I en lang årrække var Spanien et isoleret land, ikke alene set med fuglevennens øjne. Borgerkrig og efterfølgende verdenskrig betød, at man ikke fik mange ornitologiske observationer fra Spanien.

Ringmærkning er en metode, der bruges til at studere fuglenes træk (først anvendt i større stil af danskeren H.C. Mortensen i 1899). Når en fugl blev fundet død eller skudt ved jagt, skulle man sende ringen ind til et naturhistorisk museum. Oplysningen om ringmærkning nåede nu nok ikke ud til den spanske befolkning, og de havde andet at tænke på end fugletræk. Først efter anden verdenskrig fik SEO, den spanske ornitologiske forening, en spæd start.

For fugleinteresserede i Vesteuropa var der to vigtige deltaområder, som mange havde lyst til at besøge: Camarque, Rhoneflodens udløb i Middelhavet, samt Coto Doñana og Las Marismas, Guadalquivirs store deltaområde.

Las Marismas var ikke kendt af mange uden for ornitologiske kredse, og stort set kun et lille antal universitetsbiologer var klar over, at her havde man det ypperste af europæisk natur, der måtte beskyttes for fremtiden.

Det var The International Union for Conservation of Nature and Natural Resources (I.U.C.N.) og The World Wildlife Foundation, der arbejdede på højtryk sammen med enkelte naturvenner i Spanien for at redde området fra eksploitering.

Coto Doñana er velkendt i dag, men for 50 år siden var det stort set et ukendt område både for spaniere og udlændinge. Det var i det store hele kun igennem naturforeninger, man fik oplysninger om de spanske naturområder, og lokalt var der ingen ornitologer. Faktisk var det kun jægere, der havde viden om fugleområder. Der kunne man hente mad.

I Sverige var der en ornitolog, Carl Axel Frändén, der havde en ide om, at mange af de skandinaviske traner måtte trække ned over Vesteuropa. Man havde enkelte ringmærkningsfund fra to østeuropæiske lande, Polen og Tjekkoslovakiet, så man mente at hovedtrækket måtte gå i en østlig rute til Afrika, men man havde dog et enkelt fund fra en ung, dansk trane fra Vendsyssel, der blev fundet i Sydfrankrig, så et vestligt træk måtte finde sted.

En efterårsdag pakkede Carl Axel Frändén bilen og drog sydover til Frankrig for at finde traner, og ved samtaler med jægere fik han vished for, at tranerne fortsatte til Spanien. Tranerne fløj så højt, at jægerne ikke kunne nå dem med deres skud.

Carl Axel Frändén fik at vide, det var store flokke, der fløj videre sydpå. Han kørte mod syd, og 100 km nord for Madrid mødte han de første store traneflokke. Det skulle vise sig, at ikke alene fløj tranerne en vestlig rute mod Afrika, en stor del af dem overvintrede i Spanien og Portugal.

Carl Axel søgte hjælp på Madrids Naturhistoriske museum, hvor professor F. Bernis og J.A. Valverde fra den videnskabelige institution i Almería, en af de få spanske ornitologer med internationalt ry, kunne fortælle ham, at han var på rette spor, og de udstyrede ham med kort over tranepladser på den iberiske halvø.

Tranernes føde består hernede for en stor del af olden fra korkegen, så nu var det blot at køre ud i naturen og opsøge de store områder med korkeg i Portugal og Spanien, og i Badajoz-området i Extremadura fandt man store flokke af traner.

Carl Axels rejse bragte ham til Las Marismas, og her kunne lokale fortælle ham, at der også havde været traner, der ynglede i området, og at man vidste at en del fløj videre sydpå til det nordvestlige hjørne af Marokko. Tranen er en fantastisk flyver, så den tilbagelægger lange distancer på kort tid.

I den sydlige del af Andalusien stødte man ikke på traner, men på 5-6000 år gamle hulemalerier i Murcia ser man dansende traner.

Man skal ikke mange år tilbage i tiden, hvor nu velkendte fugleområder i Spanien var fuldstændig ukendte for ornitologer, simpelthen fordi der ikke var lokale ornitologer, der kunne bringe deres viden videre, og fugle blev stort set kun betragtet som jagtbytte. Et godt eksempel er Fuente de la Piedra, som med deres store antal af flamingoer ikke var kendt af ret mange for blot få årtier siden.

Den spanske ornitologiske forening er i fremgang, og interessen for naturen er stigende. På de årlige fugledage, der holdes overalt i verden, er spansk ungdom med helt fremme i stort antal. Det er den spanske ungdom, der skal være med til at redde naturen for fremtiden.

Tilmeld nyhedsbrev

Version til udskrift · Send til en ven

---