foregående år, oplyser Statistisk Institut.
Samtidig med tilbuddet om amnesti, lovede regeringen ved sin tiltræden i fjor, at kontrollen med nye indvandrere ville blive skærpet. Trods dette blev der i 2004 udvist færre ulovlige indvandrere end i 2003. I december forbød regeringen desuden automatisk udvisning af indvandrere i alderen 16-18 år. Tusinder af marokkanske unge kommer til Spanien, hvor staten er tvunget til at tilbyde dem logi og uddannelse, medmindre deres familie i hjemlandet kan lokaliseres.

----------------------------------------------------------

Økonomiske nøgletal forværres
Prisudviklingen på 3,2 pct. i fjor lå et godt stykke over de 2,6 pct. i 2003. Oliepriserne havde en stor del af ansvaret for den negative udvikling. På betalingsbalancen oplevede Spanien også en meget negativ udvikling i fjor. I årets ti første måneder næsten fordobledes underskuddet pga. faldende turistindtægter og voksende import – prisen for en økonomisk vækst over EU-gennemsnittet.

----------------------------------------------------------

Dommere mod homoseksuelle ægteskaber
Et udvalg i det konservativt dominerede CGPJ – de spanske dommeres øverste organ – har udarbejdet en rapport, der stiller spørgsmål ved lovligheden af homoseksuelle ægteskaber. De er måske i strid med grundloven, fremhæver rapportens forfattere om regeringens planer. Rapporten gav anledning til en følelsesladet debat, for i den første version havde de konservative dommere sidestillet homoseksuelle ægteskaber med ægteskaber mellem mennesker og dyr. Desuden mener dommerne, regeringens initiativ kan medføre, at man senere må legalisere polygami.

----------------------------------------------------------

Bilindustri tangerer rekord
Spaniens bilindustri befæstede i fjor sin position som Europas tredjestørste efter Tysklands og Frankrigs, og den syvendestørste i verden. Der produceredes 3,02 mio. køretøjer, hvoraf 80 pct. blev eksporteret. Produktionen satte ikke ny rekord, men den var tæt på trods afmatningen på flere eksportmarkeder, oplyser brancheforeningen Anfac.
Bilindustrien bidrager med en fjerdedel af Spaniens eksport, 6 pct. af bruttonationalproduktet og 11 pct. af beskæftigelsen, når de indirekte jobs tælles med. Sammen med turismen og byggebranchen er den en af spansk økonomis tre grundpiller. 11 multinationale bilfabrikanter har de seneste fem år investeret mere end otte mia. euro i deres 18 spanske samlebåndsfabrikker.

----------------------------------------------------------

Konkurrence på skinnerne
Renfe – Spaniens modstykke til Danmarks DSB – mistede ved årsskiftet sit monopol på jernbanetrafikken. I første omgang er det dog kun godstrafikken, som liberaliseres. Fra 2010 kan andre selskaber også give Renfe konkurrence inden for passagertrafikken. Banelegemet og den tilhørende infrastruktur er blevet udskilt fra Renfe i et selvstændigt, offentligt ejet selskab.

----------------------------------------------------------

Kondomet atter fordømt
I 24 timer gav Spaniens katolske kirke efter og velsignede brugen af kondom. Efter et møde om aids-problemet med sundhedsminister Elena Salgado anbefalede bisperådets talsmand, Juan Antonio Martínez Campo, en ”ABC-strategi”, hvor A og B var henholdsvis seksuel afholdenhed og troskab. Som løsning C kom det omstridte kondom i betragtning.
Løsagtigheden varede kort. Dagen efter tvang bisperne Martínez Campo til at æde sine ord igen. Det skete efter hårdt pres fra Vatikanet, som kun anerkender en ”AB-strategi”.
En rapport fra Spaniens Ungdomsinstitut har i øvrigt vist, at antallet af 15-29 årige praktiserende katolikker er blevet halveret fra 28 til 14 pct. i de seneste fire år.

----------------------------------------------------------

Drastisk fald i trafikdræbte
Kampagnen i radio, tv og presse for at få bilisterne til at være mere agtpågivende har givet fremragende resultater i 2004. Antallet af dødsofre i trafikken faldt mere end 500 i forhold til det foregående år, fra 4029 til 3516.
- Nogen siger at et dødsfald er et drama, og 500 ren statistik. Men det er 500 familier som blev sparet for en traumatisk oplevelse, sagde Trafikdirektoratets direktør Pere Navarro, da han lagde tallene frem.
Siden 1980 har der ikke været så få trafikulykker med dødelig udgang i Spanien. Den positive udvikling skal også ses i lyset af, at siden dengang er bilparken vokset med 160 pct.

----------------------------------------------------------
Tilmeld nyhedsbrevVersion til udskrift · Send til en ven


Solkysten
Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten

Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - Februar 2005

Sydspanien.dk
Fakta om Spanien
Real Estate | Rentals | Rejseoversigten - Spanien | Rejs-Med.dk til Spanien | Klikket.dk om Spanien | Billig-Flybillet.dk | Flybilletter til Spanien | Flyrejser - Andre lande | Boliger | Bolig | Billeje Malaga