I nattens mulm og mørke skilte Madrid sig af med militærdiktatoren Francisco Franco. Rytterstatuen på hovedstrøget La Castellana blev hejst ned fra sin piedestal og kørt bort til en ukendt skæbne, mens de få morgenduelige tilskuere reagerede med en blanding af bifald og fyråb. Datoen var torsdag den 17. marts 2005, 30 år efter diktatorens død.

Tilfældet ville at få hundrede meter borte var den tidligere kommunistleder Santiago Carillo genstand for et surprise-party i anledning af sin nylige 90-års dag. Gæsterne var en blanding af lidt af hvert. Den gamle Santiago forenedes i et knus med de personer der sendte ham i fængsel under francotidens undertrykkelse.

Hvad skal man stille op med fortiden? Efter Francos død besluttede Carillos generation at slå en streg over den, for det var den eneste måde at komme videre uden risiko for et nyt opgør som Den Spanske Borgerkrig 1936-39. Nye generationer har ikke så nemt ved at acceptere denne tavshedspagt til ære for en aldrig besejret fascisme, men fortrængte erindringer kan være farlige. Den socialistiske generalstab anede det, og derfor planlagde regeringen statuens nedtagning som en halvt lyssky affære. I de følgende dage forvandledes den tomme piedestal til valfartssted for både gamle og ikke så gamle fascister. Men desuden stødte beslutningen mange der slet ikke accepterer at de er fascister.

Partido Populars oppositionsleder Mariano Rajoy var smækfornærmet på ministerpræsident José Luis Rodríguez Zapatero: ”Efter Francos død traf spanierne en vanskelig beslutning på baggrund af deres komplicerede historie. De vedtog at vende blikket frem. Det er på tide Zapatero kommer i gang med at regere i stedet for at fremsætte idiotiske bemærkninger og så splid mellem spanierne.”

”I dagens Europa er det uhørt – og mange steder tilmed forbudt - at offentlige pladser prydes med mindesmærker for diktatorer,” svarede ministerpræsidenten.

Sagen er virkelig en varm kartoffel. For kun tre år siden blev parlamentet enigt om en erklæring der fordømte francotidens undertrykkelse, men i fjor nægtede de konservative at støtte en anden erklæring der opfordrede til at fjerne francotidens symboler fra offentlige bygninger og pladser. Så blev denne vedtaget af parlamentets øvrige partier. I den kommende tid bliver erklæringen ophøjet til lov, lover regeringen.

Til den tid bli’r der nok at ta’ fat på. Efter Madrid er der kun tre rytterstatuer tilbage, men i hundredevis af små byer og enkelte store er hovedgader og torve stadig opkaldt efter generalissimusen. For slet ikke at tale om diktatorens megalomane gravmæle uden for Madrid, Valle de los Caídos, hvor kirken med økonomisk støtte af staten holder mindet om Hitlers og Mussolinos ven i live. Alene i Madrid er mere end 130 gader desuden opkaldt efter andre af diktaturets førende skikkelser.

Det er for forenklet at stille det op som en sag mellem højre og venstre, for nogle konservative som tidligere udenrigsminister Josep Piqué markerer afstanden til deres partileder i dette spørgsmål. ”Symboler der strider mod grundlovens ånd har ingen steder hjemme,” siger Piqué. Til gengæld minder Mariano Rajoy om at socialisternes tidligere ministerpræsident, Felipe González, udtalte sig imod tiltag af denne art.

Der bliver ballade, hvis regeringen gør alvor af løftet om at sløjfe Francos navn af vejviseren.

”Ingen bryder sig om at få brændt bilen af,” siger Guadalajaras viceborgmester resigneret. Han, som er medlem af venstrefløjs-oppositionen Izquierda Unida, har opfundet et vejarbejde for at få en undskyldning til at fjerne Guadalajaras Franco-statue uden al for megen polemik.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---