I 1605 var Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616) fyldt 58 da han offentliggjorde første del af Don Quijote. Fortællingen om ridderen af den bedrøvelige skikkelse blev en forlagssucces uden sidestykke. I Cervantes’ levetid udkom der 16 udgaver, og bogen blev hurtigt oversat til de andre hovedsprog: engelsk i 1607, fransk i 1614 og italiensk i 1622. Bortset fra biblen er ingen anden bog udgivet, oversat og kommenteret så ofte. Ingen har haft så stor indflydelse på verdenslitteraturen, og gennem den vor måde at opfatte omverdenen. Og så er den tilmed morsom. ”Der er vist aldrig skrevet en bog, man ville ønske var længere, bortset fra Don Quijote,” sagde den sprudlende Dr. Johnson. En alvorlig sjæl som Dostoievski sagde at på dommens dag behøvede man blot lægge Don Quijote frem, så ville hele menneskeheden blive frikendt.
Den eneste, der ikke fik noget ud af det, var Cervantes.

En udlænding ved det spanske hof skrev hjem, at bogen ikke havde løst Cervantes’ økonomiske vanskeligheder. ”Det er det bedste,” tilføjede han, ”for så er han tvunget til at skrive mere.” På den anden side kunne parnasset i den spanske guldalder ikke engang unde Cervantes glæden over at have skrevet en god bog. ”Kun en tåbe morer sig over Don Quijote,” sagde den geniale dramatiker Lope de Vega småligt.

Lope de Vega er en af de mulige gerningsmænd til en litterær forbrydelse, der har optaget cervantister i fire århundreder. I 1614 udkom en fortsættelse af don Quijotes eventyr, skrevet af Alonso Fernández de Avellaneda. Den mystiske Avellaneda var pseudonym for en person, der har kendt Cervantes særdeles godt. I ”den falske Quijote” håner Avellaneda den aldrende og invalide digter, men det værste er at han mishandler Cervantes’ litterære skabninger. Don Quijote lider den tort at blive degraderet fra gal til tosse, og Sancho Panza ser sig forvandlet fra snusfornuftig opportunist til vulgær og frastødende bondetamp. En art åndelig voldtægt, der føltes endnu mere ydmygende, fordi ”den falske Quijote” på sin vis er en ganske opfindsom og underholdende bog.

Avellaneda gjorde muligvis litteraturen en uvurderlig tjeneste, for den gamle digter blev vred og spidsede pennen. I 1615 – et år inden sin død – var Cervantes færdig med andendelen af Don Quijote. Den gale begiver sig atter på landevejen med sin væbner, og ved denne lejlighed modtages de overalt som berømtheder. Men berømmelsen skyldes lige så meget Avellaneda som Cervantes! Læseren befinder sig i et sandt spejlkabinet: Hvad er virkelighed, og hvad er illusion?
Den vrede don Quijote får sagt sin mening om Avellaneda, men på rejsen bliver han uafbrudt offer for ondskabsfulde spaser af andre folk af Avellanedas støbning – folk der ikke kan se visdommen i hans galskab.

Hvis vi ser bort fra hans fikse ide, er don Quijote langt fra tåbelig. Som eksempel tjener de råd, han giver Sancho, da væbneren ved et spøgefuldt hertugpars mellemkomst får opfyldt løftet om et ørige han kan regere. Don Quijote siger:

”For det første, min søn, skal du frygte Gud, thi Herrens frygt er visdoms begyndelse, og hvis du er viis, kan du ikke fejle.

For det andet skal du vide hvem du er, og kende dig selv, hvilket er det sværeste man kan forestille sig. Hvis du kender sig selv, vil du ikke puste dig op som frøen der ville sidestille sig med en okse. For gør du det, vil du få det som påfuglen når den rejser sin hale og pludselig får øje på sine hæslige fødder: Midt i din henrykkelse vil du skamme dig over de svin du opdrættede på din jord.”

”Jeg har godt nok vogtet svin,” svarede Sancho, ”men det var da jeg var dreng. Da jeg blev lidt ældre, var det gæs jeg vogtede, ikke svin. Men det betyder vel ikke så meget, det er jo ikke alle statholdere der nedstammer fra konger.”

”Det er rigtigt,” svarede don Quijote. ”Derfor skal de der ikke er født adelige, men alligevel får et ansvarsfuldt embede, udvise mildhed og lempelighed, hvilket i forening med klogskab og forsigtighed afværger ondsindet sladder, som ingen stand slipper for.

Vær stolt af din ydmyge herkomst, Sancho, og hold dig ikke for god til at sige at du er af bondeslægt. Thi når folk ser at du ikke skammer dig, vil ingen skamme dig ud. Det er bedre at være en hædersmand af lav stand end en synder af fornem byrd. Utallige har hævet sig til den højeste pavelige eller kejserlige værdighed skønt de var af ringe fødsel - det kunne jeg give dig så mange eksempler på at du ville blive træt af at høre på mig.

Og hør, Sancho: Hvis du tager dyden i hånden og prøver at handle i godhedens navn, er der ingen grund til at misunde dem der har blåt og fornemt blod i årerne. Thi blod arves, men dyd erhverves, og dyd alene er langt mere værd end adeligt blod.”

Udviklede sig
Førstedelen af Don Quijote er den mest folkelige og rummer ridderens berømteste eventyr, men i litterær henseende er andendelen meget overlegen. Dialogerne spiller en større rolle, og Cervantes foregriber litterære teknikker som efterfølgerne først vover sig i kast med langt senere.

I starten havde Cervantes sikkert ingen hensigt udover at parodiere de ridderromaner der var datidens eskapist-litteratur. I løbet af skrivearbejdet sker der imidlertid noget sært: Don Quijote og Sancho Panza overtager ansvaret for deres eget liv. De udvikler sig og påvirker hinanden uden at tage hensyn til forfatterens forudlagte planer. Cervantes er den første som tilstår sine hovedpersoner retten til en selvstændig psykologi, og dermed styrer han uden om det klicheagtige og forudsigelige i datidens litteratur. En moderne forfatter som Kurt Vonnegut siger – helt i Cervantes’ ånd – at han kun kan holde styr på sine romanfigurer med elastikker.

Don Quijote og Sancho Panza repræsenterer to typer. Den jordbundne Sancho har et meget praktisk greb om tingene, men savner idealer. Don Quijote har idealer, men er gal. Som handlingen skrider frem, bliver skellet mellem dem imidlertid mindre tydeligt, og nogen gange virker det næsten som om de bytter rolle. Det er samtidig Cervantes’ optimistiske lære: Det kan faktisk nytte at snakke om tingene, at dialogere.

Mange aspekter ved Don Quijote gik først op for det 19. århundredes romantiske kunstnere. De forstod at Cervantes ikke blot havde skrevet en grinagtig, men en dybt vemodig bog. Don Quijotes drivkraft er en oprigtig godhed og menneskelighed, som er dømt til at mislykkes i den forråede verden hvor han opholder sig. Den evige konflikt mellem en ideel tankeverden og de barske realiteter var kun alt for velbekendt for Cervantes, der ligesom sin hovedperson var storforbruger af ridderromaner.

Don Quijote må føre en hård kamp som også foregår inden i ham selv. I slutningen af anden del indhenter virkeligheden ham i Barcelona. Han besejres af Ridderen af den Hvide Måne, der forlanger at han rejser hjem og lægger lansen bort. På tilbageturen føler don Quijote en sidste fristelse til at slå sig til ro som hyrden Quijotiz (tidens anden eskapist-litteratur var hyrderomanerne), men han dør fredeligt i sin seng efter at have afsvoret dagdrømmerierne.

Historien henter sin styrke i Cervantes’ eget liv. Det er en social taber som i 1605 gør status over sit livs erfaringer som gammel mand (dengang var 58 en betragtelig alder). Det usædvanlige er at han stadig har styrke og livsglæde til at le af sine bristede forhåbninger.

Heroisk ungdom
Miguel var det fjerde af syv børn, som kirurgen Rodrigo de Cervantes fik med hustruen Leonor De Cortinas. Den vordende forfatter fødtes i Alcalá de Henares (Madrid), men om hans barndom og ungdom vides intet sikkert. Næste gang vi hører om Cervantes er han som 22-årig på vej til Italien. Sandsynligvis flygtede han efter at være dømt til at miste højrehånden, fordi han havde dræbt en mand i duel. Skæbnen vil at i løbet af eksilet mister Cervantes i stedet venstrehånden, da han heltemodigt tager del i søslaget ved Lepanto. Et godt bytte for litteraturen!

I 1571 i Lepanto stopper en kristen flåde under spansk ledelse den tyrkiske ekspansion, og i de følgende år deltager Cervantes i flere militære ekspeditioner, indtil han i 1575 tages til fange af pirater på tilbagerejsen til Spanien. Han tilbringer fem år i fangenskab i Algier, hvor han deltager i fire flugtforsøg og bringer sit liv i fare for at redde andre kristne fanger. Omsider løskøbes Cervantes af trinitarier-fædrene, og da han atter sætter foden på fædrelandets jord, er han fyldt 33.

Her slutter Cervantes’ heroiske ungdom, som han resten af livet mindes med stolthed - og længsel, for selv fangenskabet havde sine gloriøse stunder i sammenligning med de trængsler og afsavn der udgør resten af hans liv.

I 1584 ægter Cervantes en ung pige, Catalina de Palacios Salazar, fra landsbyen Esquivias i La Mancha. Det følgende år udgiver han sit første større værk, La Galatea, der er en temmelig banal hyrderoman i tidens stil. Det er ikke som skribent Cervantes kommer til at forsørge familien. I 1587 indleder han et opslidende rejseliv som skatteopkræver i Andalusien, hvor han er med til at forberede udrustningen af Den Uovervindelige Armada. Cervantes er en elendig administrator, og to gange fængsles han for underslæb. Ved en lejlighed lyses han endda i band af kirken efter at have forgrebet sig på de gejstliges korn. Trods sin status som helt og krigsinvalid får han flere gange afslag på ansøgningen om at komme til Amerika, hvor han drømmer om at starte på en ny og bedre tilværelse.

Først i 1604 genforenes Cervantes med familien i det nordspanske Valladolid, hvor hoffet en overgang havde opslået sin residens. Da han det følgende år skabte sensation hos læserne (og irritation hos kulturpaverne) med førstedelen af Don Quijote, var det 20 år siden han sidst havde udgivet noget på tryk. De følgende år var han utrættelig og skrev bl.a. de Eksemplariske Noveller. Inden udgivelsen af Don Quijotes anden del var der lige tid til en sidste personlig skuffelse, da hans beskytter greven af Lemos afslog at tage ham med til Italien, hvor Cervantes’ gladeste minder lå begravet.

Ingen ved hvor Cervantes selv blev begravet. Han døde den 23. april 1616, samme dato (skønt ikke samme dag, for de to lande brugte forskellig kalender) som William Shakespare. Den største af alle dramatikere er den eneste, hvis betydning for vestlig litteratur tåler sammenligning med den største af alle romanforfatterne.

pod.

Citatet er fra Iben Hasselbalchs danske oversættelse: ”Den kløgtige adelsmand Don Quijote af La Mancha” (forlaget Rosinante).

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---