Hvis vi skruer tiden tilbage til starten af 1980’erne, var der kun én tv-kanal i Danmark; DR1 ... og i begyndelsen var der kun tre kvindelige journalister: Birgit Meister, Alice Vestergaard og Jytte Kynde.

Sidstnævnte startede som journalist på TV-avisen og ”avancerede” derefter til kulturafdelingen, hvor hun bl.a. lavede en halv times TV-portræt af kunstneren Arne Hauge Sørensen fra Frigiliana.

- Det var allerede dengang, jeg forelskede mig i Frigiliana, fortæller Jytte, - og jeg tænkte altid, at engang ville jeg vende tilbage. Det gjorde jeg jo så, men det blev først mange år senere!

Splintret glansbillede
Jytte Kynde Sørensens liv kørte på skinner i starten af 80’erne. Hun var en feteret tv-journalist, der jævnligt optrådte i Billedbladet og Se&Hørs spalter om kendisers gøren og laden. Hun var gift for anden gang med en international kendt læge, der havde stor praksis i København, hun boede i en dejlig lejlighed midt i hovedstaden, hun havde to voksne børn og en 10-årig efternøler fra sit første ægteskab og økonomien var i orden.

- Jeg bliver altid lidt bekymret, når livet kører på skinner ... det er altid der man bliver ramt bagfra eller fra siden af skæbnen, siger Jytte.

Og det blev Jytte! Ramt bagfra af noget fuldstændig uventet. I 1983 splintredes Jyttes glansbilledeliv, da hendes 10-årige søn blev kørt ned og dræbt i et fodgængerfelt.

- Min verden gik i sort! I fire år derefter var der ingen farver i min verden. Jeg så bogstaveligt talt alt i sort/hvidt. Der var ingen mening, Jytte holder en lille eftertænksom pause, inden hun forsætter: - Da jeg begyndte at se skoledrenge med rygsække overalt og følge efter dem i håbet om at en af dem var Kasper, da vidste jeg at jeg måtte væk.

Et andet liv
Jytte og hendes mand, Søren, solgte både lejlighed og praksis ... de realiserede med andre ord, alt hvad de ejede og havde og forlod Danmark. Intet var planlagt, men de havde købt en båd, som lå i Estepona, og den boede de på i et års tid. Det var en træbåd, så det meste af tiden gik med at slibe og lakere båden.

– Jeg skrev da også en smule til ugepressen, fortæller Jytte, - og vi mødte mange søde mennesker, men primært gik tiden med at vedligeholde båden, indtil vores økonomiske grundlag pludselig forsvandt under fødderne på os.

Jytte og Søren havde efter vejledning fra en bank (man kunne fristes til at skrive vildledning) investeret alle deres penge, og nu viste det sig, at alle pengene var tabt.

- Der var ikke andet at gøre end at sælge båden, købe en bil og se at få skaffet os noget arbejde, fortæller Jytte og tilføjer, - men det var kun penge. Det værste der kan ske for et menneske, var allerede sket da min søn døde ... og intet kunne blive værre end det!

Det eneste de ejede, da de ankom til Géneve, var en bil og meget få kontanter ... for lidt til at finde et sted at bo. En af Sørens venner lånte dem sin lejlighed i 14 dage, mens han selv var i Danmark og skaffede dem nogle kontakter, der resulterede i at Søren fik ansættelde som freelance læge for WHO.

Nu begyndte en tid med masser af rejser over det meste af verden. Sydamerika, Stillehavet, Caribien .... verden rundt, hvor Jyttes mand primært arbejdede med oplysningskampagner om aids og generisk medicin.

- Jeg begyndte at skrive igen for alvor og deltage i alle mulige konkurrencer i journalistverdenen. Søren trak det store læs med at skrabe penge ind, men vi rejste og levede som græsrodsarbejdere, og der var ingen luksus. Vi levede og boede blandt lokalbefolkningen. Hver eneste lille skilling, vi kunne få fra, blev spinket og sparet. Vi kørte konstant med en vis legemsdel i vandskorpen ... det var simpelthen nødvendigt at bygge op igen.

Efter nogle år med WHO var der ikke mere arbejde. Jytte og hendes mand opholdt sig på det tidspunkt på Barbados, det var lige før jul, hvor det var alt for dyrt at bo på den turistø, så de måtte finde et billigere land, hvor sparepengene kunne række længst muligt.

- Søren sagde, han kunne tænke sig at rejse til Guatemala, der var smukt og billigt, og det gjorde vi så ... dagen efter, fortæller Jytte.

Guatemala
De første mange måneder levede Jytte og hendes mand i en hæslig lejlighed, hvor der løb rotter i den lille gård, mens Søren skrev projekter om aids, som han søgte finansieret af bl.a. EU.

- Vi levede for 10 kr. om dagen. Jeg er sikker på at selv Joakim Von And ville have taget hatten af for vores evne til at spare, siger Jytte.
Det lykkedes Søren at få et NGO-projekt stablet på benene. NGO står for Non Governmental Organization, hvilket betyder at pengene går direkte til projektet og ikke bliver formindsket undervejs af alle mulige bureaukratiske administrationsudgifter.

- Vi levede og arbejdede sammen med indianere og fik med tiden flere indianske sygeplejersker og en indiansk læge ind i projektet.
Jytte lå bestemt ikke på den lade side. Hun stod for regnskaberne i projektet, og desuden deltog hun i en konkurence om oplysning om aids for børn, som Sundhedsstyrelsen i Danmark havde udskrevet .... og vandt!

- Det var et fjernsynsprogram for børn, et oplysningsprogram om aids for børn, fortæller Jytte. – Jeg husker, at jeg ikke havde råd til at rejse hjem og modtage prisen, så min voksne datter i Danmark måtte modtage den på mine vegne.

Herefter søgte Jytte midler gennem EU til anskaffelse af et primitivt TV-udstyr og begyndte at lave oplysende sundhedsudsendelser om og med indianerkvinder.

- Jeg var bare den usynlige tekniker bag kulisserne. Jeg var kvindernes tjener. De var de vigtige personer ... ikke jeg. Det var den indianske sygeplejerske, der blev optaget på video, når hun undersøgte børn, der havde orm eller var dehydrerede, og så gav hun anvisninger på, hvordan man kunne undgå de tilstande. Der var jo en meget høj børnedødelighed. Det var lokal-TV lavet af lokalbefolkningen for lokalbefolkningen. Vi rejste rundt og viste video for folk med en tre km lang ledning ... det var jo ikke alle steder, der var strøm eller stikkontakter.

Jytte tilbragte næsten 10 år sammen med Søren i Guatemala.
- Det var jo ikke kun arbejde, siger Jytte, - vi levede også. Vi fik købt et lille hus, som vi satte i stand og vi rejste lidt ind imellem. Desuden skrev Jytte bogen; ”I en anden verden - mit dagligliv i Guatemala” som udkom på Borgens Forlag.

Over Florida til
Frigiliana
Da Søren døde pludseligt af en blodprop i hjertet, blev Jyttes liv igen vendt 180 grader rundt. Efter et meget intenst liv med Søren uden sikkerhedsnet af nogen art, stod Jytte nu alene tilbage uden bagland.

- Når man lever sådan, som Søren og jeg gjorde, har det store omkostninger. Ganske vist havde vi mødt mange dejlige mennesker og haft masser af oplevelser, men vi var sjældent længe nok et sted til at bygge nye venskaber op, og de gamle venskaber i Danmark kunne vi jo ikke holde vedlige.

Jytte blev i Guatemala i halvandent år efter Søren døde. Hun følte en stærk forpligtigelse til at færdiggøre regnskaberne på projektet og i det hele taget få lagt tingene sådan til rette, at indianerne selv kunne køre projektet videre.

- Jeg skulle jo også lige have solgt huset. Der kom kun én køber på de halvandet år ... og han bestemte selv prisen, hvilket kun var en trediedel af, hvad huset var værd. Hun trækker på skuldrene og fortsætter sin beretning.

– Jeg rejste til Floridas vestkyst. Søren og jeg havde planlagt, at vi ville bo der, når vi engang skulle pensioneres, jeg havde ikke energi til at finde på andet. Jeg var bare så træt! Jeg husker jeg sov i en stol ude i gårdhaven, i noget der forekommer mig som en evighed, indtil katten kom slæbende med en tre meter lang slange. Katten havde fat om slangens hoved, og resten af kroppen baskede vildt fra side til side og ramte mig .... så vågnede jeg.

I dag bor Jytte på femte år i Frigiliana. Afstanden fra Florida til Danmark, hvor Jytte har to voksne børn, et barnebarn og sin 93-årige mor, blev for stor.

- Jeg ved ikke, om det er alderen, men jeg kæmpede med jetlag i mindst en uge, hver gang jeg tog turen over Atlanten .... så min gamle kærlighed, Frigiliana, syntes at være et passende kompromis. 
På spørgsmålet om hvorfor det ikke blev Danmark, svarer Jytte; - Jeg føler mig ikke specielt som dansker, mere som verdensborger. Jeg føler mig tryg i verden. Jeg føler mig godt tilpas i andre lande, selvom jeg selvfølgelig også elsker Danmark. Sikkerhed, tror jeg ikke på, at man kan arrangere eller købe sig til. Hverken pensionsordninger eller anden planlægning kan beskytte mod det uventede. Tryghed må man finde i sig selv for det eneste, der er sikkert ved tilværelsen er, at den er usikker!

Fremtiden? - Tja, Jytte tøver et øjeblik, - jeg har ikke ambitioner om hverken penge eller berømmelse. Jeg vil måske skrive en roman, men vigtigst for mig er det at udvikle mig menneskeligt, så jeg kan blive til størst mulig glæde for familie og venner og de mennesker, jeg møder undervejs. Det er luksus og måske den største glæde i "den tredje alder", at have tid til at tænke og stille og roligt udvikle sig som menneske.

Dorte Holm Jensen

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---