Sådan ca. halvanden kilometer fra rundkørslen ved motorvejen op mod Frigiliana ligger der en hvidkalket mur med påskriften ”San Rafael”, og lige før muren starter vejen Camino de la Maquinilla, som fører ind til Pers bolig. Allerede ved hoveddøren ses den første store skulptur, der signalerer at her bor en mand, der kan lide at skabe. Per tager imod, byder på rødvin og deler gavmildt ud af sit liv.

Figur i rugbrød
Han blev født i 1943 på Fredriksberg, og hans forældre var stolte af hans skabende evner, allerede da han som barn formede en lille figur i rugbrød.

Da Per var 17 år, rejste han til Bornholm i et år og lærte at lave keramik hos sin onkel.

- Jeg lærte at bruge drejeskiven, at brænde og jeg lærte en masse om de forskellige glasurer, fortæller Per.

Da han kom tilbage til København startede han sit eget keramikværksted sammen med sin far. Et stort amerikansk firma med 39 stormagasiner spredt udover USA bestilte keramik hos ham.

- Det gik rigtig godt, siger Per. – Jeg husker, jeg havde en ven, der lokkede mig med til croquitegning hos Harald Issenstein, og han fortalte mig, at jeg havde et stort talent, og at jeg burde søge ind på Kunstakademiet. Jeg svarede, at det havde jeg overhovedet ikke tid til ... men kort efter havde jeg en ulykke på motorcykel. Jeg brækkede benet, og så kunne jeg jo slet ikke bruge drejeskiven ... men havde masser af tid.

Per Weisechenfeldt blev optaget på akademiet i 1965. Han var én af tre, der blev optaget ... ud af 450 ansøgere. Han gik på akademiet i 7 år, hvoraf han brugte de sidste to år på at uddanne sig kunstpædagogisk, så han kunne undervise i billedkunst på gymnasierne.

Per blev ansat på Nyborg Gymnasium, hvor han arbejdede som lærer i billedkunst i 15 år.

- Det gav en god bund i økonomien, og det gav mig desuden mulighed for at arbejde med kunsten ved siden af, selv om jeg altid følte, at der ikke var tid nok.. Per tænker sig om et øjeblik. – Jeg er sådan en, der har det bedst, når jeg har noget at lave ... det var nok også derfor, at min daværende kone og jeg købte et hus på 540 kvm på Fyn og anskaffede os to heste.

Ufrivillig pause fra kunsten
Nogle få sekunder kan ændre éns liv, og det var det, der skete for Per, da han med stor fart ramte en container og blev slynget ud gennem forruden.

- Jeg var lam, jeg kunne ikke tale og mit ansigt var skåret op på kryds og tværs ... og det viste sig, at jeg havde skadet nogle receptorer i hjernen, som regulerer blodtrykket.

Der fulgte en lang, sej og smertefuld proces efter ulykken med genoptræning, genoptræning og atter genoptræning.

- Jeg tilbragte lang tid på Vejle Fjord, et center for hjerneskader, og jeg fik en helt fantastisk hjælp der, fortæller Per.

Efter et år kunne Per gå igen, og efter to år havde han ikke længere brug for talepædagogen. Det krævede en del plastiske operationer at gøre Pers ansigt fint igen, og i dag ses det næsten ikke.

- Nerverne i min arm var det sidste der ”kom på plads”, men det bliver aldrig helt godt og jeg har stadig problemer med den.
På grund af de ødelagte receptorer i hjernen, der skulle regulere blodtrykket fik Per et hjerteanfald, da han var midt i fyrrene.

- Jeg fik en by-pass operation, og normalt får folk det meget bedre efter en sådan operation, men det var desværre ikke tilfældet med mig.

Alt i alt gik der omkring 10 år, hvor Per ufrivilligt blev holdt borte fra sit skabende arbejde. Af helbredsmæssige årsager opfordrede Pers læge ham til at opholde sig i et varmere klima om vinteren.

Under varmere
himmelstrøg
Første valg falder på Italien, nærmere betegnet Umbrien.
- Der var dejligt, men det var alt for koldt om vinteren.
Tilfældigt ser en af Pers bekendte, at der er et hus til leje i Andalusien.

- Det var perfekt. Andalusien har det bedste klima i Europa, hvilket jeg i dag kan mærke på mit helbred, fortæller Per.

Per startede i Torrox pueblo, men bor nu fantastisk smukt i Urbanizationen ”San Rafael”.

- Hvis ikke det er Paradis, siger Per, - så må det i hvert fald være stationen lige før!

Den parklignende have er fyldt med Pers store hvide skulpturer, der er både naturalistiske og abstrakte. Der er en udsigt over det friligianske landskab, der kan tage pusten fra enhver, og en slentretur gennem haven er godt for øjnene og giver fred i sindet.
Huset har store lyse rum, fyldt med Pers malerier på væggene, gedigne trævinduer og masser af atmosfære. Hylderne i stuen bugner af små skulpturer ... udtryksfulde ansigter formet i ler, der sladrer om en produktiv mand.

- Jeg står op ved 6-tiden om morgenen, fortæller Per, - og omkring klokken 10 er jeg i fuld sving med billedhuggeriet ude på terrassen ... og så fortsætter jeg, til det bliver mørkt, siger Per som primært arbejder i gibs, bronze og marmor.

Hver onsdag indtil ved 18-tiden er der en slags ”åbent hus” hos Per, hvor interesserede kan se hans produktion. Han har bl.a. haft besøg af Den Danske klub og desuden 54 kvinder til morgenmad fra Foreningen Diwa, en dansk kvindeforening for erhverskvinder. Det er dog en god ide at ringe før man kommer. (639 256 036).

Per tilbringer vinteren i Spanien og somrene i sommerhuset i Rågeleje, hvor både hans søster og bror også har sommerhus.
- Kan man være mere heldig? Jeg føler mig mere og mere knyttet til mine søskende, jo ældre jeg bliver. Ligegyldig om jeg er i Spanien eller i Danmark, så har jeg altid svært ved at tage afsted. Jeg elsker morgenerne i Danmark, hvor jeg står op ved 4-5-tiden på grund af lyset.

Per har to voksne børn i Danmark, Mikkel på 31, der studerer religionsfilosofi og Rikke på 33, der er designer.

- Desuden er jeg bedstefar til to vidunderlige drenge, fortæller Per med varme i øjnene.

Priviligeret
Per føler sig dybt priviligeret over at kunne lave det, han elsker at lave.

- Som kunstner har du aldrig fri. Hjernen kører hele tiden! Det er facinerende at realisere en tanke. Fra ide til virkelighed ... fra ide til produkt. Efter et par måneders pudsen af og retten til, så er jeg færdig, og så slipper jeg produktet, men så er jeg allerede dybt inde i næste ide og optaget af at realisere den. Jeg elsker mit arbejde!
Per har udstillet både i Danmark og mange steder i udlandet, og da jeg spørger ham om hans ambitioner, smiler han.

- Jeg ønsker at mine børn og børnebørn må få et godt og meningsfyldt liv ...... Ambitioner! ... Jeg tror ikke, jeg har flere. Jeg føler mig utrolig priviligeret over at kunne lave det, jeg elsker at lave.
Det vil jeg gerne kunne blive ved med. Så af ambitioner har jeg kun ... et godt helbred og at kunne arbejde og vedblive med at føle den glæde ved det, som jeg føler nu. Det at skabe er lige så nødvendigt for mig, som at trække vejret.

Dorte Holm Jensen
Fotos: Poul Frey Skøtt.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---