For kort tid siden referede en skattebrevkasse i en dansk avis en sag, der var opstået som ringe, der breder sig i vandet. Da en skatteyder dukkede op til møde med skattevæsenet, det man kalder torskegilde, sad han hyggeligt over en kop kaffe sammen med ”skattefar” og sludrede om sagen og om vind og vejr. Men det skulle han aldrig have gjort.

Han var sammen med sin familie flyttet fra Sjælland til Jylland nogle år tidligere, og hans nye arbejdsgiver havde dengang betalt flytteomkostningerne. Ved et rutinebesøg i virksomheden faldt skattefolkene over regningen fra flyttefirmaet og skrev efterfølgende til medarbejderen.

Sådan begynder historien, der nu har taget en ganske anden drejning. Skattevæsenet agtede nemlig at forhøje medarbejderens indkomst med et beløb svarende til de flytteomkostninger, som hans arbejdsgiver havde betalt. De mente, at der var tale om et skattepligtigt personalegode. Og så blev den nordjyske mand vred.

Det drejede sig trods alt om et beløb på knap 40.000 kr., og det ville koste ham en efterskat på næsten 25.000 kr. inklusive renter, så han bad om et personligt møde med ”skattefar”. Sagen blev som nævnt drøftet i al fredsommelighed over en kop kaffe på en ret uformel måde. Men pas på, der er ikke noget som helst uformelt ved et sådant møde! Men det ene ord tog det andet.

Manden fortalte mere generelt om sin flytning fra Sjælland til Jylland og den omvæltning, det havde været for hele familien. De havde haft et stort hus på Sjælland og havde ikke turde købe et nyt hus i Nordjylland, før det gamle var solgt. Heldigvis havde en kollega tilbudt, at de kunne bo i hans hus imens. Han skulle nemlig til USA for at arbejde, så det passede nærmest som hånd i handske.
Manden og familien fra Sjælland nåede at bo i kollegaens hus et par måneder, før tingene faldt på plads. Nogle dage efter mødet modtog manden et brev fra skattevæsenet. Brevet fortalte, at de ville fastholde beskatning af flytteomkostninger.

Men også at de agtede at forhøje hans indkomst med værdien af opholdet hos kollegaen, fordi det var at betragte som en skattepligtig gave – også selv om manden ikke havde betalt husleje, og der ikke var aftalt nogen modydelse. Blot havde han betalt et beløb for brug af lys og varme. Skattefolkene ansatte gavens værdi til 26.000 kr. Ved en beskatning på 63 pct. svarer det til en ekstraregning på omkring 17.000 kr.

Nu blev manden for alvor vred, og sagen er nu påklaget til skatteankenævnet i Aalborg. Rådgiveren til manden i klagesagen udtaler, at der ikke findes noget fortilfælde til denne sag. Og det skal nok være rigtigt. Vennetjenester beskattes efter praksis ikke, når der ikke er aftalt en modydelse. Hvis f.eks. to venner aftaler at hjælpe hinanden med at bygge nyt hus til dem begge, først hjælpes de ad med det ene hus, derefter omvendt, så kan der sættes en skønsmæssig værdi for denne hjælp, som kan beskattes. Men her var ikke tale om nogen modydelse. I sin yderste konsekvens kunne skattevæsenet måske finde på at beskatte kollegaen af en fiktiv lejeindtægt, hvilket er set før.

Med hensyn til flytteomkostningerne, tror jeg ikke, at han undgår beskatning. Der er en vis skattepraksis for, at hvis man bliver forflyttet inden for den samme koncern, eller hvis man som ansat i forsvaret sendes til en anden forlægning, kan flytteomkostningerne uden beskatning dækkes af arbejdsgiveren. Men her i vores sag var der tale om et frivilligt nyt arbejdssted. Selv dækning af rejseomkostninger til ansættelsesinterview kan beskattes, fordi det er omkostninger til at ”sikre indkomstgrundlaget” og ikke fradragsberettigede omkostninger ”til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten”, som der står i Statsskattelovens § 6a. Den er fra 1903!

Vores sag viser imidlertid, at man skal vare sin mund, når man er til torskegilde. Der findes også mange eksempler på anonyme anmeldelser, og på skattefolks direkte spionage af folk. Selv har jeg ført en sag til Landsskatteretten, hvor sagen var startet på det grundlag, at naboerne syntes manden var for rig og brugte for mange penge. (En af dem var måske ansat i skattevæsenet?) Min klient havde solgt sin virksomhed for et stort tocifret millionbeløb og var flyttet til London. Han havde samtidig bygget sig en større swimmingpool og en tennisbane ved sit store, gamle sommerhus i Nordsjælland; men det var der altså nogen, der var blevet misundelige over og anmeldte ham for skattesvig med den begrundelse, at han slet ikke var emigreret, for hvad skulle han så med et stort, flot sommerhus i Danmark?

Hele sagen igennem var sagsbehandlernes fremgangsmåde ved møder og i korrespondance gennemsyret af uudtalt jalousi, men da den blev forelagt sagsbehandleren i Landsskatteretten, kiggede han undrende på min klient og mig og spurgte: ”Hvorfor er den sag overhovedet nået til Landsskatteretten?”.

Få uger senere kom en fuldstændig klar ”frifindelse” af min klient. Men sagen havde i mellemtiden kostet ham mange søvnløse nætter samt rådgiverhonorar – dengang man ikke fik det godtgjort som i dag.

Så pas på hvem du drikker en øl sammen med næste gang på baren henne om hjørnet, hvis du ikke kender ham i forvejen.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---