Lugt- og smagssans
Skrevet af Solkysten
”Lider du af smagsforvirring” er noget vi af og til siger i spøg til nogle, vi synes har en anden opfattelse af, hvad der smager godt, end den vi selv har. Ikke desto mindre kan smags- og lugteforvirring samt tab af disse sanser forekomme i forskellige sammenhænge.
Til en af tungens funktioner hører smagssansen, som er knyttet til smagsløgene, der sidder på tungens overflade. Der er også smagsløg i ganen, hvorfor der tidligere tit hørtes, at når man som ældre fik gebis gik det også ud over smagssansen. Heldigvis er der ikke så mange, der i dag får gebis, da tandlægerne med deres dygtighed har mange andre muligheder.
Vi har fire smagstyper nemlig sødt (på tungespidsen), surt (langs tungens sider), salt (fortil på tungeryggen) og bittert (bagtil på tungen).
Næsen varetager vores lugtesans, og man regner med, at mennesker kan skelne op til ca. 4000 forskellige lugte.
Noget af det mest almindelige, der forstyrrer vores smags- og lugtesans, er forkølelse og bihulebetændelse, men også B-12 og zinkmangel samt sukkersyge, høfeber, polypper, røg, tørre slimhinder og visse mediciner kan være årsagen.
Fødemidler der bør undgås
Føler du, at din smags- og lugtesans er formindsket, er det vigtigt at undgå slimdannende fødemidler såsom almindelige mælkeprodukter, men også sojamælkeprodukter kan være problematiske.
Chokolade og kager, især de fedtholdige, er det også bedst at undlade. Ligeledes vil alle sukkerholdige fødemidler kunne forværre tendensen.
Spis gerne
Spis masser af frisk frugt, salater og grønsager, sidstnævnte gerne letkogte.
Spis også gerne brune ris, linser i alle former, boghvede der kan løskoges hele som ris eller knækket boghvede, der bruges til en dejlig grød. Endvidere er havre og andre fuldkornsprodukter f.eks. fuldkornsbrød og fuldkornspasta gode. Da mange mennesker med smags-og lugteforstyrrelser lider af zinkmangel, er det godt med en zinkrig kost f.eks. lamme- og oksekød, kalvelever, østers, peanut, hasselnødder. Solsikkekerner, græskarkerner, hørfrø og sesamfrø er også zinkrige. Spiser du morgengrød, er det en god ide at putte en blanding af ovenstående frø på grøden. Blandingen kan laves en gang om ugen og så drysses på grøden, når det skal gå stærkt om morgenen. Til grøden kan serveres rismælk. Tænk så på maden med kærlighed, mens du spiser den.
Nyttige kosttilskud
Som tidligere nævnt kan det være godt for både smags- og lugtesans med et tilskud af zink. Dosis er 1 zinktablet på 20 mg daglig, meget gerne sammen med den daglige multivitamin/mineraltablet.
B-12 er et uhyre effektivt stof, og kan være utrolig gavnligt at få ekstra tilskud af, men bør helst tages sammen med en kombination af de andre B-vitaminer. Kaliummangel kan også medvirke til tab af lugte- og smagssans. Daglig dosis er 1 tablet eller kapsel på 99 mg sammen med maden.
Er det en infektion, såsom en stærk forkølelse, der er årsag til den nedsatte smags- og lugtesans kan det være til god hjælp med en kur med A-vitaminer og 1 gram C-vitaminer daglig. Dertil kan du evt. tilføje et produkt med echinacea, propolis, eller andet, der styrker immunsystemet.
Små hjælpsomme tips
Akupunktur har ofte vist sig at være en effektiv hjælp til at genetablere en tabt lugte-og smagssans.
Det kan også være gavnligt med en generel afgiftningskur evt i forbindelse med nogle besøg hos en dygtig zoneterapeut.
Jeg ved, der er flere homøopatiske produkter, der kan hjælpe på smags- og lugtesansen, og her kan en uddannet homøopat, der går efter årsagen i stedet for symptomerne, være til stor hjælp.
Mikrobølgeovne
Under forårsrengøringen fandt jeg i mine gamle gemmer et stykke papir med nogle sikkerhedsregler om mikrobølgeovne, som Branchesikkerhedsrådet havde udarbejdet. På papiret havde jeg ikke fået noteret dato og årstal, så jeg gik lidt på nettet for at finde nyere informationer. Her faldt jeg over en artikel i Politiken fra søndag den 29. juni 2003 om farlige stråler fra Mikrobølgeovne, som jeg synes er læseværdig og giver stof til eftertanke. Artiklen kan findes på adressen www.politiken.dk
Eksem
Eksem er ikke en sygdom, men et symptom, hvorfor det altid er bedst at gå på jagt efter årsagen.
Der kan være mange årsager til eksem f.eks. kontaktallergi eller børneeksem, hvor sidstnævnte ofte er en arvelig tendens til følsom hud, hvori kan indgå en allergi overfor visse fødemidler, De almindeligste allergifremkaldende fødemidler er æg, mælkeprodukter og glutenholdige fødemidler. Også konserveringsmidler, farvestoffer. F.eks. er E 110 Sunset Yellow ifølge E nummerbogen et gult farvestof, der hyppigt giver anledning til overfølsomhed, men der kan også være mange andre tilsætningsstoffer, der er problematiske. Bleeksem ses ofte at være en svampeinfektion.
Ved alle former for eksem er det en god ide at sikre sig at tarmfloraen er i orden. Hjælp til en sund tarmflora kan fås ved at tage mælkesyrebakterier, der fås både i kapsel- og pulverform. En sund tarmflora er livsnødvendig for et godt immunsystem. Apropos så får mus, der hører høj rockmusik i 24 timer tarmfloraforstyrrelser.
Mange med eksem kan få stor hjælp ved at indtage essentielle fedtstoffer f.eks. omega 3 – fiskeolie eller omega 6 kæmpenatlysolie. Ofte er det en god kombination at indtage begge fedtstoffer i en kapsel. Husk at supplere med en multivitamin/mineralpille af god kvalitet. Er eksemet slemt kan evt. tilføjes ekstra C- og E-vitamin samt zink.
Forår og bikini
Selvom foråret har ladet vente længe på sig, så siger kalenderen i hvert fald, at nu er det forår, og så er bikinisæsonen lige om hjørnet. Kroppen bliver gransket ekstra nøje i spejlet, og selv om vi fortæller os selv, at vi er smukke som vi er, kan vi måske godt se, at der lige er et par kilo, der gerne måtte forsvinde rimeligt hurtigt, men også gerne nemt.
Atkins–livsstilen er et kontrolleret kulhydratprogram for vægttab og permanent vægtkontrol. ”Net Carb” er de kulhydrater, du behøver at tælle, idet de påvirker blodsukkeret. Har du f.eks. en sød tand, du ikke ønsker at ændre på, har Atkins nogle produkter med sukkeralkoholer (f.eks. glycerin og malitol), der har en minimal virkning på blodsukkeret. I produkterne er aldrig tilsat sukker, farvestoffer, transfedesyrer, hvedemel eller kunstige farvestoffer. Vil du vide mere om Atkins kan du klikke på www.atkins-dk.com
Kropsmassage til velvære og skønhed
Kropsmassage har været brugt i årtusinder til stor glæde, velvære og bedre helse for mange mennesker. Massage lindrer muskel- og ledsmerter, og giver leddene større fleksibilitet. Massage sætter gang i cirkulationen og hjælper på udskillelse af affaldsstoffer. Jeg selv går næsten regelmæssig til en eller anden form for massage, og desuden lærte jeg selv at give massage i Danmark, hvilket gav mig en stor del af mit udkomme de første år her på kysten. Massage burde være en menneskeret at få. Hvilken slags massage du vælger må være efter smag og behov. Søg efter informationer og sørg for at den massør du vælger, er veluddannet og har et godt renomme.
Populære massageformer er f.eks. afspænding – healing – dybde – thai – polynesisk – shiatsu.
Parat til solen
Når sommeren kommer, vil mange af os gerne have en smuk, sundt udseende hud med en gylden kulør. Ca. fire uger inden du regner med at gå i solen, kan det være en god ide at tage 1 kapsel Imedeen Tan optimizer daglig. Studier har vist at produktet er effektivt til at stimulere hudens produktion af melanin, der er det beskyttende pigment, der giver en flot farve. Jeg er selv en meget lys hudtype, og er blevet meget behagelig overrasket over hvor god en farve, jeg har fået efter at have spist kapslerne. Husk alligevel at bruge en god solbeskyttelsescreme f.eks. Aloe Vera med solfaktor 16.
Økologisk levevis
I Berlingske Tidende onsdag den 16. februar fortalte en artikel at dyrefosøg havde vist, at økologisk kost er godt for immunsystemet og indholdet af antioxidanter i blodet. Forsøget blev lavet af Danmarks jordbrugsforskning.
Ovenstående viden giver dig måske blod på tanden til at gøre mere ved den økologiske side af den daglige madlavning. Hvis du mangler inspiration kan stærkt anbefales en kogebog ved navn ”Det økologiske køkken”. Opskrifterne er miljøvenlige, og har ideer til både danske og fremmede retter.
Mangler dine børn vitaminer?
Mange af os ved, at vores børn i en travl hverdag ikke spiser fuldlødig og varieret kost hver dag. Når maden raffineres forsvinder mineralerne og ved tilberedningen reduceres en del af vitaminerne. I 1988 offentliggjorde lægetidsskriftet ”The Lancet” et dobbeltblindforsøg blandt nordirske skolebørn, der viste en bedre indlæringsevne hos de børn, der havde fået multivitaminer. Så det er en god ide at give børnene en daglig vitamin/mineralpille af god kvalitet. Er dit barn for lille til at sluge en pille findes der gode børnevitaminer, der både kan tygges og suttes.
Omega 3 i hørfrøolie
For mennesker, der af en eller anden årsag ikke kan spise fiskeolie, er det et godt alternativt med den såkaldte flaxolie fra hørfrø. Olien findes i kapselform. Forskere mener at indtag af hørfrøolie kan hjælpe med at bekæmpe kroniske sygdomme som f.eks. hjertelidelser og reumatiske lidelser.
Blåbær – Vaccinium myrtillius
Vi kender den som den lille plante med de kuglerunde sorte bær. Den vokser mest på lyngheder og på åbne skovarealer. Den har mange gavnlige virkninger. Den virker beskyttende på hjernen mod toksiner. Mest kendt er den for sin gode virkning på øjnene. Desuden kan den virke godt på mavesår, der er forårsaget af stress. Den har også en blodsukkersænkende virkning.
Vidste du
At hyppigheden af blodprop i hjertet er øget med otte gange indenfor de sidste 40 år. Hos mange, der har forkalkning i hjertets pulsårer, er der fundet lave koncentrationer af L-carnitin i hjertet. 1–2 gram L-carnitine dagligt kan måske reducere anfaldene af hjertekrampe. Desuden giver L-carnitine en dejlig energi og virker desuden fedtforbrændende
Rødvin indeholder kræfthæmmende stoffer
Men lad det blive ved et par glas om dagen af en god kvalitet vin. KEO er Cyperns største vinproducent, og står bag mange dejlige vine fra Cypern, der med sine 8000 års erfaring har et godt ry i vinens verden for sine klassiske og rene druevine, som mange mennesker med allergi og migræne - efter min erfaring - også kan tåle.
| Tilmeld nyhedsbrev | Version til udskrift · Send til en ven |

Skrevet af: Solkysten
Denne artikel er bragt med tilladelse fra Magasinet Solkysten. Gå direkte til hjemmesiden: Solkysten
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2005
Læs flere artikler fra samme udgave af Solkysten
Solkysten - April 2005

